torsdag den 30. april 2015

Smølfer du?!

Jeg ved egentlig ikke, hvor jeg har ordet "smølfe" fra... Det er da ikke et rigtigt ord, er det??

Nu må jeg hellere lige forklare, hvad jeg mener med at smølfe :)

At smølfe = at spise små "underlige" ting hele tiden i stedet for at spise rigtige måltider.

Jeg "opfandt" ordet (med mindre det altså ER et rigtigt ord??!) for mange år siden, hvor det gik op for mig, at det var sådan, jeg spiste! I stedet for at spise rigtige måltider, smølfede jeg dagen lang. Det kunne være at pille rosiner og tørrede bananer op af en pakke mysli, spise lidt af en clementin, tage en tsk. smøreost, tage en bid af en proteinbar, gnave lidt på et stykke brød, spise en skive kyllingepålæg, købe en sandwich og sidde og pille noget af det ud... osv.

Jeg tror, at det var for at slippe for at forholde mig til:

JEG SPISER. JEG KOMMER MAD I MAVEN.

For når jeg smølfede, sad jeg ikke med en tallerken mad og skulle forholde mig til det.... I min "smølfe-tilstand" var jeg nærmest ikke bevidst om, hvad der foregik. Dvs. jeg kunne gå igennem en dag uden at ha' siddet med en tallerken og konfronteret mig med, at jeg SPISTE.

Nu hvor jeg tænker over det, tænker jeg:

Mon ikke det var en måde min krop snød mig på, så jeg FIK spist? Altså selv om det var lidt underligt... :) Jeg turde jo ikke konfrontere mig med maden direkte på det tidspunkt (og det ville jeg jo blive nødt til, hvis jeg lavede et rigtigt måltid og satte mig ned ved bordet og spiste...).

Og nu til en bekendelse (ærlighed prioriterer jeg jo meget): når jeg i dag er presset, har jeg STADIG tendens til at smølfe!! Så kan jeg mærke, at jeg får sværere ved at lave rigtige måltider til mig selv og i stedet begynder på smølferiet. Mille altså! Det er sgu lidt pinligt at indrømme.

Men hvad gør jeg så, når jeg fanger mig selv i at smølfe igen? Jeg spørger mig selv, hvad der sker i mit liv lige nu, siden jeg har brug for at distancere mig fra, at jeg spiser. Dvs. selv om spiseforstyrrelsen lige prøver at stikke sit grimme fjæs frem, forstår jeg nu dens besked: KIG PÅ DIT LIV. HVAD ER SVÆRT FOR DIG NU? Og når jeg så tør gøre noget ved det, der plager mig, tør jeg igen forholde mig til, at jeg spiser. Så smølferiet er for mig nu én af de tegn, spiseforstyrrelsen kan sende mig, om at jeg skal passe på mig selv, få sagt fra, ændre noget i mit liv eller hvad det nu kan være. Det er det, jeg mener med, at jeg bruger spiseforstyrrelsen positivt i dag. Den er stadig en del af mig. Og jeg har lært, at det er mig selv, der - resten af mit liv - skal holde fast i at bruge den på denne positive måde. Så er spiseforstyrrelsen jo en gave, der hjælper mig til at have et godt liv.

tirsdag den 28. april 2015

Fortsættelse på forrige indlæg

Bare lige en tilføjelse på indlægget fra i dag ("Gør du noget, eller bilder du dig ind at du gør?").

Jeg vil lige understrege, at jeg godt ved, at det ikke "bare handler om at tage sig sammen og begynde at gå imod spiseforstyrrelsen". Jeg ved godt, hvor svært det er! (jer der har læst mine bøger, kender min laaaaange vej).

Før man kan begynde at gå imod de destruktive tanker og vaner, skal man ha' "ryddet op" i sin psykiske rygsæk. Der er jo en årsag til, at man gør, som man gør! Spiseforstyrrelsen er ens problem, ja, men samtidig er den løsningen på ens problemer! Derfor er den ikke "bare" sådan at slippe.

Alligevel bliver jeg nødt til at være "hård" (eller faktisk rettere bare ærlig): før eller siden SKAL du selv gøre alle ændringerne, der skal til. Du kommer ikke ud af spiseforstyrrelsen uden at tage ansvar, og uden at gå imod tankerne og vanerne. INGEN anden end dig kan spise maden for dig. INGEN anden end dig kan stoppe en overspisning. INGEN anden end dig kan sige fra over for den stodder, der gør dig ondt. Osv. Alle de ting kommer du ikke uden om at skulle lære. Og det er vildt vigtigt at erkende og virkelig forstå!

