torsdag den 4. december 2014

Du er ikke SYG

Flere tanker efter programmet "For tynd til at leve" :)

Jeg ved godt, at jeg "rører ved noget farligt", når jeg siger/skriver følgende: jeg ser ikke spiseforstyrrelser som sygdomme. Det bliver der ellers sagt igen og igen af langt de fleste, både af de spiseforstyrrede selv, af de pårørende og af behandlere. Og selvfølgelig kan man sige, at man bliver både fysisk og psykisk syg af at leve med en mangeårig spiseforstyrrelse, for det er så gennemgribende ødelæggende på alle måder. Fysisk lider ens krop (både ved anoreksi, bulimi og overspisning), og psykisk ændrer man sig, bliver ustabil, en løgner (ja!) og kommer helt ud af balance.

Alligevel synes jeg, at det er vigtigt at ændre ordvalg - altså hvordan man snakker om og til spiseforstyrrede.

For mig gjorde det i hvert fald en KÆMPE forskel at ændre mit syn fra "jeg er syg" til "jeg er i en tilstand, hvor jeg er ude af balance både fysisk og mentalt, men jeg kan blive fri og komme i balance igen." Der er meget mere power, tro, håb og mulighed for at handle og tage ansvar i den sidste formulering. Når man er SYG, skal "nogen" gøre én RASK, og så kommer man til at lede efter svarene det forkerte sted. For mig har det mere handlet om at lære mig selv at kende, mine styrker og svagheder, hvad jeg har brug for for at fungere i livet, acceptere mig selv, sige til og ikke mindst fra, og at lære at bruge gaverne fra min spiseforstyrrede side i stedet for at fjerne den. Som jeg ser det, er det ikke at ha' været SYG - mere at jeg ikke har kunne tackle, forstå og leve med min sårbarhed og mit følsomme sind.

Jeg håber, at det giver mening! Også selv om du ikke behøver være enig med mig :) Men du kan jo prøve at ændre ordvalg i en periode og så mærke, om det også gør en forskel for dig (hvis du er spiseforstyrret: begynder du at se anderledes på din situation? Hvis du er pårørende: begynder du at se anderledes på den spiseforstyrrede?).

Her er et uddrag fra min bog "Resten skal nydes", hvor jeg netop har skrevet om det:

----

Rigtig mange omtaler spiseforstyrrelser som sygdomme, man skal blive rask fra. Mange spiseforstyrrede får at vide: ”du er syg”, hvilket efter min mening sætter dem i en uhensigtsmæssig situation (oveni den de i forvejen sidder i…). De skal altså stræbe efter at blive raske, og før det sker, ”kan de jo ikke noget” (kommer både de selv og andre til at tænke). Ikke særlig konstruktivt. Prøv selv dagligt at sige til dig selv, at du er syg eller bed én af dine nærmeste om at gøre det – og mærk efter, hvordan du så er, har det og agerer. Får du det godt eller skidt, og hvor meget føler du, at du kan og har overskud til? Du er jo syg!

Til de spiseforstyrrede, jeg har kontakt med, siger jeg i stedet: ”du er ikke syg. Du kan bare ikke finde ud af at være i dig selv, mærke følelser, stå ved dig selv, give dig selv kærlighed – kort sagt har du svært ved at leve med og i dig, som du er. Du er i en TILSTAND, hvor både krop og psyke er ude af balance, men du kan komme i balance igen”. Når det går op for dem, at de ikke er syge og skal stræbe efter at blive raske, sker der noget i dem og med dem… Hallo, så kan jeg jo arbejde med at ændre tingene og blive FRI! Jeg kan lære at leve!  

JA PRÆCIS.  

Vi har alle sammen en barndom (guuuud, er det rigtigt, Mille?!), hvor vi bygges op, blive robuste, spejler os i de voksne omkring os og langsomt tager form til at vokse i højde, drøjde og i personlighed. Vi udsættes for tusindvis af input af god og dårlig slags, og alt efter hvordan vores indre kerne er, tager vi det til os eller det preller af, det hober sig op, og vi lægger låg på, eller vi bearbejder det og får det på plads på en god måde… og lige meget om det er godt eller skidt, tager vi det hele med os i vores personlige bagage. Nogle – tror jeg – er mere sensitive, mere følsomme og mere reflekterende end andre, og hvis deres beholder for, hvad de kan håndtere, fyldes for meget op, eller hvis de er ”små voksne”, kan de ”vælte”. Er der voksne omkring barnet, der er gode til at ”samle op” og snakke om de udfordringer, der er, kan barnet blive holdt på det rette spor. Men er der ikke, kan det desperat søge en måde at få kontrol på. Kontrol ved f.eks. mad- og vægtfokus. Ved at al fokus lægges der – i stedet for fokus på de virkelige udfordringer – flygter man fra at mærke det, der gør ondt. Så kan en ond spiral starte (uden man egentlig ved, hvad man sætter gang i), og fordi maden er SÅ vigtig en ”ting” for vores mentale og fysiske sundhed, kan man til sidst ikke komme ud af det igen. Fysiske abstinenser og psykisk ustabilitet gør det næsten umuligt at vende tilbage til det ”normale” igen. Man er fanget i en TILSTAND, som ikke fra starten var målet (det var ”jeg skal lige tabe mig lidt… SÅ får jeg det bedre”… Tror man. Men ubevidst ville man bare gerne væk fra det uhåndterbare).

----

Husk at der fortsat er tilbud på mine bøger - måske en julegave til dig selv eller én, du holder af? Læs priserne og hvordan du skal gøre her.

Og følg mig på Instagram (søg på milleeigardandersen), hvis du har lyst :)

2 kommentarer: