Jeg synes simpelthen, at det er ufatteligt, at behandlingen til
spiseforstyrrede bliver ved med at køre i samme rille på trods af
genindlæggelser og dårlige "resultater" af behandlingen. Det
offentlige behandlingssystem trænger til en opfrisker! Hvorfor ikke høre på
alle os, som har været hele møllen igennem, og som her efterfølgende kan
fortælle, hvad der hjalp, og hvad der ikke hjalp? (og der er desværre
mest at sige til det sidste...). Det er mig altså en gåde...
Jeg ved godt, at jeg ikke har LØSNINGEN på behandlingen af
spiseforstyrrede, men jeg har en mening og en holdning samt en
masse erfaring fra egen krop og fra alle de spiseforstyrrede, som jeg har haft
kontakt med i de sidste snart 7 år (fra min første bog udkom til nu).
Lige meget hvad det
er, man misbruger eller har som ”dårlig vane”, skal man – for at kunne holde op
med at misbruge det/gøre det – jo komme om bagved
og finde ud af, hvorfor man gør, som
man gør. Hvad giver det dig, og hvorfor har du behov for den kontrol og den
flugt? Hvis du blot får f.eks. din mad normaliseret ved at spise mekanisk men
ikke finder ud af, hvorfor du har brugt
mad på den måde, vil jeg næsten garantere, at det går galt igen, den dag livet
igen bliver svært (og det skal det nok blive – livet går jo naturligt op og ned).
Jeg hører mange
spiseforstyrrede, som kun har fået lært den mekaniske spisning, sige, at de ikke
rigtig føler glæde, ikke rigtig føler sig frie… selv om behandlerne kalder dem
raske. Nej, det er sgu da klart, for det eneste, de har lært, er at spise
NORMALT, så behandlerne er glade! De har lært at følge deres kostplan, hurra!
Men livsglæden, spontaniteten, nydelsen, kærligheden til sig selv og den frie
følelse – hvor er det henne? Ja, jeg spørger bare. De har kun lært, at de skal
spise 60 g. havregryn til morgenmad med mælk og rosiner, to rundentom rugbrød
med pålæg til frokost, et mellemmåltid formiddag og et eftermiddag og kød,
grønt og ris/pasta/kartofler til aftensmad. Når de kan følge det, er de raske
fra deres spiseforstyrrelse…
Neeeeej!!
SYMPTOMERNE er væk
(men er faktisk kun i dvale), fordi man nu udadtil
fungerer, som man skal (”jah, hun kan
spise normalt igen!”) – men indeni
kan helvedes være MINDST lige så stort (hvis ikke større).
Jeg kender
endda til ”raske” spiseforstyrrede, som bliver nødt til at ringe til deres
behandler, hvis de skal holde fødselsdag eller andet, hvor de skal lave mad til
gæster. De kan ikke bare lave en middag og spise det sammen med gæsterne. Nej,
fordi det er anderledes mad, end de plejer, bliver de nødt til at vide PRÆCIS,
hvor meget de skal spise af hver ret – ellers bryder deres verden sammen. Det
gode er selvfølgelig, at de dermed KAN spise sammen med deres gæster, hvilket
de måske ikke kunne før (eller også kunne de, men så blev det kastet op i
toilettet bagefter) – men er det at være FRI af spiseforstyrrelsen? Ikke som
jeg ser det. Men jeg vil hurtigt lige indskyde, at hvis du har det fint med, at
det er sådan, skal jeg bestemt ikke blande mig! Jeg må bare stå ved MIN mening,
som er, at man IKKE er fri af spiseforstyrrelsen, hvis man er slave af sin
kostplan, og/eller skal vide kalorieindhold og portionsmængde hvis man laver
ny/anderledes mad. Man kan have det bedre,
fordi man har fået ”styr på maden” og ikke sulter eller kaster op (DET er en
befrielse). Men hverdagen er stadig bundet ind i kontrol og regler, for at man
kan fungere, og så er spørgsmålet, hvor fri man er?
Jeg har tidligere her på bloggen skrevet om behandlingen til
spiseforstyrrede. Læs indlægget her for mere "surt opstød" :)
Hej Mille - jeg er fuldstændig enig i at det er de bagvedlæggende årsager man skal have fat i. Jeg er pårørende til en voksen pige med anoreksi - problemet er bare at hun ikke selv ved hvad der er årsagen til hendes "misbrug", og behandlerne ikke har de bedste vilkår for at finde frem til det. Problemet med spiseforstyrrelse er jo at patienten gerne vil "holde eller beholde" den pga. af trygheden - Efter hun er kommet på mindstevægten oplever hun, at hun er meget ked af det, uden egentlig at vide hvorfor - Jeg ville ønske at hun bliver fri af det, men leder stadig efter hvad er det bedste og hvad er lige "nøglen" til at blive fri.
SvarSletDet er simpelthen et forfærdeligt systemt vi har, jeg høre dagligt om psykisk syge som ikke får den hjælp de har brug for.. Det er så frustrerende at stå på enden anden side og vide at der er vejen igennem, men at vejen er hård og lang.. Håber virkelig politikerne vågner op en dag og opdager hvor vigtig det er at man får den rigtige behandling og de vil lytte bare lidt til os der faktisk ved hvad vi snakker om..
SvarSletKnus <3
Denne kommentar er blevet fjernet af en blogadministrator.
SvarSlet