søndag den 18. januar 2015

Mere om Julias mad

Jeg blev jo virkelig testet af her i december pga. Julias mad (læs indlægget her). Jeg mærkede, hvordan min spiseforstyrrelse begyndte at larme - indtil jeg fattede, hvad det betød (den larmer altid, når noget er galt): jeg skulle lære min datter at spise i vores tempo og på vores måde. Jeg skulle ikke forsøge at komme Julia i den "rette (mad)kasse", så hun kunne passe ind i, hvordan og hvornår de fleste børn lærer at spise. Det ville jo svare til at forhindre hende i at kravle og gå, så hun kunne passe ind i den kasse for udvikling (der er hun jo LANGT foran).

Hvordan er det gået siden?

Jeg stoppede op og begyndte at amme igen samt indføre mad på vores måde i stedet for at køre i sult/straf-belønning, og det har båret frugt! Langsomt men sikkert har hun fået mod på mere og mere mad, og gennembruddet er kommet igennem den sidste uge. Nu har hun spist, hvad man kan kalde et rigtigt måltid! Så nu spiser hun altså både lidt rigtig mad og får mælk fra mig men i mindre mængder, og det fungerer - for os. Hvordan andre så gør det, kan jeg jo ikke bruge til en hujende fis (selvfølgelig godt lytte til andre og få idéer mm., men man skal ikke kopiere, hvad andre gør, uden at mærke efter om det fungerer for én selv). De fleste babyer starter med mos og grød, men Julia er sprunget dette stadie over. Hun vil kun have mad, som hun selv kan styre og holde i. Jeg skal fanme ikke komme en ske i munden på hende og made hende! Kan selv, vil selv. Bestemt lille dame!

Jeg har lært rigtig meget af det her - og det håber jeg også, at I har :) Også selv om I ikke har barn/børn. Det handler jo om, at man ikke bare hovedløst skal lytte til eksperter, eller hvad de fleste gør. Det kan være, at du skal gøre det på din helt egen måde. Ingen har godt af at blive puttet i en kasse. Men lad os inspirere, motivere og hjælpe hinanden. Det er en anden - og meget mere positiv - snak!

Det er ret heldigt, at hun er begyndt at spise mere, for jeg skal indlægges i morgen. Jeg skal endelig opereres for brok (har ventet siden efteråret). Dvs. jeg skal være væk fra Julia i 1 døgn (kommer hjem igen tirsdag), hvor jeg ikke kan amme hende, og det bliver min kæreste, der skal være alene med hende. Jeg har malket ud og gemt mælk til hende i fryseren, så han har det, men det er jo rart, at han også kan give hende rigtig mad. Jeg føler mig fanme som Nora Malkeko, når jeg sidder med brystpumpen på og malker ud! Og det er egentlig ret fascinerende at se det mælk, der er i mine babser... tænk at det har fuldernæret Julia i 9 ½ måned nu! Naturen er sgu da fantastisk. Jeg skal også malke ud efter operationen, fordi jeg skal i fuld narkose, men det skal jeg kassere, for Julia må jo ikke få rester af narkosen.

Send mig gerne tanker i morgen og tirsdag, når jeg er indlagt og skal undvære Julia... uh, bliver svært og mærkeligt. Har slet ikke været væk fra hende endnu. Jeg skal holde mig i ro i en uge efter operationen, hvor jeg skal bære mindst muligt, men så burde jeg være på toppen igen :)

2 kommentarer:

  1. Kære Mille

    Puha jeg kan se mig selv i din historie. Da vi fik vores første datter havde vi også en udfordring ift. spisningen. Fik hun nok, var der nok næring i mælken eller var det fordi hun allerede var blevet bevidst og skulle styre showet. Jeg husker stadig en zoneterapeut, som fortalte mig, at min datter - kun 3 uger gammel - allerede var bevidst og at jeg skulle bestemme, hvornår hun skulle have mad, ellers kom hun til at styre hele familien med sin gråd. Alt skreg i mig og projektet holdte 4 timer, så kunne jeg simpelthen ikke mere. Det viste sig, at hun var en sensitiv lille størrelse og at hun ikke kunne tåle mælk. Men det fandt jeg kun frem til, fordi jeg turde lukke ørene og lytte til min egen fornemmelse.

    Det korte af det lange er, som du selv skriver, lyt til dig selv og din mavefornemmelse. Det at få børn er den største udviklingsrejse og jeg ønsker dig så meget held og lykke.

    Kærlig hilsen Charlotte

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak Charlotte! Ja, man skal nemlig lytte til sig selv og sit barn (men man kan godt få råd og idéer af andre). Jeg er glad for, at jeg fik stoppet op - og nu har det hele jo løst sig :) Meget lærerigt.

      Dejligt at høre at du også fik stoppet op og lyttet til dig selv :)

      Og tak for din kommentar!

      Slet