torsdag den 30. april 2015

Smølfer du?!

Jeg ved egentlig ikke, hvor jeg har ordet "smølfe" fra... Det er da ikke et rigtigt ord, er det??

Nu må jeg hellere lige forklare, hvad jeg mener med at smølfe :)

At smølfe = at spise små "underlige" ting hele tiden i stedet for at spise rigtige måltider.

Jeg "opfandt" ordet (med mindre det altså ER et rigtigt ord??!) for mange år siden, hvor det gik op for mig, at det var sådan, jeg spiste! I stedet for at spise rigtige måltider, smølfede jeg dagen lang. Det kunne være at pille rosiner og tørrede bananer op af en pakke mysli, spise lidt af en clementin, tage en tsk. smøreost, tage en bid af en proteinbar, gnave lidt på et stykke brød, spise en skive kyllingepålæg, købe en sandwich og sidde og pille noget af det ud... osv.

Jeg tror, at det var for at slippe for at forholde mig til:

JEG SPISER. JEG KOMMER MAD I MAVEN.

For når jeg smølfede, sad jeg ikke med en tallerken mad og skulle forholde mig til det.... I min "smølfe-tilstand" var jeg nærmest ikke bevidst om, hvad der foregik. Dvs. jeg kunne gå igennem en dag uden at ha' siddet med en tallerken og konfronteret mig med, at jeg SPISTE.

Nu hvor jeg tænker over det, tænker jeg:

Mon ikke det var en måde min krop snød mig på, så jeg FIK spist? Altså selv om det var lidt underligt... :) Jeg turde jo ikke konfrontere mig med maden direkte på det tidspunkt (og det ville jeg jo blive nødt til, hvis jeg lavede et rigtigt måltid og satte mig ned ved bordet og spiste...).

Og nu til en bekendelse (ærlighed prioriterer jeg jo meget): når jeg i dag er presset, har jeg STADIG tendens til at smølfe!! Så kan jeg mærke, at jeg får sværere ved at lave rigtige måltider til mig selv og i stedet begynder på smølferiet. Mille altså! Det er sgu lidt pinligt at indrømme.

Men hvad gør jeg så, når jeg fanger mig selv i at smølfe igen? Jeg spørger mig selv, hvad der sker i mit liv lige nu, siden jeg har brug for at distancere mig fra, at jeg spiser. Dvs. selv om spiseforstyrrelsen lige prøver at stikke sit grimme fjæs frem, forstår jeg nu dens besked: KIG PÅ DIT LIV. HVAD ER SVÆRT FOR DIG NU? Og når jeg så tør gøre noget ved det, der plager mig, tør jeg igen forholde mig til, at jeg spiser. Så smølferiet er for mig nu én af de tegn, spiseforstyrrelsen kan sende mig, om at jeg skal passe på mig selv, få sagt fra, ændre noget i mit liv eller hvad det nu kan være. Det er det, jeg mener med, at jeg bruger spiseforstyrrelsen positivt i dag. Den er stadig en del af mig. Og jeg har lært, at det er mig selv, der - resten af mit liv - skal holde fast i at bruge den på denne positive måde. Så er spiseforstyrrelsen jo en gave, der hjælper mig til at have et godt liv.

3 kommentarer:

  1. Hvor kan jwg nikke genkende til det du skriver, spise også lidt i "smug" i stedet for at lave rigtig mad, for så føler jeg, at det er okay at få lidt ned i løbet af dagen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg tror også, at rigtig mange spiser i smug! Og den "rigtige" mad er sgu bare det sværeste...
      Tak for kommentaren, søde Helena! <3

      Slet