Så selv om du lige nu sidder og er handlingslammet, fordi du endnu ikke er nået langt nok med din "psykiske oprydning" og derfor ikke er begyndt at gå imod spiseforstyrrelsen aktivt, så er det alligevel vigtigt allerede nu at begynde at forstå, at du bliver nødt til det på et tidspunkt. Hvis du vil ud af spiseforstyrrelsen (og have den som ven i stedet), vil du en dag skulle gøre noget andet, end du gør nu.

Det ville jeg lige slå fast :) Altså sige, at jeg godt ved, at man ikke "bare skal tage sig sammen", for en masse skal på plads først, men at det er super vigtigt at forstå ens eget ansvar i det hele. At det bliver en selv, der skal lave ændringerne!

Men egentlig er det jo fedt at vide, ik? Du kan selv sætte gang i din frihed! - når tiden er til det.

Gør du noget - eller bilder du dig ind, at du gør??


Det er fedt at modtage sådan en mail (og selv om jeg er meget øm omkring mine bøger, er jeg glad for at høre, at "Resten skal nydes" bliver smidt gennem stuen!):

Hej Mille
Jeg ved, du ikke kender mig, men jeg synes nu, du fortjener at vide, hvor meget dine bøger har hjulpet min familie og jeg i forbindelse med min spiseforstyrrelse. Jeg er vild med din ærlige og "nede-på-jorden" måde at skrive på. Da jeg i sommer var allermest syg af anoreksi, blev jeg af og til voldsomt provokeret af noget af det, du skrev. "Resten skal nydes" har fået mange ture gennem stuen, når min mor har forsøgt at tvinge mig til at tage en ÆGTE beslutning. Men den satte noget i gang i mig, som jeg har fået vendt til noget positivt. Jeg er i bedring nu, og er så glad for at kunne bruge dig som inspiration og forbillede - TAK for det!!! Du har også givet mig mere mod på at spise sundt fedt. Mit spejl er fyldt med post-it sedler med nogle af dine citater, og hver morgen tegner jeg et anker på mit håndled. Denne besked kommer nok lidt ud af det blå, men jeg tror ikke, man kan tage skade af at høre, at man er en stor inspirationskilde og forbillede. I øjeblikket er jeg indlagt på psyk, men når jeg læser, hvad du skriver på Instagram, bloggen, bøgerne og så videre, får jeg også et håb om, at jeg er stærk nok til at kæmpe mig ud af det her. Jeg håber også, at jeg en dag bliver fri og kan få et barn.

De allerbedste hilsner X.

Jeg ved godt, at det jeg skriver, provokerer meget, hvis man er et sted, hvor spiseforstyrrelsen dominerer. Så kan det nemlig været vildt svært at se, at man overhovedet har ET VALG. Man er jo fanget, styret, syg. Ja, man er fanget ind i et spin af destruktive tanker og vaner, men man kan arbejde med at ændre det - hvis man virkelig vil. Man HAR et valg - og dermed også fravalg. Vælger man spiseforstyrrelsen, vælger man livet fra.

Jeg tror, at mange tror, at det nærmest bare er nok at ønske sig at blive fri af spiseforstyrrelsen. Man glemmer li'som at det kræver, at man begynder at gøre noget andet, end spiseforstyrrelsen "befaler". Man kan ikke tænke eller snakke sig ud af en spiseforstyrrelse. Man skal AKTIVT - hver dag i en laaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaang periode - gå imod tankerne og vanerne og gøre det, der skal til, for at få sit liv tilbage. Det er kun én selv, der kan gøre det (men man kan få hjælp og støtte til det). Hvis du f.eks. hver morgen starter uden morgenmad, fordi du ikke "må", men siger til dig selv at du vil ud af spiseforstyrrelsen.... det hænger jo ikke sammen, vel? Så bilder du dig ind, at du er ved at arbejde dig ud af spiseforstyrrelsen, uden at du i virkeligheden gør noget aktivt imod den...

Og så fik jeg vidst provokeret en del igen :)

Husk at det udelukkende er kærligt ment - FORDI JEG VED, AT DU KAN, HVIS DU BEGYNDER AT HANDLE!

Dit liv venter - hvad venter du på?

