tirsdag den 28. oktober 2014

Refleksioner over hvordan man har det

Jeg har - som I kan se - ikke fået skrevet blog siden sidste tirsdag. Jeg har været og er stadig ret tænksom. Sådanne perioder får jeg indimellem, og jeg bilder mig ind, at det er sundt :)

Jeg tror, at der er mange, der glemmer at stoppe op af og til og være ærlig over for sig selv. Stille sig selv nogenlunde disse spørgsmål:

- har jeg det godt?
- beskæftiger jeg mig med det, som gør mig glad?
- omgiver jeg mig med nogen, som gør mig glad og fylder mig positivt op?
- vågner jeg op og tænker: "yes! En ny dag!" eller tænker jeg: "åh, jeg orker ikke dagen..."
- er jeg på vej den rigtige vej?
- giver mit liv mening (for mig)?

Og hvis der er noget, der halter, at man tænker:

- hvordan kan jeg gøre noget ved dette?
- hvad er det, jeg virkelig har lyst til?

Jeg ser det som en gave efter spiseforstyrrelsen, at jeg tit lige stopper op og mærker efter. Det er så nemt bare at skøjte derudaf her i livet (der er så meget man skal hele tiden...), og meget kommer man til at gøre på autopilot, så man glemmer følingen omkring, hvordan man egentlig har det. Men når man har været ude "på kanten"/"ude at skide" i sit liv - f.eks. haft en spiseforstyrrelse men det kan være alt muligt andet - lærer man, hvad der er vigtigst her i livet, og man husker oftere at stoppe op.

Jeg har det godt. Rigtig godt. Jeg nyyyyyder at være mor. Er pavestolt af hende og elsker hende overalt på jorden.

Men som jeg skrev omkring alt det her svømmehals-halløj, så er jeg også udfordret. Jeg kan mærke, at jeg har taget afstand til min krop igen - men har også fundet ud af, at det ikke er så unormalt/mærkeligt, når man bliver mor. Der er i hvert fald mange mødre, der har skrevet til mig, at de havde/har det på præcis samme måde og uden, at de har været spiseforstyrrede. Det fik mig til at se, at alt ikke er "fordi jeg har haft en spiseforstyrrelse". Det kommer jeg indimellem til at tænke. Altså, hvis noget er svært, jeg bliver ked af det, bange, forvirret eller lign., kommer jeg hurtigt til at tænke: "det er fordi, jeg har været spiseforstyrret". Men gu er det ej!

Livet er én stor udvikling og udfordring - for alle. Det stopper ikke, selv om du kommer ud af en spiseforstyrrelse.

Lige nu er jeg nybagt mor, og med det følger naturligt nye udfordringer, opgaver og oplevelser med, som skal tackles/løses/leves/mærkes.

Når jeg mærker, at jeg ikke er helt "hjemme" i min krop, får det mig til at tænke over de spørgsmål, jeg skrev i starten af dette indlæg. Jeg vil afklare, hvilke handlemuligheder jeg har. Hvad kan jeg gøre for at få det bedre i min krop igen, og handler den afstandtagen til min krop også om andet, end at jeg er blevet mor?

- Er jeg på vej den rigtige vej? Altså, hvad skal jeg efter min barsel?
- Hvad har jeg lyst til?
- Hvad kan lade sig gøre? (nu er jeg trods alt ikke bare mig selv mere. Jeg har kæreste og barn at tage hensyn til).

Og jeg er kommet frem til, at det mest handler om omvæltningen omkring at blive mor lige nu. Jeg skal lære en ny side af mig at kende. Men den nye rolle som mor sætter klart nok tanker i gang om, hvordan jeg vil "indrette" mit liv. Hvad jeg har lyst til at bruge mit liv på (ud over at være mor)?

I dag skal vi til svømning igen :)

For resten kan Julia allerede kravle (hun er kun 6 måneder). Så freden er forbi herhjemme... hun er OVERALT! Hun har allerede præsteret at smadre vores standerlampe i stuen.... Bandit.

PS. Jeg lægger billede(r) på instagram dagligt (i hvert fald hver anden dag), så der kan du følge med, hvis du har lyst. Min profil hedder milleeigardandersen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar