onsdag den 20. august 2014

Min (u)lykkke

D. 20. august 2007 blev jeg kørt ned - dvs. det er præcis 7 år siden i dag.

Selv om det jo var en ulykke, så ser jeg det som en lykke. Jeg har mange gange tænkt på at kontakte ham, som kørte mig ned, og sige tak (men jeg aner ikke, hvem han var, for han stak af).

Sige TAK?! Tænker du måske nu :)

Ja. Inden (u)lykken var hver dag præget af sult, overspisning, mærkelig spisning, snak med Ulrik (bræk) og motion, motion, motion... jeg havde absolut ingen ro. Kunne ikke sidde stille og kunne ikke sove om natten. Min krop - JEG - var i en kæmpe stresstilstand. Jeg havde erkendt, at der var noget galt i min måde at "leve" på, men jeg følte ikke, at jeg var i stand til at stoppe det. Natten til d. 20. aug. 2007 drømte jeg faktisk, at jeg blev kørt ned, og da jeg vågnede om morgenen, tænkte jeg: "gid det bliver virkelighed. En eller anden må stoppe mig i det her. Jeg kan ikke mere".

Totalt spooky!!

To timer efter lå jeg på kørebanen i krydset inde ved søerne ved Søpavillionen med folk og ambulancefolk omkring mig.

(U)lykken satte en brat stopper for min overdrevne motion. Jeg kom på krykker i 5 måneder.

5 MÅNEDER HVOR JEG IKKE KUNNE GÅ!! Samt yderligere 7 måneders genoptræning da jeg slap krykkerne...

Jeg må indrømme, at jeg til at starte med bandede mig selv langt væk over at have ønsket det her. Hvad fanden havde jeg tænkt mig?!

Men (u)lykken blev startskuddet til min rejse ud af spiseforstyrrelsen. Jeg fik tid til at stoppe HELT op og reflektere over mit liv. Eller... mangel på liv. Jeg lå i min seng og læste alle mine dagbøger igennem og kunne altså med mine egne ord læse, hvad jeg havde brugt de sidste 11 år på!

Noget i mig (selve MILLE) blev ret chokkeret og ked af det. Skulle dette være mit liv? Så besluttede jeg mig for at samle mine dagbøger til en bog, for hvis jeg på nogen måde kunne forhindre andre i at gå igennem det, som jeg havde gået igennem, ville alt mit lort trods alt give lidt mening. Jeg sendte resultatet til PeoplesPress og utroligt nok fik jeg et JA til udgivelse med det samme. Ærlig talt tror jeg ikke, at jeg havde regnet med det :)

Og jeg ANEDE IKKE, hvad jeg satte gang i!! Det blev jo startskuddet til min karriere som forfatter, samt at blive kendt. Men det er en helt anden historie :)

Tilbage til (u)lykken. Selv om den blev et vigtigt vendepunkt for mig, kom jeg jo - som I kan regne ud - ikke ud af spiseforstyrrelsen 14 dage efter. Nej, der skulle maaaaaaaaange kampe udfordringer til (jeg kalder det udfordringer i stedet for kampe. I en kamp er der nemlig altid en vinder og en taber, så det er mere positivt at kalde det for udfordringer - dem kan du klare. Der kan du ikke blive en taber.  Det har i hvert fald betydning for mig at ændre ordvalget!).

Men rejsen ud af spiseforstyrrelsen var startet.

(U)lykken fik mig også til at forstå, hvad spiseforstyrrelsen "gav" mig. Spiseforstyrrelsen var mine psykiske krykker her i livet. Krykkerne jeg støttede mig til, når jeg ikke turde være mig selv, ikke turde sige til og fra, ikke turde mærke følelser, ikke turde lukke kærlighed ind, ikke turde følge mine drømme... Ved at støtte mig til dem, lukkede jeg af for alt det svære - men dermed også for selve LIVET. De fik mig til at overleve i den kaosfølelse, jeg havde indeni.

Det indså jeg, fordi jeg nu havde fysiske krykker også! Nu måtte jeg jo fysisk støtte mig til krykker, for at kunne gå.

Og det som jeg oplevede var, at folk meget bedre forstod det. De kunne jo SE mine krykker, så selv gamle damer rejste sig op for mig i bussen. Samme forståelse havde jeg ikke mødt, da jeg kun havde mine psykiske krykker....

Nu har jeg både smidt de fysiske og de psykiske krykker, og jeg er faktisk ret rørt i dag. Tænk at det kunne lade sig gøre. Mit venstre ben vil dog altid være skadet efter (u)lykken, og jeg har jo også stadig spiseforstyrrelsen i mig. Men begge dele ser jeg gaven i i dag. Som jeg har skrevet om i et tidligere indlæg, er spiseforstyrrelsen i dag min ven og min livsguide. Hvis jeg fjernede den fra mig, ville jeg miste en masse styrke. Det er måden, jeg bruger styrken på, som har gjort og fortsat gør, at jeg lever mit liv i dag i stedet for at overleve det.


2 kommentarer:

  1. Det er virkelig en tankevækkende historie og utroligt hvor meget hjernen kan styre.
    Jeg har selv været spiseforstyrret for nogle år siden og troede egentlig at jeg var "rask" igen. Men jeg oplevede det samme som dig, stress og uro i kroppen. Jeg ønskede mig sådan ro i kroppen og blev for nogle måneder siden hofteskadet. Jeg fik krykker i hænderne og var meget begrænset i mine muligheder, at ligge ned var det nemmeste. Jeg var dybt frustreret den første tid og kæmpede for at gøre alt det jeg ikke kunne. Jeg lærte en masse om mig selv og fandt roen til sidst. Jeg er stadigvæk fysisk skadet i dag, men jeg nyder roen i stedet for at hade den.
    Tak for den (u)lykke historie. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Og tusind tak for din historie, Julie!

      Tillykke med at du også nyder roen!

      Slet