 

mandag den 20. april 2015

Hvordan får jeg min menstruation tilbage?

Mange spiseforstyrrede, der er "på vej ud" spørger mig, hvordan de får deres menstruation tilbage (hvis den er forsvundet, selvfølgelig). Jeg selv havde ikke menstruation i 16 år, og den kom ikke bare tilbage ved, at jeg blev "normalvægtig". Det oplever mange andre også, og så spørger de mig: "Hvorfor kommer menstruationen ikke? Nu er jeg jo kommet op i vægt!"

Men det er ikke kun vægten, der har betydning for, om man får menstruation eller ej. Du kan sagtens være normalvægtig men stadig have en mega stresset krop og/eller ikke spise "hormonvenligt". Og kroppen er klog. Den vil ikke lade dig være "fødedygtig", hvis ikke alle parametre er i orden (der er dog nogen, der ikke har menstruationsproblemer uanset hvad, men nu snakker jeg til jer, der - som mig - ikke bare får menstruation, selv om vægten er ok).

Så det, som jeg gjorde, da jeg skulle ha' min menstruation tilbage, var:

- jeg stoppede med hård stressende træning. Daglig hård træning er ikke sundt og slet ikke, hvis du skal have din krop i balance. Din krop har derimod brug for ro. Ro til at komme ned i gear og få ro på nervesystemet. Så jeg skar træning ned til gå- og cykelture. Og jeg prioriterede at få nok søvn hver nat (omkring 8 timer). At have en spiseforstyrrelse gennem mange år, er MEGET MEGET stressende for kroppen. Ja, én lang stresstilstand, vil jeg sige.

- jeg skruede meget op for fedtet. Hver morgen tog jeg 2 spsk. koldpresset økologisk hørfrøolie (altså ud over at jeg spiste morgenmad. Lad være med at regne kalorier ud. Din krop bruger fedtet til hormonerne, ikke til deller). Og desuden spiste jeg meget mere fedt generelt til hvert måltid (nødder, oliven, avokado, fed fisk, olivenolie, peanutbutter osv.). I spiseforstyrrelsen var jeg EKSTREMT fedtforskrækket (jeg spiste ikke engang blommen i et æg), så jeg havde virkelig brug for et ordentligt skud fedt for at "tænde" min krop igen. Hormoner og celler skreg jo nærmest på fedt! Og nej, min vægt eksploderede ikke. Jeg blev ikke tyk. Jeg blev derimod meget mere glad, fokuseret, fik ro i hovedet, fik mere energi osv. ved at indføre fedt i kosten. Kan klart anbefales! Og husk, det betyder ikke, at du nu skal følge LCHF. Alt med måde. Og du skal ikke følge nogen diæt/kostretning. Nej, du skal følge din krop!!

- generelt spiste jeg meget mere stabilt og regelmæssigt, for kroppen skal have nok næring til at "starte" igen. Sult og overspisning stresser også kroppen enormt.

- jeg tog Vitex, som ses her på billedet. Det skulle være godt til at harmonisere hormonerne (har jeg hørt fra flere ernæringseksperter).

 
 
Så overordnet kan man sige, at der skal ro på samt nok med næring inkl. nok sunde fedtstoffer. Og nej, forvent ikke at menstruationen så kommer på en uge. Det kan tage et år eller mere. Tænk på hvis du har været ond ved din krop i f.eks. 5 år - så tror den altså ikke på dig, fordi du bare gør det her i en uge. Kroppen skal mærke, at du vedvarende begynder at behandle den godt. Kroppen er altså klog! Men når den så til gengæld tror på dig (at du nu vil passe på den), skal den nok belønne dig med at give dig din menstruation tilbage! Det er jo dejligt, hvis én af dine drømme er at blive mor en dag...
 
Jeg ved godt, at det her kræver nosser (også selv om du er kvinde). Det er ikke BARE lige så nemt at behandle sig selv godt. Men nu præsenterer jeg, hvad du kan gøre for at få din menstruation tilbage, og så er det jo op til dig, om du vil gøre det eller ej ;) Du skal ikke "bare klare det selv". Det er ok at bede om hjælp. Men husk, at i sidste ende er det dig - og kun dig - der er ansvarlig for dit liv. Sur mås at erkende. Men det rykker virkelig, når man forstår det.
 
