mandag den 6. oktober 2014

Fasen "på vej ud" er hårdere end at være i spiseforstyrrelsen!

Ja sgu!

Jeg snakkede forleden med en pige, der lige nu er godt på vej ud af en spiseforstyrrelse. Hun rykker sig så vildt - men det kræver også en kæmpe indsats. Hun sagde til mig:

"Det er meget hårdere nu, end da jeg bare fulgte spiseforstyrrelsens regler. Der vidste jeg ikke, hvad jeg havde gang i, og hvad jeg gik glip af. Der var mine dage bare sådan... Men nu hvor jeg har erkendt det og er begyndt at gå imod det destruktive, er det så hårdt. Jeg bruger al min energi på at vende mine tanker! Jeg kan ikke engang gå tilbage i spiseforstyrrelsen...lade den vinde....for det er jeg kommet for langt til. Så jeg bliver nødt til at fortsætte, selv om det er skide svært! Og jeg har selvfølgelig også lyst til at komme ud af den. Nogle gange ville det bare være rart at lade spiseforstyrrelsen overtage, så jeg kunne få lidt ro... Men nu er der kun én vej!"

Enig!

Mange (tror jeg) tror, at det er hårdest at være i spiseforstyrrelsen. Det er selvfølgelig også hårdt - meget - for man er jo ikke fri til at leve. Men sålænge man kager rundt i sin tågede spiseforstyrrede verden, er man trods alt skånet for en masse. Alt det som man skal se i øjnene og bearbejde, når man begynder vejen ud....

Og som pigen også ganske rigtigt sagde: "og alle tror, at jeg har det vildt godt, fordi jeg spiser mere normalt nu og har taget på. Men indeni er det bare så meget hårdere, og jeg er træt som en gammel dame på 90. Det er der bare ingen, der kan forstå."

Og netop derfor hedder bog nr. 2 i trilogien om mit liv "Hvor ser du godt ud" :) Folk forholder sig til det, de kan se. Et brækket ben er så meget nemmere at forstå og forholde sig til end "noget psykisk".

2 kommentarer:

  1. Godt med noget mere fokus på det Mille!
    Jeg kan fuldt ud føle det samme. Det er meget hårdere!
    Nogle gange kan jeg godt få følelsen af at det er 'forkert' at føle sådan??

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er ikke forkert at føle det sådan. Det føles jo virkelig hårdere! Og det er jo netop fordi man går imod de vaner, man har haft, følt og tænkt i mange år - så det er meget fremmed. Det er langt nemmere at køre på autopilot... spiseforstyrrelsens autopilot.

      Men jo længere ud af spiseforstyrrelsen, man kommer, jo nemmere bliver det trods alt. For så fylder de nye positive vaner og tanker mere og mere, som ikke levner plads til de destruktive. Men indtil man når dertil, er det suuuuuper hårdt at være "på vej ud"...

      Slet