søndag den 15. marts 2015

Bræk :(

Øv, vi er hårdt ramt herhjemme lige nu. Vi kaster op alle tre og er virkelig dårlige. Selv vand ryger op igen :(
Så mine blog-intentioner må jeg udskyde lidt. Nu skal vi først på højkant igen. Følg med på Instagram hvor jeg nemmere lige kan lægge billeder op og skrive små kommentarer :)

Tusind tak til dig, Lena, for kommentaren til mit sidste indlæg! Det er dejligt, du bidrager <3 Skal nok svare dig :)

Nu går vi alle tre i seng.

onsdag den 11. marts 2015

I gang med at sjippe!

Så er jeg i gang med "projekt knogleopbygning"! I morges sjippede jeg, inden de to andre vågnede. Jeg har læææææænge kun fået motion ved at gå ture med barnevognen, hvilket er super fint og perfekt motion for en krop, der har været stresset af spiseforstyrrelse i mange år. Også inden jeg fik Julia, havde jeg kogt motion ned til gå- og cykelture. Hård daglig træning er fortid for længst. Men nu hvor jeg skal bygge mine knogler op igen, skal der stødmotion til (løb og sjipning) - med måde. Det skal ikke være ALT eller INTET, som jeg svingede meget mellem før i tiden (det gør spiseforstyrrede tit). Nej, der er noget, der hedder balance :) Nu gælder det løb eller sjipning i max. en halv time ca. 3-4 gange om ugen, masser af sund mad, mere søvn om natten nu hvor jeg ikke ammer mere og tilskud af kalk, magnesium og D-vitamin (jeg har hele tiden taget tilskud, men det har åbenbart ikke været nok, mens jeg ammede. Min krop er tappet nu).


mandag den 9. marts 2015

Ærlighedstjek

Det første, jeg altid gør, hvis jeg synes, at jeg har brug for at ændre noget, er et ærlighedstjek på hvordan jeg har det nu.

Så her er jeg nu:

- mine knogler har aldrig været dårligere, end de er nu. Efter amning i 10 måneder er de mere tappet end lige efter spiseforstyrrelsen.

- jeg har lige haft helvedesild i mit venstre ben, og det er ikke helt godt endnu. Det brænder stadig i nerverne i benet.

- jeg har generelt en følelse af, at min krop ikke helt er i balance lige nu.

- jeg føler, at jeg er "svag" i mine muskler. Jeg har ikke trænet i 4 år (eller er det mere??). Jeg lagde træningen på hylden for at få min krop ned i gear og få min menstruation tilbage (og det hjalp sammen med en masse sundt fedt).  Så blev jeg gravid, og under graviditeten trænede jeg ikke - det blev kun til 5 gange i Fitnessdk, så stoppede jeg igen. Jeg kunne mærke, at min krop havde bedre af ro, så jeg nøjedes med cykel- og gåture. Og efter jeg har født, har jeg kun gået ture med barnevognen.

- jeg er fra den ene dag til den anden blevet tvunget til at stoppe med amme pga. stærke piller mod helvedesilden (det går jo lige ud i mælken). Så inden for 14 dage er mine babser svundet 4 bh-størrelser, så jeg nu kan passe mine gamle bh'er. Jeg tænker, at der hormonmæssigt må ske en del i min krop lige nu - hvilket sikkert også influerer på overskud og humør.

- jeg er mere træt og har mindre overskud, end jeg plejer at have. Jeg kan få stress bare ved tanken om at skulle logge på Facebook eller min mail, fordi jeg ved, hvor mange mails der ligger. Og det er ikke fordi, jeg ikke vil svare.

- jeg er ikke lige så god til at nyde, som jeg ellers var blevet.

- jeg synes ikke, at jeg "stråler", når jeg går på gaden. Er begyndt at kigge mere ned i jorden igen.

- jeg føler, at jeg har taget lidt afstand til min krop igen. Kan mærke den mindre. Og føler mig ikke smuk og kvindelig. Selv om min kæreste siger til mig, at der ikke findes noget smukkere end en kvinde med et barn, så kan jeg ikke selv mærke det. Altså jo, jeg føler mig enormt meget kvinde på én måde, fordi jeg har født og nu har Julia ved min side, men.... hvordan skal jeg forklare det? Min krop har været Julias i alle disse måneder. Mine babser er madpakker. Jeg har ikke den der "uh, jeg hviler i min krop, når jeg kommer gående"-følelse. Det er som om, at jeg har skåret af fra halsen og ned (som jeg også havde i spiseforstyrrelsen). Måske er det meget normalt, når man har ammet, ikke sovet igennem, været "på" 24 timer i døgnet osv., når man bliver mor, og forholdet også får en ny drejning. Nå, det her med kvindelighed må jeg lige tænke mere over og uddybe senere, kan jeg mærke :)


Så jeg skal altså både gøre noget for det fysiske og for det psykiske :)

lørdag den 7. marts 2015

Weekend!

I dag skal vi besøge min mor og far. Julias mormor og morfar.

Jeg synes, at det er helt mærkeligt at tænke på, at mine forældre er mormor og morfar....det betyder jo, at jeg har en datter?! Ja, det kan altså stadig være svært sådan rigtigt at forstå, at Julia er min datter. Jeg tænker nogle gange, at jeg må drømme - hvornår vågner jeg? Kender I ikke den følelse af, at noget er for godt til at være sandt? Min farmor har også flere gange sagt til mig, at hun ikke troede, at jeg ville få barn. Så det er altså ikke kun mig selv, der var ved at miste håbet :)

Jeg vil slappe helt af i dag og bare nyde at se Julia lege med sine bedst'er. Hun er i sit es, når de ligger på gulvet og leger med hende. SÅ dejligt at se!

Jeg er ved at forberede næste blog, som er step 1, når man vil ændre noget. Indtil da kan I jo også begynde at tænke over, hvordan I ÆRLIGT har det. Det kan faktisk være svært at se sandheden helt i øjnene... Men det er vigtigt for at kunne ændre tingenes tilstand.

Nyd weekenden og husk at stoppe op og bare være. Hvad fanden er det egentlig, vi skal nå?

 
(Billedet er taget i et butiksvindue)

Husk at følge med på instagram (min profil er milleeigardandersen) - hvis du har lyst til at følge med mig i billeder :)

fredag den 6. marts 2015

Min plan (skiiiiiide godt, Egon!)

Min plan er at begynde at dele mere med jer om, hvordan jeg i det daglige gør for at have det godt. For det sker ikke bare af sig selv. Jeg er ikke typen, der vågner ubekymret hver morgen og fuld af gå-på-mod. Nej, jeg er - og har altid været - en type, der tænker rigtig meget over tingene (for meget...), jeg bliver hurtigt usikker på mig selv, jeg er følsom, tager mange indtryk ind (som om verden vælter ind i hovedet på mig), og jeg vil hellere sidde og lytte til andre snakke i et selskab, end selv at snakke med (ja, så derfor er det mig en gåde, hvordan jeg i hulens navn har fået den vanvittige idé at holde foredrag...! Men det er jeg sgu blevet ok til, hvis jeg selv skal sige det, tøhø).

Samtidig med min tænksomme og følsomme side, har jeg også en mere "vild"/skør side (kommer helt sikkert fra min kære far og farmor). Jeg kan ret godt li' fis og ballade og i mine "unge dage" (jaja, jeg går sørme mod de 36 år nu... fatter jeg ikke), var jeg den, der lukkede diskoteket/baren, når jeg var ude og danse. Det er også blevet til en del styrt i buske på cykel og lign., mange skadestuebesøg, og jeg har altid været en drengepige, der har skulle kravle højt op på alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af (min mor har været ved at skide i bukserne mange gange, da jeg var barn), og jeg lavede huler og blev beskidt. Jeg var - og er - ikke en pæn pige i kjole.

De to meget forskellige sider tror jeg nogle gange kan forvirre mig selv. Altså, når jeg på én gang tænker, er følsom og stille og samtidig har et drive, der får mig ud på de vilde vover. Ja, så kan jeg sgu nogle gange ikke finde ud af mig selv :)

Alle de ting jeg har arbejdet med for at komme ud af spiseforstyrrelsen har gjort, at jeg er blevet bedre til at finde balancen i mine sider. Før i tiden vågnede jeg meget bekymret hver morgen over alle de krav, der lå foran mig i den kommende dag. Det gør jeg ikke mere. Men i dårligere perioder kan jeg godt mærke, at jeg skal huske mig selv på de redskaber, der gør, at jeg ikke lader tankerne overtage.

Så nu hvor jeg er en smule kørt ned til sokkeholderne fysisk og også lidt psykisk, tænker jeg, at jeg kan dele med jer, hvordan jeg vender det igen. Jeg har gjort det før, så jeg kan gøre det igen. Udgangspunktet er selvfølgelig langt, langt bedre nu, end da jeg skulle arbejde mig op fra spiseforstyrrelsens afgrund, men det gør det ikke mindre vigtigt at gøre noget nu. For det overordnede mål, jeg har sat mig er jo, at RESTEN SKAL NYDES. Jeg har overlevet sååååå mange år, og det ønsker jeg ikke mere. Så når jeg mærker, at jeg bliver dårligere til at nyde, stopper jeg op og gør noget ved det. Det er det, jeg vil gøre nu.

