tirsdag den 28. oktober 2014

Refleksioner over hvordan man har det

Jeg har - som I kan se - ikke fået skrevet blog siden sidste tirsdag. Jeg har været og er stadig ret tænksom. Sådanne perioder får jeg indimellem, og jeg bilder mig ind, at det er sundt :)

Jeg tror, at der er mange, der glemmer at stoppe op af og til og være ærlig over for sig selv. Stille sig selv nogenlunde disse spørgsmål:

- har jeg det godt?
- beskæftiger jeg mig med det, som gør mig glad?
- omgiver jeg mig med nogen, som gør mig glad og fylder mig positivt op?
- vågner jeg op og tænker: "yes! En ny dag!" eller tænker jeg: "åh, jeg orker ikke dagen..."
- er jeg på vej den rigtige vej?
- giver mit liv mening (for mig)?

Og hvis der er noget, der halter, at man tænker:

- hvordan kan jeg gøre noget ved dette?
- hvad er det, jeg virkelig har lyst til?

Jeg ser det som en gave efter spiseforstyrrelsen, at jeg tit lige stopper op og mærker efter. Det er så nemt bare at skøjte derudaf her i livet (der er så meget man skal hele tiden...), og meget kommer man til at gøre på autopilot, så man glemmer følingen omkring, hvordan man egentlig har det. Men når man har været ude "på kanten"/"ude at skide" i sit liv - f.eks. haft en spiseforstyrrelse men det kan være alt muligt andet - lærer man, hvad der er vigtigst her i livet, og man husker oftere at stoppe op.

Jeg har det godt. Rigtig godt. Jeg nyyyyyder at være mor. Er pavestolt af hende og elsker hende overalt på jorden.

Men som jeg skrev omkring alt det her svømmehals-halløj, så er jeg også udfordret. Jeg kan mærke, at jeg har taget afstand til min krop igen - men har også fundet ud af, at det ikke er så unormalt/mærkeligt, når man bliver mor. Der er i hvert fald mange mødre, der har skrevet til mig, at de havde/har det på præcis samme måde og uden, at de har været spiseforstyrrede. Det fik mig til at se, at alt ikke er "fordi jeg har haft en spiseforstyrrelse". Det kommer jeg indimellem til at tænke. Altså, hvis noget er svært, jeg bliver ked af det, bange, forvirret eller lign., kommer jeg hurtigt til at tænke: "det er fordi, jeg har været spiseforstyrret". Men gu er det ej!

Livet er én stor udvikling og udfordring - for alle. Det stopper ikke, selv om du kommer ud af en spiseforstyrrelse.

Lige nu er jeg nybagt mor, og med det følger naturligt nye udfordringer, opgaver og oplevelser med, som skal tackles/løses/leves/mærkes.

Når jeg mærker, at jeg ikke er helt "hjemme" i min krop, får det mig til at tænke over de spørgsmål, jeg skrev i starten af dette indlæg. Jeg vil afklare, hvilke handlemuligheder jeg har. Hvad kan jeg gøre for at få det bedre i min krop igen, og handler den afstandtagen til min krop også om andet, end at jeg er blevet mor?

- Er jeg på vej den rigtige vej? Altså, hvad skal jeg efter min barsel?
- Hvad har jeg lyst til?
- Hvad kan lade sig gøre? (nu er jeg trods alt ikke bare mig selv mere. Jeg har kæreste og barn at tage hensyn til).

Og jeg er kommet frem til, at det mest handler om omvæltningen omkring at blive mor lige nu. Jeg skal lære en ny side af mig at kende. Men den nye rolle som mor sætter klart nok tanker i gang om, hvordan jeg vil "indrette" mit liv. Hvad jeg har lyst til at bruge mit liv på (ud over at være mor)?

I dag skal vi til svømning igen :)

For resten kan Julia allerede kravle (hun er kun 6 måneder). Så freden er forbi herhjemme... hun er OVERALT! Hun har allerede præsteret at smadre vores standerlampe i stuen.... Bandit.

