søndag den 21. december 2014

Julias mad... og min spiseforstyrrede side...

Undskyld at jeg ikke har fået skrevet indlæg i så mange dage :( Jeg havde ellers tænkt mig at blogge meget her i december, men sådan skulle det ikke blive. Jeg har nemlig haft mine udfordringer. Min spiseforstyrrede side har kigget frem, og jeg glemte at huske, hvad jeg har lært, at det betyder!!

Her er, hvad der skete, og ikke mindst hvad jeg har lært. Selv om det handler om baby og mad, så læs videre selv om du slet ikke er der i dit liv (og måske er ved at brække dig over at høre om andres børn. Men så glem at det handler om min datter og fokuser kun på pointen).

Jeg har skrevet dette indlæg over flere dage, og jeg viser jer, hvad jeg først skrev, og hvad jeg i dag kan skrive, fordi jeg nu har fået det "på plads" i mit hoved.

Først skrev jeg:

Som jeg skrev om i dette indlæg, har Julia kun ville have babs - ikke rigtig mad. Først d. 13. nov., hvor jeg skrev indlægget, spiste hun en lille smule, og jeg tænkte: "yes, nu spiser hun!"

Det gjorde hun så ikke...

Så siden da er hun igen kun blevet ammet, og hver gang jeg har forsøgt at give hende mad, har hun afvist det. Hun har højst suttet lidt på det, så mast det i sine hænder for til sidst at smide det på gulvet og kigge efter det (dog uden at sige hov endnu!).

D. 11. dec. var sundhedsplejersken på besøg. Hun var ved at falde på halen over, at Julia allerede kan gå selv, når hun holder i vores hænder eller en gåvogn - hun er altså kun 8 måneder! Og hun kravlede jo også mega tidligt. Da hun var 5 måneder, kravlede hun baglæns, og 6 måneder gammel kravlede hun fuldstændig normalt (og hurtigt!). Så ingenting at sætte på hendes motoriske udvikling.

Men så snakkede vi om maden. Sundhedsplejersken sagde, at hun skal begynde at få andet end babs nu, og når hun ikke selv lægger op til det, må jeg sulte hende lidt. Bum! Jeg skal stoppe med at amme hende om natten, og på et helt døgn må jeg max. amme hende tre gange.

Og her er så første provokation for min spiseforstyrrede side. Jeg skal sulte min datter!

Noget i mig stritter vildt imod, for hvad skete der, da jeg udsatte mig selv for det? Det behøver jeg vidst ikke uddybe (ellers læs mine bøger!).

Men idéen er, at hun skal blive sulten nok til at blive interesseret i at spise maden i stedet for bare at se på den som legetøj. Og det virker, for hun er begyndt at spise, men det holder hårdt. Hun er klart mere sulten, når hun vågner, men den stædige lille prut er alligevel ca. 2 timer om at få spist bare lidt morgenmad. Hun skal først kigge på, at jeg smager på det og siger uuuuuuhm hvor smager det godt!, før hun tænker ok, så prøver jeg da også, når nu mor synes, det er lækkert. Det er også som om, at hun kigger på mig og tænker: "mor, hvorfor giver du mig det her, når du bare kan tage babserne frem?".

Processen gentager sig så dagen lang til frokost, eftermiddagsmad og aftensmad, så I kan nok regne ud, at vi stort set har siddet ved bordet og maden dagen lang! Hvert måltid tager ca. 2 timer, så dagen lang er altså mad, mad, MAD - og jeg er ved at blive sindssyg.

Og her er så anden provokation for min spiseforstyrrede side. Det enorme madfokus dagen lang plus jeg sidder og småspiser for at vække hendes interesse.

Når jeg spiser små bidder ud over min egen mad, tricker det altså noget i hovedet på mig. Også selv om det ikke er meget, for tit lader jeg bare som om, at jeg spiser det, så tror en del af mig, at jeg får spist VOLDSOMT meget (det giver måske mening for andre spiseforstyrrede...). Den spiseforstyrrede del af mig får så

- enten lyst til at sige fuck til det hele, spise en masse og kaste det op bagefter.

- eller til helt at droppe min egen mad, fordi jeg nu "får rigeligt". Den side bliver også næsten mæt af bare at sidde så meget ved bordet dagen lang og kigge på mad. Dvs. den be'r mig gå i sulte-mode.

Er det ikke vanvittigt?! Jeg er lige nu i en totalt ny situation for "frie Mille". Altså, jeg ER blevet fri af spiseforstyrrelsen, men pludselig føler jeg mig ikke så fri, fordi min datter skal lære at spise, og den situation har "frie Mille" jo ikke prøvet før!

Jeg er mildest talt selv temmelig chokeret (og ked af det, stresset, udfordret og TRÆT pga. nætterne med en hysterisk Julia. Hun skriger, som hun aldrig har skreget før, fordi hun ikke må få babs). Men jeg vil dele det med jer for at vise min fortsatte sårbarhed. Det er rigtigt, at jeg er blevet vildt god til at følge min lyst, leve livet og bruge spiseforstyrrelsen som min positive guide, men - åbenbart, mærker jeg jo nu - ligger den på spring i meget nye udfordringer for mig.

Så nåede jeg ikke at færdiggøre indlægget, men nu kan jeg så skrive, hvad der derefter skete :) :

Metoden med at sulte hende virkede altså som sagt, men det holdt drønhårdt både om dagen og om natten (og mine babser har gjort sygt ondt, fordi de ikke er blevet tømt ud, som de plejer). Og min egen mad var tæt på at gå helt i vasken, uden jeg følte, at jeg kunne styre det. Virkelig et flash back til den desperation, man sidder i, når man brændende ønsker at komme ud af spiseforstyrrelsen men føler sig så fandens fanget i dens spind :(

Vendepunktet kom i torsdags. Julia spiste INTET mad hele dagen, og da jeg så om aftenen lagde hende til brystet, fordi jeg ikke kunne holde det ud længere, overspiste hun helt vildt - og brækkede sig så. Lige der gik det op for mig: hvad fanden er det, du har gang i?! Det her kan simpelthen ikke være løsningen. Og så faldt tiøren:

Hvad er det, jeg glemmer?!: Som jeg har skrevet om før, har jeg jo ikke fjernet spiseforstyrrelsen fra mig (og mener heller ikke at man skal gøre det). Jeg bruger de enorme styrker fra den positivt hver dag til at leve mit liv, og jeg bruger den som guide på den måde, at når den pludselig fylder på en negativ måde, ved jeg, at noget er galt! Det glemte jeg lige at huske nu!

Spiseforstyrrelsen har fyldt negativt, fordi jeg har forsøgt at lære Julia at spise på denne måde - det er nemlig ikke løsning for os. Altså, spiseforstyrrelsen har jo NETOP guidet mig igen. Jeg glemte "bare lige" at lytte! Jeg skal altid stoppe op og tænke, hvad er galt?, når maden pludselig bliver et problem for mig igen.

Så de sidste dage har jeg gjort det på vores måde, og det er gået meget meget bedre. Jeg har tilladt hende lidt babs om natten, og om dagen har jeg først tilbudt hende rigtig mad og derefter ammet hende. Det giver jo god mening, at hun skal være lidt sulten, før hun får lyst til at prøve, hvad det der mad er for noget. Og utroligt nok har hun spist MERE mad de sidste dage, selv om jeg også har ammet mere end den foregående uge! Det er som om, at vi har samarbejdet ("babs er ikke væk. Du har stadig trygheden, og så kan du roligt prøve det der mad af". "Godt så, så tør jeg godt!"). Vi har siddet kortere tid ved bordet - al fokus har altså ikke været på mad, mad, mad. Og sådan skal livet jo være! Man skal gerne kunne leve sit liv, uden at maden fylder alle 24 timer. Det vil jeg gerne lære min datter. Og mad skal bestemt ikke køre i straf-belønning. Nøj, hvor har jeg også tænkt i paralleller til behandlingen til spiseforstyrrede...


Smøreost-grin :) Og små fine tænder, der lige er brudt igennem!


Se mig - jeg kan allerede gå. Og jeg skal nok lære at spise også! 

Og husk så: stol nu for fan... på, hvad du selv mærker!! Hvad der er rigtigt for Susanne, er ikke nødvendigvis rigtigt for dig. Det er dit liv, så lev det som du ønsker det. Der er ingen, der takker dig på dit gravsted for at have kommet dig selv i "en kasse, der kan passe". Jeg var lige ved at komme Julia og mig i "den korrekte (mad)kasse", men jeg er godt nok glad for, at jeg fik stoppet op!

PS (tilføjet d. 23. dec.): det er ærgerligt, at man ikke her på bloggen kan se alle de kommentarer, der kommer på Facebook!



5 kommentarer:

  1. Åh... Det gør ondt helt ind i min hjertekule at læse, at en sundhedsplejerske siger sådan noget vrøvl! Det er ikke OK og decideret, fagligt forkert at sige, at du skal skære ned på amningen :( Jeg kender ikke din historie og har kun lige fundet frem til din blog gennem en deling på facebook. Men jeg kender til amning og dens vigtighed. Jeg kender til at lære børn at spise mad. Og hvis du på nogen måde har lyst, så vil jeg anbefale dig at kigge nærmere på Baby Led Weaning - en fantastisk metode til at lære børn at elske mad! Og samtidigt bevare den sunde, gode amning så længe man ønsker. Der er grupper på facebook, hvor der er masser af hjælp at hente, en bog på engelsk og en dansk på vej.
    Og GODT for dig, at du lyttede til mavefornemmelsen og gjorde det på din måde ift din datter! Hun ser dejlig ud :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, Eva! Den metode vil jeg kigge på :)

      Ja, det kan være så svært at finde ud af, hvad "det rigtige" er, når man skal navigere i råd fra både "eksperter" og fra andre mødre. Så er det nemt at glemme at lytte efter sin egen fornemmelse for ens eget barn!
      Tusind tak for din kommentar, og jeg håber, at du vil kigge mere rundt på bloggen og læse tidligere indlæg (eller fortælle om bloggen, hvis du kender nogen spiseforstyrrede).
      Rigtig glædelig jul!

      Slet
  2. Kære Mille!
    Jeg er helt enig med Eva. Nyd amningen så længe som muligt. Julia skal nok lære at spise rigtig mad. Og ja, hun er 8 måneder og hvad så. De sundhedsplejersker har for travlt med at give gode råd. Nok ikke alle men mange. Hold fast og vær stædig overfor din spiseforstyrrelse. Du har jo sejret over den. Husk det, Mille!
    Kh Karen

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, Karen! Ja, jeg har nemlig vendt min spiseforstyrrelse til noget positivt - den hjalp mig jo også i denne situation. Jeg var bare nogle dage om at fatte, hvad den prøvede at fortælle mig :)

      Jeg vil fortsætte med at nyde amningen :)

      Rigtig glædelig jul og tusind tak for din kommentar!

      Slet
  3. Thanks for writing in such an encouraging post. I had a glimpse of it and couldn’t stop reading till I finished. I have already bookmarked you.
    Trebinje apartment

    SvarSlet