Foie gras-gås i svingdørspsykiatrien

Læs lige denne artikel - godt skrevet, Amalie Garff!

Jeg synes simpelthen, at det er ufatteligt, at behandlingen til spiseforstyrrede bliver ved med at køre i samme rille på trods af genindlæggelser og dårlige "resultater" af behandlingen. Det offentlige behandlingssystem trænger til en opfrisker! Hvorfor ikke høre på alle os, som har været hele møllen igennem, og som her efterfølgende kan fortælle, hvad der hjalp, og hvad der ikke hjalp? (og der er desværre mest at sige til det sidste...). Det er mig altså en gåde...
 

Jeg ved godt, at jeg ikke har LØSNINGEN på behandlingen af spiseforstyrrede, men jeg har en mening og en holdning samt en masse erfaring fra egen krop og fra alle de spiseforstyrrede, som jeg har haft kontakt med i de sidste snart 7 år (fra min første bog udkom til nu).

Lige meget hvad det er, man misbruger eller har som ”dårlig vane”, skal man – for at kunne holde op med at misbruge det/gøre det – jo komme om bagved og finde ud af, hvorfor man gør, som man gør. Hvad giver det dig, og hvorfor har du behov for den kontrol og den flugt? Hvis du blot får f.eks. din mad normaliseret ved at spise mekanisk men ikke finder ud af, hvorfor du har brugt mad på den måde, vil jeg næsten garantere, at det går galt igen, den dag livet igen bliver svært (og det skal det nok blive – livet går jo naturligt op og ned).

Jeg hører mange spiseforstyrrede, som kun har fået lært den mekaniske spisning, sige, at de ikke rigtig føler glæde, ikke rigtig føler sig frie… selv om behandlerne kalder dem raske. Nej, det er sgu da klart, for det eneste, de har lært, er at spise NORMALT, så behandlerne er glade! De har lært at følge deres kostplan, hurra! Men livsglæden, spontaniteten, nydelsen, kærligheden til sig selv og den frie følelse – hvor er det henne? Ja, jeg spørger bare. De har kun lært, at de skal spise 60 g. havregryn til morgenmad med mælk og rosiner, to rundentom rugbrød med pålæg til frokost, et mellemmåltid formiddag og et eftermiddag og kød, grønt og ris/pasta/kartofler til aftensmad. Når de kan følge det, er de raske fra deres spiseforstyrrelse…

Neeeeej!!

SYMPTOMERNE er væk (men er faktisk kun i dvale), fordi man nu udadtil fungerer, som man skal (”jah, hun kan spise normalt igen!”) – men indeni kan helvedes være MINDST lige så stort (hvis ikke større).

Jeg kender endda til ”raske” spiseforstyrrede, som bliver nødt til at ringe til deres behandler, hvis de skal holde fødselsdag eller andet, hvor de skal lave mad til gæster. De kan ikke bare lave en middag og spise det sammen med gæsterne. Nej, fordi det er anderledes mad, end de plejer, bliver de nødt til at vide PRÆCIS, hvor meget de skal spise af hver ret – ellers bryder deres verden sammen. Det gode er selvfølgelig, at de dermed KAN spise sammen med deres gæster, hvilket de måske ikke kunne før (eller også kunne de, men så blev det kastet op i toilettet bagefter) – men er det at være FRI af spiseforstyrrelsen? Ikke som jeg ser det. Men jeg vil hurtigt lige indskyde, at hvis du har det fint med, at det er sådan, skal jeg bestemt ikke blande mig! Jeg må bare stå ved MIN mening, som er, at man IKKE er fri af spiseforstyrrelsen, hvis man er slave af sin kostplan, og/eller skal vide kalorieindhold og portionsmængde hvis man laver ny/anderledes mad. Man kan have det bedre, fordi man har fået ”styr på maden” og ikke sulter eller kaster op (DET er en befrielse). Men hverdagen er stadig bundet ind i kontrol og regler, for at man kan fungere, og så er spørgsmålet, hvor fri man er?
 

Jeg har tidligere her på bloggen skrevet om behandlingen til spiseforstyrrede. Læs indlægget her for mere "surt opstød" :)