lørdag den 29. november 2014

Tanker efter programmet "For tynd til at leve"

Jeg har flere blogindlæg, jeg gerne vil skrive, efter jeg så programmet om anoreksi (se mit forrige blogindlæg). Det kører simpelthen rundt i knolden på mig, og jeg kan ikke finde ud af, hvor jeg skal starte. Så nu tager jeg bare hul på lidt af det :)

Jeg synes, at det var et af de bedre programmer om spiseforstyrrelser. Jeg blev i hvert fald meget ramt af det personligt, fordi jeg røg en tur ned af memory lane og kørte hele min egen historie igennem. Jeg kunne mærke, hvordan jeg selv havde det, da det var mig, der var indlagt, og jeg sad på samme måde og kæmpede med maden under overvågning. Og jeg blev mindet om hele den lange vej, jeg siden hen er gået, og så blev jeg sgu også ret stolt af mig selv. Tænk at jeg har lært at vende mine tanker, så anoreksien ikke længere styrer mig negativt.

Det, som jeg kan savne i programmer om spiseforstyrrelser, er mere fokus på HVORFOR. Altså hvad en spiseforstyrrelse i virkeligheden handler om. Der kommer så meget fokus på mad og vægt i programmerne (f.eks. i dette program så man jo, hvordan hun kæmpede med maden, og man hørte om hendes vægtstigning), så folk fejlagtigt kan tro, at det kun drejer sig om at "få det på plads". Så når vægten er normaliseret, har man det godt og er ude af spiseforstyrrelsen - men det er nok den største fejltagelse overhovedet! Det er først på dette tidspunkt, at den virkelige udfordring kommer (for en pige/dreng med anoreksi). Så selv om kvinden i programmet klart så meget bedre ud i slutningen af programmet, fordi hun havde taget på, er det ikke lig med, at hun så er længere ude af anoreksien... Det er kun den fysiske del af det, og det er det, som folk bedst kan forholde sig til.

Man burde altså høre meget mere om HVORFOR'erne, samt hvad der HJÆLPER til at slippe en spiseforstyrrelse. Det ville give en meget større forståelse for spiseforstyrrelser, så det ikke bare bliver til: "'en anorektiker skal bare tage på, en bulimiker skal bare holde op med at kaste op, og en overspiser skal bare stoppe med at spise så meget og tabe sig".

Der bliver tit også fokuseret på dem, som er allertyndest. Og det, synes jeg, er meget ærgerligt. Ja, dem som er overdrevet tynde er klart nok meget spiseforstyrrede, men sandheden er, at man kan være MINDST lige så spiseforstyrret på en normalvægt!! Jeg vil næsten påstå, at det er værre at være spiseforstyrret, når man er normalvægtig, for så får man absolut ingen forståelse. Går man f.eks. til lægen og forsøger at få hjælp, bliver man mødt med "du kan da ikke have et problem. Du ser da godt ud!" (har jeg hørt fra mange. Inklusiv da jeg selv gik til lægen, inden jeg blev "tynd nok").

Hvad med at lave et program om en helt normalvægtig pige, som ingen ville gætte havde en spiseforstyrrelse? Og så netop lægge vægt på de bagvedliggende årsager, på vejen ud og på hvordan man fortsat holder fast? (som jeg gør nu). Efter dette program blev jeg i hvert fald ikke klogere på, hvad der hjalp kvinden - andet end at hun fik hjælp til maden og tog på.

Hmm, nu tænker jeg, hvad jeg selv kan gøre... måske blive bedre til at fortælle om, hvordan jeg helt præcis hver dag holder fast i livet i stedet for spiseforstyrrelsen...? Selv lave et program? (en dag når det kan lade sig gøre). Skrive en mere håndbogsagtig bog med redskaber, man kan gribe til, når man er på vej ud/er ude af spiseforstyrrelsen? Lave en hjemmeside til spiseforstyrrede og pårørende?

Ja, tankerne kører, kan I nok fornemme!

Det må blive det for nu. Rigtig dejlig lørdag til jer alle, der læser med!

1 kommentar:

  1. Hej Mille!
    Du har så evigt ret. Hvorfor er den altid oversete faktor i spiseforstyrrelsen.
    Som spiseforstyrret ved de fleste af os formentlig godt, at det handler i virkeligheden ikke om maden, men om alt det vi forsøger at undgå at give opmærksomhed ved i stedet at fokusere på maden.
    Jeg har læst dine bøger og i dem endelig fundet en ligestillet, en der som jeg kæmper med at forstå hvorfor, som vejen ud af spiseforstyrrelsen.
    Som så mange andre kan jeg kun sige at du giver inspiration til mig og et program med fokus på hvorfor og de mere normalvægtige spiseforstyrrede ville give et helt andet billede end "blot" den ultratynde anorektiker.
    Vh. Tina 38 år (og ja selv som voksne, må nogen af os kæmpe for at leve og ikke blot overleve følelsesmæssigt)

    SvarSlet