tirsdag den 12. august 2014

Meningen med livet

Jeg har pillet følgende ud af en mail, jeg har modtaget:

"... Derudover vil jeg spørge dig, om du har haft perioder (eller stadig har?), hvor du har følt dig rask af anoreksien, men alligevel var helt vildt ked af det. Sådan til den depressive side? Altså følelser med at du ikke vil leve mere.. Sådan går jeg desværre og har det indimellem. Men jeg ved ikke, om det er 'naturligt' for os spiseforstyrrede. Det handler hverken om, at jeg synes, jeg er for tyk, eller jeg ikke gider spise, for den periode er jeg ligesom over heldigvis. Men det handler mere om, at jeg synes, at livet er ligegyldigt og meningsløst.. Sådan har jeg haft det i godt og vel 6 måneder nu. Jeg har hele tiden fået at vide, at 'når du kommer på din målvægt, SÅ får du det godt, SÅ bliver du gladere'. Det er delvist sandt.. Blev da glad da jeg fik mere frihed, og motion giver mig også en glæde. Altså MIG en glæde, ikke anoreksien! Men er bare blevet så trist efter.. Som om 'hvad så nu?' ..
Ved ikke om du kender til det?"


Jo, det kender jeg godt til, og jeg tror, at mange andre spiseforstyrrede også kender til det. Den der tomhed, der kommer, når spiseforstyrrelsen får mindre og mindre magt... hvad fanden skal man så bruge tiden på?! Og tanker som

- livet er ligegyldigt og meningsløst...
- var det overhovedet kampen værd at komme ud af spiseforstyrrelsen? Jeg er jo ikke glad...
- hvad så nu?
- hvem er jeg?
- hvad har jeg lyst til?
- det var meget nemmere, da jeg ikke mærkede en skid, og jeg bare tænkte på mad hele tiden..

...dukker op.

Som en anden pige også lige har sagt til mig: "når jeg sidder blandt mine veninder og andre nu, kan jeg ikke rigtigt snakke med om alt det, de snakker om... Jeg føler mig så bagud. I alle de år hvor de oplevede en masse, udviklede sig, blev gode til noget osv., brugte jeg hvert et minut på at tænke på mad og planlægge mad. Så nu ved jeg slet ikke, hvad jeg skal bruge tiden på, og jeg kan ikke bidrage med noget, når jeg sidder sammen med andre. Det gør mig virkelig ked af det, og en del af mig tænker, at det ville være nemmere at lade spiseforstyrrelsen overtage igen, for så har jeg da den at beskæftige mig med..."

Kender jeg også riiiiiigtig godt til!

Man er nemlig ikke rask fri (jeg kalder det FRI, ikke rask, da jeg ikke mener, at spiseforstyrrelser er sygdomme), blot fordi vægten er normal, og man har lært at spise "normalt"/følge en kostplan.

Nææææ, så står man blot tilbage med det, man egentlig flygtede fra: udfordringerne ved at være sig selv, mærke sine følelser, forvirringen omkring hvad man vil med sit liv, "store" tanker om hvad livet egentlig går ud på osv. osv.

Alt det skal man først til at face, når man er mere stabil mad- og vægtmæssigt. Man skal fylde tomrummet op indeni med det, der giver mening for én, for så giver spiseforstyrrelsen pludselig slet ikke "mening" mere.

Meeeen det svære er jo at MÆRKE, hvad der er, der giver mening. Hvad det er, der gør én glad. Hvad man har lyst til at bruge sit liv på.

Så man må på skattejagt i sig selv. Post for post finde ud af passionen i ens liv. Det kan tage tid, lang tid, så det kræver tålmodighed og vilje. Men lærer du først at fylde dig selv positivt op og tage ansvar for det selv, er der hverken tid eller plads til spiseforstyrrelsen. Der er hele tiden noget, der er vigtigere, så selv om tankerne dukker op igen, handler du ikke på dem.

"Hvis der er en mening med livet,
  er det at give mening til livet"....


(fra min opslagstavle)

3 kommentarer:

  1. Så meget godt i dette indlæg. Det er det jeg går og har en masse store tanker om lige nu. Min målvægt er nået - og hvad skal jeg så?
    <3

    SvarSlet
  2. Tak for endnu et godt indlæg. jeg kender det helt sikkert rigtig godt. Nogen dage er ligegyldige, man føler tomhed og ensomhed. Man føler sig trist og ked af det. Og man ved ikke hvad man skal sige eller gøre og hvis folk spørger har man ingen forklaring. Jeg lukker mig inde helt for mig selv og så ser jeg en god film som sætter lidt gang i tårene... Men hvor underligt det så end lyder så har jeg det bedre efter jeg lige har fået lov at være lidt ked af det for mig... Ved det godt jeg er vist lidt mærkelig....

    SvarSlet