onsdag den 24. september 2014

Jeg bruger spiseforstyrrelsen positivt

Jeg lovede i sidste indlæg at skrive lidt om det med, at jeg stadig mærker spiseforstyrrelsen, selv om jeg ER ude af den. For nogen giver det ikke mening. "Jamen, du kan da ikke være ude af spiseforstyrrelsen, når du stadig mærker den!".

Jo, for jeg HANDLER ikke på de "forkerte" tanker. Og når jeg mærker dem, husker de mig faktisk på, hvad det vigtigste er: at leve og have det godt. Hvor vigtigt det er at passe på mig selv.

Jeg vil lige forklare mig. Hvis - nej ikke hvis. Når, for der vil altid være udfordringer i livet - noget er svært for mig, mest følelsesmæssigt svært, dukker de spiseforstyrrede/de destruktive tanker op. De kommer, uden jeg tænker over det. De har jo kørt på autopilot næsten halvdelen af mit liv.

Enten:

- lad være med at spise. Løsningen er at blive restriktiv og tabe dig igen.

Eller:

- spis alt muligt klamt og kast det op bagefter.

Meeeeget konstruktive fornuftige tanker, der gør, at jeg kan løse mine udfordringer, ik?! Øh not. Jeg kan så meget tydeligt se nu, hvilken flugt en spiseforstyrrelse er. I stedet for at tænke over de virkelige udfordringer og at blive i alle følelser, flygter man i madkontrol eller -kaos. Genialt til at lægge låg på og slippe for at tage stilling til noget som helst! Du tør ikke se livet i øjnene!

Så når de tanker kommer nu, ved jeg, at jeg enten er udfordret, presset eller simpelthen keder mig:

1) udfordret følelsesmæssigt. Det er både udfordrende for mig at være rigtig glad og rigtig ked af det, og magtesløshed og uvidenhed er nok mine sværeste følelser at tackle.

2) jeg skal sige fra over for nogen, som jeg har det svært med at sige fra over for.

3) jeg er stresset. Simpelthen har sagt ja til for meget, så jeg slet ikke kan nå det (slet ikke nu hvor jeg har lille Julia, som kræver mig 24 timer i døgnet).

4) kedsomhed. Altså, hvis min hjerne ikke har nok at beskæftige sig med, kan den jo altid beskæftige sig med mad... Det sker, når jeg glemmer at dyrke min passion, og alt det som gør mig glad og fylder mig positivt op.

Dvs. jeg bruger altså de spiseforstyrrede/de destruktive tanker som guide. Når de kommer, er der noget, jeg skal være opmærksom på. Der er noget, jeg gerne vil flygte fra.

MEN JEG VED NU, AT DET IKKE ER LØSNINGEN. DET HJÆLPER IKKE AT HVERKEN SULTE ELLER KASTE OP. ALDRIG.

A L D R I G.

Det eneste rigtige er at se det svære i øjnene og blive i de ski.. svære følelser. Det er det, jeg lærer af og udvikler mig, og det er i følelserne, at livet foregår.

Der er INGEN undskyldning, der er god nok til, at det er ok at reagere destruktivt.

Jeg har også forstået, at den eneste, det går ud over, er... tadaaaaa MIG SELV. Det er jo langt ude f.eks. hvis man er sur på sin kæreste/veninde/mor/mormor/osv. at man så lader være med at spise eller spiser og kaster op og så tænker: "ha! Nu lader jeg bare være med at spise, og så kan du rigtig blive straffet. Se nu hvad du er skyld i!". Øh, hvem går det ud over?! Det er dit eget liv, du ødelægger (men selvfølgelig påvirker du også den anden negativt. Det er jo ikke sjovt for pårørende at være vidne til. Men det er primært dit eget liv, du spolerer).

Løsningen ligger i stedet i at være i sig selv og i at være ærlig. Turde sige til og fra ud fra egne behov og lyster. Kun på den måde kan du leve dit liv i overensstemmelse med dig og dine værdier - og du vil connecte med de personer, der "passer" til dig.

Så når de spiseforstyrrede tanker kommer, bliver jeg altså mere BEVIDST, og jeg bliver gjort opmærksom på, at jeg har VALG OG FRAVALG. Hvordan vil jeg gerne være, og hvordan vil jeg gerne have det?

Jeg føler altså, at jeg kan tage bedre beslutninger for mit liv, og at jeg bliver en mere ægte Mille - fordi jeg stadig mærker spiseforstyrrelsen. Og jeg ved jo, hvilken siiiiindssyg styrke, der ligger i spiseforstyrrelsen (jeg har jo kunne gå imod kroppens mest basale behov!!), og den styrke kan i stedet bruges positivt! Det er "bare lige" det, man skal lære, for at komme ud af spiseforstyrrelsen... og det er en lang (men ikke umulig!) proces.

Desuden kan jeg også mærke, at fordi jeg har været så madkontrolleret, har jeg så meget modstand på fanatisme nu. Jeg gider simpelthen ikke leve begrænset! Jeg vil passe på mig selv og have en normal vægt, ja, men der skal fanme være plads til en flødebolle (eller to...) og en is, når jeg har lyst. Der er ingen kostretning, der skal diktere, hvad jeg skal spise og ikke spise. Nej, nu lytter jeg til min krop og ser på sundhed som en helhed. Man er jo ikke sund, blot fordi man lever af æbler. Nej sundheden ligger i balancen, lysten og nydelsen. Sundhed er både noget fysisk, psykisk og socialt. Man skal kunne leve i nuet, lytte til sin krop og følge dens lyst og behov.

Håber dette giver mening (men du behøver ikke være enig). Det er i hvert fald sådan, jeg bruger spiseforstyrrelsen i dag :) 

4 kommentarer:

  1. Dejligt at læse. Jeg elsker at følge dig, jeg elsker den inspiration som jeg får af dig.

    SvarSlet
  2. Super skrevet!! Det giver rigtig god mening og rigtig god inspiration!! <3

    SvarSlet
  3. Du er virkelig en inspiration for mange af os der læser med Mille

    SvarSlet
  4. Kram til dig kære Mille <3 Jeg kunne ikke sige det bedre selv... I øvrigt en rigtig god artikel med dig i Familie Journalen i dag, og smukke billeder af dig og Julia - det blad skal gemmes <3 Knus ;-)

    SvarSlet