tirsdag den 23. december 2014

Glædelig jul!

Ja, så blev det d. 23. december, og i morgen er det juleaften. Jeg håber af hele mit hjerte, at alle I spiseforstyrrede derude har klaret alle udfordringerne i december, og at I nu kan nyde juledagene. Jeg ved, at det er svært, men hvis vi nu alle sender tanker til hinanden og mærker, at vi ikke er alene? - så bliver det lidt lettere. Følelsen af at være den eneste person på kloden, der kan tænke så "mærkeligt", gør det hele meget værre. Synes jeg i hvert fald :) Jeg kan tydeligt huske, at jeg seriøst troede, at det KUN var mig, der kunne tænke sådan og have det så svært med noget så simpelt og naturligt som AT SPISE. Men vi er mange, fandt jeg heldigvis ud af :)

Så sidder du i morgen aften omkring bordet og føler dig som den mærkeligste person i universet, så send tanker til mig - så sender jeg dem videre til andre spiseforstyrrede :) Husk at det ikke er alt eller intet. Alt med måde, lidt af det hele, balance og frem for alt: nydelse og nærvær. Prøv så godt du kan at være til stede med dem, du er sammen med (i stedet for at lade hovedet drøne af sted med madtanker) - vær observerende, mærk stemningen, lyt til hvad der bliver snakket om, kig på lysene og julepynten, mærk numsen på din stol og tænk over at du sidder lige dér, midt i dit liv, og at det skal nydes og leves i stedet for at overleves. Din spiseforstyrrelse er DIN GAVE. Bare vent til du lærer at bruge den positivt! Du vil få svære perioder alligevel (det har jeg selv lige haft pga. Julias mad. Læs forrige indlæg), men det er netop dem, som du lærer af, og fra gang til gang bliver du bedre og bedre til at mærke, hvad der sker i dig, og træffe bedre valg for dig selv. Jeg er stolt af mig selv, og jeg er lykkelig for at have spiseforstyrrelsen som guide i mit liv. Også selv om det nogle gange betyder voldsomme udfordringer. Jeg ville ikke være blevet den Mille, jeg er i dag, uden spiseforstyrrelsen i bagagen og nu som en del af mig resten af livet - men det betyder, at RESTEN SKAL NYDES mere!

Og så kommer jeg da lige i tanke om, at I aldrig fik min anden yndlingsjulesang! Den ene linkede jeg til i dette blogindlæg, og den anden er her.

RIGTIG GLÆDELIG JUL!

Min farmor har fødselsdag i dag, så Julia og jeg vil tage på plejehjemmet og fejre hende :)

søndag den 21. december 2014

Julias mad... og min spiseforstyrrede side...

Undskyld at jeg ikke har fået skrevet indlæg i så mange dage :( Jeg havde ellers tænkt mig at blogge meget her i december, men sådan skulle det ikke blive. Jeg har nemlig haft mine udfordringer. Min spiseforstyrrede side har kigget frem, og jeg glemte at huske, hvad jeg har lært, at det betyder!!

Her er, hvad der skete, og ikke mindst hvad jeg har lært. Selv om det handler om baby og mad, så læs videre selv om du slet ikke er der i dit liv (og måske er ved at brække dig over at høre om andres børn. Men så glem at det handler om min datter og fokuser kun på pointen).

Jeg har skrevet dette indlæg over flere dage, og jeg viser jer, hvad jeg først skrev, og hvad jeg i dag kan skrive, fordi jeg nu har fået det "på plads" i mit hoved.

Først skrev jeg:

Som jeg skrev om i dette indlæg, har Julia kun ville have babs - ikke rigtig mad. Først d. 13. nov., hvor jeg skrev indlægget, spiste hun en lille smule, og jeg tænkte: "yes, nu spiser hun!"

Det gjorde hun så ikke...

Så siden da er hun igen kun blevet ammet, og hver gang jeg har forsøgt at give hende mad, har hun afvist det. Hun har højst suttet lidt på det, så mast det i sine hænder for til sidst at smide det på gulvet og kigge efter det (dog uden at sige hov endnu!).

D. 11. dec. var sundhedsplejersken på besøg. Hun var ved at falde på halen over, at Julia allerede kan gå selv, når hun holder i vores hænder eller en gåvogn - hun er altså kun 8 måneder! Og hun kravlede jo også mega tidligt. Da hun var 5 måneder, kravlede hun baglæns, og 6 måneder gammel kravlede hun fuldstændig normalt (og hurtigt!). Så ingenting at sætte på hendes motoriske udvikling.

Men så snakkede vi om maden. Sundhedsplejersken sagde, at hun skal begynde at få andet end babs nu, og når hun ikke selv lægger op til det, må jeg sulte hende lidt. Bum! Jeg skal stoppe med at amme hende om natten, og på et helt døgn må jeg max. amme hende tre gange.

Og her er så første provokation for min spiseforstyrrede side. Jeg skal sulte min datter!

Noget i mig stritter vildt imod, for hvad skete der, da jeg udsatte mig selv for det? Det behøver jeg vidst ikke uddybe (ellers læs mine bøger!).

Men idéen er, at hun skal blive sulten nok til at blive interesseret i at spise maden i stedet for bare at se på den som legetøj. Og det virker, for hun er begyndt at spise, men det holder hårdt. Hun er klart mere sulten, når hun vågner, men den stædige lille prut er alligevel ca. 2 timer om at få spist bare lidt morgenmad. Hun skal først kigge på, at jeg smager på det og siger uuuuuuhm hvor smager det godt!, før hun tænker ok, så prøver jeg da også, når nu mor synes, det er lækkert. Det er også som om, at hun kigger på mig og tænker: "mor, hvorfor giver du mig det her, når du bare kan tage babserne frem?".

Processen gentager sig så dagen lang til frokost, eftermiddagsmad og aftensmad, så I kan nok regne ud, at vi stort set har siddet ved bordet og maden dagen lang! Hvert måltid tager ca. 2 timer, så dagen lang er altså mad, mad, MAD - og jeg er ved at blive sindssyg.

Og her er så anden provokation for min spiseforstyrrede side. Det enorme madfokus dagen lang plus jeg sidder og småspiser for at vække hendes interesse.

Når jeg spiser små bidder ud over min egen mad, tricker det altså noget i hovedet på mig. Også selv om det ikke er meget, for tit lader jeg bare som om, at jeg spiser det, så tror en del af mig, at jeg får spist VOLDSOMT meget (det giver måske mening for andre spiseforstyrrede...). Den spiseforstyrrede del af mig får så

- enten lyst til at sige fuck til det hele, spise en masse og kaste det op bagefter.

- eller til helt at droppe min egen mad, fordi jeg nu "får rigeligt". Den side bliver også næsten mæt af bare at sidde så meget ved bordet dagen lang og kigge på mad. Dvs. den be'r mig gå i sulte-mode.

Er det ikke vanvittigt?! Jeg er lige nu i en totalt ny situation for "frie Mille". Altså, jeg ER blevet fri af spiseforstyrrelsen, men pludselig føler jeg mig ikke så fri, fordi min datter skal lære at spise, og den situation har "frie Mille" jo ikke prøvet før!

Jeg er mildest talt selv temmelig chokeret (og ked af det, stresset, udfordret og TRÆT pga. nætterne med en hysterisk Julia. Hun skriger, som hun aldrig har skreget før, fordi hun ikke må få babs). Men jeg vil dele det med jer for at vise min fortsatte sårbarhed. Det er rigtigt, at jeg er blevet vildt god til at følge min lyst, leve livet og bruge spiseforstyrrelsen som min positive guide, men - åbenbart, mærker jeg jo nu - ligger den på spring i meget nye udfordringer for mig.

Så nåede jeg ikke at færdiggøre indlægget, men nu kan jeg så skrive, hvad der derefter skete :) :

Metoden med at sulte hende virkede altså som sagt, men det holdt drønhårdt både om dagen og om natten (og mine babser har gjort sygt ondt, fordi de ikke er blevet tømt ud, som de plejer). Og min egen mad var tæt på at gå helt i vasken, uden jeg følte, at jeg kunne styre det. Virkelig et flash back til den desperation, man sidder i, når man brændende ønsker at komme ud af spiseforstyrrelsen men føler sig så fandens fanget i dens spind :(

Vendepunktet kom i torsdags. Julia spiste INTET mad hele dagen, og da jeg så om aftenen lagde hende til brystet, fordi jeg ikke kunne holde det ud længere, overspiste hun helt vildt - og brækkede sig så. Lige der gik det op for mig: hvad fanden er det, du har gang i?! Det her kan simpelthen ikke være løsningen. Og så faldt tiøren:

Hvad er det, jeg glemmer?!: Som jeg har skrevet om før, har jeg jo ikke fjernet spiseforstyrrelsen fra mig (og mener heller ikke at man skal gøre det). Jeg bruger de enorme styrker fra den positivt hver dag til at leve mit liv, og jeg bruger den som guide på den måde, at når den pludselig fylder på en negativ måde, ved jeg, at noget er galt! Det glemte jeg lige at huske nu!

Spiseforstyrrelsen har fyldt negativt, fordi jeg har forsøgt at lære Julia at spise på denne måde - det er nemlig ikke løsning for os. Altså, spiseforstyrrelsen har jo NETOP guidet mig igen. Jeg glemte "bare lige" at lytte! Jeg skal altid stoppe op og tænke, hvad er galt?, når maden pludselig bliver et problem for mig igen.

Så de sidste dage har jeg gjort det på vores måde, og det er gået meget meget bedre. Jeg har tilladt hende lidt babs om natten, og om dagen har jeg først tilbudt hende rigtig mad og derefter ammet hende. Det giver jo god mening, at hun skal være lidt sulten, før hun får lyst til at prøve, hvad det der mad er for noget. Og utroligt nok har hun spist MERE mad de sidste dage, selv om jeg også har ammet mere end den foregående uge! Det er som om, at vi har samarbejdet ("babs er ikke væk. Du har stadig trygheden, og så kan du roligt prøve det der mad af". "Godt så, så tør jeg godt!"). Vi har siddet kortere tid ved bordet - al fokus har altså ikke været på mad, mad, mad. Og sådan skal livet jo være! Man skal gerne kunne leve sit liv, uden at maden fylder alle 24 timer. Det vil jeg gerne lære min datter. Og mad skal bestemt ikke køre i straf-belønning. Nøj, hvor har jeg også tænkt i paralleller til behandlingen til spiseforstyrrede...


Smøreost-grin :) Og små fine tænder, der lige er brudt igennem!


Se mig - jeg kan allerede gå. Og jeg skal nok lære at spise også! 

Og husk så: stol nu for fan... på, hvad du selv mærker!! Hvad der er rigtigt for Susanne, er ikke nødvendigvis rigtigt for dig. Det er dit liv, så lev det som du ønsker det. Der er ingen, der takker dig på dit gravsted for at have kommet dig selv i "en kasse, der kan passe". Jeg var lige ved at komme Julia og mig i "den korrekte (mad)kasse", men jeg er godt nok glad for, at jeg fik stoppet op!

PS (tilføjet d. 23. dec.): det er ærgerligt, at man ikke her på bloggen kan se alle de kommentarer, der kommer på Facebook!



lørdag den 13. december 2014

Spadet måde at snakke sundhed på

"Du skal løbe i 23 minutter eller gå i 38 minutter for at forbrænde 3 æbleskiver".

"Du skal løbe i 25 minutter eller gå i 41 minutter for at forbrænde en fiskefilet med 10 g. remoulade".

"Du skal løbe i 105 minutter eller gå i 169 minutter for at forbrænde en hel julefrokost, og det er endda eksklusiv drikkevarer".


HOLD NU KÆFT!!

Ja undskyld, men jeg synes, at det er en irriterende og misvisende måde at snakke om mad og sundhed på, når man sætter det op på denne måde, som flere blade gør især op til jul.

Mad er ikke bare mad ind, mad ud. Alt hvad man spiser skal ikke bare "brændes af". Tænk hvis vi hver gang, vi havde spist, skulle tænke på hvor meget, der skulle til at forbrænde det igen! Jeps, så er jeg fluks tilbage i spiseforstyrrelsen, for der tænkte jeg sådan. Lige meget hvad jeg spiste, var det ikke godt nok, det måtte ikke være i min mave, og det skulle brændes af eller kastes op. Hvad gjorde det ved mig? At jeg ikke levede mit liv. Al fokus var på mad på en meget, meget uhensigtsmæssig måde (for at sige det meget pænt).

Jeg ved godt, at jeg har været LANGT ude i spiseforstyrrelsen, men jeg tror desværre, at mange (nok især kvinder), der ikke har en voldsom spiseforstyrrelse, alligevel er styret af et forvrænget forhold til mad, krop, kost og sundhed. Hvor skyld, skam, regler, forbud og straf styrer, mere end det er glæde og nydelse. De tænker lidt hen ad: "åh, nu har jeg spist tre småkager, så må jeg kompensere sådan og sådan, eller skal jeg liiiiige give den ekstra gas til træning?".

Men hallo, der er noget, der hedder alt med måde, og der er noget, der hedder balance.

Fordi man sidder til f.eks. julefrokost og spiser mere, end man plejer (og "burde" løbe 105 minutter for at forbrænde det igen...), så tager man altså ikke 5 kg. på natten over.

Hvis man gør sig selv den tjeneste at lære sin krop at kende - dens signaler, lyst og behov - ja så regulerer det hele sig lige så fint. Så har man ikke lyst til at spise som til en julefrokost den næste uge men mærker, at den har brug for mindre mad igen og måske også lidt sundere.

Jeg ved godt, at det kræver TID at lære sin krop at kende, og det har de færreste af os, og i vores "fixe-samfund" har vi ikke tålmodighed til, at det tager længere end 4 uger at ændre vaner. Jeg ved også, at det ikke er skide nemt. Jeg kæmpede i hvert fald meget med at lære at mærke, hvad jeg havde lyst til, hvad der var spiseforstyrrelsens pusten i nakken, og hvad der var min trods imod spiseforstyrrelsen (som ikke nødvendigvis var godt heller). Men den proces er godt givet ud! Tænk langsigtet og vær tålmodig! Udvikling tager tid.

Nå, undskyld mit "sure opstød". Ønsker bare sådan at vi kunne ændre vores generelle måde at snakke mad, kost, krop og sundhed på - til gavn for alle, ikke kun spiseforstyrrede.

søndag den 7. december 2014

Kæmpe overraskelse!

Jeg må lige vise jer, hvad vi fik ind ad døren forleden dag: en kæmpe papkasse fyldt med 24 gaver til Julia! Jeg blev helt paf, da et bud ringede på døren og afleverede den store kasse, og jeg blev endnu mere paf, da jeg fandt ud af, at den er fra en pige, som har læst mine bøger, hørt mit foredrag flere gange og som jeg har mailet med, der har sendt den! Jeg er virkelig rørt, beæret, tom for ord, overvældet...ja, jeg kan slet ikke sætte ord på. Tænk at hun har brugt tid og penge på at købe 24 gaver til Julia, pakke dem fint ind med tal på og sende dem... for at gøre Julia (og mig) glad.

Du er en skøn pige med et kæmpe hjerte <3 Nu bringer du smil og glæde her hver morgen, når Julia åbner en pakke. Jeg ønsker sådan for dig, at du også lærer at være lige så god ved dig selv, som du er mod andre.

Virkelig af hjertet TAK!


lørdag den 6. december 2014

Overlevelsesstrategi

Fortsættelse fra forrige indlæg :)

Jeg skrev jo, at jeg ikke ser spiseforstyrrelser som sygdomme, men at jeg ser det som en TILSTAND at være i. For mig gjorde og gør det fortsat en kæmpe forskel at ændre ordvalg og syn på det.

