lørdag den 6. september 2014

At mærke og at lytte til det

Én ting er at lære at mærke, hvad man har LYST til at spise (i stedet for at det er spiseforstyrrelsen, der dikterer det...) - noget andet er at kunne sige: "nej tak, jeg har ikke lyst". Begge dele skal læres men er ikke nemt!

Her efter spiseforstyrrelsen har jeg SÅ tit haft svært ved at sige nej til mad og især til guf. Jeg følte, at jeg både skulle vise mig selv og andre, at jeg ingen regler har nu. Jeg kan spise alt. Jeg har ingen forbud. Så hver gang jeg blev tilbudt noget, spiste jeg det.... også selv om jeg faktisk kunne mærke, at jeg enten ikke havde lyst eller var sulten! Det var så svært at sige fra....af frygt for at nogen ville tænke "nå, hun er da stadig styret af spiseforstyrrelsen, hva?" og fordi jeg konstant havde brug for at vise mig selv, at jeg kunne spise alt uden konsekvenser!

Men...det fandt jeg til sidst ud af heller ikke var løsningen/det jeg fik det godt af. At spise når man ikke er sulten, og at spise noget man faktisk ikke kan lide eller har lyst til, giver sgu en øv-følelse indeni. Samt gør at man igen tager afstand til/ikke lytter til sin krop.

Selv om jeg havde lært at mærke, hvad jeg havde lyst til, lyttede jeg altså ikke altid til det...

Og jeg spiste "for andres skyld". Fordi jeg brugte krudt på at tænke over, hvad de mon ville tænke, hvis jeg sagde nej til f.eks. kage... Altså, jeg røg over i andre i stedet for at blive "hjemme hos mig selv".

Så én ting er altså at lære at mærke, hvad man har lyst til at spise...en anden ting er at LYTTE til det!

Ih, der er meget, man skal lære... ;) Men man vokser i processen og bliver bedre og bedre til at mærke, lytte, sige til og fra ud fra sine egene lyst og behov. Hvis du er midt i processen, så prøv at se det som spændende, at du er ved at lære at være i dig selv - i stedet for at tænke: "åh, hvor er det irriterende og hårdt." Bliv klogere, lær af det, hver gang du tager dig selv i ikke at lytte til dig selv eller at bruge krudt på at tænke over, hvad andre måske tænker om, at du enten spiser eller takker nej...

6 kommentarer:

  1. Hej Mille.
    Endnu et godt og relevant indlæg :-) Jeg er selv begyndt at forsøge at lytte langt mere og bedre til min krop, og selv om det nogle gange kan føre til gode succesoplevelser, er det for tiden nærmest bare blevet en "angst", hvor jeg bliver helt febrilsk, hvis ikke jeg kan få det, jeg har lyst til lige nu - og det er faktisk rigtig problematisk. Jeg er så bange for at komme i situationer, hvor jeg ikke kan få det, jeg end skulle få lyst til, at jeg ofte tage 2-3-4 forskellige ting med, bare for at være sikker på, at jeg ikke får skudt ved siden af. Og ærligt talt, det er sku heller ikke en sund tilgang til det... Hvordan finder man overhovedet balancen i alt det her lyst, tvang, undertrykkelse og frygt for at lytte for lidt og for meget til sin krop? Er det ok at være nødsaget til at spise noget andet, selv om det ikke er det, man har lyst til? Æv, jeg synes, det er svært.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er skide svært!!! Jeg har også kæmpet meget med at finde balancen mellem ulyst og for meget lyst - for ja, det kan også blive FOR meget lyst, hvilket heller ikke er løsningen/det optimale! Men jeg tror egentlig, at man kan lære meget af at have været i begge yderpoler. Det, som jeg oplevede, var i hvert fald, at da jeg havde været i FOR meget lyst i en periode, faldt jeg endelig til ro i BALANCE. Og jeg synes ikke, at jeg gjorde noget bestemt for det.... det skete li'som bare lige så stille af sig selv. Som om at jeg nu endelig fattede, at det hverken er lykken at være i ulyst eller i for meget lyst. Midt imellem er balance, hvor lyst og behov harmonerer.

      Så måske skal du ikke gøre så meget? Lad dig selv have det som du har det nu - og vent så og se.... pludselig er den "fase" også overstået! Ja, jeg tror altså på, at man ikke kan forcere sin udvikling. Du skal lære noget af hver fase, og hvis du har tålmodighed og forståelse for dig selv, ender du med at være en hel MIA "på den anden side" :)

      Håber det giver mening :)

      Slet
    2. Det giver bestemt mening, tak! Det er så svært at tro på, at det nok skal blive fint, når man står midt i det, men det er altså fantastisk at høre ordene fra én, der selv har været hele rumlen igennem og er kommet så stærk ud på den anden side. Jeg har faktisk lige et ekstra spørgsmål; her til aften har vi fx fået flødekartofler, coulottesteg og sauce, og det er en af de ting, jeg bare ALTID får overspist i! Jeg prøver lidt at trøste mig med, at det måske slet ikke er en overspisning, men i realiteten bare fordi, jeg faktisk utrolig godt kan lide det - er det så ikke "normalt" at spise, til man er lige ved at revne og tænker puuuuuha? Der er trods alt stadig mad tilbage på bordet, når jeg er færdig, så det er ikke fordi, jeg rydder alt (kun halvt ;-)). Iiih, det er så svært at finde ud af, om det overhovedet er i orden at spise så meget mad på én gang! Spiser du nogensinde også alt for meget og uden at ville klassificere det som en reel overspisning?

      Slet
    3. Ja det gør jeg!! Og det tror jeg altså, at laaaaangt de fleste kender til. Jeg tænker ikke på spiseforstyrrede - jeg tror at alle stort set kender til det. Hvis man virkelig godt kan li' f.eks. flødekartofler og coulottesteg, spiser man automatisk lidt mere...og nok lidt mere end man reelt har brug for. Men hvad så?! Du spiser det jo ikke hver dag og i de mængder. Du tager ikke på af at spise lidt for meget nogle gange - kroppen skal nok regulere det. Jeg tror faktisk, at jo mere du begrænser dig selv, sætter regler op og ikke må spise det, du har lyst til, jo mere surt bliver det, og så ender det ofte i en rigtig overspisning i lige netop det forbudte... Hvor mange kvinder kender ikke til at forbyde sig f.eks. slik, og hvis de så kommer til at spise bare én vingummi, kan de "lige så godt" tømme hele posen! Nu er det jo "gået galt"! Øh....:) Jeg mener bare: giv dig lov til at spise det, du har lyst til, og mærk mere og mere FRIHEDEN samt at du rent faktisk har VALG. Selv det du så elsker at spise (som måske ikke er super sundt) vil du faktisk begynde at spise mindre af, for når det ikke er forbudt, kan du jo bare vælge at spise det. Hvis det er et forbud, vil du konstant kredse om det, indtil du ikke kan modstå det mere....og så ender det ofte i en rigtig overspisning.

      Slet
    4. Kloge, kloge ord - og du har jo REEET, Mille! Det er klart en ting, der fortsat til arbejdes med, men jo, jeg kan kun nikke genkendende til, at så snart ting ikke er forbudte, er de faktisk ikke helt så spændende endda. Alt eller intet tankegangen holder dog stadig rigtig godt fast i mit hoved i alle henseender af livet, så det er ikke helt nemt at slippe den på spiseområdet heller... TAK, fordi du har taget dig tid til at læse og besvare og rigtig god weekend til jer alle tre. Husk nu at passe på dig selv, ik' :-)

      Slet
    5. Ja det er vildt svært at komme ud af alt-eller-intet...men det kan lade sig gøre så giv ikke op! Du kan finde balancen - både mht. mad og med alt andet. Selv om man finder balancen, kan man dog stadig godt mærke alt-eller-intet-trangen, men man lærer at lukke af for den.

      Tak Mia og rigtig dejlig weekend til dig! Og kommenter/spørg ENDELIG igen :)

      Slet