torsdag den 27. november 2014

For tynd til at leve

I aftes så jeg programmet "For tynd til at leve" på TV2, som handlede om anoreksi (læs evt. lidt om programmet her).

Bagefter græd jeg. Jeg røg fluks tilbage til dengang, hvor det var mig, der var i den unge kvindes sko. Jeg kunne tydeligt mærke angsten for maden igen, og jeg mindedes med gru vejningerne og madkontrollen i behandlingen.
Længere væk er det ikke! Det ligger lige under hudoverfladen på mig. Spiseforstyrrelsen er stadig en del af mig. Nu bruger jeg den bare kun positivt. Men jeg skal fortsat huske mig på dagligt at gøre de ting, der skal til, for at den kan bruges positivt og ikke lige pludselig tager kvælertag på mig og overtager igen. Det vil den meget gerne.

Nu skriver jeg "den", for som der også blev sagt i programmet, er det som om, at man er delt i to: spiseforstyrrelsen og så "rigtige dig". Det, jeg har lært, er konstant at styrke "rigtige mig" og kun tage de positive ting fra den spiseforstyrrede del af mig og ikke lytte til resten. Men det har ikke BARE været noget, jeg liiiige har gjort. Vejen ud af en spiseforstyrrelse er sygt hård og går op og ned og op og ned...og så lige lidt mere op og ned...

Men det KAN altså lade sig gøre at komme hertil, hvor jeg er i dag. Det vil jeg så gerne sige til dig, Jacqueline (kvinden i programmet). Det ER muligt at gøre spiseforstyrrelsen til sin guide i livet, der hjælper én med at leve livet i stedet for at overleve det. Så kære Jacqueline - giv ikke op.

Jeg græd også, fordi jeg er så bange for at påvirke Julia negativt. Er det min skyld, at hun stadig ikke vil spise mad? (Jeg skrev i dette indlæg, at nu spiser hun...men det holdt så kun én dag...) Gør jeg ubevidst noget forkert? Jeg vil give begge mine arme for, at hun ikke får en spiseforstyrrelse.

Og så mærkede jeg en voldsom power/fanme-så!/kom nu Mille!, da programmet var slut. Jeg vil virkelig gerne være med til, at behandlingen til spiseforstyrrede bliver bedre (og flere tilbud). Og at der bliver sat tidligt ind, for jo før man får hjælp, jo mindre indgroet bliver det.

Men hvordan hjælper man bedst muligt?

Jacqueline var og er jo tydeligt for tynd og skal få mad og vægt "på plads". Men jeg sidder for gud ved hvilken gang med en følelse i både krop og sind, der hvisker, at noget ikke er godt nok i behandlingen. Der er for meget og forkert fokus på mad og vægt, og det fastholder den spiseforstyrrede i den spiseforstyrrede tankegang.

Men hvordan gør man så, når den spiseforstyrrede af helbredsmæssige og psykiske årsager bliver nødt til at tage på, for det er også en del af helbredelsesvejen? Nu gælder det jo typisk for dem med anoreksi, men det er det samme for bulimikere og overspisere: mad og vægt skal "på plads". Men gribes det forkert an, skader det mere end det gavner. Omvendt kan maden gøres til en del af "medicinen" for at slippe spiseforstyrrelsen, hvis det bliver grebet an på den rigtige måde i behandlingen.

Jeg må lige undskylde for, at det er et lidt rodet indlæg det her. Mit hoved er fyldt med tanker omkring min egen historie og alle de spiseforstyrrede jeg har været i kontakt med's historier, og jeg prøver desperat at få formuleret noget fornuftigt. Noget der kan hjælpe alle - spiseforstyrrede og de pårørende - lige nu. Ok, det er måske også et lige lovligt stort krav til mig selv, men jeg burde kunne knække den kode til, hvordan man hjælper spiseforstyrrede bedst. Jeg har da også skrevet en del ting her på bloggen om, hvad jeg mener, der hjælper, men ja.... lige nu er det ikke godt nok for mig. Bliv mere konkret Mille! Jeg føler, at jeg kan føle, hvad der hjælper, men ked-af-det-heden i mig efter at ha' set programmet, overskygger lige pt. det hele. Og måske er det også ok og lige frem sundt for mig at mærke, hvor meget programmet ramte mig, i stedet for straks at skulle skrive det helt rigtige.

Nogle gange skal indtryk bare mærkes uden at analyseres for meget.

Jeg tænker på dig, Jacqueline, og jeg sender dig mine varmeste tanker.

9 kommentarer:

  1. Mille! du hjælper så mange og du HAR allerede hjulpet så mange! blandt andet mig, uden dine bøger var jeg ikke kommet hertil!
    Hver stolt af dem du har hjulpet! Man kan jo heller ikke helbrede alle med kræft desværre, men du har hjulpet en stor del af spiseforstyrrede og det er vildt sejt!
    Klap lige dig selv på skulderen for det! :)
    Laura

    SvarSlet
    Svar
    1. :-) tusind tak for de ord, Laura!! De varmede virkelig! TAK <3

      Slet
  2. Åhhhh Mille dine ord varmer

    SvarSlet
  3. Hej Mille. Jeg græd også efter programmet. Meget. Sad tilbage med nogle af de samme følelser som dig. Desværre bare ikke fandenivoldskheden. Det er jo tydeligt at anoreksien er noget lort. Men trangen inden i blev tændt. Det er stærke kræfter... :( R

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er sgu stærke kræfter :(
      Men du må ikke lade dem overtage igen! Gør alt hvad du kan for at styrke "den rigtige dig" i disse dage efter programmet, så den onde spiral ikke bliver tændt. DU skal vinde og leve livet! <3

      Slet
    2. Ja. Det er det jeg må gøre. <3

      Slet
  4. Jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte. Har nok brug for en bekræftelse. Jeg har da jeg var 10 år haft anoreksi og igen da jeg var 18 år. Nu er jeg 26 år, og er indlagt med svær depression med psykose. Jeg smugler en vægt og afføringsmidler med ind hver søndag når vi skal tilbage. Kan ikke leve uden. Jeg tjekker min vægt når jeg vågner om natten og når jeg står op. Jeg har det hele tiden kørende i hovedet. Overvejer hvordan næste måltid kan undgåes, eller komme så let om ved det som muligt. Jeg er ikke tynd endnu. Vejre 55,3 og 160 høj. Så derfor følere jeg mig ikke hørt af personale og læge. Tænke det er lige meget og så kan jeg bare leve mit liv med anoreksi. For at tage kampen op og tage på. Den er også svær... Nok lidt rodet, men trænge til at komme ud med det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Jannie
      Du må gerne komme ud med det :) Lytter gerne.
      Ja, desværre er det svært at blive hørt, når man ikke er "tynd nok". Men man kan være lige så forskruet (undskyld udtrykket) på en normalvægt - det er bare sværere for andre at forstå, og derfor får man tit ikke den hjælp, man behøver.
      Har du været ærlig over for læger og personale, så de ved, hvad du tænker, og hvordan du har det?
      Det er absolut ikke bare lige meget, og du skal ikke "bare leve dit liv med anoreksi"!! Du må sgu ikke give op!!

      Slet