PS. Jeg lægger billede(r) på instagram dagligt (i hvert fald hver anden dag), så der kan du følge med, hvis du har lyst. Min profil hedder milleeigardandersen.

tirsdag den 21. oktober 2014

Jeg gjorde det!!

- hoppede i denne her i dag, da jeg startede til babysvømning med Julia:


Hvordan har jeg haft det i dagene op til?

- ad hel..... til
- angst i kroppen
- kvalme, uro, ubehag

Men jeg accepterede det. Anerkendte at det var sådan, jeg havde det. Det er jo det, jeg råder andre til, og så må jeg også sluge min egen medicin :) Jeg mener nemlig, at friheden starter med AT ACCEPTERE. Hvis du ikke vil se i øjnene, hvordan du VIRKELIG har det (tør være helt ærlig over for dig selv), er det svært at handle.

Benægtelse og handling hænger ikke sammen.

Så jeg har altså i dagene op til i dag accepteret, at jeg var bange og havde det skidt i min krop. Og dermed har jeg kunne søge efter, hvorfor'erne (hvad handler det egentlig om? Det er jo ikke min vægt, der er problemet. Jeg vejer det samme, som før jeg blev gravid, og maven har trukket sig ind igen) og tænkt over løsninger (hvordan kommer jeg over det her/kommer videre for jeg vil ikke have det sådan her). Havde jeg benægtet, hvordan jeg havde det, ville jeg ha' siddet fast i kun at se begrænsningerne.

Hvad gjorde jeg så?:

Jeg anerkendte angsten, men lyttede efter fornuften: "hvad er det helt præcist, der er farligt? Du skal i brusebad. Det gør du også derhjemme. Nu er det bare sammen med andre kvinder og babyer. Hvad gør det? Hvad andre tænker om din krop foregår på deres banehalvdel. Bliv på din egen. Og ER du så grim og stor, som de negative tanker fortæller dig? Nej, din krop ligner sig selv, fra før du blev gravid. Eneste forskel er, at babserne er vokset fra en C-skål til en F-skål (de har endda været oppe i en G-skål, men Julia har allerede suget en skål ud af dem indtil videre). Og jeg er ikke grim. Heller ikke smuk, men jeg er naturlig, og det er det, jeg vil være".

Det handler altså mere om FØLELSERNE med at være i kroppen end selve udseendet. Efter ½ år som mor, hvor babserne har været madpakke for Julia i døgndrift, er det helt normalt at forholdet til kroppen ændrer sig. Julia og jeg er i symbiose, så jeg er ikke alene i min krop (sådan føles det). Jeg har følt det som om, at Julia "bruger" min krop - indtil jeg snakkede med min kæreste om det, som sagde:

"I stedet for at se på det som at Julia bruger din krop (det lyder negativt), så prøv at se på det som at du i denne periode GIVER din krop til Julia, fordi hun er dybt afhængig af dig. Det er da det smukkeste i denne verden - som mor at kunne give sin krop, sit nærvær og sin kærlighed til sit barn! Desuden findes der ikke noget smukkere end en kvinde med et barn. Den skønhed, den kærlighed, den frugtbarhed. Wauw!"

Det hjalp! :)

Og jeg besluttede, at jeg skulle gå all in mod angsten og hoppe i bikini i stedet for at gemme mig lidt mere væk i en badedragt eller med en T-shirt ud over. Når jeg ser min frygt i øjnene, gør jeg det altid fuldt ud!

... og finder ud af, at der ikke var hold i frygten og i de negative tanker.

For hvordan var det så i dag?

DET VAR EN SUPER SUPER OPLEVELSE! Jeg er stadig helt høj over det! Da jeg først havde trådt ind i svømmehallen, var hele mit fokus på, at Julia skulle have det fantastisk. Jeg var nærværende med hende, så jeg glemte helt at tænke på, at jeg stod nøgen under bruseren. Og de andre mødre var så søde, så vi stod og snakkede, mens vi badede. Selve svømmetimen gik også uden problemer. Julia havde en fest i vandet, og jeg blev helt blød om hjertet. Det er min datter! Og hvor har jeg en sej og smuk krop!

Jeg kunne nærmest flyve ud af svømmehallen, hehe :) Og jeg glæder mig allerede til næste tirsdag!

Julia var så træt af de nye indtryk, at hun faldt i søvn SIDDENDE i barnevognen. Det har hun aldrig gjort før.



onsdag den 15. oktober 2014

Jeg er udfordret...

På tirsdag, d. 21. okt., skal jeg starte til babysvømning med Julia (som fremover så er hver tirsdag).

Jeg er allerede ved at skide grønne grise og kan mærke angsten snige sig ind på mig.

Jeg skal i omklædningsrum med andre damer.

Jeg skal stå splitter-Hans-Jørgen i badet.

Jeg skal i bikini.

Og jeg har det ad hel..... til med det.

Egentlig ville jeg ha' startet til svømning med hende for to måneder siden, men jeg har skubbet det... og skubbet det.... og skubbet det liiiidt længere. Men nu har jeg taget mig sammen og fået meldt os til. For Julias skyld. Hun skal blive tryg ved vand, og hun skal lære at svømme. Det synes jeg er vigtigt.

Jeg har ikke lyst til at lyve og sætte et glansbillede op af, hvordan det er efter en spiseforstyrrelse.
Derfor fortæller jeg ærligt, hvordan jeg har det lige nu. Det kan stadig være udfordrende i perioder, selv om jeg ikke lader spiseforstyrrelsen få plads igen. Tankerne kan stige, så jeg skal være mere opmærksom, og jeg skal huske mig selv på alt, hvad jeg har lært, der giver spiseforstyrrelsen modstand.

Her ½ år efter jeg fødte Julia, kan jeg altså mærke, at jeg har lukket lidt af for min krop igen. Måske sker det for andre, der har født? I ½ år har jeg ikke sovet en hel nat igennem, så jeg kan mærke trætheden nu. Mit forhold til mine babser er ændret totalt - før så jeg dem som kvindelige og sexede, og nu er de intet andet end madpakker til Julia. Jeg mærker på dem for at tjekke, hvor fyldte de er med mælk. Thats it.

Og i dette halve år har jeg "hængt sammen" med Julia døgnet rundt. En ekstrem nærhed og et ekstremt nærvær konstant, hvilket kræver en del (for mig i hvert fald). Ja, det er altså ret overvældende. Og for mig tærer det på ressourcerne.

Måske er det derfor, at jeg nu føler mig lidt fremmed i min krop igen/tager lidt afstand til den? Den følelse af at være KVINDE, lækker, sexet, dejlig osv. som jeg havde fået bygget op efter spiseforstyrrelsen, og inden jeg blev gravid, er væk nu. Jeg har brugt al min energi på Julia - på at være nærværende med hende og nyde hende i fulde drag (hvilket jeg ikke fortryder et sekund). Men har altså så glemt "arbejdet" med min krop. Altså glemt at holde fast i at "dyrke" min krop, min kvindelighed, elske min krop, hvile i kroppen osv.

Derfor er jeg ved at panikke over at skulle i bikini på tirsdag og blive set nøgen af andre. Og det handler ikke om vægten (jeg vejer, hvad jeg gjorde, før jeg blev gravid, så alle graviditetskilo er væk) - det handler om følelserne omkring at være i min krop.

Ja, så selv om jeg ikke misbruger maden mere, og selv om jeg er uddannet sexolog, så føler jeg mig altså ikke så smuk og kvindelig lige nu, og jeg har det lidt svært i min krop.

Men det fede ved at have gået hele den lange seje vej, som jeg er gået, ud af spiseforstyrrelsen er, at jeg har lært mig selv så godt at kende, OG jeg har fået opbygget mig så mange redskaber, som jeg kan bruge, når det er svært.

Så jeg må en tur i min "værktøjskasse" nu og gøre noget ved mit forhold til min krop. Handle på det jeg vil ændre i stedet for at finde mig i det og lade stå til.

