Jeg skrev jo, at jeg ikke ser spiseforstyrrelser som sygdomme, men at jeg ser det som en TILSTAND at være i. For mig gjorde og gør det fortsat en kæmpe forskel at ændre ordvalg og syn på det.
Jeg vil også beskrive en spiseforstyrrelse som en OVERLEVELSESSTRATEGI.
Følgende er uddrag fra min bog "Resten skal nydes" (jeg kan jo lige så godt bruge det i stedet for at skrive det endnu engang, bare omformuleret. Lidt "doven" må man gerne være!):
----
Jeg ser en spiseforstyrrelse som en OVERLEVELSESSTRATEGI. Men man er ikke klar over, når man starter den ekstreme mad- og vægtfokusering, at der ligger noget bag. Jeg tænkte i hvert fald ikke: ”nu starter jeg med at fokusere på maden, fordi jeg synes, det hele er temmelig svært”. Jeg var klar over, at jeg havde det svært med det med drenge, at skulle præstere i gymnasiet, at jeg følte mig forkert i forhold til andre osv., men jeg satte det ikke sammen med, at jeg pludselig gik meget op i, hvad jeg spiste (og ikke spiste…). Det er først efter min ERKENDELSE af min spiseforstyrrelse og på vejen ud, at jeg kunne se sammenhængen. Det er altså skræmmende, at man kan være i noget, uden at vide det selv… Det kan måske være svært for andre at forstå, at man ikke selv kan se, hvad man er i! Men det kan man – ofte – ikke!
Mange spiseforstyrrede benægter madmisbruget i maaaaange år, selv om nogen måske påpeger det. Benægtelsen skyldes en kombination af psyke og fysik og så det, at man som sagt ofte ikke selv kan se det. Når kroppen konstant er i en ekstrem stresstilstand (pga. sult, bræk, overtræning, ingen søvn osv.), bliver ens hjerne helt fordrejet og al fornuft og realitetssans forsvinder. Og oveni er der hele den ENORME SKAM over, at man ikke engang kan finde ud af noget så simpelt og naturligt som AT SPISE! Så selv når man erkender det, blokerer skammen for ærligheden/indrømmelsen.
Forestil dig at du konstant – og jeg mener virkelig KONSTANT – har tanker om en lyserød elefant i hovedet. Hvor meget plads er der til at tænke på andet? Hele tiden skriger knolden lyserød elefant, lyserød elefant, lyserød elefant, lyserød elefant. Og selv om du skriger tilbage hold nu kæft med den lyserøde elefant!, fortsætter det i én uendelighed, så du føler, at du er ved at blive sindssyg. For spiseforstyrrede er det ikke en lyserød elefant, der kværner, men det er tanker om, hvor forkert, dum, ussel og klam du er, samt tanker om hvad og hvornår du skal spise, og hvad det skal være… og hvordan og hvornår du kan komme til at kaste op, løbe en tur osv. Udelukkende destruktive tanker om dig selv og om mad, der kører på repeat. Og du kan ikke finde stopknappen…
Overlevelsesstrategien SPISEFORSTYRRELSE handler altså slet ikke om maden og vægten i bund og grund. Det er blot symptomer/det man kan se og forholde sig til – der er altid noget andet bag. Man misbruger maden til at flygte og til at dulme sig selv med.
Man bliver faktisk lidt som en alkoholiker/narkoman… man skal have sine daglige ”fix”. Og det er netop det, at man får misbrugsadfærd, der gør, at det vanskeliggør mere og mere, at man kan være sig selv og leve sit liv. Der skal mere og mere til, før man opnår ”fixet”, og til sidst er man ikke-eksisterende psykisk. Det kan være svært for andre at forstå, for man ER der jo fysisk, og langt de fleste spiseforstyrrede er normalvægtige og formår – i en lang periode – at passe studie, job og lign. samtidig. Dvs. de lever ET FACADELIV. Det er først, hvis vægten enten bliver for lav eller for høj, at folk kan tænke: ”hmm, er der noget galt der?” Men hvis folk var lidt mere obs på hinandens ve og vel, kan man altså godt fornemme, at noget er galt, selv om vægten er normal. I en spiseforstyrrelse ændrer man adfærd og personlighed, fordi maden pludselig styrer mere end alt andet.
----
Jeg håber virkelig, at det giver mening, det jeg skriver. Det er ikke for at negligere spiseforstyrrelser, at jeg ikke vil kalde det sygdomme - det håber jeg, I ved!! Det er et HELVEDE at være i. Men jeg synes, at det er vigtigt at begynde at se på spiseforstyrrelser med andre øjne, for kun på den måde kan behandlingen blive bedre. Så længe fokus er på "noget sygt" i stedet for at se på det som "en person i en tilstand"/"en person der overlever i kaotiske følelser", tror jeg ikke, at der sker ændringer.
Når man tænker på sig selv som "syg", kommer man hurtigt til at hænge fast i en offerrolle, fordi "noget" skal helbrede en.
SvarSletNår man derimod tænker på sig selv som "ude af balance", får man lige pludselig sværere ved at være i den der offerrolle, fordi man nemmere kan se, at man har et ANSVAR og at det er en selv der skal tage det ansvar for at gøre noget for at komme "i balance" igen.
Så for mig giver det GOD mening :-) kram til dig, Mille
- Katrine