tirsdag den 28. april 2015

Gør du noget - eller bilder du dig ind, at du gør??


Det er fedt at modtage sådan en mail (og selv om jeg er meget øm omkring mine bøger, er jeg glad for at høre, at "Resten skal nydes" bliver smidt gennem stuen!):

Hej Mille
Jeg ved, du ikke kender mig, men jeg synes nu, du fortjener at vide, hvor meget dine bøger har hjulpet min familie og jeg i forbindelse med min spiseforstyrrelse. Jeg er vild med din ærlige og "nede-på-jorden" måde at skrive på. Da jeg i sommer var allermest syg af anoreksi, blev jeg af og til voldsomt provokeret af noget af det, du skrev. "Resten skal nydes" har fået mange ture gennem stuen, når min mor har forsøgt at tvinge mig til at tage en ÆGTE beslutning. Men den satte noget i gang i mig, som jeg har fået vendt til noget positivt. Jeg er i bedring nu, og er så glad for at kunne bruge dig som inspiration og forbillede - TAK for det!!! Du har også givet mig mere mod på at spise sundt fedt. Mit spejl er fyldt med post-it sedler med nogle af dine citater, og hver morgen tegner jeg et anker på mit håndled. Denne besked kommer nok lidt ud af det blå, men jeg tror ikke, man kan tage skade af at høre, at man er en stor inspirationskilde og forbillede. I øjeblikket er jeg indlagt på psyk, men når jeg læser, hvad du skriver på Instagram, bloggen, bøgerne og så videre, får jeg også et håb om, at jeg er stærk nok til at kæmpe mig ud af det her. Jeg håber også, at jeg en dag bliver fri og kan få et barn.

De allerbedste hilsner X.

Jeg ved godt, at det jeg skriver, provokerer meget, hvis man er et sted, hvor spiseforstyrrelsen dominerer. Så kan det nemlig været vildt svært at se, at man overhovedet har ET VALG. Man er jo fanget, styret, syg. Ja, man er fanget ind i et spin af destruktive tanker og vaner, men man kan arbejde med at ændre det - hvis man virkelig vil. Man HAR et valg - og dermed også fravalg. Vælger man spiseforstyrrelsen, vælger man livet fra.

Jeg tror, at mange tror, at det nærmest bare er nok at ønske sig at blive fri af spiseforstyrrelsen. Man glemmer li'som at det kræver, at man begynder at gøre noget andet, end spiseforstyrrelsen "befaler". Man kan ikke tænke eller snakke sig ud af en spiseforstyrrelse. Man skal AKTIVT - hver dag i en laaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaang periode - gå imod tankerne og vanerne og gøre det, der skal til, for at få sit liv tilbage. Det er kun én selv, der kan gøre det (men man kan få hjælp og støtte til det). Hvis du f.eks. hver morgen starter uden morgenmad, fordi du ikke "må", men siger til dig selv at du vil ud af spiseforstyrrelsen.... det hænger jo ikke sammen, vel? Så bilder du dig ind, at du er ved at arbejde dig ud af spiseforstyrrelsen, uden at du i virkeligheden gør noget aktivt imod den...

Og så fik jeg vidst provokeret en del igen :)

Husk at det udelukkende er kærligt ment - FORDI JEG VED, AT DU KAN, HVIS DU BEGYNDER AT HANDLE!

Dit liv venter - hvad venter du på?

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar