lørdag den 29. november 2014

Tanker efter programmet "For tynd til at leve"

Jeg har flere blogindlæg, jeg gerne vil skrive, efter jeg så programmet om anoreksi (se mit forrige blogindlæg). Det kører simpelthen rundt i knolden på mig, og jeg kan ikke finde ud af, hvor jeg skal starte. Så nu tager jeg bare hul på lidt af det :)

Jeg synes, at det var et af de bedre programmer om spiseforstyrrelser. Jeg blev i hvert fald meget ramt af det personligt, fordi jeg røg en tur ned af memory lane og kørte hele min egen historie igennem. Jeg kunne mærke, hvordan jeg selv havde det, da det var mig, der var indlagt, og jeg sad på samme måde og kæmpede med maden under overvågning. Og jeg blev mindet om hele den lange vej, jeg siden hen er gået, og så blev jeg sgu også ret stolt af mig selv. Tænk at jeg har lært at vende mine tanker, så anoreksien ikke længere styrer mig negativt.

Det, som jeg kan savne i programmer om spiseforstyrrelser, er mere fokus på HVORFOR. Altså hvad en spiseforstyrrelse i virkeligheden handler om. Der kommer så meget fokus på mad og vægt i programmerne (f.eks. i dette program så man jo, hvordan hun kæmpede med maden, og man hørte om hendes vægtstigning), så folk fejlagtigt kan tro, at det kun drejer sig om at "få det på plads". Så når vægten er normaliseret, har man det godt og er ude af spiseforstyrrelsen - men det er nok den største fejltagelse overhovedet! Det er først på dette tidspunkt, at den virkelige udfordring kommer (for en pige/dreng med anoreksi). Så selv om kvinden i programmet klart så meget bedre ud i slutningen af programmet, fordi hun havde taget på, er det ikke lig med, at hun så er længere ude af anoreksien... Det er kun den fysiske del af det, og det er det, som folk bedst kan forholde sig til.

Man burde altså høre meget mere om HVORFOR'erne, samt hvad der HJÆLPER til at slippe en spiseforstyrrelse. Det ville give en meget større forståelse for spiseforstyrrelser, så det ikke bare bliver til: "'en anorektiker skal bare tage på, en bulimiker skal bare holde op med at kaste op, og en overspiser skal bare stoppe med at spise så meget og tabe sig".

Der bliver tit også fokuseret på dem, som er allertyndest. Og det, synes jeg, er meget ærgerligt. Ja, dem som er overdrevet tynde er klart nok meget spiseforstyrrede, men sandheden er, at man kan være MINDST lige så spiseforstyrret på en normalvægt!! Jeg vil næsten påstå, at det er værre at være spiseforstyrret, når man er normalvægtig, for så får man absolut ingen forståelse. Går man f.eks. til lægen og forsøger at få hjælp, bliver man mødt med "du kan da ikke have et problem. Du ser da godt ud!" (har jeg hørt fra mange. Inklusiv da jeg selv gik til lægen, inden jeg blev "tynd nok").

Hvad med at lave et program om en helt normalvægtig pige, som ingen ville gætte havde en spiseforstyrrelse? Og så netop lægge vægt på de bagvedliggende årsager, på vejen ud og på hvordan man fortsat holder fast? (som jeg gør nu). Efter dette program blev jeg i hvert fald ikke klogere på, hvad der hjalp kvinden - andet end at hun fik hjælp til maden og tog på.

Hmm, nu tænker jeg, hvad jeg selv kan gøre... måske blive bedre til at fortælle om, hvordan jeg helt præcis hver dag holder fast i livet i stedet for spiseforstyrrelsen...? Selv lave et program? (en dag når det kan lade sig gøre). Skrive en mere håndbogsagtig bog med redskaber, man kan gribe til, når man er på vej ud/er ude af spiseforstyrrelsen? Lave en hjemmeside til spiseforstyrrede og pårørende?

Ja, tankerne kører, kan I nok fornemme!

Det må blive det for nu. Rigtig dejlig lørdag til jer alle, der læser med!

torsdag den 27. november 2014

For tynd til at leve

I aftes så jeg programmet "For tynd til at leve" på TV2, som handlede om anoreksi (læs evt. lidt om programmet her).

Bagefter græd jeg. Jeg røg fluks tilbage til dengang, hvor det var mig, der var i den unge kvindes sko. Jeg kunne tydeligt mærke angsten for maden igen, og jeg mindedes med gru vejningerne og madkontrollen i behandlingen.
Længere væk er det ikke! Det ligger lige under hudoverfladen på mig. Spiseforstyrrelsen er stadig en del af mig. Nu bruger jeg den bare kun positivt. Men jeg skal fortsat huske mig på dagligt at gøre de ting, der skal til, for at den kan bruges positivt og ikke lige pludselig tager kvælertag på mig og overtager igen. Det vil den meget gerne.

Nu skriver jeg "den", for som der også blev sagt i programmet, er det som om, at man er delt i to: spiseforstyrrelsen og så "rigtige dig". Det, jeg har lært, er konstant at styrke "rigtige mig" og kun tage de positive ting fra den spiseforstyrrede del af mig og ikke lytte til resten. Men det har ikke BARE været noget, jeg liiiige har gjort. Vejen ud af en spiseforstyrrelse er sygt hård og går op og ned og op og ned...og så lige lidt mere op og ned...

Men det KAN altså lade sig gøre at komme hertil, hvor jeg er i dag. Det vil jeg så gerne sige til dig, Jacqueline (kvinden i programmet). Det ER muligt at gøre spiseforstyrrelsen til sin guide i livet, der hjælper én med at leve livet i stedet for at overleve det. Så kære Jacqueline - giv ikke op.

Jeg græd også, fordi jeg er så bange for at påvirke Julia negativt. Er det min skyld, at hun stadig ikke vil spise mad? (Jeg skrev i dette indlæg, at nu spiser hun...men det holdt så kun én dag...) Gør jeg ubevidst noget forkert? Jeg vil give begge mine arme for, at hun ikke får en spiseforstyrrelse.

Og så mærkede jeg en voldsom power/fanme-så!/kom nu Mille!, da programmet var slut. Jeg vil virkelig gerne være med til, at behandlingen til spiseforstyrrede bliver bedre (og flere tilbud). Og at der bliver sat tidligt ind, for jo før man får hjælp, jo mindre indgroet bliver det.

Men hvordan hjælper man bedst muligt?

Jacqueline var og er jo tydeligt for tynd og skal få mad og vægt "på plads". Men jeg sidder for gud ved hvilken gang med en følelse i både krop og sind, der hvisker, at noget ikke er godt nok i behandlingen. Der er for meget og forkert fokus på mad og vægt, og det fastholder den spiseforstyrrede i den spiseforstyrrede tankegang.

Men hvordan gør man så, når den spiseforstyrrede af helbredsmæssige og psykiske årsager bliver nødt til at tage på, for det er også en del af helbredelsesvejen? Nu gælder det jo typisk for dem med anoreksi, men det er det samme for bulimikere og overspisere: mad og vægt skal "på plads". Men gribes det forkert an, skader det mere end det gavner. Omvendt kan maden gøres til en del af "medicinen" for at slippe spiseforstyrrelsen, hvis det bliver grebet an på den rigtige måde i behandlingen.

Jeg må lige undskylde for, at det er et lidt rodet indlæg det her. Mit hoved er fyldt med tanker omkring min egen historie og alle de spiseforstyrrede jeg har været i kontakt med's historier, og jeg prøver desperat at få formuleret noget fornuftigt. Noget der kan hjælpe alle - spiseforstyrrede og de pårørende - lige nu. Ok, det er måske også et lige lovligt stort krav til mig selv, men jeg burde kunne knække den kode til, hvordan man hjælper spiseforstyrrede bedst. Jeg har da også skrevet en del ting her på bloggen om, hvad jeg mener, der hjælper, men ja.... lige nu er det ikke godt nok for mig. Bliv mere konkret Mille! Jeg føler, at jeg kan føle, hvad der hjælper, men ked-af-det-heden i mig efter at ha' set programmet, overskygger lige pt. det hele. Og måske er det også ok og lige frem sundt for mig at mærke, hvor meget programmet ramte mig, i stedet for straks at skulle skrive det helt rigtige.

Nogle gange skal indtryk bare mærkes uden at analyseres for meget.

Jeg tænker på dig, Jacqueline, og jeg sender dig mine varmeste tanker.

onsdag den 26. november 2014

Uf, det er mørkt

Nu er det godt nok blevet mørkt om morgenen. Det gør det liiiidt svært at slippe dynerne, synes jeg. Men så snart jeg er oppe, tænder stearinlys, laver en kop kaffe med kakao i og sidder helt alene i nydningen (som Bamse ville sige), er jeg faktisk fan af mørket og de tidlige morgentimer. Og jeg nyder at være helt mig selv, inden de to andre vågner. Så når jeg har overskuddet til det (kommer an på, hvor meget søvn jeg har fået i løbet af natten), prioriterer jeg at stå så tidligt op, at jeg har en time eller to helt alene, inden ballademageren og kæresten vågner.

Dette billede er fra forleden (hvor det var blevet lidt lysere, før jeg tog billedet).
 (Ja, her er vi så fine, at vi bruger numsepapir som køkkenrulle).
 
Der regnede det også, og det var så hyggeligt at høre regnen, kigge på lysene, drikke min kaffe-kakao og sidde og skrive en masse tanker og idéer ned. Jeg får ikke skrevet meget sammenhængende i øjeblikket, men jeg har et hav af papir med noter på :)
 
Husk at jeg har tilbud på mine bøger... det kan måske også lyse lidt op i en mørk tid :) Priserne står på mit indlæg her.


onsdag den 19. november 2014

Kender I de dage, hvor man har lyst til at stille sig op og tude - midt på gaden?

Sådan en dag havde jeg i går.

Men jeg stillede mig ikke op og tudede. Jeg brugte alt, hvad jeg havde lært, til ikke at gå i panik, stresse op og gøre det til en lortedag, så det i stedet blev en god dag på trods af "odd'sne".

Jeg skulle være på Hvidovre Hospital til noget undersøgelse (the never ending story om min blære) kl. 9.30. Selvfølgelig skulle jeg have Julia med (hun er liiiidt for lille til at være alene hjemme endnu ;) ), og da jeg ved, at man ikke altid får lov til at komme med bussen, når man har barnevogn, tog vi hjemmefra i god tid. Allerede kl. 8.

Den første bus kom. Og kørte forbi. Og den næste. Og den næste. OG den næste... Der var for mange mennesker til at chaufføren lod os komme med.

Da klokken var lidt i 9, måtte jeg konstatere, at vi ikke kunne nå at komme til Hvidovre til kl. 9.30.

Jeg stod i regn og blæst, med en lille pige som begyndte at være utilfreds i sin vogn og som tog sit "skideansigt" på (ja, jeg kan se på hende, når det er tid til prut-prut), og lige der havde jeg lyst til at stille mig op og tude. Midt på gaden. Og bare skrige fuck til det hele.

Men så, lige der i regnen, tænkte jeg: "jeg vil fanme have en god dag på trods af, at den er startet sådan her! Det nytter ikke noget at stille mig op og tude. Det kommer jeg ikke til Hvidovre af, plus Julia kan mærke min uro så vildt. Så jo roligere jeg tager det, jo mere roligt tager hun det også".

Dyb vejrtrækning 10 gange (ja, det hjælper faktisk. Det er bare lige det der med at gøre det).

Og så fokusere på mulighederne frem for begrænsningerne :)

Jeg ringede efter en taxa, og indtil den kom, sang jeg for Julia (hun bliver så glad, når jeg synger "you are my sunshine, my only sunshine. You make me happy, when skyes go grey..."). Taxaen kom, og vi fik med nød og næppe bakset barnevognen ind i bilen, og jeg måtte så sidde med Julia på skødet (ved godt, at hun skal sidde i autostol, men lige nu var det ikke muligt). Yes, tænkte jeg. Nu kan vi alligevel nå til Hvidovre til kl. 9.30.

Troede jeg...

For da vi kom ned på motorvejen, var der sket en ulykke, så trafikken stod helt stille... og både taxamanden og jeg måtte konstatere, at vi ikke ville nå til Hvidovre på ½ time.

Igen var jeg lige ved at lave en tudescene i taxaen, men jeg trak (igen) vejret dybt og sagde til mig selv indeni: "Mille, du kan intet gøre lige nu. Du sidder i en taxa, du er på vej, du har gjort alt hvad du kunne for at nå det. At stresse op gør det kun værre". Så jeg fokuserede i stedet for på det, jeg kunne gøre noget ved: lege med Julia, så hun var rolig.

Vi var på Hvidovre kl. lidt over 10 og kom af med den nette sum af 419 kr. for taxaturen... Der trak jeg lige vejret dybt igen.

Og så var barnevognen (selvfølgelig) punkteret. Say no more...

Så da jeg ved skranken beskrev vores tur herhen, og jeg stod der med en flad barnevogn, og Julia kiggede sødt med sine blå øjne, kom jeg ind alligevel (jeg havde faktisk mistet min tid, for jeg var jo ikke mødt op til min tid).

Undersøgelsen gik fint (kan jeg altid fortælle om, men så spændende er min blære sgu heller ikke), men den fik lige en uventet drejning. Lægen opdagede en bule på min mave og spurgte til den. Jeg har godt nok haft temmelig ondt i de sidste to måneder, men mit fokus har været mere på Julia end på mig selv, så jeg har ignoreret det lidt. Han mente, at jeg har brok i bughulen og hurtigst muligt skal ind og opereres. Dejlig nyhed lige på denne dag! Men igen: det må jo bare løses i stedet for at gøres til et problem.

Bagefter skulle vi nå til svømning (det går vi jo til hver tirsdag nu), og vi nåede det med nød og næppe (på et fladt dæk... dem der har kørt med en flad barnevogn ved, hvor tungt det er). Julia var utrolig nok stadig glad - tror helt sikkert at det var fordi, jeg tog det hele så roligt og med et smil i stedet for med stress, uro, panik og tuderi.

Så svømmeturen gik godt. Hun er jo snart en rigtig haj til det. Babysvømme kan hun i hvert fald ;)

Endelig skulle vi bare hjemad. Jeg fik pumpet dækket op og regnede så med, at det lige ville kunne holde luften til vi nåede hjem. Men det kunne det ikke - tværtimod fik jeg kørt det fuldstændig skævt, så det var en lidt tung hjemtur... Men igen vendte jeg tankerne, da tårerne pressede sig på. Jeg lavede sjov med hele denne skøre dag og fokuserede på det skønne ved at være på tur med min datter.

Vi nåede hjem, og jeg låste os ind i opgangen... og stod forgæves og prøvede på at komme ind i vores lejlighed. Nøglen virkede ikke! Indtil jeg fandt ud af, at jeg var gået ind i en forkert opgang og stod og prøvede at låse en fremmeds dør op...

Godt så! NU tror jeg bare, at jeg holder mig i ro resten af dagen med Julia!

Lektie: det er vildt så meget det betyder, hvordan man tager det, man kommer ud for. Fokuserer man på alle øv-tingene, bliver det endnu mere noget øv. Smiler man og ser det komiske, bliver det sgu lidt sjovere!

Dog vil jeg skynde mig til sidst at sige, at jeg jo bestemt også er tilhænger af, at man ikke lægger låg på tingene. Man skal ikke bare være glad. Nej, er man ked af det, skal man sørme tillade sig at mærke det og være det! Ellers er det en tikkende bombe under spiseforstyrrelsen. Men i situationer, som jeg var ude for i går, er det altså bare så meget federe at gøre grin med det, sige til sig selv at man ikke kan ændre det lige nu (f.eks. da vi sad fanget i taxaen) og tage det som en oplevelse.


mandag den 17. november 2014

Tilbud på mine bøger

Så nærmer vi os sørme december igen. Hvor blev det år lige af?!

December er en rigtig svær måned for spiseforstyrrede - jeg kan i hvert fald tydeligt huske, hvordan jeg hvert år frygtede december. Men samtidig syntes jeg (og synes stadig) at det er sådan en fantastisk hyggelig måned. Nærmest lidt magisk, Disney-agtig, fortryllende. Så den eneste grund til, at jeg frygtede december, var al maden, al guffet, alle julefrokosterne og andre arrangementer fordi jeg ikke var i stand til at nyde det. Mit fokus var konstant på maden på en negativ måde... alt det der kunne gå galt. Og min tankegang kørte i alt-eller-intet, og hverken i alt eller i intet var jeg i stand til at nyde maden eller det sociale. Jeg havde ikke lært/forstået/fundet vejen til, at der er noget, der hedder alt-med-måde/balance. Jeg fokuserede udelukkende negativt på maden - som en dum fjende.

Selv om jeg har fundet balancen i maden nu, kan jeg godt mærke lidt "uha, nu er det snart december". Det har åbenbart sat spor i mig, at december har været svær i sååååå mange år. Og måske er der er en lille frygt i mig: "selv om jeg nu er nået så langt... kan jeg så holde fast selv i december?"

Ja Mille, det kan du godt! Det er fint lige at mærke din frygt, men den får ikke lov til at overtage. Du har skrevet "Resten skal nydes" - og "resten" er også inklusiv december ;)

For at forsøde december lidt sætter jeg mine bøger på tilbud. Forhåbentlig kan de gøre en forskel for jer spiseforstyrrede derude ❤️

Jeg har i et tidligere indlæg skrevet en kort beskrivelse af trilogien om mit liv. Den kan læses her:

http://blogger.restenskalnydes.dk/2014/07/kort-beskrivelse-af-trilogien-om-mit-liv.html

Og her er mit tilbud!:

"En anoreksipiges dagbog" (hed "Lad mig bare forsvinde" i 1. oplag): 35 kr. (normalpris 69 kr.)
 
"Hvor ser du godt ud": 35 kr. (normalpris 188 kr.)
"Ih, du Mille": 100 kr. (normalpris 199 kr.) 

Og min nyeste bog "Resten skal nydes": 150 kr. (normalpris 199 kr.)
- plus porto.

Min bog "Lyster" er desværre totalt udsolgt alle steder.
Tilbuddene gælder fra i dag, d. 17. nov., og til og med d. 17. dec. Så nu har du måske en julegave eller to på plads til en god veninde, en datter, en kæreste - eller dig selv? :)

What to do:

Send mig en mail på mille@ihdumille.dk og skriv:

- hvilken/hvilke bøger du ønsker.
- hvilken adresse jeg skal sende dem til
- om de skal signeres. Jeg skriver også gerne en hilsen, hvis du ønsker det.

Jeg sender så mit kontonummer til dig, du betaler, og jeg sender bogen/bøgerne. Jeg har desværre oplevet en del gange efterhånden, at folk ikke betaler... jeg har været sød til at sende bøgerne af sted, så snart jeg fik en bestilling, og når folk så havde fået dem, kunne de jo lige så godt lade være med at betale... Også selv om jeg rykkede og rykkede. Så jeg har lært lektien og sender nu først bøger af sted, når jeg kan se pengene på min konto.

Jeg samler bestillinger sammen og sender bøger ud hver mandag og torsdag - så skal jeg ikke rende på posthuset hver dag :) Første gang jeg sender bliver altså på torsdag til dem, som har bestilt og betalt.

torsdag den 13. november 2014

Julia spiser!

Julia er i dag 7 måneder og 10 dage (hun er jo født d. 3. april). Langt de fleste babyer har på dette tidspunkt spist grød og mos i et stykke tid (nogen starter allerede med at spise, når de er 4 måneder). Men Julia har ikke ville spise. Så hun har hængt i mine babser for at sige det lige ud (man skulle tro, at hun var en dreng, hva?!).

Jeg har prøvet at give hende boghvedegrød, hirsegrød, majsgrød, risgrød, sveskemos, gulerodsmos, æblepæremos, kartoffelmos og bananmos men uden succes. Den lille bestemte dame nægter simpelthen at spise det! Hun lukker fast munden i og skubber min hånd væk.

Det har faktisk gået mig en del på... for hver gang jeg er sammen med andre mødre til babyer på Julias alder, sidder de og guffer mos og grød i sig. Og jeg har (selvfølgelig) spekuleret på, om det skyldes, at jeg har haft en spiseforstyrrelse. Påvirker jeg ubevidst Julia negativt? Er jeg en dårlig mor? Hvad gør jeg forkert?

Jeg har trøstet mig med, at Julia er langt fremme motorisk. Da hun var 5 måneder, kunne hun stå på alle fire og kravle baglæns. Da hun var 6 måneder, kunne hun kravle fremad (og rundt i hele lejligheden.... freden er forbi), og hun kunne rejse sig op selv, når hun fik fat i en bordkant eller lignende. Og nu 7 måneder gammel har hun allerede taget ét skridt helt selv! (men så faldt hun også), og hun kan klappe og vinke.

Min kæreste har gang på gang sagt, at jeg skal slappe af. Børns udvikling er forskellig, og de kan ikke være lige hurtige med det hele. Og om jeg ikke kan fokusere på det, hun kan, i stedet for på det hun ikke kan?

Joooo....

Alligevel har jeg følt mig forkert som mor (ja, jeg er god til at slå mig selv i hovedet).

Men så i går prøvede jeg at give hende lyst glutenfrit brød med smør. Jeg tænkte: "hvad nu hvis hun ikke kan li' grød og mos? Selve konsistensen?" Og sørme om tøsen ikke siger haps haps, slikker smøret af først og spiser brødet bagefter!! Jeg var lige ved at falde ned af stolen. Den lille bandit vil sgu da selv styre at spise og ikke mades med ske. Vil selv, kan selv (ingen kommentarer om hvem hun ligner!).

Så hvad er problemet, Mille?! Nu spiser hun jo! Hun har bare sprunget grød-mos-stadiet over.

Hvad vil jeg sige med det her? (I er jo sikkert lige glade med, om Julia spiser eller ej).

Min pointe er - det som jeg i hvert fald har lært af det her: slap af, slap af, slap af og se ikke dig selv som mærkelig, hvis du ikke lige passer ind i "det mest normale". At gøre tingene i dit eget tempo og på din egen måde er meget federe. Vi er ikke ens! Er du "dårlig" til noget, er du sikkert bedre til noget andet. Og det ene er ikke mere rigtigt end det andet!

Julia er jo ikke en "forkert baby", fordi hun har kravlet, før hun har spist! Vel? :)

Og som min kæreste også sagde (ja, du er irriterende klog!): "lad nu være med at skabe et problem, der ikke er der! Julia skal nok lære at spise. Hun gør det bare i sit eget tempo, og måske springer hun hele grød-mos-stadiet over. Vær nu bare glad og stolt over alt det hun KAN."

Netop "lad nu være med at skabe et problem, der ikke er der! er vigtigt at understrege. Det er nemlig noget, som jeg er virkelig slem til - altså, at jeg kommer til at gøre noget til et problem, inden det er det, og at jeg lidt for hurtigt tænker "det er mig, der gør noget forkert". Men jeg tror ikke, at jeg er den eneste?!

På det nederste billede er det godt nok en serviet, hun fik fat på og fik revet i stykker :)

onsdag den 12. november 2014

Ude af spiseforstyrrelsen = altid glad og lykkelig? Nej...

Jeg har lige lagt dette billede op på min instagram - det er de afsluttende ord i min bog "Resten skal nydes".

 
Jeg læser tit passager i mine egne bøger igen (jaja, måske lidt komisk), for det husker mig på de ting, der er vigtige. Husker mig på det som hjælper mig til at bruge spiseforstyrrelsen udelukkende positivt (selv om jeg ikke er spiseforstyrret mere, har jeg stadig spiseforstyrrelsen i mig. Nu bruger jeg bare kun styrken fra den positivt. Deri ligger forskellen. Jeg mener ikke, at man skal stræbe efter at fjerne den).
 
Flere har indirekte eller direkte sagt til mig, at det må være dejligt at være glad og lykkelig nu, hvor jeg har kontrollen over spiseforstyrrelsen (bruger den som sagt positivt) og ikke omvendt. Og jo, jeg er glad og indimellem ligefrem lykkelig, men jeg har gode og dårlige dage, som alle andre. Fordi man kommer ud af en spiseforstyrrelse, betyder det ikke, at så er alt rosenrødt og nemt. Næ, nærmere tværtimod!! For nu skal man jo mærke livet, acceptere og være i alle følelser, være sig selv, tage ansvar osv. uden at flygte! Nogle gange tænker jeg virkelig, at det ville være nemmere at "dope" mig igen... meeeeen det ønsker jeg ikke, for livet ER jo én lang oplevelse, udfordring og mærke-mærke :) Flygter jeg fra det, kan jeg jo lige så godt lade være med at leve (groft sagt). Så selv om jeg nu kan have lortedage som alle andre, så er det aldrig en grund til at lade det gå ud over mig selv. Jeg vil ikke flygte. Jeg vil mærke det hele - også selv om det kan være pisseirriterende, hårdt og trist. Men jeg mærker jo så også alle de smukke smukke ting i livet, og det er det hele værd.
 
Synes lige dette billede passer ind (det har været på bloggen før):
 
 
 
Og til sidst vil jeg lige sige, at alle mine bøger meget snart kommer på tilbud. Julegaveidé til dig selv eller én, du holder af?

onsdag den 5. november 2014

Nye bryster

I disse dage er jeg ret zombie-agtig, for Julia er møgforkølet og pjevset, så hun græder natten lang (= stort set ingen søvn). Jeg tror, at det kan skyldes, at der er tænder på vej... Hun har i hvert fald alderen til det. I mandags blev hun 7 måneder.
Så vi måtte droppe svømning i går (øv, nu var jeg ellers lige blevet så glad for det!), og i dag har vi droppet "Babysang og rytmik". Jeg har nu endelig fået hende til at sove, og jeg burde egentlig sove sammen med hende, men nu vælger jeg at skrive i stedet. Det har jeg slet ikke nået det sidste stykke tid (og jeg savner det).

Så nu vil jeg skrive lidt om bryster!

Det kommer sig af, at jeg i sidste uge lagde dette billede både på facebook og på instagram (husk at følge med der - jeg er mere flittig til at lægge billeder op der, end jeg når at skrive blog for tiden):


Jeg bliver SÅ irriteret, hver gang jeg ser de reklamer for nye bryster på busserne. Jeg har lyst til at strege teksten over og i stedet skrive "Ny tissemand" eller "Længere regnorm" - men det ville være lige så forkert. Lige som jeg ikke synes, at vi kvinder skal lave os om, synes jeg heller ikke, at mændene skal. Lad os nu have lov til at VÆRE! Det handler mere og mere om at se ud i vores samfund, og det synes jeg, er en sørgelig udvikling.

Jeg kan godt forstå, at det kan være nødvendigt at få lavet bryster, hvis der virkelig er en årsag - kræft eller andre sygdomme. Så kan jeg godt forstå, at man som kvinde vælger at få foretaget en operation (men jeg kan lige så godt forstå dem, som ikke vælger det).

Det, som jeg synes er forkert ved, at der reklameres for nye bryster på busserne - I AL OFFENTLIGHED - er, at det sender et forkert signal til nok især de unge piger. Jeg kan sgu godt forstå, at det er svært at være ung i dag!! Ud over alle de udfordringer der er omkring valg af uddannelse og at være ung generelt, bliver der mere og mere fokus på, hvordan man skal se ud for at være "god nok". På instagram postes der konstant billeder af bare maver, trænede kroppe og "korrekte" måltider, og går man på gaden får man altså også lige smidt i hovedet, at der er mulighed for at få nye bryster. Hvis nu dem man har ikke er perfekte nok...

For fa'en altså! Hvorfor har vi ikke mere fokus på at lære de unge om at have det godt? At lykken ikke ligger i det perfekte udseende (som ikke er perfekt heller). Det betyder ikke, at jeg ikke mener, det er ok at gå op i, hvordan man ser ud, og i hvordan man spiser. Men det kan man sagtens, uden det kammer over. Sundhed med nydelse prøver jeg at leve efter. Jeg passer på min krop og holder mig sund (lykken ligger jo heller ikke i at leve af vingummi og is og skide på sin sundhed og vægt), men jeg tænker meget over, hvad det vigtigste er: at jeg hele tiden arbejder med at hvile i mig selv og min krop, acceptere den som den er, nyde hver dag så meget det er muligt og at være der for dem, jeg elsker.

Mine bryster ligner ikke mere en 18 årigs, men hvad så? Jeg er 35 år, har født en datter, og jeg ammer. Selv om jeg fik dem "fixet", så de igen lignede en ung piges, er jeg sikker på, at jeg ikke ville blive mere lykkelig. Jeg ville ikke blive elsket mere, og jeg ville ikke elske mere.

Jo mere vi fokuserer på at se ud i vores samfund, jo mere kunstigt bliver det, synes jeg. Det smukke i forskelligheden forsvinder.

Og jeg gentager lige igen, at jeg dermed ikke mener, at man "bare skal lade stå til og skide på udseende og sundhed". Nej, det giver en god følelse, når krop og psyke er i balance, og man har en sund vægt, og når man træner på en sund måde.

Det bliver kun "farligt", når udseendet betyder så meget, at bryster skal fixes uden reel grund, og når dagen kun har været god, når man har spist "korrekt".

Giv nu plads til store bryster, små bryster, skæve bryster, hængebryster, en vægt hvor kroppen fungerer og har det godt, og giv plads til nydelse, madglæde og kærlighed. Og hyld forskelligheden! Det bliver sgu da røvsygt, hvis vi alle kommer til at ligne Barbie og Ken!