tirsdag den 22. december 2015

Foredrag i januar/februar 2016

I januar og februar holder jeg mit foredrag "Resten skal nydes" i to byer: 

I København onsdag d. 20. januar kl. 19-21.

I Horsens tirsdag d. 2. februar kl. 19-21.

Adresse, pris og tilmelding kan du læse her på kalenderen.

Hvad vil jeg bl.a. fortælle om til foredraget?

- hvordan startede min spiseforstyrrelse? Hvad ligger til grund for en spiseforstyrrelse?
- hvad vil det sige at have en spiseforstyrrelse? Hvordan "lever" og tænker man?
- hvad er forskellen på at have en spiseforstyrrelse og at forstyrre sin spisning?
- hvordan kommer man ud af en spiseforstyrrelse?
- er det muligt at blive helt fri, eller vil spiseforstyrrelsen altid ligge og lure?
- hvordan hjælper man bedst en spiseforstyrret som forældre/søskende/ven/lærer osv.?
- min mening om behandlingen som den (ofte) er i dag.
- hvorfor mener jeg, at LYST er så vigtigt at lære? Og hvordan lærer man at mærke og følge lysten?
- og en masse mere....

Alle spørgsmål er velkomne!

Til foredraget kan du også købe mine bøger til særlig pris :)

PS. Hvis du vil hjælpe mig med at hænge opslag op som reklame for foredraget, må du meget gerne det! På din skole, i Netto, i træningscentre, andre steder du kommer... Mail til mig på mille@ihdumille.dk og skriv, at du gerne vil hænge nogle opslag op, samt din adresse. Så sender jeg opslagene med posten til dig :)

tirsdag den 8. december 2015

Radioprogram om spiseforstyrrelser i aften

I aften kl. 18-19 kan du i radioprogrammet "Det Usagte" høre om spiseforstyrrelser - og jeg er bl.a. med.

Lyt med her:

På Fyn: FM 87,9

http://www.osr879.dk/

Eller på OSR app på din mobil eller tablet.

I morgen holder jeg foredrag i Aalborg - og du kan stadig nå at komme med, hvis du har lyst. Mail til mig på mille@ihdumille.dk. Info om tid og sted, her.

fredag den 20. november 2015

For tyk til anoreksi - for lidt bræk til bulimi

I dag, fredag d. 20. november 2015, var jeg gæsteblogger hos Psykiatrifonden. Mit indlæg kan læses her på Psykiatrifondens blog - eller herunder (hvis linket på et tidspunkt ikke virker mere):

”Du er for tyk til at have anoreksi, og du spiser for lidt til at være overspiser eller have bulimi, så vi ved ikke helt, hvad vi skal stille op med dig…”
Den sætning kender jeg – desværre – mange spiseforstyrrede, der har fået. Hvis ikke direkte, så sagt mellem linjerne samt ved at blive kastet rundt i systemet for at blive puttet i den ”rigtige kasse”. Jeg har selv prøvet at gå til lægen på et tidspunkt, hvor jeg var meget slank men ikke skræmmende tynd – og fået elevatorblikket, der sagde alt: ”hvorfor har du brug for hjælp? Du ser da ikke specielt syg ud”. Og så fortsætter man altså ikke med at prøve at bede om det, man har brug for, for det er ydmygende, nedværdigende og PINLIGT. Man skammer sig nok i forvejen ved at have det svært med noget så simpelt som at spise, og så er det ekstra skam, når det åbenbart ikke er slemt nok. Skam med skam på! Føj da, gå hjem og gem dig væk (og sult lidt mere/overspis lidt mere/dyrk mere motion/kast mere op….).
Nå, inden jeg fortsætter, vil jeg lige præsentere mig selv ordentligt, så I ved, hvem gæstebloggeren her er. Jeg hedder Mille Eigard Andersen, og jeg har haft en spiseforstyrrelse i ca. 16 år ud af mit 36 årige liv. Eller rettere: jeg har stadig spiseforstyrrelsen i mig, men jeg bruger den udelukkende positivt – som ven og guide i livet. På min vej ud af spiseforstyrrelsen sagde mange til mig, at jeg ikke ville være ude af spiseforstyrrelsen, før jeg slet ikke mærker noget til den mere. Det prøvede jeg at kæmpe for, men det var frustrerende, for tankerne blev ved med at være der og blev faktisk værre, jo mere jeg prøvede at fornægte, at de var der! Det var først, da jeg indså, at det rigtige for mig er at beholde spiseforstyrrelsen i mig, at jeg kunne blive fri. Den spiseforstyrrede side af mig har nemlig en helt sindssyg styrke, og hvis jeg fjerner den, mister jeg også den styrke. Så da jeg indså, at løsningen for mig ikke var at fornægte og fjerne spiseforstyrrelsen men i stedet acceptere og integrere den i mig blot på en positiv måde, fandt jeg vejen til min frihed. Jeg ved, at når de spiseforstyrrede destruktive tanker blusser op, er der noget i mit liv, jeg skal kigge på. Noget jeg er ked af, noget der stresser mig, noget jeg ikke kan tackle osv. Så ved jeg, at jeg skal tage hånd om det i stedet for at reagere på maden – på den måde guider spiseforstyrrelsen mig til at passe mere på mig selv og vælge bedre beslutninger for mig selv. Spiseforstyrrelsen har også lært mig, at jeg ikke skal lave mig selv om. Jeg er særlig sensitiv, er følsom, er stille, er introvert og jeg har brug for struktur og ro i min hverdag. Når jeg accepterer det og indretter min hverdag efter, hvad jeg har brug for for at have det godt og bruger mine følsomme sider på en god måde, er livet faktisk ret dejligt! Jeg skal ikke prøve at være noget/nogen, jeg ikke er.
Så i dag er jeg selvstændig for at kunne strukturere min egen tid, og jeg laver det, som jeg brænder for og har lyst til: jeg er forfatter, foredragsholder og jeg hjælper spiseforstyrrede ud i livet. Jeg har skrevet en trilogi om mit spiseforstyrrede liv, der hedder ”En anoreksipiges dagbog”, ”Hvor ser du godt ud” og ”Ih, du Mille”, og jeg har skrevet en bog, der hedder ”Lyster” om krop og lyst. Min nyeste bog hedder ”Resten skal nydes”, og den handler om min vej ud af spiseforstyrrelsen – alle de ting jeg har arbejdet med for at jeg i dag kan leve med spiseforstyrrelsen på en positiv måde.

Pt. er jeg i gang med et større projekt, der skal hjælpe spiseforstyrrede på flere planer. Jeg indsamler en masse spiseforstyrrede historier, hvoraf nogen af dem skal med i en bog og resten skal på en hjemmeside jeg bygger op. Dvs. andre spiseforstyrrede kan læse dem og genkende sig selv i historierne og finde håb i, at det er muligt at blive fri, pårørende kan få en indsigt i hvordan det er at være spiseforstyrret, og sidst men ikke mindst vil jeg bruge historierne til at få ændret behandlingen til spiseforstyrrede. Efter min mening trænger især den offentlige behandling til en gennemgribende fornyelse – alt for mange spiseforstyrrede får ikke den hjælp, de har brug for, og mange er en boomerang i behandlingssystemet: bliver indlagt, fedet op, udskrevet når målvægten er nået, taber sig igen og bliver atter indlagt. Alt for meget symptombehandling i stedet for at se på det enkelte menneske bag spiseforstyrrelsen. Selv om mad og vægt selvfølgelig også skal på plads, er det ikke det, der gør, at man bliver fri. Hvis man blot lærer at følge en kostplan, er man efter min mening ikke fri til at leve sit liv. Det bliver bare en ny kontrol, at man nu skal følge den plan for at fungere. Og når noget i ens liv igen bliver svært, ryger man i spiseforstyrrelsens destruktivitet igen, fordi man ikke har lært at tackle udfordringer uden at bruge maden.

Jeg tror, at det ville gøre en kæmpe forskel, hvis man stoppede med at veje spiseforstyrrede i behandlingen. Hvorfor skal vi vurderes ud fra et tal? Langt de fleste spiseforstyrrede er normalvægtige, dvs. man kan ikke se på dem, at de har en spiseforstyrrelse. Hele deres verden drejer sig om mad og tallet på vægten, og behandlingen bekræfter dem sørme i, at ja – tallet er vildt vigtigt! I meget af den offentlige behandling, bliver den spiseforstyrrede vejet inden selve terapien eller gruppeforløbet starter. Jamen så kan man da også koncentrere sig! Hvorfor er det så vigtigt at vide, om man vejer 50 kg, 55 kg. eller 65 kg.? Og om man har taget 200 g. på eller tabt sig 200 g.? Det er ikke det, det handler om! For at blive fri af en spiseforstyrrelse skal man lære at flytte fokus væk fra vægten, men behandlingen sørger flot for, at fokus på vægten bibeholdes. Hvorfor ikke se den enkelte person og finde ud af, hvorfor hun bruger maden til at flygte fra livet med? Give redskaber til at tackle følelser og oplevelser på uden brug af maden. Det kan godt være, at behandlingen også giver det, men problemet er bare, at den spiseforstyrrede ikke kan lytte og tage det til sig, når fokus samtidig er så meget på vægten. Det stjæler simpelthen koncentration og det fastholder den spiseforstyrrede. Er min mening. Jeg kan godt se, at hvis en pige er meget tynd og er indlagt, har lægerne et ansvar for at redde liv. Der bliver der nødt til at være opsyn med mad og til dels også vægt – man er ikke i stand til selv at tage det ansvar på det tidspunkt (men det skal man lære at tage selv senere). Alligevel tænker jeg, om det er nødvendigt at have SÅ voldsomt et vægtfokus og veje den spiseforstyrrede hele tiden? Man kan jo sagtens se, at hun skal tage på! I hvert fald synes jeg, at vejning helt skal droppes, når man kommer bare lidt længere op i vægt. Se personen, ikke tallet.
Selve definitionerne på anoreksi og bulimi, synes jeg også trænger til en fornyelse. Man har altså anoreksi langt inden, at vægten bliver for lav – det hele starter i hovedet! Og man har også anoreksi, selv når man bliver normalvægtig. Det er kun én selv, der kan mærke, hvor fri man føler sig. Det kan ikke måles på en vægt. Det samme med bulimi: hvorfor skal der et vidst antal opkastninger til, før man har bulimi? Om man kaster op én gang om dagen eller 10 er i princippet underordnet. Der er noget galt. Og man skal have hjælp til at komme ud af det, uanset om man ikke passer ind i en kasse. Man siger ikke til en kræftpatient: ”kom tilbage, når kræften har spredt sig lidt mere. Det er stadig ikke slemt nok”. Men det siger man indirekte til en spiseforstyrret, der er ”for tyk til at have anoreksi og kaster for lidt op til at have bulimi”.
Inden jul holder jeg fire foredrag, hvis du har lyst til at høre mere om min historie og ikke mindst om vejen hertil i dag, hvor jeg lever med spiseforstyrrelsen som en guide. Jeg holder i København, Odense, Aarhus og i Aalborg, og alle er hjertelig velkommen. Nærmere info om tid og sted kan ses på min blog www.restenskalnydes.dk.

mandag den 16. november 2015

Mit "projekt fokus på spiseforstyrrede og behandlingen"

Jeg er i gang med et større projekt, der skal sætte fokus på spiseforstyrrelser og "råbe op" omkring, hvordan behandlingen foregår.

Til at starte med ville jeg "bare" skrive en bog, hvor jeg samlede ca. 15 spiseforstyrrede historier, så jeg efterlyste nogen, der ville bidrage med deres historie (læs indlægget her). Men.... det væltede ind med mails fra piger, som ville bidrage til bogen!! Og der bliver ved med at komme mails! Det havde jeg ikke lige set komme. Og hvad gør jeg så? Lige nu er det omkring 100 piger, der vil bidrage med deres historie... og det er jo fantastisk! Men det er der ikke plads til i en bog.

Det ville være decideret DUMT kun at vælge 15-20 ud, som jeg "kan bruge". Tænk på al den viden som ville gå tabt! Så nu har jeg udvidet projektet til at blive langt større end først antaget (hvilket er fedt!). Jeg skriver fortsat en bog, hvor jeg har max. 20 historier med (har ikke fastsat det helt endnu), men resten af historierne kommer på en hjemmeside, hvor der jo kan ligge tusindvis af historier. Det bliver et mekka af spiseforstyrret viden, hehe :)

Og hvad kan det så bruges til? Hvad tænker jeg?:

1) Spiseforstyrrede kan læse andre spiseforstyrredes historier og se, at de ikke er alene om at have det sådan.
2) Pårørende kan få et indblik i, hvordan det er at være spiseforstyrret - og forhåbentlig forstå det lidt bedre, når de kan læse så mange historier og se fællestræk (og forskelle).
3) Og sidst men bestemt ikke mindst, vil jeg bruge alt materialet til at få sat fokus på behandlingen til spiseforstyrrede. Er den god nok? Hvorfor er der så mange, der bliver genindlagt? Hvad kan der forbedres?

Jeg har mine egne klare holdninger omkring, hvordan behandlingen kunne forbedres, men jeg vil gerne høre andres historier. Jeg ved jo kun, hvad jeg har oplevet på egen krop.

Jeg er ikke ude på at rakke behandlingen totalt ned. Jeg ved godt, at spiseforstyrrelser er "noget komplekst noget", og når det både påvirker psyken og fysikken, er det sgu ikke helt nemt! Og hvad skal man gribe fat i?: hønen eller ægget? Skal man f.eks. med anoreksipatienter først fede dem op, før man gider snakke med dem om det bagvedliggende?

Hvad jeg tror kunne hjælpe spiseforstyrrede rigtig meget, er at droppe vægten helt i behandlingen (har bl.a. skrevet om det her). Hvad gavner det? Det store vægtfokus bekræfter blot de spiseforstyrrede i, at ja - vægten er skide vigtig! Det er TALLET, der bestemmer, "hvor god du har været". Inden terapi skal man først op på vægten. Så vurderer vi lige ud fra det, hvordan det er gået siden sidst... Åh bræk! Det fucker mere end det gavner! Vægtfokus gør også, at vi spiseforstyrrede skal "passe ind i en kasse" for at få hjælp. Man har først anoreksi, når man vejer "tilstrækkelig lidt". Hvilket er en kæmpe løgn. Man har anoreksi LANGT før vægten kommer derned!! Og man har også stadig anoreksi, selv om vægten bliver normal. Det er alt det bagvedliggende, det psykiske, der skal "på plads/falde til ro", før man er fri. Hvis man blot lærer at følge en kostplan og holde en normal vægt, er man i mine øjne ikke fri. Når der sker noget svært i livet igen (og det vil ske. That's life), vil man atter reagere i maden, fordi man ikke har lært anderledes. Det lærer man ikke blot ved at være på en normalvægt!

Og hvorfor overhovedet veje spiseforstyrrede, der er normalvægtige?! Det er LANGT de fleste spiseforstyrrede (dvs. man kan slet ikke se, at de har en spiseforstyrrelse, hvilket gør, at mange lever et facadeliv, som er syyyygt hårdt). Inden gruppeterapi (fx) skal alle lige på vægten.... Hurra hvor det gavner. Forestil dig - hvis du ikke er spiseforstyrret - at skulle vurderes ud fra et TAL. Hvis du skulle vejes inden en jobsamtale eller lign. Vi skal lige se, hvor god du er.... Øh ja, det siger også helt vildt meget....

Det store vægtfokus gør også, at man som spiseforstyrret "bliver nødt til" at holde vægten nede (hvis vi snakker anoreksi). For når man tager på, bliver der set anderledes på én. Så har man det jo godt! Og meget hjælp stopper. Det frygter man. Derfor fastholder man sig selv. Frygten for (igen) at stå alene med lorten skræmmer. Så hellere holde fast i anoreksien og modarbejde behandlingen. Hvis behandlingen derimod ikke fokuserede på vægten, men i stedet på personen bag - så ville der være en helt anden ro på for den spiseforstyrrede. Jeg bliver stadig forstået og hjulpet, selv om jeg tager på/bliver brækfri/bliver overspisningsfri. De vil hjælpe mig med tankerne bag uanset min vægt eller mine symptomer.

Det, tror jeg, kunne gøre en kæmpe forskel.

Når det så er sagt - og det som jeg også vil have med i bogen/på hjemmesiden - så vil jeg også få spiseforstyrrede til at forstå deres EGET ansvar i at komme ud af spiseforstyrrelsen. Rigtig mange er i en offerrolle (oh yes, det var jeg i høj grad også selv, så jeg kan ikke pudse glorien!!) og tror, at nogen skal redde dem, fixe dem, gøre forandringerne for dem. Det sker aldrig.

DET SKER ALDRIG.

Spørg hvem som helst, der er kommet ud af en spiseforstyrrelse (eller som er godt på vej ud) om, hvad hovedessensen er, for at de rykker sig, og de vil med garanti svare: jeg begyndte at handle. Jeg gjorde noget aktivt imod spiseforstyrrelsen. Forstod mit eget ansvar og min egen styrke. Ingen kan nogensinde spise for mig, ingen kan nogensinde stoppe med at føre hånden op til munden, ingen kan stoppe min finger i at komme ned i halsen.

Mange spiseforstyrrede bilder sig nemlig ind, at de kæmper. Og jo, det gør de nok også i tankerne. Men i handlingerne kniber det lidt. Og ingen er nogensinde kommet ud af en spiseforstyrrelse ved at tænke sig til det. Sorry to say!

Du ved først, hvad det vil sige at kæmpe, når du dag efter dag spiser på trods af angst (og ondt i maven, hvis maven er fucked, samt andre fysiske og psykiske ubehag), og lader være med at kaste op uanset hvilken følelsesmæssig udfordring du er i. Den dag du forholder dig til maden, som det det er: MAD. Det skal til for at leve. Lige meget hvad der sker i livet, skal maden ikke være løsningen. Det løser altid kun problemerne kortvarigt (giver ro f.eks. at kaste op) - men det er som at tisse i bukserne, for det varmer sgu kun et øjeblik! Og bagefter føles det endnu koldere.

Så. Jeg vil gerne have ændret behandlingen til at forstå og rumme spiseforstyrrede bedre, så de har mulighed for at rykke sig. Som den er nu, synes jeg mere, at den fastholder (eller forværre de spiseforstyrrede symptomer. En af de piger, jeg allerede har interviewet, lærte både at tælle kalorier, blive vægtfokuseret og blive selvskadende af at være i behandlingen).

Jeg vil lige slutte af med at sige, at jeg gør dette kæmpe stykke arbejde, fordi jeg brænder for det. Jeg ønsker at hjælpe andre spiseforstyrrede. Jeg får ikke løn for det, jeg får ikke støtte af nogen. Måske kan jeg få støtte? - for det bliver jo et mindre "forskningsprojekt", men jeg ved ikke lige, hvor jeg skal søge (og har ærlig talt ikke tid til at sætte mig ind i det. Eller tager ikke tiden til det).
Jeg efterlyser nok nogen på et tidspunkt, som vil hjælpe mig... jeg kan ikke være alene om det her, hvis det skal blive så stort, som jeg ønsker (og så det ikke først bliver færdigt om 100 år). Jeg skal bare lige sluge den der med, at jeg ikke kan alt selv :) Og at det er ok at bede om hjælp. Hehe æd din egen medicin, Mille!

PS. Jeg fik skrevet denne blog sent i aftes - Julia er syg, så al arbejde foregår sent om aftenen, og når hun sover. Mails er jeg lidt bagud med at få svaret :(

tirsdag den 3. november 2015

Jeg holder fire foredrag inden jul!

Vil du høre mit foredrag "Resten skal nydes"? Så har du mulighed for det inden jul :)

Jeg holder foredrag i

København d. 18. nov. 2015
Odense d. 25. nov. 2015
Aarhus d. 1. december 2015
Aalborg d. 9. december 2015

Adresse, tid, pris og tilmelding kan du læse her på kalenderen.

Hvad vil jeg bl.a. fortælle om til foredraget?

- hvordan startede min spiseforstyrrelse? Hvad ligger til grund for en spiseforstyrrelse?
- hvad vil det sige at have en spiseforstyrrelse? Hvordan "lever" og tænker man?
- hvad er forskellen på at have en spiseforstyrrelse og at forstyrre sin spisning?
- hvordan kommer man ud af en spiseforstyrrelse?
- er det muligt at blive helt fri, eller vil spiseforstyrrelsen altid ligge og lure?
- hvordan hjælper man bedst en spiseforstyrret som forældre/søskende/ven/lærer osv.?
- min mening om behandlingen som den (ofte) er i dag.
- hvorfor mener jeg, at LYST er så vigtigt at lære? Og hvordan lærer man at mærke og følge lysten?
- og en masse mere....

Alle spørgsmål er velkomne!

PS. Hvis du vil hjælpe mig med at hænge opslag op som reklame for foredraget, må du meget gerne det! På din skole, i Netto, i træningscentre, andre steder du kommer... Mail til mig på mille@ihdumille.dk og skriv, at du gerne vil hænge nogle opslag op, samt din adresse. Så sender jeg opslagene med posten til dig :)

torsdag den 29. oktober 2015

Lyst...men også BEHOV!

Der er lige noget meeeeeeget vigtigt, jeg bliver nødt til at slå fast.

Jeg snakker jo en del om LYST. Ikke bare lidt... næ, temmelig meget må jeg nok indrømme! Jeg siger og skriver, at jeg følger min lyst, både mht. hvad jeg spiser, men også mht. hvad jeg laver.

Det er også rigtigt. Jeg har selv "opfundet" mit ønskejob - struktureret det, så dagene giver mening for mig, og jeg har LYST til det, jeg laver (hvis nogen tænker: "hvad laver hun egentlig, hende Mille?", så må jeg skrive det i en anden blog). For mig giver det ikke mening blot at have et job for at tjene penge. Penge skal der til, men hvis jeg ikke brænder for det jeg laver, brænder jeg ud, og så ville jeg jo alligevel ikke kunne bruge pengene til noget. Så hellere bo i en lille lejlighed, der ikke kræver den store indkomst, så der ikke skal så meget til, før det løber rundt. Vil lige indskyde at min kæreste også er selvstændig, så ingen af os har fast indkomst - derfor er det til tider liiiiidt shaky og skræmmende, hvordan vi klarer måneden. Men vi klarer det altid (og det fortsætter forhåbentlig, 7-9-13).

Jeg spiser også, hvad jeg har lyst til. Jeg har ingen regler. Har ikke noget, jeg ikke må spise. Jeg har haft regler nok i mit liv (i anoreksien), og det havde ingenting at gøre med AT LEVE, så det er jeg helt slut med.

MEN. Nu kommer det vigtige MEN. Jeg kan selvfølgelig ikke følge min lyst 100 %! Det kan simpelthen ikke lade sig gøre! Der er nemlig også noget, der hedder BEHOV.

Jeg blev klar over, at det, jeg siger, muligvis bliver misforstået af nogle spiseforstyrrede, da jeg havde en samtale med en pige, jeg hjælper. Det gik op for mig, at min lyst-snak kan bruges NEGATIVT, og det ønsker jeg under ingen omstændigheder!
Hun fik mig til at se, at hvis man mærker, at man fx ikke har lyst til aftensmad - ikke kan finde ud af, hvad man har lyst til - så betyder det jo så, at man skal lade være med at spise. For jeg har jo ikke lyst, og Mille siger, at man skal følge sin lyst!

Neeeeej, sådan mener jeg det ikke! Lyst kan ikke stå alene uden BEHOV. Især i startfasen ud af en spiseforstyrrelse, kan man jo ikke mærke en skid, for at sige det på knap så pænt dansk. Hvis nogen spurgte mig dengang, ville svaret i hvert fald være: "jeg kan ikke mærke, hvad jeg har lyst til på nogen måde overhovedet, og slet ikke hvad jeg har lyst til at spise. Jeg har slet ikke lyst til, at mad skal i min mave".

Altså, på vej ud af en spiseforstyrrelse skal man gøre rigtig meget, som man egentlig ikke føler, at man har lyst til.... alt stritter imod indeni (det er spiseforstyrrelsen, der kæmper for sin overlevelse), men der bliver man nødt til at fokusere rigtig meget på BEHOVET for at rykke sig og komme videre. BEHOVET for at spise, selv om alt stritter imod, men det er vejen hen mod en dag at blive god til at følge sin lyst.

Jeg må lige gentage for at være sikker på at blive forstået: på vej ud af en spiseforstyrrelse skal man (i starten i hvert fald) tænke mere hvad har jeg behov for at gøre, selv om det ikke er skide sjovt?, end tænke ren lyst. For man kan ikke mærke sin lyst (mange kan i hvert fald ikke). Man kan dog godt begynde at ØVE sig i at tænke over det med lyst. Har jeg lyst til en pære eller et æble? Prøve at mærke efter... Men fordi man ikke kan mærke lyst (endnu) må det ikke blive en grund til så slet ikke at gøre noget! Det var det, som - til min skræk - gik op for mig i forgårs. At min lyst-snak muligvis bliver misbrugt/misfortolket.

Selv i dag lever jeg som sagt heller ikke 100 % efter min lyst. Der er stadig en masse, der hedder behov :) Jeg skal betale regninger, gøre rent, ordne regnskab osv. Alt sammen noget hvor der ikke ligefrem er LYST bøjet i neon - det er noget, der bare skal gøres. Det er et behov for at tingene kan hænge sammen og så det er muligt at følge min lyst! På samme måde med maden. Jeg vælger langt hen ad vejen, hvad jeg har lyst til at spise, men det kan klart nok ikke lade sig gøre hele tiden. Hvis jeg en morgen har lyst til et kæmpe brunchbord med æg, skyr, pandekager, ost osv., kan jeg altså ikke lige lave det på sådan en helt almindelig hverdagsmorgen :) Og hvis jeg har lavet noget til aftensmad og så mærker, når jeg sidder med maden, at jeg egentlig ikke alligevel har vildt lyst til det, lader jeg jo ikke være med at spise det. At jeg spiser, hvad jeg har lyst til, betyder bare at jeg - så meget det kan lade sig gøre - mærker efter og spiser, hvad jeg vil. Altså uden at tænke over tidens sundhedsråd, hvad andre spiser, kalorieindhold osv. Hele vores forskruede måde at snakke sundhed på i dag (synes jeg den er), preller af på mig.

Jeg snakker bare så meget lyst, fordi jeg synes, det er så vigtigt!! Rigtig mange lever deres liv uden at tænke over, om det, de laver, egentlig giver mening for dem - om de har lyst til det. Og mad er blevet så kompliceret. Før var fedtet skurken, nu er kulhydrat nærmest lig med døden. Åh, jeg bliver træt! Vi glemmer helt at mærke efter vores egen krop. Hvad fungerer netop jeg bedst på at spise? Hvad har jeg lyst til, men som jeg (måske) bliver ved med at forbyde mig selv? Der er så mange regler og restriktioner. Hvad med at begynde at se på sundhed som en meget større helhed? Det tror jeg faktisk ville hjælpe rigtig mange mennesker.

Men pointen med denne blog er lige at få understreget:

LYST KAN IKKE STÅ UDEN BEHOV!

Især spiseforstyrrede der endnu ikke kan mærke deres lyst: I skal gøre en hulens masse i starten som er rent BEHOV for at få det bedre. Mere og mere kan I så lukke lysten ind. Og jo mere man så gør det, jo mere åbner livet sig for én :) Det er vildt at mærke, hvor meget man rent faktisk kan styre sin dag i en meget mere LYSTig retning (hehe).

Sidder du fx lige nu fanget i kun at kunne spise en bestemt ting til aftensmad (eller generelt udelukker en masse fødevarer) og tænker: "jamen jeg kan jo ikke mærke lysten til noget andet", så skal du altså huske, at du ikke kommer videre, før du husker BEHOVET. Behovet for at gøre noget andet, end spiseforstyrrelsen dikterer. Undervejs i din proces kan du så øve dig i at mærke mere og mere efter, hvad du rent faktisk har LYST til at spise, lave, bruge dit liv på osv.

onsdag den 21. oktober 2015

Foredrag i aften! :)

Du kan stadig nå det!

Mail til mig på mille@ihdumille.dk hvis du her i sidste øjeblik fortryder, at du ikke har fået meldt dig til :)


Her kan du også læse mere.

fredag den 9. oktober 2015

Det der med at gøre noget andet, end spiseforstyrrelsen dikterer....


Denne seddel hænger på min opslagstavle i køkkenet, og den har hjulpet mig på min vej ud af spiseforstyrrelsen. Det er jo logisk nok, at man skal gøre noget andet, end man plejer, for at ændre sine vaner og nå et nyt sted hen - men at praktisere det er straks sværere!

Mange spiseforstyrrede har (bevidst/ubevidst) tusind undskyldninger for, hvorfor de ikke kan gøre dit og dat (havde jeg også selv vil jeg lige sige!), og de kan ikke forstå, at de ikke rykker sig, fordi de bilder sig ind, at de gør noget... Men man kommer altså ikke ud af spiseforstyrrelsen, hvis man ikke HANDLER og gør noget ANDET, end spiseforstyrrelsen siger! Man kan ikke snakke eller tænke sig til forandring.

Jeg ville faktisk ønske, at min psykolog havde sagt det til mig. Jeg arbejdede med alt det psykiske (hvilket også er nødvendigt) og jeg ændrede langsomt min indstilling til mig selv (fik bedre selvværd, lærte at sige til og fra, tro på mig selv osv.) men i laaaaaang tid ændrede jeg ikke på mine HANDLINGER. Det var som om, at jeg troede, at det ville ske af sig selv, når nu jeg gik til psykolog.... Men det sker sgu ikke bare!

Jeg fandt ud af, at jeg måtte handle AKTIVT imod spiseforstyrrelsens regler og på den måde langsomt indføre NYE vaner og rutiner, som kunne afløse de destruktive. Det lyder måske mærkeligt, at jeg ikke selv kunne forstå, at jeg skulle gå aktivt imod spiseforstyrrelsen i handlingerne - men det kunne jeg ikke. Troede at det var nok at snakke (og skrive) om det. Så derfor siger jeg nu til jer, hvad jeg ville ønske, at jeg selv havde forstået meget tidligere!! Jeg lyder måske hård, men jeg er faktisk meget følsom og kærlig (ved jer der kender mig rigtigt), og jeg siger udelukkende alle disse råd og erfaringer videre, fordi jeg ønsker at hjælpe! Det I kan bruge, kan I tage til jer - og så op i røven med resten :)

PS. Og hvis du vil have flere kærlige klaps i måsen, så kan du jo komme til mit foredrag d. 21. oktober. Læs mere lige heeeeer!

mandag den 5. oktober 2015

En spiseforstyrrelse handler ikke kun om følelser

Man hører tit: "en spiseforstyrrelse handler ikke om mad, men om følelser". Det er også rigtigt. Der ligger altid noget bag en spiseforstyrrelse - der er en grund (eller ofte flere grunde) til, at man begynder at reagere på og med maden. Ofte vil man flygte fra noget kaos, noget uhåndterbart, og så finder man ro og kontrol i maden - det har man sgu styr på, og så fuck at alt andet sejler! Det bliver en falsk kontrol over livet. I virkeligheden har man ikke en skid kontrol. Det har spiseforstyrrelsen derimod.

For at komme ud af spiseforstyrrelsen skal der både kigges på de bagvedliggende årsager, der skal arbejdes med at ændre tanker og vaner, man skal lære at være i sine følelser i stedet for at enten sulte eller spise dem væk - og så skal mad og vægt altså også "på plads". Hele kroppens biokemi skal i balance igen. Tænk på hvis du i maaaange år har hældt saftevand på din bil og så ikke kan forstå, hvorfor fan... den ikke kører! Der skal nok noget benzin på....

På samme måde skal din krop have det rigtige brændstof. Og at spise kan faktisk hjælpe dig ud af en spiseforstyrrelse samtidig med, at du får hjælp til de andre ting. Hvis du f.eks. overspiser hver eftermiddag, og du springer morgenmad og frokost over den efterfølgende dag for at "kompensere".... for så igen at ryge i overspisning næste eftermiddag osv. osv.... den onde spiral kører - det kan du ikke bryde, før du begynder at spise både morgenmad og frokost, selv om du har overspist dagen før! Din krop er - for at sige det på godt dansk - SKIDE SULTEN! Så du kan bruge din viljestyrke nok så meget hver eftermiddag... kroppen vil altså have mad. Overlevelsesinstinktet går i gang. Og så kan det være svært at stoppe, når man først tillader sig at spise. Du kan altså fjerne de fysiske abstinenser, der også er i en spiseforstyrrelse, ved at få dit blodsukker stabilt, og din krop i balance. Mange med anoreksi oplever også at ryge ud i overspisninger på et tidspunkt, fordi kroppen simpelthen fysisk skriiiiiiger efter mad.

Så er der også alle de psykiske årsager til at spise/ikke spise, og det skal man selvfølgelig også arbejde med. Men det fysiske aspekt er altså også vigtigt.

Onsdag d. 21. oktober holder jeg foredrag med ernæringsterapeut Tine Grandjean, som har forstand på al det med biokemi, hormoner, balance, krop osv. Hun kan meget bedre end mig forklare om det. Læs om foredraget her.

Og i artiklen her fortæller Tine om, at det ikke kun er følelser, der bestemmer, hvad du spiser.

lørdag den 3. oktober 2015

Julia 1½ år!

I dag er det d. 3. oktober, og det betyder, at det er halvandet år siden, at jeg fødte Julia!

Det er virkelig fuldstændig uforståeligt, at hun nu er 1½ år. Jeg troede egentlig, at det var noget fis, at tiden går hurtigere, når man får børn... men det må jeg sgu indrømme, at den gør. Eller måske er det fordi, det bliver mere tydeligt, når man ser et barn vokse op og udvikle sig fra en lille baby til et barn med personlighed og charme.
At gå igennem en graviditet, en fødsel og efterfølgende være mor i foreløbig 1½ år har gjort, at verden har åbnet sig for mig på en helt ny måde. Den kærlighed jeg oplever med Julia (fra hende til mig og fra mig til hende).... det kan ingen ord beskrive. Før jeg fik hende, troede jeg, at jeg vidste, hvordan det måtte være at have børn - men nej, det gjorde jeg absolut ikke, kan jeg sige nu. Man ved det ikke, før man selv bliver mor (eller far). Og sådan er det jo med mange ting: jeg kan ikke helt sætte mig ind i, hvordan det er at have kræft, at miste sin mor eller far, at blive lam, at være narkoman osv. Man skal prøve noget på egen krop, før man rigtigt forstår det (men man kan godt være god til at sætte sig ind i, hvordan det kan være). En spiseforstyrrelse skal også prøves på egen krop, før man forstår dens finurligheder og destruktive væsen.

Billederne her er fra et besøg hos mine forældre i søndags:





Og så er vi begyndt pottetræningen i tirsdags! Hun kan ikke helt finde ud af det endnu - men lysten er der, og hun siger tisse-lyden med munden :)


mandag den 28. september 2015

"Øv, så behøvede jeg ikke at ha' spist....!"

Det er VANVITTIGT, hvordan gamle tanker kan blive ved med at være der.... Derfor er det alfa omega, at man lærer at tackle og vende de tanker. Og det er - tadaaaaa - kun dig selv, der kan gøre det (du kan få hjælp til at lære det, men det er DIG, der skal øve, øve, øve dig, og blive ved med at vende dem inde i dit hoved).

Et eksempel: jeg spiser jo helt "normalt" nu (hader ordet normalt... jeg vil hellere sige, at jeg spiser, så jeg er i balance både fysisk og psykisk) men alligevel dukker der tit gamle destruktive tanker op. Altså selv om det bliver længere og længere tid siden, at jeg har HANDLET på dem. Men de kommer sgu alligevel! De er åbenbart lidt tungnemme, de destruktive tanker. De er længe om at fatte, at de ikke behøver bruge krudt på at komme, for de får jo alligevel ikke deres vilje.

Nå, nu glemte jeg eksemplet :) Nu kommer det. Når jeg om aftenen har lavet aftensmad til min kæreste, Julia og mig, må Julia og jeg nogle gange gå i gang med at spise alene, fordi han ikke når hjem alligevel. Og hvis jeg når at blive helt færdig med min mad, inden han kommer hjem, kommer denne tanke hver gang:

"Øv, nu behøvede jeg ikke at ha' spist!"

Altså, jeg kunne jo bare ha' sagt til ham "jeg har spist" men i virkeligheden ikke ha' gjort det, for han ville jo ikke kunne opdage det, når han ikke var hjemme!

Hvor åndssvagt er det lige?! Det er en tanke, der slet ikke passer på mit liv nu, men den kommer alligevel.

Men sådan var det før i tiden. Kunne jeg slippe uden om, så gjorde jeg det. Så kunne jeg sagtens finde på at sige: "ooooork, jeg har skam spist!" Og så straks fyre en løgn af. Man bliver en KÆMPE løgner i spiseforstyrrelsen og en genial skuespiller. Det er helt vildt! Nogle gange blev jeg sgu overrasket over mig selv, når jeg lynhurtigt remsede noget mad af "som jeg havde spist....".

Det åndssvage var også, at jeg tit reagerede på følelser gennem maden. Hvis f.eks. jeg var sur på én, kunne jeg lade være med at spise. "HA!, nu lader jeg bare være med at spise, fordi du er dum!".

Jaaaaaa Mille. Hvem var det lige, at det gik ud over?! DIG SELV.

Spiseforstyrrede blander tit følelser, problemer og mad sammen. Lader være med at spise i trods/som straf eller overspiser og kaster op. "Se nu hvad du fik mig til!"

Men hey - husk lige, at ingen fik dig til noget. DU handlede på det. På en destruktiv måde. I stedet skulle du ha' åbnet munden, sagt fra, sagt til, hvad ved jeg. I hvert fald reageret. I stedet kommer reaktionen i mad/ikke mad.

Giver det mening?

Det er DET, man skal lære for at komme ud af spiseforstyrrelsen.

Der er INGEN - og jeg gentager - INGEN undskyldning der er god nok til at man "har lov til" at behandle sig selv som lort. "Jamen jeg kastede op, fordi han var en spade....". Nope, duer ikke. Skal det gå ud over dig?! Du skal lære at behandle dig selv med respekt og kærlighed uanset, hvad der sker.

"Det er da ikke BARE LIGE, Mille", tænker du nok.

Nej gu er det ej!!! Det er SKIDE SVÆRT at lære!! Jeg har jo heller ikke selv ligefrem været den hurtigste knallert på havnen til at lære det, vel? Men derfor bliver jeg jo nødt til at sige nu, at det er det, der skal til.

Og alligevel kan de lor** fuck*** tanker som sagt alligevel komme på den ene eller anden måde nu, som jeg startede med at sige. Bare et lille eksempel som at tænke, at jeg kunne ha' undgået at spise, fordi min kæreste ikke nåede hjem.

Jeg mærker det også stadig, hvis jeg er gal på nogen, skuffet, såret, ked af det, over-glad osv. (faktisk alle følelser der er lidt "oppe i gear" enten godt eller skidt) - så ryger tankerne straks over på mad. Hvad jeg skal spise, ikke spise... Men så er det, at jeg jo nu har lært at stoppe de tanker og i stedet blive i situationen og følelserne, der hører med. Løsningen er ALDRIG at sulte eller spise følelserne væk. NEVER EVER. Så de tanker får lige et karatespark ud af min knold igen, så der er plads til de positive og konstruktive følelser og tanker i stedet.

Håber dette indlæg giver mening på to måder: både hvad det er, man skal lære, for at komme ud af spiseforstyrrelsen, og at det fortsat kræver arbejde "efter" spiseforstyrrelsen. I hvert fald hvis man har haft den i mange år. Altså, at jeg stadig kan tænke "skørt" (spiseforstyrret) i dag, men forskellen ligger i, at jeg ikke handler på de tanker. Jeg accepterer, at de kommer, vender dem og bruger dem positivt til at lære mere og mere om livet/det at leve. Griner lidt af dem. Slår en prut. Kommer videre. Og kigger på Julia og mærker kærligheden - essensen af LIVET.

PS. Vil du vide mere om, hvordan jeg har vendt tankerne, og hvordan jeg holder fast i at have det godt i dag? Vil du stille mig en masse andre spørgsmål? Så kan du komme til foredrag d. 21. oktober på Amager! Læs her :)

onsdag den 23. september 2015

To dream in colors do not change anything if you stay in the dark

Jeg sidder i toget på vej til Odense for at mødes med en skøn kvinde :)  Jeg føler mig SÅ priviligeret, at jeg får lov til at høre så mange historier - tænk at I vil dele med mig! Jeg har indtil nu interviewet to kvinder til mit store projekt (om at få fokus på spiseforstyrrelser på en ny og anderledes måde og for at få forbedret behandlingen). Og jeg må sige: jeg er fuld af beundring over jer to! I viser præcis, at det KAN lade sig gøre at vende skuden og lære at leve livet - uanset hvor mange år spiseforstyrrelsen har forpestet livet. Og I to viser netop, hvad jeg påstår: at komme ud af en spiseforstyrrelse kræver, at man stopper al den tænkning og sammenligning og i stedet begynder AT HANDLE. UANSET hvad! Når man forstår, at ingen undskyldning retfærdiggør, at man behandler sig selv som bæ. Når man forstår betydningen af ansvar og fokus. Når man lærer at mærke lyst. Og når man tør blive på en normal vægt (hvis man har været undervægtig). Jeg er sikker på, at alle de historier jeg indsamler og formidler videre i en bog og på en hjemmeside kommer til at gøre en forskel. Andre spiseforstyrrede får håb ved at læse om andre, der er kommet "ud på den anden side", andre vil bedre forstå hvad en spiseforstyrrelse vil sige, og der er materiale til at kunne specificere hvordan behandlingen kan forbedres. Det er mine mål!

Dagens ord står skrevet i min notesbog og i overskriften på dette indlæg. Drømmer du mere end du handler? Og kan så ikke forstå, at der ikke sker en skid? Det er min kloge kæreste, der har formuleret ordene på denne måde for mig :)

Gentager dem lige:

TO DREAM IN COLORS DO NOT CHANGE ANYTHING IF YOU STAY IN THE DARK.

Tag en dejlig dag!

tirsdag den 22. september 2015

Foredrag d. 21. okt. 2015 på Amager

Vind din frihed tilbage!
Foredrag ved Mille Eigard Andersen og Tine Grandjean

Har du, eller kender du nogle som bruger maden til at tackle svære følelser eller oplevelser så stærkt, at de er fanget i en spiseforstyrrelse?

En spiseforstyrrelse kommer ikke af én grund. Det er altid sammenfaldet af følelser, oplevelser, biologi og kroppens tilstand. Vi har forskellige personligheder og forskellige overlevelsesstrategier i de udfordringer, livet byder os.

Der skal altid arbejdes både med det følelsesmæssige, med ritualer, med kroppens symptomer og næring og med din livskraft for at komme i balance igen.

Til foredraget får du vinkler på kontrol, handling, angst, årsagernes betydning og de første skridt til at vinde dig selv og din livsglæde tilbage.
Du får bud på handleveje og værktøjer når det bliver svært.
Vi ser på faldgruberne og mulighederne når det lykkes.
Du får indsigt i, hvordan kroppen er din medspiller frem for din modspiller.
Vi snakker om kroppen som et sted at arbejde fra.

Fordi krop og psyke er meget stærkt forbundet får vi ikke den fulde recovery hvis vi tænker os til systemer der skal holde os på ”sundhedens tynde line”.

Dette kan blive foredraget som gør en helt ny og livgivende forandring for dig!

Om foredragsholderne:

Mille Eigard Andersen: er 36 år, lever i parforhold og er mor til en pige på 1½ år. Milles speciale er processen omkring den personlige vej ud af en spiseforstyrrelse. Hun har selv gennemlevet 16 år med sult, overspisning, opkast, overtræning og afføringspiller, så hun ved fra egne erfaringer, hvordan det er at være fanget i en spiseforstyrrelses spind af destruktive regler, ritualer og løgne samt en forskruet krops- og selvopfattelse. Siden 2008 har Mille udgivet fem bøger samt holdt foredrag for at fremme forståelsen af forholdene og behandlingen af spiseforstyrrede, og hun er endvidere uddannet sexolog med speciale i spiseforstyrrelser. Med sin ærlige og ligefremme stil, formår hun at ramme ind til kernen af problemerne og tage del i de enkeltes udfordringer på vejen. Se Milles blog www.restenskalnydes.dk og hjemmeside www.ihdumille.dk.

Tine Grandjean: Gennem ernæring og krop er det muligt at skabe langt større balance og mindre angst og uro, da det langt fra kun er tankerne og følelserne der skaber sygdom. Tine arbejder terapeutisk, respektfuld og anerkendende med mennesker der har brug for at bevæge sig mod nye og sundhedsfremmende vaner.
Tine har ti års erfaring i arbejdet med mennesker med spiseforstyrrelser. Angst og depression er beslægtede emner som har været (er) en hovedinteresse i Tines arbejde med krop kost og sundhed. Derfor har psykoterapeutisk uddannelse været naturligt gennem alle årene.
Tine er Ernæringsterapeut, Professionsbachelor og forfatter. www.sundmedmad.dk.

Praktisk information:

Hvornår?: onsdag d. 21. oktober 2015 kl. 19-21.30.

Hvor?: Hos Company Care Incubator, Laplandsgade 4, st., 2300 København S. Der er gratis parkering.

Hvad koster det?: 150 kr.
 
Hvad får du for pengene?:

  • Foredraget med mulighed for at stille alle de spørgsmål du vil til både Tine og Mille
  • Worksheets af Tine
  • Milles første bog ”En anoreksipiges dagbog”
  • Muligheden for at købe Tines og Milles andre bøger til særpris.
Tilmelding: mail til Mille på mille@ihdumille.dk og skriv det antal personer, du ønsker at tilmelde.
Tilmelding er først gældende, når vi har modtaget betalingen.
Deltagerprisen indsættes på konto:
Reg.: 5032
Kontonr.: 0001265824


VI GLÆDER OS TIL AT SE DIG!

mandag den 14. september 2015

Drop nu den vægt!!

I sidste uge postede jeg et billede af en vægt på Instagram, og det gav reaktioner, så nu vil jeg også lige skrive en blog om det.

Jeg hører rigtig mange spiseforstyrrede sige: "jeg er ikke/har ikke været lige så tynd som X, så jeg kan ikke have et problem... jeg er nok ikke syg nok.... Jeg har heller aldrig været indlagt, så jeg digter nok bare det hele og skal bare tage mig sammen....".

SAMMENLIGNING ER RODEN TIL ALT ONDT!!

Det er SKIDE LIGE MEGET, hvad du vejer og har vejet - det siger INTET om, hvordan du har det. En spiseforstyrrelse kan ikke vejes på en vægt. LANGT de fleste spiseforstyrrede er normalvægtige = man kan slet ikke se det på dem, og det er derfor nemt at holde skjult. Facadeliv hurra! (not).

Så hvis du lige nu sidder og føler dig forkert, ikke berettiget til hjælp, ikke tynd nok, ikke syg nok...så stop op lige nu. En spiseforstyrrelse sidder "mellem ørerne", altså udspringer af noget psykisk (men går så også hen og bliver fysisk på nogle måder, da kroppen jo lider under misbruget). Så du skal ikke veje noget bestemt for at "have det slemt nok". Du skal ikke helt ned for at være berettiget til hjælp.

Er min mening. Desværre er det ofte vægten en spiseforstyrret bliver vurderet ud fra! Går man til lægen og beder om hjælp, når man er normalvægtig, får man ofte elevatorblikket, som siger mere end ord. "Hvorfor har du brug for hjælp? Du ser da helt normal ud". Jeg har selv været der og ved, hvor ydmygende og nedværdigende, det er. Og PINLIGT. Skam over at have et problem med mad og skam over at bede om hjælp, når problemet nok ikke er slemt nok. Skam med skam på! Føj da, gå hjem og gem dig væk (og sult lidt mere/overspis lidt mere/dyrk mere motion/kast mere op....).

Jeg tror, at det ville hjælpe mange spiseforstyrrede, hvis det store vægtfokus fra "systemets" side blev droppet. Alene det at vi bliver vurderet ud fra "om vi er 15 % under normalområdet = så har vi anoreksi", er ødelæggende/misforstået. Man har sgu stadig anoreksi, når man er/bliver normalvægtig! (og man har det også langt tidligere, end før vægten er så lav. Det starter i hovedet meget før). Det er først, når man har lært at vende TANKERNE, og man lever med nydelse, glæde og kærlighed til sig selv, at man ikke er styret af anoreksien mere. Og det samme med bulimi og overspisning: der kan man heller ikke måle "raskheds-graden" på tallet på vægten. Ændringen ligger i dit mindset.

Inden nogen rakker det ned, så må jeg lige tilføje, at vægten og maden selvfølgelig HAR betydning for ens velbefindende. Det kommer man ikke udenom. Det er nemmere at være psykisk i balance, når kroppen får, hvad den skal og ikke lider overlast på nogen måde. Men man kan SAGTENS være normalvægtig og TOTALT ude af balance (langt de fleste spiseforstyrrede er som sagt normalvægtige), så det er derfor, jeg siger, at man ikke kan bruge selve tallet til noget.

At vægten har så stort et fokus i behandlingen gør også, at mange spiseforstyrrede (bevidst eller ubevidst) taber sig op til, at de skal i behandling. "Jeg skal jo se syg nok ud". Og mange har ekstrem modstand mod at komme op på den såkaldte målvægt (I kan nok godt gætte, hvad jeg mener om målvægt...), fordi man ved, at meget forståelse og behandling stopper der. Så er man jo RASK!!

Hvilket man så bare absolut ikke er...

Og jeg vil heller ikke kalde det at blive RASK. Jeg kalder det at blive FRI. Det har jeg skrevet om før (i hvert fald i min bog "Resten skal nydes").

Jeg kan skrive en roman om det her, kan I nok fornemme :) Det gør mig SÅ ondt, at så mange spiseforstyrrede ikke bliver taget seriøst, ikke får den hjælp de skal bruge, og at det hele er så misforstået (det er min mening). Derfor er jeg nu gået i gang med et større projekt, der skal skabe fokus på behandlingen til spiseforstyrrede. Jeg er gået i gang med en bog og en tilhørende hjemmeside, så jeg får opsamlet en masse materiale at "gå ud med". Det er jo ikke nok, at lille mig siger, at behandlingen ikke er optimal. Jeg bliver nødt til at have flere bag mig. Læs om mit projekt her og her.
Jeg skulle ha' haft mit første interview med en anden spiseforstyrret i dag, men Julia er syg, så jeg er hjemme med hende og har måtte aflyse interviewet :(

Men jeg når det nok! Det er et stort projekt, jeg har kastet mig ud i, og det må tage den tid, det tager. Bare der kommer det ønskede resultat ud af det (og det skal der nok) - så er jeg glad! Og det er andre spiseforstyrrede forhåbentlig også så :)

mandag den 7. september 2015

Flødebollekursus!!

I går var vi på flødebollekursus hos Social Foodies på Frederiksberg. Det var en fødselsdagsgave (læs her), og der var pasning af Julia med i gaven :) Nu har jeg efterhånden smagt en del flødeboller, og ingen har indtil nu slået dem fra Social Foodies. De er nummer ét ifølge min smag (og nej, jeg får ikke penge eller noget for at skrive det). Så det var jo helt fantastisk at få lov til at prøve at lave dem selv!

Det var sørme ikke så nemt, som jeg lige havde troet. Skummet skulle sprøjtes på med sådan en bollesprøjtepose-agtig-ting, og jeg skulle lige finde fidusen med det. Kommer man for meget skum på (fordi man jeg er grådig og tænker: "jo mere skum, jo bedre"), så vælter flødebollen helt, når chokoladen kommer på, eller også bliver de blot lidt skæve.

Her har jeg kommet skum på nogle af marcipanbundene:


 Så kommer jeg chokolade på (det er sværere, end det ser ud):

Man er vel koncentreret...:


Jeg holder lige en pause og studerer mine boller, der langsomt tager form :)

Men se - jeg havde været for grådig og lavet nogle af dem for høje... Tjek lige den store hvide "tingest" ud... kan ikke helt finde ud af, hvad den ligner...! :


 Meeeen, lidt stolt er man vel alligevel! Det er jo også det indre, der tæller:


 Hov, der var én, der hoppede ind i min mund!:


Og sådan så min dessert ud til aftensmaden, da vi kom hjem: hjemmelavede pandekager med is OG én af mine egne flødeboller! Det var noget helt specielt.



Her er den grimmeste, jeg lavede (vælte-peter):


Og den flotteste (den er jeg faktisk ret stolt af!):


Super kursus, super oplevelse, og nu må jeg i gang herhjemme og lave "ih, du Mille"-flødeboller ;)

torsdag den 3. september 2015

Få det gjort!!

Jeg er ved at skrive en bog, som ikke skal udgives. Det er en bog til Julia.

Hver eneste torsdag lige siden hun blev født, har jeg skrevet til hende om ugen, der er gået samt gemt billeder fra ugens løb. Jeg har skrevet, hvad vi har lavet, og hvad hun nu har lært at gøre/sige. Hvis nogen spørger mig nu, hvornår hun gjorde hvad første gang, vil jeg ikke kunne svare - men jeg kan slå det op! Jeg har hele hendes udvikling på skrift.

Jeg havde først tænkt mig kun at skrive om hendes første år, men da hun blev 1 år, kunne jeg ikke få mig selv til at stoppe. Der sker jo SYYYYYGT meget efter det første år, og det bliver sjovere og sjovere! Alle de ting vi oplever med hende, skal da ikke glemmes! Så jeg er fortsat med at skrive hver eneste torsdag.

Min idé er på et tidspunkt at trykke det til en rigtig bog og give den til hende, når hun er stor nok til at læse og forstå det. Det må da være vildt sjovt som voksen at kunne læse om sine første leveår!! Hvem har lige en bog om det!

Jeg havde ALDRIG fået skrevet, hvis jeg ikke havde besluttet mig for, at jeg SKAL skrive hver torsdag. Ingen undskyldning for at lade være. Lige meget hvor gennemsyrende træt jeg har været, har jeg sat mig og skrevet, når der har været ro om aftenen. Torsdag aften er sat af til det og intet andet! Hvis jeg bare havde sagt: "jeg skriver til Julia én gang om ugen på et eller andet tidspunkt", var bogen ikke blevet til noget (jeg havde i hvert fald ikke fået skrevet hver uge og ikke så detaljeret).

Hermed et tip givet videre, hvis du VIL gøre noget: beslut dig for hvornår du gør det uanset hvad. Og der er ingen undskyldning for ikke at gøre det. Den aften du sætter af til det (eller eftermiddag, morgen, formiddag - alt efter hvad der nu passer bedst) er DIN tid til lige netop DET. Der er altid så meget, vi kan og skal gøre. Så det er med at prioritere at sætte tid af til det, som gør dig glad, og det som du gerne vil opnå.

Hvad vil du rigtig gerne opnå, skabe, gøre, hvad gør dig glad - men som du aldrig "har tid til"? Måske har du tiden og overskuddet, hvis du virkelig beslutter dig og sætter tid af til det, som jeg har gjort??

PS. I dag er Julia 17 måneder, så jeg har altså skrevet på hendes bog HVER torsdag (dvs. det skal jeg også i aften) i 17 måneder nu :)

tirsdag den 1. september 2015

Så er flødebolle-mommy i gang med at træne :)

Flødebolle-mommy fordi jeg er viiiiiiild med flødeboller, og fordi jeg er mor :)

Jeg har ikke trænet i ca. 2½ år sådan rigtigt. Jeg stoppede med at træne i Fitnessdk ca. ½ år inden jeg blev gravid med Julia (eller er det længere tid siden??!), og mens jeg var gravid, trænede jeg ganske få gange men måtte stoppe pga. hovedpine, kvalme og utilpashed.

Så i lang tid har jeg kun gået tur med barnevognen samt cyklet små ture. That's it. Det er den "hårde" træning, jeg har fået. Derudover har jeg de sidste par måneder fulgt fysioterapeut Elin Solheims onlineprogram hjemme på mit stuegulv for at få rettet op på en skade efter graviditeten. Det har været/er en hel ny måde for mig at træne på. Jeg har altid skulle have sved på panden, før jeg syntes, at det var træning. Men at lære at få åndedrættet og hele kroppen med har været en øjenåbner for mig og har gjort, at jeg "er i min krop" på en ny måde. Svært at forklare.... Læs bl.a. her, herher og her.

Men jeg kan godt mærke, at jeg savner at svede...at føle at jeg er "brugt", mærke endorfinerne i kroppen... Så nu er jeg startet i Fitnessdk igen. I morges kl. 6-7 var første gang.

Og det var feeeeeedt! Jeg kunne mærke TYDELIG forskel på at træne nu, og da jeg trænede i spiseforstyrrelsen. I morges havde jeg ENERGI, var til stede, trak vejret mens jeg trænede, mærkede min krop, nød det sådan rigtigt! Og så at tage hjem og vække prutten (Julia) og spise lækker morgenmad.... uuuuh, jeg mærkede den der lille finurlige lykke. Tænk at jeg nu har en krop i balance, er til stede i den, mærker den, lytter til den, spiser, træner, lever, er mor. Jeg kan ikke ønske mig mere.

Før i tiden SKULLE jeg træne hver dag kl. 6-7, og det var fanme dødogpine HVER dag om jeg så havde feber, var syg, havde tømmermænd eller lign. Jeg mærkede ikke en skid, om jeg egentlig havde lyst - det var bare blevet en vane, en destruktiv ting, noget jeg ikke havde et valg omkring. Fik jeg noget ud af træningen? Næ. Nogle gange kunne jeg ikke engang huske, at jeg havde været i træningscentret senere på dagen... virkelig uhyggeligt. Og jeg nedbrød kroppen i stedet for at bygge den op/passe på den. Ordene nydelse og lyst  eksisterede simpelthen ikke. Ville næsten ønske, at én eller anden havde spændt ben for mig, givet mig en flad og sagt: "hvad har du gang i?!".

Når jeg kom hjem fra træning, turde jeg ikke spise morgenmad, så jeg trak elastikken.... og trak elastikken.... og angsten for at spise blev større og større... og jeg blev mere og mere bims i bøtten og kunne endnu mindre finde ud af, hvad jeg skulle spise... Det blev til flugt fra mig selv og ingen energi til noget som helst konstruktivt. Når jeg endelig fik spist, blev jeg angst over det, og så skulle jeg jo røre mig for at brænde det af. Og spiste jeg "noget forkert" eller for meget, blev jeg jo "nødt til" at kaste det op.

Sikke en meningsfuld dag! Fantastisk liv at leve!! (I fanger nok ironien).

Så at mærke mig selv og min krop til træning i morges, var fantastisk, og at give mig selv næring lige bagefter: følelsen kan ikke beskrives med ord. Tror kun andre, der har været i samme spiseforstyrrede båd, forstår hvor stort det føles, når man har lært at passe på sig selv!

Jeg er overhovedet ikke bange for, om træningen kan tage overhånd - det ved jeg, at den ikke gør. Jeg er kommet for langt og er blevet "for klog". Mit liv har nu omdrejningspunkt i Julia, min kæreste, min familie og mine veninder, min passion (at skrive) og ganske enkelt at være til stede og leve mit liv. At bruge tid hver dag i et træningscenter, gider jeg simpelthen ikke. Jeg vil gætte på, at det realistisk set bliver til 2 gange om ugen.

Det "negative", jeg mærkede i morges, var, at jeg stadig "kryber langs væggene". Jeg HADER HADER HADER at gå gennem træningslokalet, hvor alle kan kigge på mig. Og i morges kom tanken lige: "shit mand, se alle de trænede kvinder og mænd.... og så kommer totalt utrænede mig her, der æder flere flødeboller hver uge, end de sikkert gør på et helt år...." Men så hankede jeg op i mig selv, kiggede mig selv i spejlet og kunne godt se, at jeg ikke ligner en flødebolle. Ja, jeg har en lille mor-top nederst på maven, men ellers ligner jeg mig selv, fra før jeg blev gravid - og hey, jeg er sund og slank, i balance og jeg spiser med lyst og nydelse, som også inkluderer flødeboller, is, chokolade mm. Det vil jeg ikke bytte for en sixpack! Så rankede jeg sgu lige ryggen lidt og smilede til de veltrænede mænd og kvinder.

Jeg har faktisk tænkt på, om jeg skal vise et billede af mig selv uden så meget tøj, men jeg er sgu for blufærdig... Jeg tænkte på det, fordi jeg ville vise, at man altså sagtens kan være sund og slank, selv om man ikke træner "rigtigt" (jeg har som sagt kun gået tur med barnevogn, cyklet lidt og laver øvelser derhjemme). Kroppen er en finurlig ting, der sagtens kan finde ud af at regulere mad ind og ud, hvis man tør lytte til den!

Jeg kunne også godt skrive min højde og min vægt, men hvad skulle I bruge det til? Vi er jo alle forskellige, så selv dem på samme højde som mig, skal ikke nødvendigvis veje det samme som mig for at være i balance. Jeg ved nu, at jeg skal have denne vægt, for at jeg har menstruation, har energi, er til stede og i balance. Den vægt skal vi hver især finde og så stoppe sammenligningen af hinanden! Bliv hjemme hos dig selv og vær glad, når du er i balance. Også selv om det betyder, at du måske ikke er "fit" (som det så populært hedder).

LIVET ER IKKE ET TAL PÅ EN VÆGT.

Mit bedste tip?: kyl den lortevægt ud.

fredag den 28. august 2015

Jeg be'r om hjælp

Jeg lige lagt følgende på Instagram, og nu ryger det også her på bloggen :)


Dette er min morgenmad (fra i morges) med et strejf af solskin. Grøntsagsrester fra aftensmaden i går, æg, mandler og hørfrøolie - nemt, mætter, sundt, ikke så mange dikkedarer :)

Det er fortsat med at vælte ind med spiseforstyrrede, der vil bidrage til min bog, og jeg er vildt overrasket, imponeret, taknemmelig og glad. Min udfordring er - som jeg skrev i går - at vælge. For hver eneste historie er vigtig og går lige ind under huden på mig. Så hvordan skal jeg kunne vælge nogen fra?!

Så: jeg har bedt om hjælp udefra. Jeg får én til at hjælpe mig med at vælge ud - én som ikke kender til spiseforstyrrelse på egen krop eller i sit netværk. Som kan se på det rent fagligt, professionelt, så bogen bliver så dækkende og rammende som muligt og uden følelser involveret. Jeg blander følelserne for meget ind, kan jeg mærke.

Måske vil nogen synes, at det er fesent, at jeg ikke selv vælger ud - men jeg ser det som at tage ansvar. Det er præcis som min pointe i vejen ud af en spiseforstyrrelse. Jeg snakker jo meget om at tage ansvar og handle selv, men det kan NETOP betyde at bede om hjælp til det, man har brug for!! Man kan og skal ikke bare klare alt selv. Tit bliver resultaterne også bedre, når man tør "dele arbejdsopgaverne ud". Håber det giver mening.

Husk for resten også at dem som ikke kommer med i denne bog, kan "bruges" på anden vis: på min kommende nye hjemmeside eller måske i en bog nr. 2? Jo mere materiale vi kan skabe, jo mere har vi "at gå ud med", så der kan ske de ændringer, vi ønsker.

PS. Jeg mener ikke, at der ikke skal kunne mærkes følelser i bogen - det kommer der i høj grad til!! Det er bare lige nu, at jeg vil adskille følelser og proffesionalisme, hvis man kan beskrive det sådan.

torsdag den 27. august 2015

I'm in trouble!

Positivt. Men alligevel udfordrende for mig.

I går efterlyste jeg spiseforstyrrede, der vil bidrage til min bog, som skal være med til at rokke behandlingssystemet (er min hensigt. Jeg håber, at bogen vil gøre, at der bliver lyttet mere til os, der HAR været møllen igennem, så behandlingen kan forbedres fremover).

Det er væltet ind med piger, der gerne vil bidrage med deres historie, og det gør mig edderhyleme glad!! At så mange ønsker at hjælpe - det er fantastisk.

Min udfordring ligger i at udvælge dem til bogen.... jeg forestiller mig at have 10-15 med i bogen (tænker jeg på nuværende tidspunkt), men det betyder så, at jeg skal vælge en masse FRA! På 2 timer skrev 51 til mig.... så I kan godt se, hvor det bærer hen, ik?! (og husk, at jeg synes, det er fantastisk!). Men at skulle sige nej til nogen, gør virkelig ondt på mig :(

Derfor bliver jeg nødt til at slå noget fast (og læs det igen og igen hvis du er én af dem, der ikke kommer med i bogen):

INGEN HISTORIE ER FORKERT, IKKE GOD NOK, IKKE SPÆNDENDE NOK, LIGEGYLDIG ELLER IKKE-BRUGBAR.


HVER OG ÉN ER EN UNIK HISTORIE, DER KAN BIDRAGE, HJÆLPE OG INSPIRERE ANDRE. VI HAR HVER VORES VINKEL OG OPLEVELSE, OG INGEN HISTORIE ER "BEDRE" END ANDRE.

Okay??! Husk husk husk det!!

Jeg skriver det, fordi jeg ved, hvor følsom og sårbar mange af os spiseforstyrrede er (undskyld jeg generaliserer). Mange tager et nej eller en afvisning meget personligt. Men du er GOD NOK, RIGTIG NOK, NEJ RETTERE: FANTASTISK I DIG SELV!!!

Hvordan vil jeg udvælge?

Jeg vil sørge for at "dække bredt" i bogen - altså både have anorektikere, bulimikere og overspisere med (hvor jeg dog hader at sætte det sådan i kasser...), og inden for de "kategorier" vil jeg også sørge for at dække forskellige typer af behandling. Så det er altså "et puslespil", der skal gå op, så vi får en så god bog som muligt!

VI ER ET HOLD. Se sådan på det. Vi kan SAMMEN gøre forståelsen for spiseforstyrrede bedre og langsomt forbedre behandlingen.

Derfor er min plan - som opstod fordi I er så mange, der bakker op! - at alle de historier, der ikke er plads til i bogen, skal bruges bare på en anden måde. Fordi alle som sagt er vigtige og ikke kan undværes.

Så I vil blive brugt (positivt ment) på min nye hjemmeside, som er under opbygning. Den skal nemlig ikke kun handle om mig (jeg er træt af navlepilleri i min egen historie. Den er efterhånden fortalt nok), så der får jeg brug for en masse andre :)

Jeg knokler alt, hvad jeg kan, men det tager altså den tid, det tager.... jeg kan kun lille mig i det her :)

Senest fredag i næste uge får I besked, om I skal bidrage til bogen (og husk nu at læse det jeg har skrevet ovenover, hvis du ikke bliver valgt. OG husk at jeg så senere sagtens kan "bruge" dig!).

onsdag den 26. august 2015

Hjælp mig så vi kan hjælpe andre!

Det er jo ingen hemmelighed, at jeg rigtig gerne vil sparke måden, som behandlingen til spiseforstyrrede (ofte) foregår på i en anden retning, end den der dominerer i dag (jeg siger ikke, at al behandling, der tilbydes er dårlig).

Hvis du har været/er spiseforstyrret, vil du så hjælpe mig? Det gør ikke noget, at du stadig er i proces, men det er vigtigt, at du er så langt, at du li'som kan "se det udefra". Altså se og forstå, hvad du har været igennem, hvordan du blev "grebet an" i behandlingssystemet, hvad der var godt og skidt, hvordan din udvikling har været osv. Men du behøver altså ikke være helt "fri" endnu.

Min idé startede faktisk før, jeg blev gravid med Julia, og jeg fik også sat gang i processen med at efterlyse andre spiseforstyrrede. Men så blev jeg først syg (med blæren. Kunne ikke tisse, var indlagt og fik kateter, som nogle af jer måske kan huske), så blev jeg overraskende nok (men ønsket) gravid, fokus blev på andre ting, Julia blev født, og jeg var over et år på barsel. Nu har jeg haft lidt tid til at "samle stumperne op" - få styr på alle mine idéer og bogprojekter.

Det betyder, at jeg nu går i gang med bogen, hvor andre spiseforstyrrede skal være med og bidrage med deres historie og erfaringer med behandlingen. Hvis vi ønsker en ændring på området, så flere får bedre hjælp, end der tilbydes nu, må vi være flere, der fortæller om vores oplevelser.

Idéen med bogen er, at jeg interviewer jer, der vil bidrage, og så skriver jeg bogen (som I selvfølgelig godkender, inden den bliver trykt). Til sidst i bogen vil jeg samle op på det hele og skrive om, hvordan behandlingen er i dag, og ikke mindst hvordan vi som spiseforstyrrede, der har "været i lorten", kan se, at den kan gøres bedre.

Det bliver materiale, som kan bruges til at råbe politikerne op - jeg har i hvert fald tænkt mig at prøve :)

Så. Vil du bidrage til bogen og mødes med mig til et interview? Så skriv en mail til mig (mille@ihdumille.dk) og fortæl bare lidt om dig selv. Så tager vi den derfra og aftaler, hvornår vi kan mødes. Jeg bor på Amager, men det betyder ikke, at jeg ikke vil snakke med jer fra Jylland, Fyn osv. Vi må se, hvordan det kan løses - enten at jeg tager en tur rundt i DK, eller at noget måske kan klares via mail og telefon. Det skal vi nok finde ud af!

Jeg efterlyser både spiseforstyrrede med anoreksi, bulimi og overspisning. Det er vigtigt at dække hele "markedet".

Husk at hvis jeg ikke vælger dig til at være med i bogen, er det ikke fordi, "du ikke er god nok". Jeg bliver bare nødt til at vælge ud, for ellers kan det jo blive en bog på tykkelse med Biblen ;)

PS. Er der nogle drenge, der vil bidrage, vil jeg blive rigtig glad. Der mangler i den grad også fokus på drenge med spiseforstyrrelser!

PPS. Du kan sagtens være anonym i bogen. Så er det kun mig, der ved, hvem du er, hehe ;)

mandag den 24. august 2015

Lidt om irrationelle tanker - og flødebollekursus!!

I sidste uge var jeg hos frisøren, og der mærkede jeg, hvor meget en oplevelse kan sidde i én og føre til irrationelle tanker og følelser (det ved jeg selvfølgelig godt, men når det sker, er det altid vildt at mærke - og tankevækkende, for det forklarer jo, hvorfor det ikke altid bare er så nemt at komme videre fra ting, man har oplevet. Det sidder i kroppen). Sidste gang jeg var hos frisøren, fik Julia feberkramper i vuggestuen og blev kørt i ambulance på hospitalet - og jeg følte mig som verdens dårligste mor, fordi jeg ikke var hos hende, da det skete (læs evt. indlægget her). Da jeg cyklede til frisøren i sidste uge, kunne jeg mærke angsten for, at det ville ske igen... at der ville ske Julia noget, mens jeg sad i frisørstolen... Mens jeg blev klippet, sad jeg konstant med mobilen, hvis nu vuggestuen skulle ringe... Men det gjorde de selvfølgelig ikke, og der skete ikke Julia noget :)

Tosset, ik? Der var jo INGEN sammenhæng mellem frisør og feberkramper! Men fordi jeg oplevede det sidste gang, jeg sad hos frisøren, husker min krop det, og derfor mærkede jeg angsten, da jeg sad der igen.

Jeg fortæller det bare for at minde jer om at huske at adskille tingene (så godt I kan). Altså, fordi I har én dårlig oplevelse med noget (kan f.eks. være en dårlig kæreste), betyder det jo ikke, at alle mænd er idioter, og du aldrig vil finde kærligheden igen. Så man skal huske at bruge den sunde fornuft, så en dårlig oplevelse ikke kommer til at ødelægge en mulig glæde fremover.

Samtidig synes jeg, at det er vigtigt at anerkende, at frygten er der. Hvis man lukker øjnene for noget og ikke vil vedkende sig, at frygten er der, styrer det én på en negativ måde. Som jeg skriver i min bog "Resten skal nydes", begynder friheden i accepten. Du kan ikke komme videre, før du accepterer her og nu.

Så jeg tog til frisøren, selv om jeg mærkede angsten for, at der ville ske Julia noget - og fik så punkteret den irrationelle sammenhæng. Næste gang tror jeg ikke, at jeg vil føle en angst for at blive klippet :)

Mit nyklippede hår:

 
Noget helt andet: i lørdags holdt vi både min og min kærestes fødselsdag samlet (fordi vi har fødselsdag tæt op ad hinanden). Vi var ude og spise brunch med familien, og Julia havde en fest - med papiret fra vores gaver!: 
 

En af vores gaver var... at vi skal på FLØDEBOLLEKURSUS hos Social Foodies på Frederiksberg! (som laver de BEDSTE flødeboller, synes jeg! Læs evt. her og her). Suuuuuper gave, og jeg glæder mig vildt til d. 6. sep., hvor kurset er. Med i gaven er pasning af Julia, så vi får altså en hel kærestedag samtidig med kurset.

I kommer til at høre om det, når vi har været på kurset, kan jeg love jer!

torsdag den 20. august 2015

D. 20. aug. er en særlig dag...

I dag er det d. 20. august, og det er for mig en særlig dag af to årsager.

D. 20. august 2007 var jeg ude for en (u)lykke. I krydset inde ved Søpølsen/Klamydiaslottet (kært barn har mange navne. Det hedder rigtigt Søpavillionen, og det er et dansested her i København) blev jeg kørt ned af en bil. Jeg slap heldigt med en hjernerystelse, trykkede ribben, diverse skrammer - og et venstre ben, der sad helt skævt, så det efterfølgende blev opereret. Det kostede mig 5 måneder med genoptræning på Rigshospitalet, før jeg kunne gå igen. De 5 måneder på krykker lærte mig SÅ meget, og jeg er lykkelig for, at jeg blev kørt ned. Ja, du læste rigtigt! Jeg har næsten lyst til at takke den mand, som torpederede mig (og efterfølgende stak af fra gerningsstedet og efterlod mig på kørebanen...). Så derfor skriver jeg (u)lykke, hvor u er i parentes.

Inden (u)lykken var jeg fanget i en ond spiral af overdreven destruktiv motion og restriktiv spisning (anoreksi med bræk indimellem), så min krop og psyke var vanvittig stresset. Jeg havde "levet" sådan i 11 år, og jeg troede næsten ikke mere på, at det nogensinde ville blive anderledes. Det var nok bare min skæbne, at jeg skulle have sådan et "liv". Men jeg ønskede brændende, at nogen skulle få mig til at stoppe, tage ansvar og vende skuden. Få det liv som jeg inderst inde drømte om! I dagene op til (u)lykken kan jeg tydeligt huske, at jeg mange gange tænkte: "én eller anden - stop mig please!!!" Og om natten drømte jeg om, at jeg blev kørt ned. Så da jeg den morgen, d. 20. aug., blev kørt ned var det vanvittig syret! (og jeg vil lige indskyde, at det absolut ikke var min egen skyld). Jeg kan huske, at jeg tænkte, da jeg vågnede op på en båre med (lækre) ambulancemænd omkring mig: "holy shit - jeg ER blevet kørt ned!". Og derefter synes jeg selvfølgelig ikke, at det var skide sjovt at være bundet til en seng og krykker de næste 5 måneder....

Men det blev faktisk startskuddet ud af spiseforstyrrelsen. Da jeg lå der, blev jeg tvunget til at være i min krop, i mig selv, mærke mig selv... jeg kunne pludselig ikke flygte mere. Jeg kunne ikke motionere uroen væk. Og jeg blev nødt til at konfrontere mig med angsten for maden - for tanken om, at jeg aldrig ville komme til at gå igen, hvis jeg ikke gav min krop ordentlig næring til at bygge sig selv op igen, var for sindssyg.... jeg ville gå igen! Så i de 5 måneder spiste jeg mere fornuftigt, end jeg havde gjort i de foregående 11 år, og jeg dyrkede ingen motion. Jeg fik ro til at læse alle mine dagbøger igennem, jeg samlede dem til min første bog "Lad mig bare forsvinde" (som hedder "En anoreksipiges dagbog" i 2. oplag), og sendte bogen til PeoplesPress. Jeg fik helt ærligt et kæmpe chok, da de promte sagde ja til at udgive den! Og det blev så startskuddet til alt det, jeg siden har lavet...

Det er altså ikke noget, jeg planlagde. Jeg udgav mine dagbøger i håb om, at min historie kunne hjælpe andre - men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, hvilken "rolle" jeg ville få, eller at jeg ville få min forfatterdrøm opfyldt og udgive mange flere bøger, så jeg i dag lever af det!

Kort efter "Lad mig bare forsvinde" udkom begyndte en kæmpe efterspørgsel på foredrag. Mig som altid har været ved at skide grønne grise af at åbne munden over for andre, skulle pludselig ud og holde foredrag for mange mennesker! Lille forsigtige mig! Helt ærligt, så aner jeg ikke, hvordan jeg turde sige ja. Men det gjorde jeg. Jeg sprang simpelthen ud i det, og det føltes som et frit fald, hvor jeg overskred mine egne grænser og begrænsede forestillinger om, hvad jeg duede til. Det viste sig, at faldskærmen foldede sig ud, jeg rent faktisk var skide god til at holde foredrag - og kunne li' det!

Mit første foredrag holdt jeg d. 20. aug. 2008 - dvs. præcis et år efter (u)lykken :) Så i dag har mit firma "Ih, du Mille" 7 års jubilæum :)

Folk begyndte at efterspørge, hvad der videre skete mig efter (u)lykken - om jeg ikke kunne udgive mine videre dagbøger? Øhh, jo da! Så derfor er "Hvor ser du godt ud!" og "Ih, du Mille" blevet hhv. bog nr. 2 og nr. 3, og dermed har jeg skrevet en trilogi om mit liv (der er sgu da ikke mange, der som 36 årig allerede har skrevet 3 bøger om sit liv, hva'?! Lidt stolt må jeg nok gerne være). Og jeg har jo så også skrevet "Lyster" og "Resten skal nydes", så man må sige, at min forfatterdrøm er blevet opfyldt! For resten har jeg også skrevet bøger for andre (som ghostwriter hedder det), men på de bøger står jeg ikke som forfatter. Det er kun den, som har hyret mig til at skrive bogen, som ved, at det er mig, der står bag.

I dag, 7 år efter, sidder jeg så og tænker tilbage. Ville jeg ha' gjort noget anderledes? Ja. Jeg skulle ikke ha' udgivet min dagbog allerede i 2008. På det tidspunkt var jeg kun lige påbegyndt den lange rejse ud af spiseforstyrrelsen, så jeg stod altså absolut ikke på mine egne ben endnu. Hverken fysisk - fordi mit venstre ben var ødelagt - eller psykisk. Men mange begyndte at se mig som hende den stærke, der var kommet ud af anoreksien.... jeg fik den "rolle". Og jeg kom til at bilde mig selv ind, at jeg var nået længere, end jeg reelt var, for at opretholde en (ny) facade. Jeg holdt altså foredrag om at have anoreksi, og jeg hjalp MANGE over mail - samtidig med at jeg selv stadig kæmpede!! Det var SYYYYYGT hårdt! Og jeg husker tydeligt, hvordan jeg efter hvert foredrag var fuldstændig drænet, ked af det og alene.... Savnede kram og at nogen spurgte til mig. Nu var jeg jo bare blevet hende den stærke....

Så jo, jeg ville faktisk ønske, at jeg havde ventet med at udgive mine dagbøger til nu, hvor jeg er "ude på den anden side" og udelukkende bruger spiseforstyrrelsen som en gave og en guide. På den anden side tænker jeg, at jeg har lært voldsomt meget af at være ude i offentligheden, og måske har den "rolle" jeg blev sat i/satte mig selv i, været med til at jeg har fortsat, fortsat og fortsat vejen ud til LIVET? Jeg blev jo pludselig noget for en masse mennesker, som jeg ikke ville svigte! Så..... der er sgu nok en mening med det hele :)

Rigtig mange der er på vej ud af en spiseforstyrrelse mailer til mig og fortæller, at de vil udgive deres historie lige som mig. Hvilket jeg selvfølgelig synes er fantastisk, for så er vi flere om at gøre en forskel på området. Men alligevel er mit råd helt klart: vent med at hjælpe andre og/eller udgive din historie, hvis det er det, du vil, til du selv står fast på dine egne ben. Du kan slet ikke forestille dig, hvor vanvittigt det er at være i medierne, blive genkendt, skulle hjælpe andre, være "på".... samtidig med at du arbejder for at få dit eget liv i balance. Det kan godt være, at det lyder rosenrødt, men det er det altså ikke (kun). Husk på at bagsiden af medaljen er lige så stor som forsiden....

Det allerallervigste er, at DU lærer at leve dit liv. Være i din krop og i dine følelser. Lærer at bruge spiseforstyrrelsen som en ven, guide og en gave. Derefter kan du meget bedre være noget for andre! I dag kan jeg hjælpe andre en million gange bedre, end jeg kunne i 2008, fordi jeg selv er i balance og kender mig selv så godt.

Så no stress. Du når det nok. Lige nu gælder det DIG SELV og DIT LIV.

For husk: resten skal nydes. Ikke sandt?! ;)

PS. Husk at mine bøger er på tilbud - det gælder til og med på lørdag! Læs her.

tirsdag den 18. august 2015

Mig og bollerne :) And the winner is....

Se lige hvad en sød pige har sendt til mig!!! Summerbird-flødeboller!! Sikke en overraskelse og jeg siger TUSIND TAK!

Jeg har aldrig smagt Summerbird-flødeboller før, så jeg hoppede af glæde, da jeg fik pakken i går!! Den ene æske er almindelige flødeboller, og den anden er med jordbærskum. Oooooog jeg har selvfølgelig allerede smagt dem :) Luksus-flødeboller skal spises med det samme. Det er en lov! :)



 
 
Nu kan jeg så lave en flødebolle-vurdering :) Jeg har nemlig på det sidste også smagt Lagkagehusets karamelflødebolle, og flødeboller fra Social Foodies på Gl. Kongevej på Frederiksberg. 
 
Denne er fra Lagkagehuset:
 

Og disse to er fra Social Foodies:


 
Min dom lyder:
 
Lagkagehusets karamelflødebolle er helt speciel pga. karamellen i midten. Den er topdollar lækker!! Karamelovertrækket med nødder på bliver lidt voldsomt (den mætter MEGET. Selv jeg kan kun spise én). Bunden er møgkedelig - det er en "papbund", der næsten er lige så dårlig som Nettos de billige. Så bunden gider jeg simpelthen ikke spise, og det trækker meget ned i det samlede indtryk.
 
Summerbirds flødeboller er siiiiindssygt lækre! Skum, chokolade og marcinpanbund - lige i øjet!
 
Men 1. pladsen går til Social Foodies. Det er svært at beskrive præcis, hvad der gør det.... det er bare helheden, der er HELT perfekt. Bunden tilpas tykkelse (hverken for tynd eller for tyk), dejlig konsistens og smag af marcipan. Skummet specielt godt, og chokoladen der overtrækker flødebollen er også perfekt. Jeg kan ikke sætte en finger på noget, der kunne være bedre!
Summerbird er som sagt også FANTASTISKE, men alligevel får de en 2. plads, hvis jeg skal rangere flødebollerne fra disse tre steder.
 
Hehe, så ved I det!
 
Flødebollepigen har slået til igen ;)
 
Er der flødeboller, jeg endnu ikke har smagt, men som jeg SKAL smage, må I endelig sige til. Jeg kan ikke have på mig, at der er nogle, jeg ikke har smagt!