Jeg vil føle mig som en lækker kvinde igen, der hviler i sin krop (selv i en bikini), SAMTIDIG med at jeg er en nærværende og kærlig mor for Julia!

Det er opgaven til mig selv :)

fredag den 10. oktober 2014

Jeg spiser havregrød nu!

Ja, sørme!


(de sorte prikker er chiafrø, som jeg også kommer i).

Øh ja, hvad specielt er der i det?, tænker du måske.

For mig er det VILDT. Meget stort. Havregryn har - sammen med rugbrød - været det, som jeg har været allermest bange for. Ja, bange. Jeg ved godt, at det lyder fuldstændig vanvittigt, men det gør det (desværre) ikke mindre sandt.

Det er "meget normalt", at man som spiseforstyrret har noget mad, som man er ekstra bange for. For mig var det altså havregryn og rugbrød, fordi det er noget, som ligger tungt i maven og mætter meget. Og jeg hadede følelsen af at være mæt/fyldt ud i maven. Da jeg så begyndte at prøve at indføre det i min kost igen, kunne jeg ikke styre det (jeg har overspist havregryn og prøvet at kaste det op. Ikke sjovt. Og frosset rugbrød ned og spist det frossent i store stykker. Heller ikke sjovt), så jeg har altså absolut ingen gode oplevelser med de to ting i min kost.

Andre, ved jeg, har netop havregryn og rugbrød som trygge ting, så det kan altså være meget forskelligt fra spiseforstyrret til spiseforstyrret.

Jeg kunne - som I måske kan regne ud - ikke engang have det herhjemme i mine skabe. Det trickede mig voldsomt. Så da jeg på et tidspunkt havde en kæreste, som spiste havregryn om morgenen, måtte jeg have havregrynsposen nede i mit kælderrum. Den stakkels mand måtte så hver morgen gå ned i kælderen for at hente sine havregryn...

Skørt? Ja. Men for mig var det virkelig forbundet med en kæmpe angst, hvis jeg havde havregrynene i mit køkkenskab.

Kæresten forsøgte at hjælpe mig med at have dem i køkkenskabet, og han gjorde det på en meget sød måde. Først stillede han en tom pose havregryn i skabet. Så skulle jeg lige vænne mig til det. Efter et stykke tid kom han en spsk. havregryn i posen, og så skulle jeg lade den stå. Angsten begyndte... (ja, er det ikke vanvittigt?!). Lidt efter lidt kom han mere og mere havregryn i posen, og det blev sværere og sværere for mig, men jeg klarede det. Da posen var ca. 1/4 fuld, slog han op, og ja... jeg smed havregrynene ud. Længere nåede jeg ikke, og siden har jeg ikke rørt det.

Før nu!

Se lige her i mit skab!:


Jojoooo... havregryn :)

Det startede med, at jeg var på "Grød", der ligger i Torvehallerne ved Nørreport sammen med min kæreste og Julia. Jeg ville se min frygt i øjnene og hvorfor ikke gøre det med manér?! I stedet for at lave grød hjemme, skulle det være overdrevet lækkert. Og det var det godt nok på "Grød"!

Jeg kastede mig ud i havregrød med æble, mandler og karamelsovs (ja, karamelsovs!), og det var siiiiindssygt lækkert. Og nu har jeg så i en uge spist havregrød til morgenmad herhjemme! Så nu er den irriterende rest fra spiseforstyrrelsen naglet i jorden. Jeg vil ikke være begrænset mere! Jeg vil kunne spise alt det, jeg har lyst til, uden angst. Basta.

"Grød" er helt sikkert et besøg værd, hvis du er fan af grød. Du kan vælge forskellige slags grød og forskellig topping. Jeg var ikke fan af grød, men det er jeg nu!



onsdag den 8. oktober 2014

Luksus-brunch

I søndags flottede vi os virkelig. Vi spiste brunch på Hilton! Ja, det mega fine hotel. Jeg troede, at man skulle bo på hotellet for at få lov til at spise i restauranten, men man kunne altså godt komme udefra.

Så der fik jeg da nok lige mit livs brunch! Er du vimmer, der var meget mad. Og det var SÅ lækkert.

Havde jeg stadig været i spiseforstyrrelsen, havde det været et mareridt. At skulle forholde mig til alt det mad. Og tillade sig at NYDE det?! Oh no. Jeg kunne være sikker på, at resten af dagen ville være "ødelagt" og også dagen(e) efter.

Det er en befrielse - virkelig en befrielse - at jeg nu kan tage til sådan en overdådig brunch uden at panikke. Jeg har fået tillid til min krop. Lært at lytte til den. Forstået balance i stedet for at svinge i enten-eller (som mange kvinder gør. Ikke kun spiseforstyrrede). Lært at nyde.

Jeg smagte små bidder af alt det, jeg havde lyst til (og spiste ikke det, som jeg ikke havde lyst til. Lige så vigtigt), og jeg nød det virkelig. Og ja, selvfølgelig spiste jeg laaaaaangt mere, end jeg plejer, men hvad så? Jeg starter jo ikke hver morgen sådan. Så nej, jeg har ikke taget 10 kg. på.

I et typisk dameblad ville man så regne ud, "hvor langt jeg skulle løbe for at forbrænde alt det". Har I ikke læst det mange gange? Fx "du skal løbe X antal minutter for at forbrænde en Mars-bar". Jeg hader, når de skriver det sådan! Ah, hader er måske et for stærkt ord. Jeg bliver irriteret. For det forvirrer da meget at stille det sådan op! Kroppen er meget mere end kalorie ind, kalorie ud. Og det handler om, hvad man spiser over længere tid. Om nydelse, om balance, om at leve. Og alt skal ikke bare "brændes af".

Her er lige nogle billeder, som jeg fik sneget mig rundt og taget. Men der var meget mere, end jeg har fanget her på billederne!

Brød og wienerbrød i alle afskygninger:


Diverse kager som løbende blev skiftet ud med nye slags (som man jo så også liiiige måtte smage...):

Chokolademousse i små snapseglas:


Laks (både varm og kold), flere slags sild, æg, spegepølser, kiks... :


Der stod én og lavede pandekager, så de var helt friske og lune - og så kom man selv topping på (Nutella, peanutbutter, sirup, syltetøj, chokoladeknapper, mandler, valnødder eller flormelis):


Diverse salater og friske frugter:


Kæmpe kage og mere brød... :


Og så var der desuden også røræg, bacon, grønlangkål, ovnbagte gulerødder og rødbeder, kylling, frisklavede smoothies (der stod én og lavede dem), pommes frites og forskellige andre kartofler - samt nok mere jeg har glemt!

mandag den 6. oktober 2014

Fasen "på vej ud" er hårdere end at være i spiseforstyrrelsen!

Ja sgu!

Jeg snakkede forleden med en pige, der lige nu er godt på vej ud af en spiseforstyrrelse. Hun rykker sig så vildt - men det kræver også en kæmpe indsats. Hun sagde til mig:

"Det er meget hårdere nu, end da jeg bare fulgte spiseforstyrrelsens regler. Der vidste jeg ikke, hvad jeg havde gang i, og hvad jeg gik glip af. Der var mine dage bare sådan... Men nu hvor jeg har erkendt det og er begyndt at gå imod det destruktive, er det så hårdt. Jeg bruger al min energi på at vende mine tanker! Jeg kan ikke engang gå tilbage i spiseforstyrrelsen...lade den vinde....for det er jeg kommet for langt til. Så jeg bliver nødt til at fortsætte, selv om det er skide svært! Og jeg har selvfølgelig også lyst til at komme ud af den. Nogle gange ville det bare være rart at lade spiseforstyrrelsen overtage, så jeg kunne få lidt ro... Men nu er der kun én vej!"

Enig!

Mange (tror jeg) tror, at det er hårdest at være i spiseforstyrrelsen. Det er selvfølgelig også hårdt - meget - for man er jo ikke fri til at leve. Men sålænge man kager rundt i sin tågede spiseforstyrrede verden, er man trods alt skånet for en masse. Alt det som man skal se i øjnene og bearbejde, når man begynder vejen ud....

Og som pigen også ganske rigtigt sagde: "og alle tror, at jeg har det vildt godt, fordi jeg spiser mere normalt nu og har taget på. Men indeni er det bare så meget hårdere, og jeg er træt som en gammel dame på 90. Det er der bare ingen, der kan forstå."

Og netop derfor hedder bog nr. 2 i trilogien om mit liv "Hvor ser du godt ud" :) Folk forholder sig til det, de kan se. Et brækket ben er så meget nemmere at forstå og forholde sig til end "noget psykisk".

fredag den 3. oktober 2014

Julia er ½ år i dag!

A-hva?! Er hun 1/2 år? Ja sørme, for det var d. 3. april i år, at jeg følte, at jeg skulle presse en hjørnesofa ud forneden, men ud kom Julia.

Det føles på én gang som om, at tiden er fløjet af sted, og som om at hun har været her altid. Hvad lavede jeg, før hun kom?!


Lille kært ansigt i læ for regnen :)




Trøje strikket af min mor :)


Ja, hun kan sgu allerede stå selv!



PS. Gad vide om andre kvinder, der har født, også følte det som om at barnet kom ud af numsen og ikke "det andet hul". Ja, det kom altså virkelig bag på mig!

onsdag den 1. oktober 2014

Ja, jeg er introvert og særlig sensitiv - og det skal jeg ikke lave om på!

Jeg tror, at det som hæmmer riiiiigtig mange i at leve rigtigt og have det godt er, at man ryger for meget over i andre, sammenligner sig og nedgør sig selv. Man glemmer kort sagt, at man skal acceptere sig selv, som man er, og lære at leve med sig selv, som man er.

Betyder det så, at man ikke skal prøve at ændre noget, som virkelig hæmmer én? Hvis man f.eks. rigtig gerne vil holde foredrag, men man er så genert, at man sveder angstens sved blot ved tanken om at stille sig op foran andre?

Jeg synes, at man selvfølgelig skal udfordre sig selv og se sine "dæmoner" i øjnene (ofte finder man så ud af, at de "dæmoner" slet ikke er dæmoner...). Jeg var f.eks. SÅ genert som barn, at jeg ikke turde række hånden op i timerne, selv om jeg havde svaret på, hvad læreren spurgte om. Og jeg HADEDE, når vi skulle fremlægge. Til forældremøderne fik mine forældre altid at vide: "Mille skal sige noget mere. Hun har jo svarene, når vi spørger!". Jeg krøb også nærmest langs væggene... jeg var altid bange for at fylde og for at være "for meget".

Det var ret hæmmende for mig. Så den generthed og den angst, har jeg gjort op med. I dag holder jeg endda foredrag! Hvem skulle lige ha' troet det om stille Mille?!

MEN.

Men'et er vigtigt. Jeg er stadig Mille, som jeg altid har været. Jeg er en følsom stille pige, der tænker meget over tingene. Jeg er sårbar. Stille. Har brug for meget ro. Er ikke den der råber højst. Thats me! Jeg har accepteret, hvordan jeg skal indrette mit liv for at have det bedst muligt, og jeg ved, hvad jeg er sårbar over for, og hvad jeg skal passe på med. Jeg har altså arbejdet med de mest hæmmende "ting", men helt grundlæggende er jeg den samme Mille, som jeg er født som :) Altså, jeg er introvert, og jeg er særlig sensitiv. Og det er lige så godt som at være ekstrovert og ikke så sensitiv, som f.eks. min kæreste er. Han er jo ikke mere rigtig, fordi han kan snakke som et vandfald og være social dagen lang (gå fra det ene møde til det andet... jeg ville være flad efter 2. møde pga. alle de indtryk/input i min knold).

Accepter dig selv som du er, men gør noget for at ændre det som virkelig hæmmer dig. Og indret dit liv ud fra de betingelser, som gør, at du kan stråle og leve bedst muligt!