mandag den 29. september 2014

Pepsi Max/sødestoffer

Uh, hvor har jeg været afhængig af denne her:


Da det var værst, drak jeg 5-6 liter af det... om dagen. Jeg bildte mig ind, at jeg kunne skylle maden ud af mig (crazy, jeg ved det. Al fornuft forsvinder sgu i en spiseforstyrrelse). Jeg blev skør i bolden af alle de sødestoffer, jeg skulle tisse konstant (også om natten da jeg bællede en masse inden sengetid = meget forstyrret søvn/ingen søvn), og jeg har nedbrudt mine knogler (det er fosforsyren, der trækker kalken ud af knoglerne).

Jeg vil påstå, at jeg var afhængig. Jeg SKULLE have det. Vand kunne ikke tage trangen.

Den eneste måde jeg kunne komme ud af det på, var at tage en kold tyrker i en laaaaaang periode. Jeg kunne ikke bare skære ned og så holde forbruget på et normalt niveau. Nej, jeg skulle holde mig HELT fra det, indtil jeg var "afgiftet".

I dag er jeg i stand til at drikke det indimellem, når jeg virkelig har lyst. Men jeg er meget opmærksom, for jeg kan straks mærke, at noget i mig bliver tændt. Jeg får straks trang til mere. Men det giver jeg mig ikke lov til, for jeg ved, at det så hurtigt bliver: "jeg kan da godt liiiiiige tage én til...og én til....". Og jeg vil ikke ud i det misbrug igen! Så når jeg har drukket ½ liter, ved jeg, at jeg i hvert fald skal vente ca. 1 måned (mindst), før jeg gør det igen. Jeg drikker ikke flere dage i træk (nu lyder jeg som en alkoholiker).

Det vilde er, at jeg med det samme kan mærke, at jeg bliver lidt "skør i hovedet", når jeg drikker det. Sådan svært ved at koncentrere mig, føler mig bims, som om jeg ikke kan være helt til stede... Måske kan jeg mærke det så kraftigt, fordi jeg er "afgiftet" for sødestoffer? Og jeg tænker nu, at jeg da godt nok må ha' været bims i bøtten, da mit forbrug var tårnhøjt. Måske ikke noget at sige til, at det var svært at tage fornuftige og konstruktive beslutninger - jeg var jo "skæv" konstant!

Gad vide om andre kan mærke sødestoffer lige så vildt som mig? Eller er jeg bare over følsom?

Faktisk spiser jeg i dag helst rigtig sukker frem for sødestoffer. Jeg ved godt, at sukker heller ikke er sundt, for det er jo bare tomme kalorier. Men jeg tror sgu, at det er sundere end alt det kunstige! Ved vi, hvad det kunstige på sigt gør i og ved kroppen?

Som jeg har skrevet i andre indlæg, så tror jeg på balancen. Man er ikke sund, fordi man spiser fanatisk. Nej, alt med måde! Balance.

fredag den 26. september 2014

Venter du på det rigtige øjeblik til at ændre det, du vil ændre?

 
Jeg har altid brugt ord meget - skrevet citater, ord, provokationer, beskrivelser af hvor jeg gerne vil hen og af hvordan jeg vil være osv. - op alle vegne herhjemme. På gule postit notes, på opslagstavle, på white board. Det har hjulpet mig meget - og hjælper mig stadig - at få kærlige klaps i rumpetten på den måde. Jeg har endda haft et toiletrim! Det læste jeg hver gang, jeg tissede. Nu har jeg godt nok pillet det ned :) Men jeg hænger stadig sedler op rundt omkring med det, som jeg netop vil holde fokus på nu, eller en provokation som kan holde mig til ilden. F.eks. dette på billedet.
 
Husk: gør det som hjælper dig og vær ligeglad med, om andre synes det er mærkeligt. Der er godt nok mange, der har grint af mit toiletrim, men jeg pillede det ikke ned.
 
 


onsdag den 24. september 2014

Jeg bruger spiseforstyrrelsen positivt

Jeg lovede i sidste indlæg at skrive lidt om det med, at jeg stadig mærker spiseforstyrrelsen, selv om jeg ER ude af den. For nogen giver det ikke mening. "Jamen, du kan da ikke være ude af spiseforstyrrelsen, når du stadig mærker den!".

Jo, for jeg HANDLER ikke på de "forkerte" tanker. Og når jeg mærker dem, husker de mig faktisk på, hvad det vigtigste er: at leve og have det godt. Hvor vigtigt det er at passe på mig selv.

Jeg vil lige forklare mig. Hvis - nej ikke hvis. Når, for der vil altid være udfordringer i livet - noget er svært for mig, mest følelsesmæssigt svært, dukker de spiseforstyrrede/de destruktive tanker op. De kommer, uden jeg tænker over det. De har jo kørt på autopilot næsten halvdelen af mit liv.

Enten:

- lad være med at spise. Løsningen er at blive restriktiv og tabe dig igen.

Eller:

- spis alt muligt klamt og kast det op bagefter.

Meeeeget konstruktive fornuftige tanker, der gør, at jeg kan løse mine udfordringer, ik?! Øh not. Jeg kan så meget tydeligt se nu, hvilken flugt en spiseforstyrrelse er. I stedet for at tænke over de virkelige udfordringer og at blive i alle følelser, flygter man i madkontrol eller -kaos. Genialt til at lægge låg på og slippe for at tage stilling til noget som helst! Du tør ikke se livet i øjnene!

Så når de tanker kommer nu, ved jeg, at jeg enten er udfordret, presset eller simpelthen keder mig:

1) udfordret følelsesmæssigt. Det er både udfordrende for mig at være rigtig glad og rigtig ked af det, og magtesløshed og uvidenhed er nok mine sværeste følelser at tackle.

2) jeg skal sige fra over for nogen, som jeg har det svært med at sige fra over for.

3) jeg er stresset. Simpelthen har sagt ja til for meget, så jeg slet ikke kan nå det (slet ikke nu hvor jeg har lille Julia, som kræver mig 24 timer i døgnet).

4) kedsomhed. Altså, hvis min hjerne ikke har nok at beskæftige sig med, kan den jo altid beskæftige sig med mad... Det sker, når jeg glemmer at dyrke min passion, og alt det som gør mig glad og fylder mig positivt op.

Dvs. jeg bruger altså de spiseforstyrrede/de destruktive tanker som guide. Når de kommer, er der noget, jeg skal være opmærksom på. Der er noget, jeg gerne vil flygte fra.

MEN JEG VED NU, AT DET IKKE ER LØSNINGEN. DET HJÆLPER IKKE AT HVERKEN SULTE ELLER KASTE OP. ALDRIG.

A L D R I G.

Det eneste rigtige er at se det svære i øjnene og blive i de ski.. svære følelser. Det er det, jeg lærer af og udvikler mig, og det er i følelserne, at livet foregår.

Der er INGEN undskyldning, der er god nok til, at det er ok at reagere destruktivt.

Jeg har også forstået, at den eneste, det går ud over, er... tadaaaaa MIG SELV. Det er jo langt ude f.eks. hvis man er sur på sin kæreste/veninde/mor/mormor/osv. at man så lader være med at spise eller spiser og kaster op og så tænker: "ha! Nu lader jeg bare være med at spise, og så kan du rigtig blive straffet. Se nu hvad du er skyld i!". Øh, hvem går det ud over?! Det er dit eget liv, du ødelægger (men selvfølgelig påvirker du også den anden negativt. Det er jo ikke sjovt for pårørende at være vidne til. Men det er primært dit eget liv, du spolerer).

Løsningen ligger i stedet i at være i sig selv og i at være ærlig. Turde sige til og fra ud fra egne behov og lyster. Kun på den måde kan du leve dit liv i overensstemmelse med dig og dine værdier - og du vil connecte med de personer, der "passer" til dig.

Så når de spiseforstyrrede tanker kommer, bliver jeg altså mere BEVIDST, og jeg bliver gjort opmærksom på, at jeg har VALG OG FRAVALG. Hvordan vil jeg gerne være, og hvordan vil jeg gerne have det?

Jeg føler altså, at jeg kan tage bedre beslutninger for mit liv, og at jeg bliver en mere ægte Mille - fordi jeg stadig mærker spiseforstyrrelsen. Og jeg ved jo, hvilken siiiiindssyg styrke, der ligger i spiseforstyrrelsen (jeg har jo kunne gå imod kroppens mest basale behov!!), og den styrke kan i stedet bruges positivt! Det er "bare lige" det, man skal lære, for at komme ud af spiseforstyrrelsen... og det er en lang (men ikke umulig!) proces.

Desuden kan jeg også mærke, at fordi jeg har været så madkontrolleret, har jeg så meget modstand på fanatisme nu. Jeg gider simpelthen ikke leve begrænset! Jeg vil passe på mig selv og have en normal vægt, ja, men der skal fanme være plads til en flødebolle (eller to...) og en is, når jeg har lyst. Der er ingen kostretning, der skal diktere, hvad jeg skal spise og ikke spise. Nej, nu lytter jeg til min krop og ser på sundhed som en helhed. Man er jo ikke sund, blot fordi man lever af æbler. Nej sundheden ligger i balancen, lysten og nydelsen. Sundhed er både noget fysisk, psykisk og socialt. Man skal kunne leve i nuet, lytte til sin krop og følge dens lyst og behov.

Håber dette giver mening (men du behøver ikke være enig). Det er i hvert fald sådan, jeg bruger spiseforstyrrelsen i dag :) 

mandag den 22. september 2014

Jeg er i Familie Journalen i denne uge

Se hvor fint! På forsiden sammen med Julia :) Er så stolt af hende at jeg næsten ikke kan være i min krop.


Artiklen handler om, at jeg jo er blevet mor på trods af alle ods. Spiseforstyrret i såååå mange år, ingen menstruation i 16 år, lægerne havde "dømt mig ude" - men jeg holdt alligevel fast i troen på, at jeg KUNNE komme ud af spiseforstyrrelsen, få min krop og psyke i balance igen, og få min menstruation igen. Og nu har jeg bevist det. DET ER MULIGT! Lige meget hvor længe du har overlevet med en spiseforstyrrelse, kan du blive fri af den og lære at leve. Det betyder ikke, at jeg ikke mærker spiseforstyrrelsen mere - det gør jeg dagligt. Men jeg bruger gaverne og styrken fra den, i stedet for at lade den ødelægge mit liv (det forklarer jeg nærmere i en blog en af dagene. Læs også indlægget "Er jeg ude af spiseforstyrrelsen?" her).

Her kan I se artiklen (men vil I læse den, må I købe bladet):


Den formiddag fotografen skulle komme og tage billeder af Julia og mig, havde hun dårlig mave (seriøst ræsermave). Så morgenen gik med at skifte hende og nusse ekstra om hende - så jeg nåede ikke selv i bad (= prioriterede det ikke). Dvs. jeg har "beskidt" hår og ingen mascara på på billederne! Det havde jeg ALDRIG tilladt før i tiden. Frøken Fedthår når jeg skulle fotograferes til et blad?! No way! Men efter jeg er blevet mor, er jeg blevet meget mere afslappet omkring mig selv på alle fronter. Madmæssigt, mit forhold til min krop, hvordan jeg ser ud... prioriteringerne er blevet vendt på hovedet. Ikke fordi jeg er totalt ligeglad og synes det er fedt at gå og ligne frøken udskidt æblegrød, når jeg går på gaden, men hvordan JEG ER, og hvordan JEG HAR DET, er blevet det vigtigste. En flot finpudset facade er jo intet værd, hvis det indeni er et rod, og man ikke har det godt. Når man kommer i balance indeni, skinner det igennem udenpå, og den skønhed overstråler alt. Selv med fedtet hår ;)

fredag den 19. september 2014

Jeg er træt!