Jeg vil også beskrive en spiseforstyrrelse som en OVERLEVELSESSTRATEGI.

Følgende er uddrag fra min bog "Resten skal nydes" (jeg kan jo lige så godt bruge det i stedet for at skrive det endnu engang, bare omformuleret. Lidt "doven" må man gerne være!):

----

Jeg ser en spiseforstyrrelse som en OVERLEVELSESSTRATEGI. Men man er ikke klar over, når man starter den ekstreme mad- og vægtfokusering, at der ligger noget bag. Jeg tænkte i hvert fald ikke: ”nu starter jeg med at fokusere på maden, fordi jeg synes, det hele er temmelig svært”. Jeg var klar over, at jeg havde det svært med det med drenge, at skulle præstere i gymnasiet, at jeg følte mig forkert i forhold til andre osv., men jeg satte det ikke sammen med, at jeg pludselig gik meget op i, hvad jeg spiste (og ikke spiste…). Det er først efter min ERKENDELSE af min spiseforstyrrelse og på vejen ud, at jeg kunne se sammenhængen. Det er altså skræmmende, at man kan være i noget, uden at vide det selv… Det kan måske være svært for andre at forstå, at man ikke selv kan se, hvad man er i! Men det kan man – ofte – ikke!

Mange spiseforstyrrede benægter madmisbruget i maaaaange år, selv om nogen måske påpeger det. Benægtelsen skyldes en kombination af psyke og fysik og så det, at man som sagt ofte ikke selv kan se det. Når kroppen konstant er i en ekstrem stresstilstand (pga. sult, bræk, overtræning, ingen søvn osv.), bliver ens hjerne helt fordrejet og al fornuft og realitetssans forsvinder. Og oveni er der hele den ENORME SKAM over, at man ikke engang kan finde ud af noget så simpelt og naturligt som AT SPISE! Så selv når man erkender det, blokerer skammen for ærligheden/indrømmelsen.

Forestil dig at du konstant – og jeg mener virkelig KONSTANT – har tanker om en lyserød elefant i hovedet. Hvor meget plads er der til at tænke på andet? Hele tiden skriger knolden lyserød elefant, lyserød elefant, lyserød elefant, lyserød elefant. Og selv om du skriger tilbage hold nu kæft med den lyserøde elefant!, fortsætter det i én uendelighed, så du føler, at du er ved at blive sindssyg. For spiseforstyrrede er det ikke en lyserød elefant, der kværner, men det er tanker om, hvor forkert, dum, ussel og klam du er, samt tanker om hvad og hvornår du skal spise, og hvad det skal være… og hvordan og hvornår du kan komme til at kaste op, løbe en tur osv. Udelukkende destruktive tanker om dig selv og om mad, der kører på repeat. Og du kan ikke finde stopknappen…

At det er en OVERLEVELSESstrategi, siger i virkeligheden det hele: du OVERLEVER hver dag. Du LEVER ikke. Jo flere år du er i det, jo mere griber det ind i dit liv: du får svært ved at passe studie, arbejde, får det svært socialt, problemer med nærhed og intimitet osv. Din hverdag kæmper du for at få til at fungere. Og selv om du siger til dig selv, at NU er det slut, er alt hvad du gør blevet så indgroet i dig, at det er normalt for dig, og det kører på autopilot. Så selv om du om morgenen lover dig selv, at du ikke vil kaste op, kan du om eftermiddagen finde dig selv med hovedet i lokummet og først bagefter opdage, at du har gjort det igen. Total ydmygelse, skam og nederlag. For jeg vil jo ud af det her! Det er altså vigtigt at gribe ind så tidligt som muligt, inden spiseforstyrrelsen bliver indgroede vaner i dig. Jo længere tid du er i spiseforstyrrelsen, jo længere er vejen tilbage til at leve.  Og nogen kommer aldrig til at leve igen… (uh, det gør ondt at skrive, men det er desværre sandheden). Spiseforstyrrelsen bliver kronisk, eller man dør enten af fysiske skader eller ved selvmord.

Overlevelsesstrategien SPISEFORSTYRRELSE handler altså slet ikke om maden og vægten i bund og grund. Det er blot symptomer/det man kan se og forholde sig til – der er altid noget andet bag. Man misbruger maden til at flygte og til at dulme sig selv med.

Man bliver faktisk lidt som en alkoholiker/narkoman… man skal have sine daglige ”fix”. Og det er netop det, at man får misbrugsadfærd, der gør, at det vanskeliggør mere og mere, at man kan være sig selv og leve sit liv. Der skal mere og mere til, før man opnår ”fixet”, og til sidst er man ikke-eksisterende psykisk. Det kan være svært for andre at forstå, for man ER der jo fysisk, og langt de fleste spiseforstyrrede er normalvægtige og formår – i en lang periode – at passe studie, job og lign. samtidig. Dvs. de lever ET FACADELIV. Det er først, hvis vægten enten bliver for lav eller for høj, at folk kan tænke: ”hmm, er der noget galt der?” Men hvis folk var lidt mere obs på hinandens ve og vel, kan man altså godt fornemme, at noget er galt, selv om vægten er normal. I en spiseforstyrrelse ændrer man adfærd og personlighed, fordi maden pludselig styrer mere end alt andet.

Da jeg stod i badet her forleden morgen, havde jeg barberet mig under armene og stod nu og tørrede mig med håndklædet. Jeg tørrede mig under armene, og idet jeg gjorde det, kløede det helt vildt (efter barberingen). Jeg gnubbede og gnubbede, og jo mere jeg gnubbede, jo mere befriende var det. Jeg blev ved og ved, og pludselig slog det mig, at jeg i de minutter ikke tænkte på EN SKID! Jeg fokuserede fuldt ud på kløen og det lettende i det ved håndklæde-gnubningen. Det er jo sådan, det er, når man er i spiseforstyrrelsen, tænkte jeg!! Al dit fokus er på KLØEN = MADEN, og du kan ikke tænke længere end på, hvad der letter lige nu (ikke at spise, at overspise, kaste op, motionere…). Der er ikke meget plads til andre tanker (og hvis de kommer, ”gnubber du endnu mere med håndklædet”). Okay, måske en lidt sjov sammenligning… Det var blot for at andre, der ikke har haft en spiseforstyrrelse, kan sætte sig ind i, hvor meget fokus maden får! Og at man – i stedet for at bearbejde det, der i virkeligheden er galt/svært at forholde sig til – blot bliver ved og ved og ved med at ”gnubbe med håndklædet”, da det lige nu og her ”hjælper”.

Jo længere tid en spiseforstyrrelse varer, jo mere indgroet bliver det, du gør. Det destruktive bliver VANER. Det bliver lige så naturligt for dig som at børste tænder. Autopiloten er slået til, og man mærker slet ikke sig selv mere. Kaoset er ét samsurium af, at både krop og psyke er fuldstændig ude af balance, så selv når man ERKENDER spiseforstyrrelsen og gerne vil ud af den, er der laaaaang vej, fordi der skal rettes op på så mange ting. Det er både psykisk og fysisk. Alene det at holde op med at kaste op er svært, så længe kroppen er i underskud = den vil blive ved med at skrige efter mad = du kommer til at overspise = kaster op igen.

----

Jeg håber virkelig, at det giver mening, det jeg skriver. Det er ikke for at negligere spiseforstyrrelser, at jeg ikke vil kalde det sygdomme - det håber jeg, I ved!! Det er et HELVEDE at være i. Men jeg synes, at det er vigtigt at begynde at se på spiseforstyrrelser med andre øjne, for kun på den måde kan behandlingen blive bedre. Så længe fokus er på "noget sygt" i stedet for at se på det som "en person i en tilstand"/"en person der overlever i kaotiske følelser", tror jeg ikke, at der sker ændringer.

