onsdag den 28. januar 2015

Foie gras-gås i svingdørspsykiatrien

Læs lige denne artikel - godt skrevet, Amalie Garff!

Jeg synes simpelthen, at det er ufatteligt, at behandlingen til spiseforstyrrede bliver ved med at køre i samme rille på trods af genindlæggelser og dårlige "resultater" af behandlingen. Det offentlige behandlingssystem trænger til en opfrisker! Hvorfor ikke høre på alle os, som har været hele møllen igennem, og som her efterfølgende kan fortælle, hvad der hjalp, og hvad der ikke hjalp? (og der er desværre mest at sige til det sidste...). Det er mig altså en gåde...
 
Jeg ved godt, at jeg ikke har LØSNINGEN på behandlingen af spiseforstyrrede, men jeg har en mening og en holdning samt en masse erfaring fra egen krop og fra alle de spiseforstyrrede, som jeg har haft kontakt med i de sidste snart 7 år (fra min første bog udkom til nu).

Lige meget hvad det er, man misbruger eller har som ”dårlig vane”, skal man – for at kunne holde op med at misbruge det/gøre det – jo komme om bagved og finde ud af, hvorfor man gør, som man gør. Hvad giver det dig, og hvorfor har du behov for den kontrol og den flugt? Hvis du blot får f.eks. din mad normaliseret ved at spise mekanisk men ikke finder ud af, hvorfor du har brugt mad på den måde, vil jeg næsten garantere, at det går galt igen, den dag livet igen bliver svært (og det skal det nok blive – livet går jo naturligt op og ned).
Jeg hører mange spiseforstyrrede, som kun har fået lært den mekaniske spisning, sige, at de ikke rigtig føler glæde, ikke rigtig føler sig frie… selv om behandlerne kalder dem raske. Nej, det er sgu da klart, for det eneste, de har lært, er at spise NORMALT, så behandlerne er glade! De har lært at følge deres kostplan, hurra! Men livsglæden, spontaniteten, nydelsen, kærligheden til sig selv og den frie følelse – hvor er det henne? Ja, jeg spørger bare. De har kun lært, at de skal spise 60 g. havregryn til morgenmad med mælk og rosiner, to rundentom rugbrød med pålæg til frokost, et mellemmåltid formiddag og et eftermiddag og kød, grønt og ris/pasta/kartofler til aftensmad. Når de kan følge det, er de raske fra deres spiseforstyrrelse…

Neeeeej!!
SYMPTOMERNE er væk (men er faktisk kun i dvale), fordi man nu udadtil fungerer, som man skal (”jah, hun kan spise normalt igen!”) – men indeni kan helvedes være MINDST lige så stort (hvis ikke større).
Jeg kender endda til ”raske” spiseforstyrrede, som bliver nødt til at ringe til deres behandler, hvis de skal holde fødselsdag eller andet, hvor de skal lave mad til gæster. De kan ikke bare lave en middag og spise det sammen med gæsterne. Nej, fordi det er anderledes mad, end de plejer, bliver de nødt til at vide PRÆCIS, hvor meget de skal spise af hver ret – ellers bryder deres verden sammen. Det gode er selvfølgelig, at de dermed KAN spise sammen med deres gæster, hvilket de måske ikke kunne før (eller også kunne de, men så blev det kastet op i toilettet bagefter) – men er det at være FRI af spiseforstyrrelsen? Ikke som jeg ser det. Men jeg vil hurtigt lige indskyde, at hvis du har det fint med, at det er sådan, skal jeg bestemt ikke blande mig! Jeg må bare stå ved MIN mening, som er, at man IKKE er fri af spiseforstyrrelsen, hvis man er slave af sin kostplan, og/eller skal vide kalorieindhold og portionsmængde hvis man laver ny/anderledes mad. Man kan have det bedre, fordi man har fået ”styr på maden” og ikke sulter eller kaster op (DET er en befrielse). Men hverdagen er stadig bundet ind i kontrol og regler, for at man kan fungere, og så er spørgsmålet, hvor fri man er?
 
Jeg har tidligere her på bloggen skrevet om behandlingen til spiseforstyrrede. Læs indlægget her for mere "surt opstød" :)

torsdag den 22. januar 2015

Hjemme igen

Jeg er kommet hjem fra hospitalet efter brok-operationen. Men hold da kæ** hvor har jeg ondt i maven :( Den er mega stor og gør så ondt :( Det værste er, at jeg ikke må løfte noget i en uge - dvs. heller ikke Julia. Og det er tydeligt, at hun ikke kan forstå, hvorfor jeg pludselig ikke vil det. Oveni er hun blevet syg med næsten 40 i feber, så hun har endnu mere brug for at blive løftet op, gået med og vugget. Men jeg kan kun sætte mig ned på gulvet til hende, så hun kan putte sig ind til mig. Det er sgu liiiiidt hårdt at være alene med hende om dagen for at være ærlig.

Nå, når den første uge er overstået, må jeg begynde at løfte lidt - men helst lade være så meget som muligt, samt tænke over hvordan jeg løfter. Det tager ca. 6 uger, før sårene i maven er helede (der er lavet tre "huller" i min mave, hvor lægerne er gået ind).

Slut med ynk herfra :) Nogle gange er det sgu bare rart at sige højt: lige nu er det noget møg, og jeg har brug for et kraaaaaaam!

søndag den 18. januar 2015

Mere om Julias mad

Jeg blev jo virkelig testet af her i december pga. Julias mad (læs indlægget her). Jeg mærkede, hvordan min spiseforstyrrelse begyndte at larme - indtil jeg fattede, hvad det betød (den larmer altid, når noget er galt): jeg skulle lære min datter at spise i vores tempo og på vores måde. Jeg skulle ikke forsøge at komme Julia i den "rette (mad)kasse", så hun kunne passe ind i, hvordan og hvornår de fleste børn lærer at spise. Det ville jo svare til at forhindre hende i at kravle og gå, så hun kunne passe ind i den kasse for udvikling (der er hun jo LANGT foran).

Hvordan er det gået siden?

Jeg stoppede op og begyndte at amme igen samt indføre mad på vores måde i stedet for at køre i sult/straf-belønning, og det har båret frugt! Langsomt men sikkert har hun fået mod på mere og mere mad, og gennembruddet er kommet igennem den sidste uge. Nu har hun spist, hvad man kan kalde et rigtigt måltid! Så nu spiser hun altså både lidt rigtig mad og får mælk fra mig men i mindre mængder, og det fungerer - for os. Hvordan andre så gør det, kan jeg jo ikke bruge til en hujende fis (selvfølgelig godt lytte til andre og få idéer mm., men man skal ikke kopiere, hvad andre gør, uden at mærke efter om det fungerer for én selv). De fleste babyer starter med mos og grød, men Julia er sprunget dette stadie over. Hun vil kun have mad, som hun selv kan styre og holde i. Jeg skal fanme ikke komme en ske i munden på hende og made hende! Kan selv, vil selv. Bestemt lille dame!

Jeg har lært rigtig meget af det her - og det håber jeg også, at I har :) Også selv om I ikke har barn/børn. Det handler jo om, at man ikke bare hovedløst skal lytte til eksperter, eller hvad de fleste gør. Det kan være, at du skal gøre det på din helt egen måde. Ingen har godt af at blive puttet i en kasse. Men lad os inspirere, motivere og hjælpe hinanden. Det er en anden - og meget mere positiv - snak!

Det er ret heldigt, at hun er begyndt at spise mere, for jeg skal indlægges i morgen. Jeg skal endelig opereres for brok (har ventet siden efteråret). Dvs. jeg skal være væk fra Julia i 1 døgn (kommer hjem igen tirsdag), hvor jeg ikke kan amme hende, og det bliver min kæreste, der skal være alene med hende. Jeg har malket ud og gemt mælk til hende i fryseren, så han har det, men det er jo rart, at han også kan give hende rigtig mad. Jeg føler mig fanme som Nora Malkeko, når jeg sidder med brystpumpen på og malker ud! Og det er egentlig ret fascinerende at se det mælk, der er i mine babser... tænk at det har fuldernæret Julia i 9 ½ måned nu! Naturen er sgu da fantastisk. Jeg skal også malke ud efter operationen, fordi jeg skal i fuld narkose, men det skal jeg kassere, for Julia må jo ikke få rester af narkosen.

Send mig gerne tanker i morgen og tirsdag, når jeg er indlagt og skal undvære Julia... uh, bliver svært og mærkeligt. Har slet ikke været væk fra hende endnu. Jeg skal holde mig i ro i en uge efter operationen, hvor jeg skal bære mindst muligt, men så burde jeg være på toppen igen :)

torsdag den 15. januar 2015

Sådan spiser jeg

Jeg bliver tit spurgt om, hvordan jeg spiser i dag. Om jeg spiser "normalt". Det er jo et svært spørgsmål, for hvad er normalt i disse tider?!

Jeg følger ingen bestemt "retning" (altså palæo, LCHF, 5:2 osv.). Jeg spiser, hvad jeg har lyst til. Efter så mange år i spiseforstyrrelsen, hvor der var regler, forbud og restriktioner, er jeg så træt af det. Der er sgu ingen, der skal diktere, hvad jeg skal spise, og mindst af alt skal spiseforstyrrelsen gøre det! Jeg bestemmer, basta! I disse tider hvor man bliver bombarderet med at kunne følge den ene og den anden "retning", er det befriende at kunne være så meget i mig selv, at det preller af på mig (men jeg bliver irriteret). Jeg hopper ikke på nogen vogn, der lover guld og grønne skove i 4 uger. Jeg har taget det lange seje træk og lært min krop at kende, og det er holdbart i længden. Mange har bare ikke tålmodighed til det. De vil hellere få at vide, hvad de skal spise og ikke spise og så følge det. Problemet er bare, at de så ikke lytter til deres krop, og det er ikke holdbart i længden. Beslutningerne omkring mad bliver taget med hovedet, men hovedet er altså ikke klogt nok!

Jeg har - som en del af processen med at komme ud af spiseforstyrrelsen - lagt mærke til, hvordan jeg har det og fungerer, når jeg spiser det og det. Hvordan har jeg det, når jeg spiser almindeligt brød, mælk, slik, frugt, kød, grøntsager, olier osv.? Jeg har været på en "rejse tilbage i min krop", vil jeg kalde det, og der har været mange svingture op og ned - men gevinsten høster jeg nu, hvor jeg ved præcis, hvad jeg får det godt af og fungerer på at spise, og hvad jeg skal begrænse mest muligt (men ikke gøre til forbud!).

Det er vigtigt for mig, at selv det som jeg får det mindre godt af at spise, ikke bliver gjort til et forbud. Jeg vil som sagt ikke have "jeg må ikke spise..." i mit liv mere. Nej, alt er tilladt!

MEN jeg vælger som regel det bedste for mig selv, og det er en vigtig pointe. Altså, selv om jeg jo "har lov til" (når jeg ikke har noget, jeg ikke må) at leve af slik, gør jeg det ikke, fordi JEG VIL HAVE DET GODT, og det får jeg ikke, hvis jeg lever af slik. Når man fjerner alle forbud, kan man ikke spise noget forbudt, og så bliver det trodsige barn i én ikke vækket. Kender I ikke til, at når man ikke må noget, så kan man ikke lade være med konstant at tænke på det??! Jeg har i hvert fald gang på gang erfaret på min vej ud af spiseforstyrrelsen, at hver gang jeg røg i "jeg må ikke spise f.eks. sukker", så var det som om min hjerne kun kunne koncentrere sig om det. Når jeg var ude og handle, kunne jeg nærmest kun fokusere på alt det slik, jeg IKKE måtte spise! Men nu hvor jeg GODT må spise det, kan jeg gå lige forbi slikhylderne - og kun gå hen til dem, når jeg indimellem har lyst til slik. Kæmpe forskel, fordi jeg har "sat mig selv fri" på alle punkter.

Så i dag spiser jeg ret sundt, vil jeg sige. Slik er kun indimellem, når jeg virkelig har lyst (men faktisk bliver lysten mindre og mindre, kan jeg mærke. Jo mere jeg mærker, hvor godt jeg får det af RIGTIG mad, jo mindre er lysten til at give mig sukkerchok. Dog kan jeg altid klemme en flødebolle ned...).

Det, som jeg altid holder fast i nu, lige meget hvad jeg ellers spiser, er:

AT FÅ NOK SUNDE OLIER (men nej, det betyder ikke, at jeg følger LCHF).

I en kommentar i sidste indlæg, blev jeg spurgt, hvordan jeg får nok af det sunde fedt, og det gør jeg ved at starte hver morgen (altså oveni morgenmaden) med at tage 2 spsk. ren olie. Nogle gange blander jeg det i min morgenmad (hvis jeg kan det. Min morgenmad varierer efter, hvad jeg har lyst til at spise), og ellers tager jeg det rent. Ja, jeg er kommet så langt, at jeg bare kan kyle 2 spsk. ren olie lige ind i kæften :) Tag den, spiseforstyrrelse! Havde du spurgt mig for en del år siden, om jeg ville kunne det på et tidspunkt, ville mit svar ha' været: "NEJ, hvad fanden tror du?! Jeg skal sgu ikke have rent fedt direkte ind i min krop!".

Læs dette indlæg for at se hvilke olier jeg varierer mellem.

Ud over olie om morgenen

- vælger jeg aldrig lightprodukter mere (gjorde jeg ellers altid før...)
- sørger jeg for at spise fedt til alle mine måltider i form af nødder, kerner, avokado, oliven, pesto, peanutbutter osv.

Så selv om jeg ikke lever efter en bestemt "retning", og at jeg ingen forbud og regler har, så holder jeg altid fast i olierne. Indimellem prøver jeg at se, hvad der sker, hvis jeg lader være, og gang på gang sker det samme: jeg fungerer simpelthen dårligere, når jeg ikke får nok fedt! Uroen stiger, tankemylder kommer, jeg tænker mere negativt, har mindre overskud, sukkertrangen (og trang til mere mad generelt) stiger osv. Det er vildt at mærke!

Husk nu, at det er dette, der virker for mig. Måske trives du godt på en fedtfattig kost, og så hold endelig fast i det. Men gør du ikke, vil jeg kraftigt anbefale dig at skrue op for fedtet og mærke, hvad der sker (uden du skal følge LCHF. Du skal følge din egen krop. Du skal måske bare have lidt mere fedt end mig, eller også skal du have mere. Den rejse skal du selv tage).

Hvis jeg ikke havde indført de sunde olier i min kost, havde jeg ikke fået menstruation igen = så var Julia her ikke i dag. Totalt scary at tænke på. Nu kan jeg ikke forestille mig mit liv uden hende. Hun er = KÆRLIGHED.

fredag den 9. januar 2015

Fedt HJALP og HJÆLPER mig!

Dette billede lagde jeg på Instagram i morges (eller rettere: det er to billeder, jeg har sat sammen. Ved godt kvaliteten er lidt ringe). Jeg har taget det fra Søndagsavisen uge 1.

Som i alle andre blade lige nu, er der selvfølgelig slanketips i, og et af rådene er, at fedt feder. Øv hvor er det ærgerligt! Fedt er ekstremt vigtigt for os. Selvfølgelig skal vi ikke spise en pakke smør eller drikke en liter olie om dagen, men i rette mængder er det med til, at vi har det meget bedre! Jeg var fedtforskrækket i ca. 14 år, hvilket medførte ingen menstruation (som så har ført til knogleskørhed pga. mangel på østrogen), tristhed, uro, svært ved at koncentrere mig, sukkertrang og generel negativ tankegang (næsten alt føltes uoverskueligt). Da jeg begyndte at indføre sundt fedt i kosten (olier HVER DAG), fik jeg min menstruation tilbage efter 16 års tørke, jeg blev mere rolig, fokuseret, kunne koncentrere mig igen, fik større overskud, tænkte mere positivt - og kunne ikke mindst arbejde mig ud af spiseforstyrrelsen! (jeg gjorde selvfølgelig også en masse andre ting, men at indføre fedt var helt klart én af redskaberne). Desuden har jeg, efter jeg har født, endda skruet OP for fedtet for at få mere energi - og er alligevel gået ned i vægt, så der ingen graviditetskilo er tilbage.

Så ja - ville bare lige sige, at jeg ikke håber, at jer der lige nu kæmper med spiseforstyrrelsen skærer ned for fedtet, fordi der her står, at man kan tabe sig ved det. Tværtimod kan I altså få det meget bedre, samt jeres krop kan finde den vægt, hvor I er sunde (vægten eksploderer ikke).

Jeg har skrevet mere om fedt i dette indlæg.

tirsdag den 6. januar 2015

Ih, du Mille! Hvor hen??

Nu løber min barsel officielt snart ud (midt i januar), men jeg skal fortsat gå hjemme og passe Julia, indtil vi får en vuggestueplads, så jeg fortsætter altså min barsel, og "business" må vente :) Imens kan jeg jo gå og tænke en masse og lægge en masse spændende planer, som så forhåbentlig kan føres ud i livet, når der bliver mere mig-tid igen. Så længe jeg går hjemme med Julia, går 99 % af tiden med hende, og sådan skal det også være! Det gælder om at nyde det, så længe det varer.

Jeg skal ha' lavet en ny hjemmeside - det er jeg sikker på. Looket på min hjemmeside  www.ihdumille.dk "passer" ikke på mig mere, synes jeg selv. Den ser for "barnlig" ud (det lyder forkert, men jeg ved ikke lige, hvilket ord jeg skal bruge. Altså, blomsten er speciel og sød, men hele hjemmesiden udstråler ikke noget "prof". Mere en pige, som stadig er på vej ud, og der føler jeg ikke, at jeg er mere. Jeg føler, at jeg er videre, og jeg føler, at jeg ved, hvad jeg kan/ikke kan, og hvad jeg står for). Så et nyt design og et nyt indhold skal der til!

Så er der det med min målgruppe. Hvem er det, jeg henvender mig til? Jeg kan (selvfølgelig) se, at rigtig mange spiseforstyrrede følger mig, men jeg taler samtidig til (især) kvinder generelt. De behøver ikke have en spiseforstyrrelse men "blot" kende til det med ikke at lytte til sig selv, overskride sine grænser, ikke kunne mærke lyst og behov (og/eller ikke turde følge det...), krops/selvhad osv. Det skal jeg (vel?) tænke over, når jeg omdesigner min hjemmeside. Hvad er det helt præcist, jeg gerne vil motivere/inspirere andre til/med? Hvad er det, jeg kan, som andre kan bruge, og ikke mindst: hvad er det, jeg har LYST til at stå for/være "kendt" for?

Jeg vil gerne holde foredrag igen, men jeg kan mærke, at det med "bare" at fortælle min historie er slut. Jeg har taget rundt i hele Danmark siden august 2008 ( i 6½ år!!!) og holdt foredrag om min spiseforstyrrede historie, og det har været ren terapi for mig selv samt har gjort indtryk og hjulpet rigtig mange. Men jeg er videre nu, synes jeg. Jeg er ikke længere "kun" hende, der kan fortælle, hvordan hendes historie er. Jeg vil til evig tid have den fortid (og den står jeg ved!), men nu har jeg selv brug for at komme videre. Vise mig selv (og andre) hvordan jeg BRUGER min fortid positivt i stedet for at hænge fast i offerrollen ("hvor er det synd for mig, at jeg brugte så mange år af mit liv på en spiseforstyrrelse"). Det vil hjælpe mig selv endnu videre, samt det vil hjælpe andre endnu mere end "blot" at høre min historie blive fortalt. Hvis I derude også skal rykke, skal I bruge noget mere håndgribeligt/konkret. Så jeg har altså også en del arbejde der med at få lavet nyt/nye foredrag. Og igen skal jeg jo tænke over, hvem min målgruppe er.

Kurser vil jeg også rigtig gerne lave. På den måde vil jeg kunne hjælpe/motivere/inspirere flere på en gang.
Måske også onlinekurser, så jeg kan hjælpe jer, der bor for langt væk fra det Kjøbenhavnske :)

Jeg vil gerne gøre mere ved mit forlag Skriveboblen. Indtil videre har jeg kun udgivet to bøger fra det, og det har været mine egne bøger. Jeg vil gerne udgive andres bøger. Men det kræver jo også tid, penge og ressourcer.

Sidst - men bestemt ikke mindst!! - er der mine bøger. Jeg har intet mindre end (hold nu godt fast, kære læser!) syv bøger plus en roman i tre bind på tegnebrættet, og jeg skal ha' taget en beslutning om, hvad jeg skriver først, for lige nu cykler jeg rundt i dem alle og skriver lidt, når der er en idé. Men på den måde bliver intet jo færdigt! (plus jeg holder ikke fokus, og så bliver det sgu ikke optimalt!). Jeg tror, at det skyldes, at jeg kun har ekstrem små skrivetider (når der endelig er fred. Julia er seriøst en tonser. Hun er ikke en pige, der sidder stille og leger med dukker. Næ nej, hun flytter selv stole rundt i hele lejligheden, samt falder og gokker hovedet ind i ting, fordi hun jo allerede kan gå men ikke så stabilt endnu. Jeg skal være på hende 24/7!). Når jeg ikke har sammenhængende tid til at fokusere ordentligt, bliver det noget hist og her. Hmm eller Mille... skal du ikke bare tage en beslutning og droppe undskyldningerne?! Skriv dog på én bog hver gang du har dine små lufthuller! Hehe, godt så, der snakkede/skrev jeg lige med mig selv, sorry :)

Årh, det lettede lige at få tømt min hjerne. Det kan altså godt anbefales at gøre det indimellem! Tak fordi I lytter :) Og har I idéer til mig eller kommentarer, er I hjertelig velkommen til at komme med det!



lørdag den 3. januar 2015

Ærlighedsudfordring!

Så kom vi sørme ind i 2015! Håber I alle havde en festlig og dejlig nytårsaften :)

Det er vildt at tænke på, at jeg ikke længere kan sige: "i år blev jeg mor". Nej, nu er det sidste år! I dag bliver hun 9 måneder.

9 måneder der for altid har ændret mit liv. At blive mor er ikke kun det største, jeg har oplevet i år sidste år. Nej, det er det største, jeg har oplevet i hele mit 35 årige liv. Da jeg lige havde født hende og min kæreste lagde hende op på min mave (jeps, det var ham, der tog imod hende, ikke jordemoderen. Hvilket han er meget stolt af og pointerer i tide og utide!), troede jeg, at jeg ikke kunne opleve en større kærlighedsfølelse. Men siden da er kærligheden til hende vokset... og vokset...og vokset. Jo mere hun folder sig ud som et rigtigt lille menneske, og vi lærer hinanden at kende, jo vildere bliver det. Og sårbarheden vokser i takt med kærligheden, for tænk nu hvis det sker nogen af os noget? Den tanke placerer jeg lige med det samme...
Jeg fokuserer på at nyde hver dag med hende så meget som muligt og med alle de udfordringer, der også følger med det fantastiske i at være mor. Her i december havde jeg f.eks. udfordringer omkring hendes spisning (eller rettere: mangel på. Læs indlægget her).

Nå, så er der jo det med nytårsforsætter. Det er jeg nu ikke så stor fan af. Men jeg synes, at det er sundt at stoppe op og tænke både tilbage og frem og li'som gøre status. Problemet er bare, at det man lover sig selv højt og helligt, for mange kun holder januar ud, for så "glemmer" man pludselig alle de gode intentioner, man havde ved årsskiftet. Det bliver hverdag, og trummerummen kører igen...

Derfor stopper jeg ikke kun op til nytår. Jeg gør det flere gange i løbet af året. Jeg er blevet rigtig god til at stoppe op og mærke efter, hvordan jeg har det, og så spørge mig selv, hvordan jeg kan ændre det, jeg er utilfreds med. Jeg har forstået, at ansvaret for mit liv ligger hos mig selv (hvilket ikke betyder, at jeg ikke må bede om hjælp. Det er netop at tage ansvar, hvis man tør indrømme: "det her kan jeg sgu ikke klare alene").

Flere gange om året, mærker jeg efter:

- hvordan jeg har det
- hvad jeg ønsker, jeg var bedre til
- hvordan jeg vil gøre en forskel for andre
- om jeg er den person, jeg ønsker at være
- om jeg gør de ting, der gør mig glad og giver mening for mig
- hvilke handlemuligheder jeg har
- om der er noget, jeg skal bede om hjælp til (man skal som sagt ikke kunne alt selv)

Og jeg har så også gjort det her til nytår (men som sagt ikke kun fordi det er nytår - det bliver gentaget løbende gennem året).

Det, som jeg gerne vil blive bedre til, og som jeg altså vil udfordre mig selv til at arbejde med nu, er: at være mere ærlig! Måske tænker du nu: "du er sgu da meget ærlig i dine bøger og her på bloggen - selv om det, der er knap så fedt at indrømme/sige". Ja, det vil jeg også selv påstå. Men det er ikke ærlighed på den måde, jeg mener her. Jeg mener, at være ærlig/sige mine meninger og behov højt til daglig. Jeg synes, at jeg har en "ærlighedsudfordring". Det er svært for mig at sige, hvad jeg virkelig mener, eller hvad jeg selv har brug for, for tænk nu hvis nogen bliver kede af det, sårede, sure, ikke kan lide mig eller tænker at jeg er for meget... uuuuuuhadada, ikke godt! Det, kan jeg mærke, at jeg stadig "lider" under.
Men det vil jeg fanme blive bedre til! For det er altså mange små episoder, hvor man ikke får sagt sin ærlige mening/sagt til eller fra, der langsomt hober sig mere og mere op indeni, og til sidst er der stor risiko for, at man jeg eksploderer på en ukonstruktiv måde.

Så det er altså det, som jeg vil arbejde på at blive (endnu) bedre til.

Og om jeg - som så mange andre - ønsker at tabe mig? Oh no. Alene at kalde det "at tabe sig" skriger af negativitet. Sæt "selv" bagefter... at tabe sig selv. Det er ikke en særlig god kommunikation til sin krop, heller ikke selv om det ville være godt at smide nogle kilo. Så formuler det på en mere positiv måde, er mit råd :) Tænk hvis det virkelig sker: at du taber dig selv. Hvad er der så tilbage at leve for?

Jeg vil gerne behandle min krop og mig selv med endnu mere respekt, end jeg allerede har lært, og jeg vil blive endnu bedre til at nyde mad. Så fokus er på nydelsen og nærværet omkring maden i stedet for tallet på vægten.

Alt er tilladt - men hvad har jeg LYST til at spise? Det er stadig mit mantra :)

ET LYKKEBRINGENDE 2015 TIL JER ALLE! Og tusind tak fordi I læser med!