tirsdag den 28. april 2015

Fortsættelse på forrige indlæg

Bare lige en tilføjelse på indlægget fra i dag ("Gør du noget, eller bilder du dig ind at du gør?").

Jeg vil lige understrege, at jeg godt ved, at det ikke "bare handler om at tage sig sammen og begynde at gå imod spiseforstyrrelsen". Jeg ved godt, hvor svært det er! (jer der har læst mine bøger, kender min laaaaange vej).

Før man kan begynde at gå imod de destruktive tanker og vaner, skal man ha' "ryddet op" i sin psykiske rygsæk. Der er jo en årsag til, at man gør, som man gør! Spiseforstyrrelsen er ens problem, ja, men samtidig er den løsningen på ens problemer! Derfor er den ikke "bare" sådan at slippe.

Alligevel bliver jeg nødt til at være "hård" (eller faktisk rettere bare ærlig): før eller siden SKAL du selv gøre alle ændringerne, der skal til. Du kommer ikke ud af spiseforstyrrelsen uden at tage ansvar, og uden at gå imod tankerne og vanerne. INGEN anden end dig kan spise maden for dig. INGEN anden end dig kan stoppe en overspisning. INGEN anden end dig kan sige fra over for den stodder, der gør dig ondt. Osv. Alle de ting kommer du ikke uden om at skulle lære. Og det er vildt vigtigt at erkende og virkelig forstå!

Så selv om du lige nu sidder og er handlingslammet, fordi du endnu ikke er nået langt nok med din "psykiske oprydning" og derfor ikke er begyndt at gå imod spiseforstyrrelsen aktivt, så er det alligevel vigtigt allerede nu at begynde at forstå, at du bliver nødt til det på et tidspunkt. Hvis du vil ud af spiseforstyrrelsen (og have den som ven i stedet), vil du en dag skulle gøre noget andet, end du gør nu.

Det ville jeg lige slå fast :) Altså sige, at jeg godt ved, at man ikke "bare skal tage sig sammen", for en masse skal på plads først, men at det er super vigtigt at forstå ens eget ansvar i det hele. At det bliver en selv, der skal lave ændringerne!

Men egentlig er det jo fedt at vide, ik? Du kan selv sætte gang i din frihed! - når tiden er til det.

2 kommentarer:

  1. Og det der er mest angstprovokerende, synes jeg enlig også. Altså at det er mig, og kun mig der kan gøre noget. Godt nok er der terapeuter, medicinsk afd, diætist osv til at hjælpe. Men de kan jo snakke, rådgive og vejlede. Men så længe at jeg ikke tager beslutningen, så nytter det ikke noget. Dét er svært!
    Og dejligt at du også mener at den psykiske rygsæk skal tommes først. Min er stor, men engang i mellem rammes jeg af utålmodighed. Og vil bare gerne videre have en fungerende hverdag, men psyken er for sårbar til endnu at gå imod spiseforstyrrelsen. Måske en masse blader, men det satte lige lidt tanker igang.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er skide svært! Men det er sandheden... det er jo kun én selv, der kan gøre ændringerne til hverdag. Men hjælp og støtte er selvfølgelig guld værd, så derfor er terapeuter og lign. en god ting.
      Utålmodighed... Jeps, det led jeg også meget af. Ville bare være fri NU! (og helst i går). Men udvikling tager tid... holdbar udvikling tager lang tid. Du skal jo lære noget på hvert et skridt, du tager. Jo mere du får ryddet op i den psykiske rygsæk, jo mere tør du begynde at handle... Så fortvivl ikke selv om du måske ikke gør så meget lige nu. Du ER i proces! Og du er jo nu bevidst om, at du PÅ ET TIDSPUNKT selv skal handle mod spiseforstyrrelsen for at komme videre. Du ved, at du tager ansvaret og GØR det - når du er klar.
      Det var en god kommentar - absolut ikke pladder!

      Kæmpe kram fra mig <3

      Slet