 

torsdag den 4. december 2014

Du er ikke SYG

Flere tanker efter programmet "For tynd til at leve" :)

Jeg ved godt, at jeg "rører ved noget farligt", når jeg siger/skriver følgende: jeg ser ikke spiseforstyrrelser som sygdomme. Det bliver der ellers sagt igen og igen af langt de fleste, både af de spiseforstyrrede selv, af de pårørende og af behandlere. Og selvfølgelig kan man sige, at man bliver både fysisk og psykisk syg af at leve med en mangeårig spiseforstyrrelse, for det er så gennemgribende ødelæggende på alle måder. Fysisk lider ens krop (både ved anoreksi, bulimi og overspisning), og psykisk ændrer man sig, bliver ustabil, en løgner (ja!) og kommer helt ud af balance.

Alligevel synes jeg, at det er vigtigt at ændre ordvalg - altså hvordan man snakker om og til spiseforstyrrede.

For mig gjorde det i hvert fald en KÆMPE forskel at ændre mit syn fra "jeg er syg" til "jeg er i en tilstand, hvor jeg er ude af balance både fysisk og mentalt, men jeg kan blive fri og komme i balance igen." Der er meget mere power, tro, håb og mulighed for at handle og tage ansvar i den sidste formulering. Når man er SYG, skal "nogen" gøre én RASK, og så kommer man til at lede efter svarene det forkerte sted. For mig har det mere handlet om at lære mig selv at kende, mine styrker og svagheder, hvad jeg har brug for for at fungere i livet, acceptere mig selv, sige til og ikke mindst fra, og at lære at bruge gaverne fra min spiseforstyrrede side i stedet for at fjerne den. Som jeg ser det, er det ikke at ha' været SYG - mere at jeg ikke har kunne tackle, forstå og leve med min sårbarhed og mit følsomme sind.

Jeg håber, at det giver mening! Også selv om du ikke behøver være enig med mig :) Men du kan jo prøve at ændre ordvalg i en periode og så mærke, om det også gør en forskel for dig (hvis du er spiseforstyrret: begynder du at se anderledes på din situation? Hvis du er pårørende: begynder du at se anderledes på den spiseforstyrrede?).

Her er et uddrag fra min bog "Resten skal nydes", hvor jeg netop har skrevet om det:

----

Rigtig mange omtaler spiseforstyrrelser som sygdomme, man skal blive rask fra. Mange spiseforstyrrede får at vide: ”du er syg”, hvilket efter min mening sætter dem i en uhensigtsmæssig situation (oveni den de i forvejen sidder i…). De skal altså stræbe efter at blive raske, og før det sker, ”kan de jo ikke noget” (kommer både de selv og andre til at tænke). Ikke særlig konstruktivt. Prøv selv dagligt at sige til dig selv, at du er syg eller bed én af dine nærmeste om at gøre det – og mærk efter, hvordan du så er, har det og agerer. Får du det godt eller skidt, og hvor meget føler du, at du kan og har overskud til? Du er jo syg!

Til de spiseforstyrrede, jeg har kontakt med, siger jeg i stedet: ”du er ikke syg. Du kan bare ikke finde ud af at være i dig selv, mærke følelser, stå ved dig selv, give dig selv kærlighed – kort sagt har du svært ved at leve med og i dig, som du er. Du er i en TILSTAND, hvor både krop og psyke er ude af balance, men du kan komme i balance igen”. Når det går op for dem, at de ikke er syge og skal stræbe efter at blive raske, sker der noget i dem og med dem… Hallo, så kan jeg jo arbejde med at ændre tingene og blive FRI! Jeg kan lære at leve!  

JA PRÆCIS.  