Og jeg tænker, at du kan følge med, hvis du også vil nyde dig selv og dit liv mere, end du gør nu. Det er i hvert fald en mulighed, hvis du har lyst :)

onsdag den 4. marts 2015

Om knogler og ubalance

I går var jeg til knoglescanning. Det går jeg til fast hver 2. år, da jeg har skøre knogler som følge af de mange spiseforstyrrede år. Ja, man kommer sgu ikke ustraffet ud af det skidt :( Sidste gang jeg blev scannet, havde jeg forbedret knoglerne med 4,9 %, hvilket er super flot. Knoglerne bygger sig nemlig ikke bare lige op igen. Først skal man få bremset nedbrydningen, og så er knoglerne gerne status quo et stykke tid, og derefter kan de langsomt begynde at bygge sig op igen. Ved at tage kalk, magnesium og D-vitamin, spise sundt, regelmæssigt og NOK, få ro og søvn og dyrke motion med måde var det altså lykkes mig at få vendt nedbrydning til opbygning efter mine spiseforstyrrede år, og det var jeg stolt og ikke mindst glad for! Jeg fik - som mange af jer ved - også menstruation igen efter 16 år uden, så det var fedt at opleve, at jeg kunne bygge mig både psykisk og fysisk op igen på trods af såååååååå mange år i spiseforstyrrelsens vold.

Men nu.... På en måde føler jeg mig sparket tilbage til Adam & Eva. Ved godt at jeg ikke er det, men lige nu tænker jeg bare negativt (og det er ok. Jeg skal nok blive god og positiv igen).

For til knoglescanningen i går viste det sig, at mine knogler er blevet dårligere. Og ikke bare dårligere end sidst. Nej, de har aldrig været så dårlige som nu! Dvs. de er dårligere end lige efter spiseforstyrrelsen. Da lægen sagde det, kunne jeg ikke holde tårerne inde. Jeg var SÅ skuffet og ked af det. Jeg spiser jo stadig sundt og i balance (dvs. med plads til flødeboller, is, chokolade og andet guf. Jeg er ikke fanatisk på nogen måde), og jeg passer på mig selv, så hvorfor bliver knoglerne pludselig så dårlige? Jeg er ikke destruktiv mere! Det er da ikke fair! Lægen forklarede, at fuld-amning i 10 måneder har været hårdt for min krop, og at det ville være umuligt at bygge knogler op samtidig med, at jeg ammede og "byggede Julia op".

Amning = ingen menstruation = lavt østrogenniveau = virkelig skidt for mig som i forvejen har dårlige knogler. Og Julia har bogstavelig talt suget al næring ud af mig, så hun er blevet en sund og stærk pige. Hvilket er det eneste positive ved det: jeg er så stolt af den lille tøs, og at se hende vokse og udvikle sig er det hele værd. Også selv om jeg nu er sparket tilbage. Jeg ville give hende mit liv, hvis det kom til det.

Ud over den dårlige knoglestatus er min krop bare generelt ikke i balance lige nu. Jeg tror ved, at både graviditeten og de nu 11 måneder som fuldtidsmor har tæret på mig. Minimum af søvn, "på" døgnet rundt, en helt ny "rolle" at finde på plads i osv.... Jeg trænger til at få ladet batterierne op og få lidt alenetid igen. Ja, jeg ved, at det lyder strengt, men jeg glæder mig til, at Julia får vuggestueplads (forhåbentlig omkring d. 1. april). Hun skal ikke afleveres kl. 7 og hentes kl. 17, men bare det at jeg kan aflevere hende i 5 timer, vil give mig ro til at få skrevet (blogs og bøger) - og når jeg skriver og er mig selv, lader jeg op. At sidde i min skriveboble eeeeeelsker jeg. Jeg føler mig ikke ensom der, selv om jeg er palle alene.

Men jeg vil ikke først gøre noget, når Julia starter i vuggestue. Det der med at sige "jeg starter på mandag"-agtigt duer ikke. Jeg må finde ud af, hvordan jeg kostmæssigt kan sætte ind for at booste min krop igen, og jeg må finde ud af (eller rettere: huske på hvad jeg før har gjort) hvordan jeg kan stråle mere igen (altså psykisk.).

Hvis jeg vil leve efter "resten skal nydes" (og det vil jeg), må jeg have min krop og mine knogler i balance igen. Og jeg må ha' sat noget energi ind på Mille-kontoen :)

Skal I lige se, hvor smuk og stor Julia er nu? 11 måneder: