onsdag den 19. november 2014

Kender I de dage, hvor man har lyst til at stille sig op og tude - midt på gaden?

Sådan en dag havde jeg i går.

Men jeg stillede mig ikke op og tudede. Jeg brugte alt, hvad jeg havde lært, til ikke at gå i panik, stresse op og gøre det til en lortedag, så det i stedet blev en god dag på trods af "odd'sne".

Jeg skulle være på Hvidovre Hospital til noget undersøgelse (the never ending story om min blære) kl. 9.30. Selvfølgelig skulle jeg have Julia med (hun er liiiidt for lille til at være alene hjemme endnu ;) ), og da jeg ved, at man ikke altid får lov til at komme med bussen, når man har barnevogn, tog vi hjemmefra i god tid. Allerede kl. 8.

Den første bus kom. Og kørte forbi. Og den næste. Og den næste. OG den næste... Der var for mange mennesker til at chaufføren lod os komme med.

Da klokken var lidt i 9, måtte jeg konstatere, at vi ikke kunne nå at komme til Hvidovre til kl. 9.30.

Jeg stod i regn og blæst, med en lille pige som begyndte at være utilfreds i sin vogn og som tog sit "skideansigt" på (ja, jeg kan se på hende, når det er tid til prut-prut), og lige der havde jeg lyst til at stille mig op og tude. Midt på gaden. Og bare skrige fuck til det hele.

Men så, lige der i regnen, tænkte jeg: "jeg vil fanme have en god dag på trods af, at den er startet sådan her! Det nytter ikke noget at stille mig op og tude. Det kommer jeg ikke til Hvidovre af, plus Julia kan mærke min uro så vildt. Så jo roligere jeg tager det, jo mere roligt tager hun det også".

Dyb vejrtrækning 10 gange (ja, det hjælper faktisk. Det er bare lige det der med at gøre det).

Og så fokusere på mulighederne frem for begrænsningerne :)

Jeg ringede efter en taxa, og indtil den kom, sang jeg for Julia (hun bliver så glad, når jeg synger "you are my sunshine, my only sunshine. You make me happy, when skyes go grey..."). Taxaen kom, og vi fik med nød og næppe bakset barnevognen ind i bilen, og jeg måtte så sidde med Julia på skødet (ved godt, at hun skal sidde i autostol, men lige nu var det ikke muligt). Yes, tænkte jeg. Nu kan vi alligevel nå til Hvidovre til kl. 9.30.

Troede jeg...

For da vi kom ned på motorvejen, var der sket en ulykke, så trafikken stod helt stille... og både taxamanden og jeg måtte konstatere, at vi ikke ville nå til Hvidovre på ½ time.

Igen var jeg lige ved at lave en tudescene i taxaen, men jeg trak (igen) vejret dybt og sagde til mig selv indeni: "Mille, du kan intet gøre lige nu. Du sidder i en taxa, du er på vej, du har gjort alt hvad du kunne for at nå det. At stresse op gør det kun værre". Så jeg fokuserede i stedet for på det, jeg kunne gøre noget ved: lege med Julia, så hun var rolig.

Vi var på Hvidovre kl. lidt over 10 og kom af med den nette sum af 419 kr. for taxaturen... Der trak jeg lige vejret dybt igen.

Og så var barnevognen (selvfølgelig) punkteret. Say no more...

Så da jeg ved skranken beskrev vores tur herhen, og jeg stod der med en flad barnevogn, og Julia kiggede sødt med sine blå øjne, kom jeg ind alligevel (jeg havde faktisk mistet min tid, for jeg var jo ikke mødt op til min tid).

Undersøgelsen gik fint (kan jeg altid fortælle om, men så spændende er min blære sgu heller ikke), men den fik lige en uventet drejning. Lægen opdagede en bule på min mave og spurgte til den. Jeg har godt nok haft temmelig ondt i de sidste to måneder, men mit fokus har været mere på Julia end på mig selv, så jeg har ignoreret det lidt. Han mente, at jeg har brok i bughulen og hurtigst muligt skal ind og opereres. Dejlig nyhed lige på denne dag! Men igen: det må jo bare løses i stedet for at gøres til et problem.

Bagefter skulle vi nå til svømning (det går vi jo til hver tirsdag nu), og vi nåede det med nød og næppe (på et fladt dæk... dem der har kørt med en flad barnevogn ved, hvor tungt det er). Julia var utrolig nok stadig glad - tror helt sikkert at det var fordi, jeg tog det hele så roligt og med et smil i stedet for med stress, uro, panik og tuderi.

Så svømmeturen gik godt. Hun er jo snart en rigtig haj til det. Babysvømme kan hun i hvert fald ;)

Endelig skulle vi bare hjemad. Jeg fik pumpet dækket op og regnede så med, at det lige ville kunne holde luften til vi nåede hjem. Men det kunne det ikke - tværtimod fik jeg kørt det fuldstændig skævt, så det var en lidt tung hjemtur... Men igen vendte jeg tankerne, da tårerne pressede sig på. Jeg lavede sjov med hele denne skøre dag og fokuserede på det skønne ved at være på tur med min datter.

Vi nåede hjem, og jeg låste os ind i opgangen... og stod forgæves og prøvede på at komme ind i vores lejlighed. Nøglen virkede ikke! Indtil jeg fandt ud af, at jeg var gået ind i en forkert opgang og stod og prøvede at låse en fremmeds dør op...

Godt så! NU tror jeg bare, at jeg holder mig i ro resten af dagen med Julia!

Lektie: det er vildt så meget det betyder, hvordan man tager det, man kommer ud for. Fokuserer man på alle øv-tingene, bliver det endnu mere noget øv. Smiler man og ser det komiske, bliver det sgu lidt sjovere!

Dog vil jeg skynde mig til sidst at sige, at jeg jo bestemt også er tilhænger af, at man ikke lægger låg på tingene. Man skal ikke bare være glad. Nej, er man ked af det, skal man sørme tillade sig at mærke det og være det! Ellers er det en tikkende bombe under spiseforstyrrelsen. Men i situationer, som jeg var ude for i går, er det altså bare så meget federe at gøre grin med det, sige til sig selv at man ikke kan ændre det lige nu (f.eks. da vi sad fanget i taxaen) og tage det som en oplevelse.


2 kommentarer:

  1. Årh, jeg kender det SÅ godt søde Mille! Jeg cykler til bussen hver morgen (4 km - det er prisen for at bo ude i ingenting!), og indimellem, især på hjemturen, kan jeg begynde at græde helt spontant. Fordi det er SÅ surt at bussen var fuld af mennesker, min cykel ikke har særlig meget luft, jeg har glemt mine handsker, det regner og blæser og jeg bliver gennemblødt, klokken er halv seks om aftenen, hvor-er-det-bare-synd-for-mig!
    Så handler det også om at sige til sig selv: "Ved du hvad, Maria? Overvind du bare de bakker, så kan du tage tørt tøj på når du kommer hjem. Lav en kop kakao og tænd op i masseovnen. Der er ingen grund til at kombinere ALT der gik galt!". For det kan jeg godt finde på at gøre. Så kører maskinen; hvis bare jeg var smuk/tynd/klog/sød/god nok, ville ingen bede mig cykle fire kilometer i regn og rusk........

    Maria.

    SvarSlet
  2. Åhhhh Mille ved slet ikke lige hvad jeg skal svare, men vil blot sende dig en masse virtuelle kram, det tror jeg i høj grad du har brug for.

    SvarSlet