Vi har alle sammen en barndom (guuuud, er det rigtigt, Mille?!), hvor vi bygges op, blive robuste, spejler os i de voksne omkring os og langsomt tager form til at vokse i højde, drøjde og i personlighed. Vi udsættes for tusindvis af input af god og dårlig slags, og alt efter hvordan vores indre kerne er, tager vi det til os eller det preller af, det hober sig op, og vi lægger låg på, eller vi bearbejder det og får det på plads på en god måde… og lige meget om det er godt eller skidt, tager vi det hele med os i vores personlige bagage. Nogle – tror jeg – er mere sensitive, mere følsomme og mere reflekterende end andre, og hvis deres beholder for, hvad de kan håndtere, fyldes for meget op, eller hvis de er ”små voksne”, kan de ”vælte”. Er der voksne omkring barnet, der er gode til at ”samle op” og snakke om de udfordringer, der er, kan barnet blive holdt på det rette spor. Men er der ikke, kan det desperat søge en måde at få kontrol på. Kontrol ved f.eks. mad- og vægtfokus. Ved at al fokus lægges der – i stedet for fokus på de virkelige udfordringer – flygter man fra at mærke det, der gør ondt. Så kan en ond spiral starte (uden man egentlig ved, hvad man sætter gang i), og fordi maden er SÅ vigtig en ”ting” for vores mentale og fysiske sundhed, kan man til sidst ikke komme ud af det igen. Fysiske abstinenser og psykisk ustabilitet gør det næsten umuligt at vende tilbage til det ”normale” igen. Man er fanget i en TILSTAND, som ikke fra starten var målet (det var ”jeg skal lige tabe mig lidt… SÅ får jeg det bedre”… Tror man. Men ubevidst ville man bare gerne væk fra det uhåndterbare).

----

Husk at der fortsat er tilbud på mine bøger - måske en julegave til dig selv eller én, du holder af? Læs priserne og hvordan du skal gøre her.

Og følg mig på Instagram (søg på milleeigardandersen), hvis du har lyst :)

mandag den 1. december 2014

Glædelig 1. dec. :)

Så tager vi hul på julemåneden med alt, hvad det indebærer af mørke, kulde, sne (?), stearinlys, hygge, julesmåkager, konfekt, travlhed, gaveindkøb, julefrokoster, familie, branderter, nisser, julemand, juletræer, kalendergaver, lys i børns øjne, juletræ, kærlighed....osv.

For mange spiseforstyrrede er det en udfordrende måned, så jeg sender jer alle mange kærlige tanker i denne tid (mere end jeg gør i forvejen). Jeg tænker virkelig virkelig virkelig meget for tiden over, hvordan jeg kan gøre mere, end jeg gør, for at gøre en forskel for spiseforstyrrede. Hvad ville ha' hjulpet mig selv, da jeg stod midt i lortet? Ja, min hjerne kører på højtryk. Jeg ved godt, at jeg ikke kan hjælpe alle, men jeg kan da godt stræbe efter at gøre det så godt, jeg kan, for så mange som muligt :) Måske skal jeg give lidt slip på alle tankerne... det giver tit plads til, at idéerne kan komme frem. Det er lige som, når man glemmer det, man lige skulle til at sige, og jo mere man så tænker over, hvad det var, man ville sige, jo mindre kan man huske det :)

Her tager vi hul på december med snot og ondt i halsen (både Julia og jeg). Og jeg går og venter på at blive opereret for brok i bughulen, som faktisk tilfældigvis blev opdaget, da jeg fik fortalt en læge, at jeg har ondt, og at jeg har en bule på maven (på området mellem maven og tissekonen - ved ikke lige om det hedder noget. Måske nedre maveregion eller øvre tissekone-region? Tissekone lyder i øvrigt så sjovt, synes jeg!). Du kan læse indlægget, hvor jeg var til lægen her, som var en dag, hvor stort set alt gik galt, men jeg tog det med et smil :)

Jeg er ikke færdig med at skrive om tv-programmet "For tynd til at leve". Det satte mange tanker i gang. I dag vil jeg bare lige ønske jer glædelig december!

Husk: du er ikke alene. Og du er ikke mærkelig (to ting som jeg også husker mig selv på).

Jeg har to yndlingsjulesange, som jeg kan høre igen og igen år efter år uden at blive træt af dem. Dette er den ene.