Lige nu er jeg selv i gang med at få min menstruation tilbage - denne gang efter amning. Man har jo ikke menstruation, når man ammer, og jeg fuldammede Julia i 10 måneder. Nu er hun lige blevet 1 år, dvs. det er lidt over 2 måneder siden, at jeg stoppede med at amme, men jeg har stadig ikke fået menstruation. Jeg er normalvægtig, jeg spiser stadig masser af sundt fedt hver dag, og jeg træner kun ved at gå tur med barnevogn samt sjipper en smule. Så nu vil jeg prøve at tage Vitex igen og se, om det kan gøre det sidste for at menstruationen kan komme igen. Jeg tænker, at stress måske også spiller ind hos mig nu. Julia er først lige begyndt at sove igennem om natten, så jeg har altså ikke fået sammenhængende søvn i et år. Plus hele omvæltningen med at blive mor og være "på" 24 timer i døgnet, har også tæret på mig. Jeg ER sårbar. HAR brug for ro og alenetid, og det har jeg ikke fået i et år. Først nu hvor jeg er ved at køre hende ind i vuggestue, begynder jeg at få tid til mig selv igen (og så skal jeg i gang med at skrive en masse!! Har flere bøger på tapetet). Så mon ikke min menstruation snart kommer tilbage :)


søndag den 5. april 2015

Julia 1 år

I fredags, d. 3. april, blev Julia 1 år.

1 år!!

Jeg fatter det virkelig ikke. Hvor er dette år blevet af?!

I dagene op til hendes fødselsdag havde jeg det meget mærkeligt. Jeg var helt rundt på gulvet, havde maven fuld af sommerfugle, var både glad og trist på én gang... kort sagt var jeg i et meget mærkeligt humør. Det var som om, at jeg slet ikke kunne forholde mig til, at Julia skulle have fødselsdag lige om lidt... altså, jeg har jo lige født hende! Og samtidig var jeg dybt dybt rørt over, at jeg er mor. Mor til sådan en fantastisk lille pige med en stor personlighed allerede. Det er som om, at jeg stadig kan have svært ved at forstå, at hun ER min datter. Ja, det lyder skørt, jeg ved det :)

På selve dagen vækkede vi hende med flag og sang. Her er Julia og jeg med nattøj på og morgenhår og -øjne:



Kl. 10.30 kom familien til brunch, og jeg havde lavet dette flotte bord:

(Julia, der har gaflet en halv pandekage)

Da vi havde spist, gik vi en lang tur, mens Julia sov til middag i barnevognen, og om eftermiddagen spiste vi min hjemmelavede lagkage:




Det var sådan en dejlig dag! Lige som jeg havde ønsket, at den skulle være.

Og nu begynder et nyt kapitel for os: på tirsdag, d. 7. april, skal Julia starte i vuggestue. Ja sørme! Nu har hun fået plads. Jeg har her på det sidste kunne mærke, at jeg er lidt flad og trænger til alenetid og har derfor glædet mig til, at hun ville få plads, men nu kommer det lige lovlig tæt på... Altså, min datter - skal jeg efterlade hende hos fremmede?! Kan de passe godt nok på hende?! Og at jeg trænger til alenetid, skal da ikke gå ud over Julia... Puha, dårlig samvittighed, en masse blandede følelser på spil.

Men altså. Det ER godt, at hun skal starte i vuggestue. Hun er klar. Hun elsker, når vi er sammen med andre børn til rytmik (det går vi til 2 gange om ugen), og når vi er på legeplads, er hun fuldstændig opslugt af at observere de større børn, der løber rundt. Når vi er derhjemme, er det nogle gange som om, at hun tænker: "skal der ikke ske noget mere, mor?". Så jo, hun er klar til et nyt kapitel i hendes liv. Og når jeg også er nået et punkt, hvor jeg har brug for ny energi for at være en god mor, er det jo godt for os begge. Jeg glæder mig til at have skrivefred igen, nogle timer hver dag. Når jeg er så privilegeret at kunne styre min tid selv, vil jeg udnytte det og hente Julia omkring kl. 15 hver dag, så jeg stadig kan have eftermiddagen med hende. Hun skal ikke være i vuggestue fra tidlig morgen til sen aften. Men bare de timer for mig selv vil gøre en kæmpe forskel. Jeg lader op i min skriveboble.

Jeg har ikke fået blogget, som jeg ellers lovede. Ja, jeg ved, at jeg er en røv, undskyld! Håber at få mere tid og overskud til det, når hun starter i vuggestue.