Jah, endelig lidt tid - og lyst - til at skrive. Jeg plejer jo ellers at gøre det dagligt (ikke blogs, men altid lidt til mig selv eller skrive lidt på en bog). Men for engang skyld har overskuddet ikke engang været der til min passion.

Jeg er træt. Føler mig en smule udkørt. Flad. Mast.

Siden jeg fødte Julia, har jeg jo været på 24 timer i døgnet. Jeg ammer, så jeg kan højst være væk fra hende et par timer - min kæreste kan ikke mestre amme-kundskaben :) Så selv om jeg indimellem går ud og handler alene eller mødes med en veninden uden Julia, og dermed får et par timers "fri", stresser jeg mere over at være væk fra hende, end jeg nyder det. For jeg tænker kun på, hvordan hun mon har det, om hun bliver sulten, mens jeg er væk, og jeg savner hende. Føler mig simpelthen halv, når hun ikke er inde for min rækkevidde! Jeg siger til mig selv, at det er vigtigt at koble fra og slappe af, når jeg får det frirum på et par timer... men det er lettere sagt end gjort. Jeg må simpelthen øve mig på det, for det vil gavne mig. Hun HAR det jo godt, når min kæreste passer hende, og jeg vil se hende igen, inden jeg får talt til 10 nærmest! Så slaaaaaap af Mille :)

Jeg ved ikke, om andre nybagte mødre kender til at ramme trætheds-muren på dette tidspunkt? Indtil nu har jeg følt, at jeg havde MERE overskud, end før jeg fødte, på trods af at jeg altså havde et spædbarn at tage mig af. Nu hvor hun er 5½ måned, er overskuddet en by i Rusland, og trætheden har ramt mig. Måske får man superkræfter, lige når man har født, og så går luften ud af ballonen efter et lille halvt år, fordi man i alle disse måneder ikke på noget tidspunkt har sovet ordentligt, og fordi man har været på konstant.

Nu lyder det måske som om, at jeg er utilfreds og ikke glad. Sådan skal det ikke forstås! Jeg elsker Julia, så det gør helt ufattelig ondt i hjertet, jeg er pavestolt af hende, jeg nyder at være mor - virkelig nyder - og jeg nyder at gå hjemme med hende hver dag og følge hende udvikle sig. Hun er ikke dukke-agtig/en nyfødt der ikke kan noget. Nej, nu er hun blevet et lille menneske med personlighed, og det er så smukt at være vidne til, at hun folder sig ud.

Men derfor er det jo ok at indrømme: jeg er skide træt! Jeg savner ro. Helt ro. Tid til refleksion. Mille-tid. Kald mig egoistisk, hvis du vil det :) Men det er vel den balance som mor, jeg skal til at lære. Julia skal klart have førsteprioritet, men det er vigtigt, at jeg også husker mig selv. Når hun begynder at kunne spise, og min kæreste dermed kan passe hende over længere tid, skal jeg sørge for at få de pusterum, hvor jeg kan lade op. Jeg tror på, at en glad mor er en god mor. Altså, når man husker sine egne behov også, stiger overskuddet, og dermed kan man give sit barn endnu mere.

Det er jo egentlig ikke anderledes for andre, der ikke er mor, tænker jeg lige. Hvis du ikke har egenomsorgen "i orden", har du ikke optimal overskud til andre og til det, du har lyst til. Når du f.eks. i en spiseforstyrrelse bruger al din energi på MAD og på at være destruktiv, har du ikke overskud til at være der ordentligt for andre (det føler du måske, men det har du ikke....). Du vil opdage, når du kommer "ud på den anden side", at du kan være mere nærværende, være der oprigtigt for dine venner og familie, du har mere overskud på dit arbejde/studie osv.

Nå, så min udfordring lige nu ligger altså i at finde balance i min rolle som mor. Og i at få SOVET så jeg kan lade op. Pt. vil hun (stadig) have babs ca. hver anden time natten lang, og indimellem amningerne ligger jeg (stadig) og spekulerer på, om hun trækker vejret. Jeg tror ikke, at hun bliver ordentlig mæt af min mælk nu, så derfor sutter hun konstant på babserne. Det er tid til, at hun får rigtig mad - mos og grød. Så vil hun blive mere mæt og sove bedre om natten. Det glæder jeg mig til!

Når jeg nu ikke får skrevet så meget, bruger jeg Instagram i stedet. Det er hurtigere lige at lægge et billede op end at skrive en hel blog (selv om det stadig er min hensigt at få mere gang i bloggen....). Så hvis du vil følge mere med i min hverdag, kan du følge mig på Instagram (milleeigardandersen, hedder jeg sjovt nok). Facebook er jeg ret træt af i øjeblikket, så der er jeg ikke meget på.

Tag en dejlig dag alle sammen!

tirsdag den 9. september 2014

Hold fast i det der virker for dig

Når du på vejen ud af spiseforstyrrelsen mærker, hvad der virker for dig, så hold for guds skyld fast i det! (nej, ikke for guds skyld. For din egen). Det gælder om at finde en masse positive holdepunkter, som gør, at du bedre kan kæmpe imod de destruktive tanker - også selv om andre ikke kan forstå, at det dog skulle hjælpe. Hold fast i det der virker for dig! F.eks. tegnede jeg jo et hjerte på mit håndled hver morgen i 2 år, selv om andre sikkert tænkte, at jeg var mærkelig. Men det hjalp mig! (læs om det her: http://blogger.restenskalnydes.dk/2014/07/historien-om-min-hjertetattoo.html).

Noget andet som virkelig hjælper mig er at komme godt fra start om morgenen. Jeg drikker vand med citron i som det første om morgenen (det skulle være så sundt, og jeg føler også, at det frisker op), og lige meget hvilken morgenmad jeg spiser (jeg varierer tit), holder jeg ALTID fast i at tage 2 spsk. hørfrøolie samt kokosolie i min kaffe. Selv om jeg er syg (lige nu er både Julia og jeg halvskvattede), tager jeg olierne. Ingen undskyldning er god nok til at lade være! At starte min morgen godt gør, at jeg er rustet til at tage mig en god dag. Når jeg får nok fedt fra morgenstunden, føler jeg større ro i mit hoved, altså mindre tankemylder, og jeg kan langt bedre mærke mig selv. Jeg er gladere, har mere energi, har større overskud og jeg føler mig mere til stede. Jeg ved godt, at det måske lyder lidt overdrevet, men fedtet har virkelig stor betydning for min dag! Jeg ved ikke, om det er fordi, jeg har levet fedtfattigt (ekstremt fedtfattigt) i vel ca. 14 år, så min krop hungrer efter det. Men fedt er jo også essentielt for, at kroppen kan fungere optimalt. Så hvis du er spiseforstyrret og skærer alt fedt ud af kosten, er mit bedste råd at begynde at tage olie. Jeg kan næsten garantere, at du vil begynde at mærke et større overskud - der så sætter gang i en masse andre gode processer i dig. Når du tænker mere klart, kan du også bedre tage udfordringerne op med de destruktive tanker.

Så dagens tip: har du fundet noget, der virker for dig (noget du spiser, noget du siger til dig selv, noget du gør), så hold fast i det! Skriv det evt. ned og hæng det op (hvis det hjælper dig). Uanset hvad så holder du fast i dette, fordi du vil videre! Du vil ud af spiseforstyrrelsen!

lørdag den 6. september 2014

At mærke og at lytte til det

Én ting er at lære at mærke, hvad man har LYST til at spise (i stedet for at det er spiseforstyrrelsen, der dikterer det...) - noget andet er at kunne sige: "nej tak, jeg har ikke lyst". Begge dele skal læres men er ikke nemt!

Her efter spiseforstyrrelsen har jeg SÅ tit haft svært ved at sige nej til mad og især til guf. Jeg følte, at jeg både skulle vise mig selv og andre, at jeg ingen regler har nu. Jeg kan spise alt. Jeg har ingen forbud. Så hver gang jeg blev tilbudt noget, spiste jeg det.... også selv om jeg faktisk kunne mærke, at jeg enten ikke havde lyst eller var sulten! Det var så svært at sige fra....af frygt for at nogen ville tænke "nå, hun er da stadig styret af spiseforstyrrelsen, hva?" og fordi jeg konstant havde brug for at vise mig selv, at jeg kunne spise alt uden konsekvenser!

Men...det fandt jeg til sidst ud af heller ikke var løsningen/det jeg fik det godt af. At spise når man ikke er sulten, og at spise noget man faktisk ikke kan lide eller har lyst til, giver sgu en øv-følelse indeni. Samt gør at man igen tager afstand til/ikke lytter til sin krop.

Selv om jeg havde lært at mærke, hvad jeg havde lyst til, lyttede jeg altså ikke altid til det...

Og jeg spiste "for andres skyld". Fordi jeg brugte krudt på at tænke over, hvad de mon ville tænke, hvis jeg sagde nej til f.eks. kage... Altså, jeg røg over i andre i stedet for at blive "hjemme hos mig selv".

Så én ting er altså at lære at mærke, hvad man har lyst til at spise...en anden ting er at LYTTE til det!

Ih, der er meget, man skal lære... ;) Men man vokser i processen og bliver bedre og bedre til at mærke, lytte, sige til og fra ud fra sine egene lyst og behov. Hvis du er midt i processen, så prøv at se det som spændende, at du er ved at lære at være i dig selv - i stedet for at tænke: "åh, hvor er det irriterende og hårdt." Bliv klogere, lær af det, hver gang du tager dig selv i ikke at lytte til dig selv eller at bruge krudt på at tænke over, hvad andre måske tænker om, at du enten spiser eller takker nej...

mandag den 1. september 2014

Fortsættelse fra i går :)

Jeg tænker, at nogen sikkert tror, at jeg mener, at man skal spise ALT for at have det ok med mad. Det lød måske lidt sådan på det, jeg skrev i går. Og at man ikke skal spørge eksperter til råds om, hvad man må spise og ikke spise, men at man bare skal følge sin egen krop.

Det er ikke helt så firkantet, jeg mener det. Det kan være SUPER at få kostvejledning, hvis man f.eks. ønsker råd til at spise sine hormoner i gang, eller hvis man har brug for nogle guidelines til, hvad der er en "normal" portionsstørrelse (det kan man jo godt komme liiiiidt langt væk fra, når man har været spiseforstyrret i mange år!). Og jeg synes også, at det er smukt at lade sig inspirere af, hvad der har hjulpet andre at ændre i kosten.

Det, som jeg "angriber" er, når vi glemmer, at vi har vores egen ekspert med os: vores krop! Jeg oplever mange, som vælger MED HOVEDET: nu vil jeg spise efter X (indsæt selv LCHF, Paleo, blodtypediæt osv.). Det er folk generelt, jeg snakker om, ikke kun spiseforstyrrede. Når man har taget sådan en beslutning med hovedet, skærer man sin krop fra. Det er jo direkte dumt at undgå brød, hvis man fungerer fantastisk på det, men man skærer det ud af kosten, fordi nu følger jeg jo Paleo. Men hvis man mærker, at man får det SUPER af at undvære brød (eller måske bare skære ned på det), er det jo fantastisk, at man er blevet inspireret til det. Dvs. min "opfordring" (altså ikke fordi jeg skal bestemme noget som helst. Vil bare have dig til at tænke over dine valg og fravalg) er ikke slavisk at "følge noget". Mærk efter i din egen krop og lad dig inspirere af de forskellige kostteorier. Så kan du sammensætte din helt egen LYST-kost. Det som DU får det bedste frem i dig af at spise. Kunsten er så at holde fast i det, som jeg også nævnte i går. Jeg synes i hvert fald, at det kan være svært at blive så meget "hjemme i mig selv" at al den kostsnak preller af på mig. Jeg bliver påvirket. Også selv om jeg har fundet den "måde at spise på", som jeg har det bedst på og med.

Jeg er stadig i træning :)