onsdag den 15. oktober 2014

Jeg er udfordret...

På tirsdag, d. 21. okt., skal jeg starte til babysvømning med Julia (som fremover så er hver tirsdag).

Jeg er allerede ved at skide grønne grise og kan mærke angsten snige sig ind på mig.

Jeg skal i omklædningsrum med andre damer.

Jeg skal stå splitter-Hans-Jørgen i badet.

Jeg skal i bikini.

Og jeg har det ad hel..... til med det.

Egentlig ville jeg ha' startet til svømning med hende for to måneder siden, men jeg har skubbet det... og skubbet det.... og skubbet det liiiidt længere. Men nu har jeg taget mig sammen og fået meldt os til. For Julias skyld. Hun skal blive tryg ved vand, og hun skal lære at svømme. Det synes jeg er vigtigt.

Jeg har ikke lyst til at lyve og sætte et glansbillede op af, hvordan det er efter en spiseforstyrrelse.
Derfor fortæller jeg ærligt, hvordan jeg har det lige nu. Det kan stadig være udfordrende i perioder, selv om jeg ikke lader spiseforstyrrelsen få plads igen. Tankerne kan stige, så jeg skal være mere opmærksom, og jeg skal huske mig selv på alt, hvad jeg har lært, der giver spiseforstyrrelsen modstand.

Her ½ år efter jeg fødte Julia, kan jeg altså mærke, at jeg har lukket lidt af for min krop igen. Måske sker det for andre, der har født? I ½ år har jeg ikke sovet en hel nat igennem, så jeg kan mærke trætheden nu. Mit forhold til mine babser er ændret totalt - før så jeg dem som kvindelige og sexede, og nu er de intet andet end madpakker til Julia. Jeg mærker på dem for at tjekke, hvor fyldte de er med mælk. Thats it.

Og i dette halve år har jeg "hængt sammen" med Julia døgnet rundt. En ekstrem nærhed og et ekstremt nærvær konstant, hvilket kræver en del (for mig i hvert fald). Ja, det er altså ret overvældende. Og for mig tærer det på ressourcerne.

Måske er det derfor, at jeg nu føler mig lidt fremmed i min krop igen/tager lidt afstand til den? Den følelse af at være KVINDE, lækker, sexet, dejlig osv. som jeg havde fået bygget op efter spiseforstyrrelsen, og inden jeg blev gravid, er væk nu. Jeg har brugt al min energi på Julia - på at være nærværende med hende og nyde hende i fulde drag (hvilket jeg ikke fortryder et sekund). Men har altså så glemt "arbejdet" med min krop. Altså glemt at holde fast i at "dyrke" min krop, min kvindelighed, elske min krop, hvile i kroppen osv.

Derfor er jeg ved at panikke over at skulle i bikini på tirsdag og blive set nøgen af andre. Og det handler ikke om vægten (jeg vejer, hvad jeg gjorde, før jeg blev gravid, så alle graviditetskilo er væk) - det handler om følelserne omkring at være i min krop.

Ja, så selv om jeg ikke misbruger maden mere, og selv om jeg er uddannet sexolog, så føler jeg mig altså ikke så smuk og kvindelig lige nu, og jeg har det lidt svært i min krop.

Men det fede ved at have gået hele den lange seje vej, som jeg er gået, ud af spiseforstyrrelsen er, at jeg har lært mig selv så godt at kende, OG jeg har fået opbygget mig så mange redskaber, som jeg kan bruge, når det er svært.

Så jeg må en tur i min "værktøjskasse" nu og gøre noget ved mit forhold til min krop. Handle på det jeg vil ændre i stedet for at finde mig i det og lade stå til.

Jeg vil føle mig som en lækker kvinde igen, der hviler i sin krop (selv i en bikini), SAMTIDIG med at jeg er en nærværende og kærlig mor for Julia!

Det er opgaven til mig selv :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar