lørdag den 13. december 2014

Spadet måde at snakke sundhed på

"Du skal løbe i 23 minutter eller gå i 38 minutter for at forbrænde 3 æbleskiver".

"Du skal løbe i 25 minutter eller gå i 41 minutter for at forbrænde en fiskefilet med 10 g. remoulade".

"Du skal løbe i 105 minutter eller gå i 169 minutter for at forbrænde en hel julefrokost, og det er endda eksklusiv drikkevarer".


HOLD NU KÆFT!!

Ja undskyld, men jeg synes, at det er en irriterende og misvisende måde at snakke om mad og sundhed på, når man sætter det op på denne måde, som flere blade gør især op til jul.

Mad er ikke bare mad ind, mad ud. Alt hvad man spiser skal ikke bare "brændes af". Tænk hvis vi hver gang, vi havde spist, skulle tænke på hvor meget, der skulle til at forbrænde det igen! Jeps, så er jeg fluks tilbage i spiseforstyrrelsen, for der tænkte jeg sådan. Lige meget hvad jeg spiste, var det ikke godt nok, det måtte ikke være i min mave, og det skulle brændes af eller kastes op. Hvad gjorde det ved mig? At jeg ikke levede mit liv. Al fokus var på mad på en meget, meget uhensigtsmæssig måde (for at sige det meget pænt).

Jeg ved godt, at jeg har været LANGT ude i spiseforstyrrelsen, men jeg tror desværre, at mange (nok især kvinder), der ikke har en voldsom spiseforstyrrelse, alligevel er styret af et forvrænget forhold til mad, krop, kost og sundhed. Hvor skyld, skam, regler, forbud og straf styrer, mere end det er glæde og nydelse. De tænker lidt hen ad: "åh, nu har jeg spist tre småkager, så må jeg kompensere sådan og sådan, eller skal jeg liiiiige give den ekstra gas til træning?".

Men hallo, der er noget, der hedder alt med måde, og der er noget, der hedder balance.

Fordi man sidder til f.eks. julefrokost og spiser mere, end man plejer (og "burde" løbe 105 minutter for at forbrænde det igen...), så tager man altså ikke 5 kg. på natten over.

Hvis man gør sig selv den tjeneste at lære sin krop at kende - dens signaler, lyst og behov - ja så regulerer det hele sig lige så fint. Så har man ikke lyst til at spise som til en julefrokost den næste uge men mærker, at den har brug for mindre mad igen og måske også lidt sundere.

Jeg ved godt, at det kræver TID at lære sin krop at kende, og det har de færreste af os, og i vores "fixe-samfund" har vi ikke tålmodighed til, at det tager længere end 4 uger at ændre vaner. Jeg ved også, at det ikke er skide nemt. Jeg kæmpede i hvert fald meget med at lære at mærke, hvad jeg havde lyst til, hvad der var spiseforstyrrelsens pusten i nakken, og hvad der var min trods imod spiseforstyrrelsen (som ikke nødvendigvis var godt heller). Men den proces er godt givet ud! Tænk langsigtet og vær tålmodig! Udvikling tager tid.

Nå, undskyld mit "sure opstød". Ønsker bare sådan at vi kunne ændre vores generelle måde at snakke mad, kost, krop og sundhed på - til gavn for alle, ikke kun spiseforstyrrede.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar