søndag den 31. maj 2015

#majformig# nu hvor maj er slut?

Det har været SÅ dejligt at se, hvordan flere og flere gennem maj begyndte at bruge hashtagget #majformig# på Instagram. I er seje!

Meningen med det var jo at få fokus på at gøre gode ting for sig selv. "Vælge sig selv TIL" kan man kalde det. At slå autopiloten FRA og træffe bevidste VALG.

Rigtig mange har efterhånden spurgt mig: "Hvordan lærte du at mærke dig selv, og hvad du har lyst til? Både mht. mad men også med job, venner osv. Jeg kan ikke mærke en skid!"

Måden at lære det på er simpelthen at starte helt i det små. Præcis som med dette #majformig#-projekt, hvor du har hashtagget, når du har truffet et valg for dig selv - et positivt valg. Hver gang du bevidstgør over for dig selv, at lige der mærkede jeg efter, træf et valg og gjorde det - så omkoder du langsomt din hjerne og vænner den mere og mere til det. Det er træning som med alt andet.

Hvis du f.eks. har spist skyr med nødder og bær i lang tid, fordi det står på din kostplan, eller fordi det er det, du har været mest tryg ved, men at du mærker et eller andet i dig hviske "jeg har lyst til havregrød!", og du så GØR DET - har du taget et vigtigt skridt mod at mærke dig selv bedre. Selv om det kan lyde totalt ligegyldigt og latterligt, at det skulle gøre en forskel at vælge havregrød frem for skyr, så er det virkelig, virkelig vigtigt!!! Det er I HØJ GRAD med til at lære dig at mærke dig selv, dine behov og din lyst. Det er summen af alt, hvad du gør, der har betydning for, hvordan du lever dit liv - i alle aspekter. Når du bliver bevidst om - selv i de små ting - at du enten kan vælge dig selv til eller vælge dig selv fra, så smitter det også af på din selvrespekt i andre sammenhænge. På jobs, over for venner/veninder, over for kærester osv.

Så den daglige lille bevidsthedsgørelse er altså skide vigtig. Når du fatter, at du har VALG (og dermed også fravalg) i ALT, hvad du gør, så begynder der at ske ændringer. Og det er så fedt, når du tager de første spæde skridt i at gøre det, som du virkelig har lyst til. Om det så er at spise havregrød frem for skyr, gå en tur frem for at løbe, spise flere grøntsager i stedet for pasta, nyde den flødebolle du så gerne vil smage eller hvad fa'en det nu kan være. Så mærker du, hvad du rent faktisk har styrken til at bestemme....

Og som sagt: jo flere gange du opdager, at du kan træffe bedre valg for dig selv, jo mere bliver det langsomt en ny - og langt mere positiv vane - for dig. Så får du slukket for autopiloten og sætter i stedet dig selv bag rattet i dit liv. Så det er altså vejen til at mærke dig selv! Mere kompliceret er det ikke. Men til gengæld skal det til over en laaaaaaaaaaaang periode. Du skal øve, øve, øve dig i at mærke efter, samt huske hele tiden at spørge dig selv: "Hvorfor gør jeg egentlig det her? Hvad har jeg inderst inde lyst til, og hvorfor følger jeg det ikke?"

Jeg synes, at det kunne være fedt at fortsætte det her med at hashtagge, når man har mærket noget, der gør én godt (ikke om det er sundt eller usundt! At vælge en is til kan være lige så sundt som at vælge den fra - håber I forstår! Det kommer jo helt an på ens situation), og at man så GØR DET. Vi skal lytte til vores krop i stedet for kun at snakke sundhed ud fra kalorier og næringsværdi! I mine øjne kan det være lige så sundt at nyde én flødebolle, som det er at spise broccoli.

I stedet for hashtagget #majformig# (nu hvor maj er slut, og det jo meget gerne skal blive en vedvarende proces at være i), kan vi bruge hastagget #FORMIG#. Vil du være med? Starten rejsen mod at få det bedre med dig selv og vælge dig selv til. Livet skal sgu leves. Ikke overleves.

Hvis du tænker: "er det ikke at være vildt egoistisk det her?" Så læs dette indlæg.




torsdag den 28. maj 2015

Frygten kommer snigende

Frygten kommer snigende
Tager kvælertag på mig
Uroen raser i mig
Jeg er bange – hundeangst
Bange for hvad?
Bange for mad?
Bange for livet?
Bange for ikke at gøre alt rigtigt?
Bange for ikke at være god nok?
Bange for at være mig?
 
Ville ønske jeg kunne flygte
Flygte fra denne krop
Flygte fra alt hvad der har med mad at gøre
Flygte fra mig
Fede, grimme, uduelige mig
Men det kan og skal jeg ikke
Jeg skal være mig, her og nu
Elske mig selv
Acceptere mig selv
Og ikke flygte….
 
(5. februar 2002)
 
 
Puha, jeg får helt ondt i maven, når jeg læser dette, som jeg skrev d. 5. februar 2002. Selv om jeg er kommet så langt i dag, kan jeg stadig mærke den følelse/fornemmelse... trangen til bare at flygte fra det hele og slippe for at mærke sig selv og livet. Jeg ved bare i dag, at det er meget federe at blive i "stormen" og mærke livet på godt og ondt. At blive ved med at flygte er ikke løsningen.
 
Jeg har brug for at være ærlig over for jer: jeg er til tider mega træt af at være "hende den kloge/stærke, der giver andre gode råd" Jeg er træt af at lyde så hård. Jeg skriver jo meget om at tage ansvar, handle og at følge sin lyst, og jeg ved, at jeg provokerer en del. Hvis man er godt og grundigt fanget i spiseforstyrrelsen, er det skide irriterende at høre på (og jeg har modtaget mange mails om, at min bog "Resten skal nydes" har sat deres pis i kog, så den har fået flyveture gennem stuen). Nogle gange ville jeg ønske, at jeg var en helt almindelig mor, der bloggede om røde numser, bussemænd, lortebleer og søvnløse nætter i stedet for at være hende den "skrappe"
 
Men hvad skal jeg gøre? Skal jeg lyve og skrive/sige, at der kommer en magisk troldmand en dag, der svinger med sin tryllestav, og så er du vupti fixet og ude af spiseforstyrrelsen? Det sker jo helt ærligt ikke (måske i eventyr men sgu ikke i virkeligheden. Det er lige som prinsen på den hvide hest. Jeg har aldrig hørt, at han virkelig kom ridende. Min "prins" kom f.eks. bare gående ind på Baresso!).
 
Kan I følge mig? Jeg bliver nødt til at holde fast i virkeligheden. Lets face it. Du kommer aldrig ud af spiseforstyrrelsen ved at blive ved med at følge dens befalinger. ALDRIG. Du bliver nødt til at gøre noget andet. Du bliver nødt til at forstå, at ingen anden end dig kan tage det ansvar på dig, stramme balderne og handle. Når du forstår det, sker miraklerne lige så stille (altså, når du virkelig forstår det. For mig tog det i hvert fald lang tid sådan rigtigt at fatte, at jeg selv skulle gøre noget).
 
Men selv om man selv skal handle, så mener jeg jo ikke (og jeg understreger lige IKKE!), at "du bare skal tage dig sammen og spise normalt". Jeg hadede selv at få den sætning smidt i hovedet. Husk på at der er en årsag til, at du gør, som du gør. Du får altid noget ud af det, du gør. Også selv om det er destruktivt. Spiseforstyrrelsen er altså både et problem og løsningen på dine problemer. Derfor er det skide svært, for at sige det på godt dansk!
 
Så jeg forstår dig altså godt. Det er ikke bare at handle. Du skal have hjælp til at kunne se skoven for bare træer. Hvad bruger du spiseforstyrrelsen til? Hvorfor har du brug for den? Når du kommer til bunds i de ting, bliver du mere og mere i stand til at handle. Og så er det vigtigt at forstå, hvor meget du selv kan og skal gøre. Men som sagt: få hjælp til at nå dertil! Du skal ikke klare alt selv!!
 
Ud over at få kommet til bunds i, hvorfor man har brug for spiseforstyrrelsen, er meget af arbejdet også "bare" ren vanebrydning, man skal i gang med. Mange (hvis ikke alle) ting du gør, kører jo på autopilot. Du aner ikke mere, hvorfor du gør det. Spiseforstyrrelsen er blevet så indgroet i dig, at det for dig er normalt. Og det arbejde er "bare" som at ændre enhver anden vane: det kræver, at man aktivt gør noget andet. Konstant og hele tiden over en periode. Det svarer til at begynde at børste tænder med den modsatte hånd. Der skal du jo så - hver gang du skal børste tænder - huske at tage tandbørsten over i modsatte hånd, end du plejer. De første maaaaaaange gange vil du helt sikkert først gribe ud efter tandbørsten med den hånd, du plejer! Det vil jeg vædde med. Det er det samme med at ændre vaner ud af en spiseforstyrrelse. Din hjerne skal simpelthen omkodes.
 
Giver det mening?!
 
Til sidst vil jeg lige skrive:
 
Jeg er ikke perfekt. Mit liv er ikke perfekt.
 
Jeg er ganske almindelig. Røvsyg nogle gange. Skide sjov andre gange.
 
Tvivler nogle gange på hvad jeg vil med mit liv. Andre gange føles det som om, at jeg ved det 100%.
 
Nogle dage er jeg lykkelig. Andre dage er jeg ulykkelig.
 
Nogle gange føler jeg mig sej, og hele verden kan bare komme an. Andre gange føler jeg mig så lille som en tissemyre og har lyst til at kravle ned i et hul.
 
Jeg har dage, hvor maden er fuldstændig naturlig for mig, og jeg dårligt nok kan huske, hvordan det var i spiseforstyrrelsen. Og jeg har dage, hvor maden er en kæmpe udfordring, og det kræver fuld energi og fokus på den rette vej for at holde fast.
 
......
 
Så husk: jeg forstår dig godt. Jeg er gået hele vejen selv. Jeg ved godt, hvor sygt hårdt det er. At det ikke bare handler om at tage sig sammen. Men at forstå sit eget ansvar (og indse sin egen styrke!) er SÅ vigtig for at begynde at rykke! Jeg siger det ikke for at være hård. Jeg vil bare ikke lyve.
 



Mere om det med at gribe træning an på en anden måde...

Jeg er jo gået i gang med at træne på en helt anden måde, end jeg nogensinde har gjort (se de sidste par indlæg). I stedet for bare at tonse derudaf uden at mærke kroppen, fokuserer jeg nu på at lave rolige - men styrkende - øvelser hvor åndedrættet er med. Jeg følger Elin Solheims onlineforløb. Hun er vildt god til at forklare øvelserne, så man rent faktisk fatter, hvad der er, der sker i kroppen, når man laver dem. Og hun forklarer vigtigheden af at have korrekt vejrtrækning.

Det er VILDT, hvor stor en effekt det har at træne med kroppen i stedet for i en tilstand af "ud af kroppen". Når man har fokus på at have åndedrættet med og at træne muskler, som man nærmest ikke anede, at man havde, får man meget mere udbytte af træningen - selv om man faktisk føler, at man træner mindre (fordi man jo ikke tonser af sted med 100 km. i timen men "bare" ligger og står og laver øvelserne). Jeg kan allerede mærke, at jeg føler mig stærkere, og jeg bruger kroppen meget mere hensigtsmæssigt i de daglige løft osv. Det er selve min kerne, jeg får trænet op. Og så kan jeg altid bygge konditionstræning på senere, for selvfølgelig er det også godt at få pulsen op. Det er bare vigtigt først at have åndedræt "på plads" og at have en stærk kerne. Man passer i hvert fald bedre på sin krop på den måde.

Før i tiden når jeg lavede mavebøjninger, rygøvelser eller andre øvelser, trak jeg ikke vejret, imens jeg lavede øvelsen. Men så lægger du et enormt pres på dine organer. Kroppen skal have ilt, mens den arbejder. Så at lave øvelserne med Elin nu har virkelig fået mine øjne op for, hvor forkert jeg har trænet i såååå mange år. Og det forklarer også, hvorfor jeg dagligt døjer med ondt i ryggen.

Selv det at lave en squat (= den øvelse hvor man går ned i benene, skyder numsen bagud som om man skal til at sætte sig på en stol - og så op igen) laver jeg på en anden måde nu. Jeg har lært, hvordan jeg trækker vejret i squatten - i stedet for at lukke af for vejrtrækningen og kroppen. Vildt en forskel.

Udfordringen for mig er, at det er så stille træning. Jeg skal holde mig selv fast i at være til stede i min krop og i mit åndedræt. Tankerne flyver hurtigt et andet sted hen - en gammel vane for at flygte fra nuet og mig selv. Det var klart nemmere bare at løbe derudaf uden at mærke en skid! Men jeg gør det her, fordi jeg ønsker et endnu tættere forhold til min krop, end jeg allerede har fået, og for at blive stærkere. For at udvikle mig fortsat i den retning, som jeg ønsker, bliver jeg nødt til at gøre noget. Og det noget skal være noget andet, end jeg gjorde i spiseforstyrrelsen ;)

Rigtig god dag til jer alle <3

onsdag den 20. maj 2015

Vejrtrækningsøvelser

I de to sidste indlæg har jeg skrevet om, at jeg er gået i gang med at træne min mave og ryg op på en anden måde, end jeg før i tiden ville gribe det an (der ville jeg ha' meldt mig ind i et Fitnesscenter og straks gået i gang med at give den gas - uden at mærke efter, om min krop overhovedet havde godt af det eller ej). Nu har jeg i stedet valgt at have fokus på åndedræt, bækkenbund og at følge øvelser af Elin Solheim hjemme på mit stuegulv. Det passer desuden også meget bedre ind i en travl hverdag med en lille tornado (Julia) og en masse at se til. Og når det så oveni er bedre for både min krop og min psyke, er det jo totalt deeeeeejligt! :)

Jeg skal træne min mave og ryg op, da jeg har mange smerter efter graviditet, fødsel og et år som fuldtidsmor, og jeg skal blive stærk nok til at kunne løbe og sjippe igen, så jeg kan bygge mine knogler op. Kontakten til bækkenbunden og at trække vejret ordentligt er desuden vigtigt for at holde fast i at mærke mig selv, mine følelser, behov og lyst og dermed for at holde fast i spiseforstyrrelsen som min positive ven i stedet for modstander.

Hvis du er spiseforstyrret, så prøv at lægge mærke til, hvordan du trækker vejret. Trækker du det helt ned i maven, så maven buler ud og ind, eller sidder det oppe i lungerne, halsen eller lige frem i munden? Og kan du få kontakt til din bækkenbund i samspil med din vejrtrækning? Dette er i øvrigt også vigtigt, hvis du skal have et bedre sexliv (just saying).

Nå, hvilke vejtrækningsøvelser er jeg startet med? (inden jeg skal i gang med "rigtige" øvelser for mave og ryg).

Øvelse 1) Lig på ryggen (på et tæppe, yogamåtte eller hvad du nu har) med udstrakte ben. Læg en pilatesbold på 2 kg. eller andet lige under navlen. Bare det er lidt tungt, så du kan mærke tyngden på din mave. Træk nu vejret godt ind og ånd så ud og "giv slip" - altså lad al luft sive ud af sig selv. Du skal gerne mærke, at bolden (eller hvad du nu har lagt på maven) nærmest går igennem din mave, nærmer sig gulvet (uden den selvfølgelig gør det). Det er mere at give slip end at presse luften ud. Det skal blive naturligt for dig/din krop, at vejrtrækningen kommer helt derned.

Øvelse 2) Få bækkenbund og vejrtrækning til at arbejde sammen. Lig på ryggen med benene bøjede (altså fødderne i gulvet). Træk vejret godt ind og pust så ud mens du spidser munden (lav trutmund). Imens du puster ud og laver trutmund, skal du spænde i bækkenbunden (= det føles som at holde på en prut eller at klippe en tissestråle over). Man kan ikke se, når man spænder i bækkenbunden (din numse osv. må altså ikke bevæge sig. Det er kun dig, der kan mærke spændingen). Hold spændingen så længe du kan, mens du puster ud. Prøv det 10 gange.

Har du problemer med at tage en dyb vejrtrækning? Så brug dette tip, som hjalp mig i tidernes morgen, da jeg slet ikke turde tage en dyb vejrtrækning: pust ud, pust ud, pust ud - alt hvad du kan (det er klart nemmere at puste ud end at trække vejret dybt). Tøm dine lunger. Til sidst vil din krop automatisk nærmest hive efter vejret og tage en dyb indånding. Så får du følelsen af, hvordan det er at tage en ordentlig indånding, og så vil du med tiden kunne tage en dyb indånding uden først at skulle puste ud.

Husk at det kræver TRÆNING. Du kan ikke læse eller snakke dig til det her. Det er "fejlen", som mange gør. De bilder sig ind, at de gør noget for at ændre tingene, men i virkeligheden gør de ikke en skid aktivt. F.eks.: "Jeg vil gerne i kontakt med min mave og mine følelser og arbejde mig ud af spiseforstyrrelsen, og jeg læser en masse om det her på Milles blog, men det kan ikke lykkes for mig". Nej... for GØR du det, der skal til? Handling skaber forvandling. Og det skal til over en LAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAANG periode. Tænk på hvis du skal løbe et maratonløb. Det gør du heller ikke bare lige. Eller hvis du skal blive god til matematik. Eller dansk. Eller... ALT kræver træning. At ændre vaner eller at arbejde sig ud af en spiseforstyrrelse er som alt andet (men skide krævende, jeg ved det godt!! Prøver bare at sige, at der ikke kommer et brev med posten en dag, hvor der står, at nu er det hele godt. Du skal selv gøre ændringerne, der skal til.. Når du forstår det sådan rigtigt, kan du for alvor begynde at sparke røv).

fredag den 15. maj 2015

Åndedræt

I sidste indlæg fortalte jeg om mit møde med fysioterapeut Elin Solheim. For at træne min mave og ryg op efter graviditet (og så jeg kan komme i gang med at løbe og sjippe igen for at bygge mine knogler op) vil jeg følge hendes onlineprogram (plus nogle rigtige konsultationer hos hende). Jeg vil gerne gribe træning an på en - for mig - ny måde. Det skal være meget mere stille og roligt (men stadig effektivt), og det skal ikke være på den destruktive jeg-skal-stå-i-Fitnessdk-kl. 6-hver-morgen måde.

Træning er jo godt, og jeg skal huske, at det ikke er alt eller intet. Jeg har jo holdt en lang pause fra al træning for først at få menstruationen tilbage, så graviditeten og så et år som fuldtidsmor, og nu vil jeg gerne finde balancen mellem både at være en god, nærværende og kærlig mor og at passe på mig selv og min krop, så jeg kan holde mange år endnu. Men fordi træning for mig i så mange år var en del af det destruktive mønster, kan jeg mærke, at jeg lige skal forstå, at det er ok, at jeg vil i gang igen. At det ikke behøver kamme over i noget nedbrydende og destruktivt igen, men at træning faktisk kan være rigtig godt for mig og hjælpe mig. Sådan er der faktisk flere ting efter en spiseforstyrrelse, som er svært....altså det med alt eller intet. Hvis noget har været negativt i spiseforstyrrelsen, er det svært pludselig at skulle styre det på en positiv måde.

Nå, men det var åndedræt, jeg lige ville skrive lidt om i dag. Efter jeg nævnte det i mit sidste indlæg og på instagram, har flere skrevet til mig, at de slet ikke havde tænkt på det som en vigtig "ting" at arbejde med for at komme ud af spiseforstyrrelsen samt for at få det bedre med sin krop (f.eks. efter graviditet og fødsel). Men det gør virkelig en kæmpe forskel! Langt de fleste (hvis ikke alle) spiseforstyrrede trækker vejret meget overfladisk, nærmest helt oppe i halsen og endda helt oppe i munden, hvis man har angst (det har jeg prøvet mange gange. Det er som om, man så nærmest bliver kvalt, fordi luften kun fiser rundt oppe i munden). Og hvorfor så det? Fordi man så lukker af for at mærke sig selv. Følelser og oplevelser sidder i maven, så ved at undgå at trække vejret derned, undgår du at mærke det.... smart. Men ikke hvis man vil ud af spiseforstyrrelsen, lære at mærke sin krop, sine følelser, sin lyst og sine behov. Så kommer du ikke udenom at få kontakt til "alt det farlige" i din mave. Det er bl.a. (men ikke kun) derfor, at det ikke kun hjælper at få mad og vægt på plads. Hvis du kun lærer at følge en kostplan og at have en normal vægt, er du - i mine øjne - ikke helt fri endnu. For du har ikke lært at mærke din krop og dine følelser. Så hvis du kommer ud for noget i dit liv igen, som tricker dig, vil du ty til spiseforstyrrelsen igen, fordi du ikke kender til andet.

Jeg arbejdede en del med åndedrættet på min vej ud af spiseforstyrrelsen, men jeg kan mærke, at graviditet, fødsel og min nye mor-rolle har gjort, at jeg har glemt det lidt igen. Derfor startede jeg jo projekt #majformig# på instagram - jeg har brug for at komme mere i kontakt med mig selv igen, efter maven har været rede for Julia, og mine babser har været madpakker i 10 måneder. Ikke fordi jeg er sparket tilbage igen til, hvor jeg var (og spiseforstyrrelsen har ikke overtaget negativt igen). Nej, jeg kan bare mærke, at jeg har brug for at huske mig på, at jeg har en krop, som indeholder alle de svar, jeg har brug for - hvis jeg tør lytte efter. Så jeg skal have bedre kontakt til mavsen igen :)

Da jeg var hos Elin, og hun straks kommenterede mit åndedræt, blev jeg mindet om det (og opdagede, at det igen er blevet lidt mere overfladisk). Så før jeg overhovedet skal gå i gang med selve mave- og rygtræningen, skal jeg have fokus på mit åndedræt. Og på kontakten til bækkenbunden. Selv om du ikke har født, er det faktisk vigtigt, at du som kvinde har kontakt til din bækkenbund! (og også som en del af at komme ud af spiseforstyrrelsen). Krop og psyke hænger meget mere sammen, end vi lige tror (er min påstand). Og fordi en tredjedel af alle spiseforstyrrede har seksuelle overgreb i bagagen, giver det endnu mere mening at det at få kontakt til maven, bækkenbunden og kroppen generelt hjælper til med at finde tilbage til dig selv. Du har jo lukket af for kroppen i måske rigtig mange år. Og vil du have det rigtig godt, kommer du ikke udenom at lære at lytte til og at samarbejde med din krop. Husk for resten på at den INTET galt har gjort!!! Lige meget hvad du har været udsat for, er det ikke din krops skyld. Men det er den, det er gået ud over... Så derfor tager det også lige lidt tid, før din krop tør stole på dig igen. Præcis som hvis du har slået din hund i mange år, og du så pludselig behandler den godt... tror du så, at den straks har tillid til dig og tror på dig??

Så nu er jeg startet på nogle simple - men effektive - åndedrætsøvelser! Mere om det kommer i mit næste blogindlæg. Julia og jeg er på miniferie hos mine forældre (da Julia stadig er syg, og vuggestuen er desuden lukket), så jeg gik bare lige ned på mit gamle børneværelse og skrev dette indlæg, og nu vil jeg hygge med de andre igen (og snart spise en frokost ude i det skønne vejr).

Adios - og husk at trække vejret! ;)

onsdag den 13. maj 2015

Træning - på en ny måde for mig

I alle mine spiseforstyrrede år har jeg trænet uden egentlig at mærke mig selv og kroppen. Hver dag skulle jeg i Fitnessdk... ja selv hvis jeg var syg eller havde tømmermænd. Til hverdag skulle jeg være der kl. 6, når de åbnede. Det var ikke fordi, jeg havde et mål med træningen. Det var bare blevet noget, jeg skulle. Holde mig i gang, ikke slappe af, forbrænde. Det var bestemt ikke opbygning af muskler og styrke. Næ, jeg stressede kroppen, nedbrød den langsomt, satte kroppens hormoner ud af spil...

...indtil jeg sagde STOP. På min vej ud af spiseforstyrrelsen gik det op for mig, at træningen faktisk fastholdt mig i den destruktive måde at "leve" på. For selv om jeg begyndte at spise bedre og bedre, gjorde den tvangsprægede træning, at min krop (og psyke) stadig var mega stresset. Jeg kunne ikke sove om natten, og jeg havde stadig ikke fået min menstruation tilbage (selv om jeg var normalvægtig). Min krop havde simpelthen brug for RO. Komme heeeeelt ned i gear. Så jeg tog en kold tyrker med træning. Meldte mig ud af Fitnessdk (meget angstprovokerende!) og nøjedes med at gå og cykle. At komme ned i gear plus de sunde fedtstoffer, som jeg begyndte at tage (det har jeg skrevet om i flere indlæg her på bloggen. F.eks. i dette indlæg), gjorde at jeg fik min menstruation tilbage efter 16 års tørke.

Mindre end 1 år efter at jeg havde fået menstruationen tilbage, blev jeg gravid (det var et ønske men havde ikke turde håbe på, at det kunne lade sig gøre. Lægerne sagde nemlig: "selv om du får din menstruation tilbage, skal du ikke regne med, at du kan blive gravid. Det er ikke sikkert, at din krop kan klare det, efter alt det du har budt den"). Under graviditeten meldte jeg mig ind i Fitnessdk igen, men jeg nåede kun at være der ca. 5 gange. Jeg kunne simpelthen mærke, at det ikke var mig mere at være sådan et sted. Så jeg meldte mig i stedet til noget "Gravidgymnastik", som bare bestod af rolige øvelser. Og jeg gik og cyklede ture.

Efter jeg har født Julia, har jeg kun gået ture med barnevognen. Og så begyndte jeg på at sjippe en lille smule her for nylig, men det er jeg stoppet med igen. For jeg føler ikke, at min krop "kan". Jeg har ondt i min ryg (over lænden), og det trækker også om fortil. Når jeg forsøger at lave mavebøjninger og rygøvelser herhjemme (fordi jeg tænker, at det vil styrke min krop, så jeg kan få færre smerter), får jeg bare endnu mere ondt. Så jeg synes li'som ikke rigtig jeg ved, hvordan jeg skal komme videre. Jeg vil gerne i gang med at træne - på en fornuftig måde. Ikke fordi jeg vil se ud på en bestemt måde, eller fordi jeg vil tabe mig. Nej, fordi jeg:

- skal have bygget mine knogler op igen, og de styrkes ved stød-træning som løb og sjipning.  Det er ikke rart lige nu, fordi jeg har ondt i mave og ryg.
- vil have en stærk ryg og mave, så jeg bedre kan løfte Julia og lege med hende. Jeg skulle gerne holde maaaaaange år endnu!
- vil have bedre kontakt til min mave igen. Jeg arbejdede en del med det, da jeg læste til sexolog, men nu er jeg kommet væk fra det igen. Men det er vigtigt (for mig i hvert fald) at have den kontakt til maven, fordi det er der, alle følelserne sidder, og det betyder bare rigtig meget for mit psykiske velbefindende at have kontakten til maven.

Og nu har jeg jo projekt #majformig# kørende (læs evt. dette indlæg, hvis du ikke ved, hvad jeg snakker om), så jeg besluttede, at det er tid til at gøre noget rigtig godt for mig selv: gribe træning an på en helt ny måde! I stedet for at tvinge mig til at lave mave- og rygøvelser herhjemme og tro på, at smerterne så går væk af det, kontaktede jeg en fysioterapeut, der hedder Elin Solheim. Jeg ville have hende til at se på mig og få hendes råd til, hvordan jeg kan få smerterne væk og begynde at træne fornuftigt for min sundheds og velværes skyld.

Så i går havde jeg en tid hos hende! Jeg måtte have Julia med, da hun nu har fået øjenbetændelse og må være hjemme fra vuggestuen...

Det var noget af en øjenåbner!

Vi havde først en god snak, og så undersøgte hun min mave. Hun fandt ud af, at jeg har en rectus diastase, som det så flot hedder. Det er en afstand mellem muskelbugene (læs her - så er det nemmere at forstå). Dvs. når jeg forsøger at lave almindelige mavebøjninger, bliver det værre! Og så kommer jeg heller ikke videre med anden træning som løb og sjipning, fordi jeg fastholder mig i smerterne.

Så det, som Elin skal hjælpe mig med, er, at træne min kerne op - med de rette øvelser. Så kan jeg komme smerterne til livs. Hun viste mig to øvelser, som jeg skal starte stille op med, og så kan jeg følge hendes onlineprogram, hvor jeg  får øvelser der langsomt bliver mere og mere "krævende", efterhånden som min mave bliver stærk igen, samt har kontakt med hende - hjemmefra! Det er sgu da smart :)

Og så handler det også meget om at arbejde med..... tadaaaaaa.... mit åndedræt! Da jeg var i spiseforstyrrelsen, trak jeg næsten ikke vejret (jo selvfølgelig, men det var meget overfladisk. Nærmest helt oppe i munden nogle gange). Jeg er stadig ikke en haj til at trække vejret ordentligt ned i maven (og jeg glemmer det meget hurtigt, hvis jeg ikke husker mig på det), men det siger Elin også er vigtigt for at træne maven korrekt op. Så det skal jeg arbejde med :)

Jeg tænker, at jeg vil skrive en del om dette, for det må være relevant for både andre spiseforstyrrede og for andre kvinder, der har født. Det kan være, at I også føler, at I ikke kommer videre med de almindelige maveøvelser (og måske har I også ondt), og så kan det nok meget vel være, at I heller ikke trækker vejret ordentligt.... ;) Jeg tror ikke, at jeg har mødt én spiseforstyrret, som glædeligt trækker vejret korrekt. For når man trækker vejret ordentligt, er man bedre i kontakt med sig selv og kan mærke følelser..... så behøver jeg ikke forklare mere, vel?!

Så  jeg håber, at I vil få noget ud af at læse om mit forløb hos Elin!

lørdag den 9. maj 2015

Hjem fra hospitalet efter forskrækkelsen

Vi kom hjem fra hospitalet i aftes ved midnatstid. Lægen kom kl. ca. 19 (hun var kommet ind med ambulance kl. 13, så jeg synes godt nok, det var længe at vente for sådan en lille størrelse, der var skidt tilpas. Men der var travlt...).

Lægen undersøgte hende og fandt nogle røde små prikker i nakken på hende (kan ikke huske, hvad han kaldte dem). Han forklarede, at det enten bare kan betyde en ufarlig virusinfektion eller noget mere farligt som menigitis. Så vi måtte ikke tage hjem, før hun havde fået taget blodprøver, og svarene var kommet. De kom først kl. 23. Heldigvis var alt ok, så hun har altså bare en virusinfektion med mega meget snot og tårnhøj feber.

I dag er hun meget træt (at have feberkramper svarer til at løbe et maratonløb for sådan en lille størrelse) og hun har stadig høj feber, så vi holder øje med hende. Der er øget risiko for flere kramper det første døgn.

Jeg har ikke fået hele oplevelsen på plads endnu, kan jeg mærke. Er ked af det i dag.

fredag den 8. maj 2015

At føle sig som verdens dårligste mor

Jeg er jo i gang med projekt #majformig# - altså hvor jeg gør gode ting for mig selv og øver mig i at blive bedre til at mærke min krop/mig/hvad jeg har lyst til (efter graviditet og amning) - og det er faktisk ret sjovt og lærerigt sådan dagligt at "tvinge" sig til at mærke efter. Tror at mange kører på autopilot og glemmer at mærke efter, stoppe op og spørge sig selv "har jeg virkelig lyst til det her", "hvad har jeg lyst til, hvis jeg ikke tænker i regler og forbud?" og "hvorfor gør jeg egentlig, som jeg gør?"

Du har kunne følge med på instagram hvilke små ting, jeg har gjort for mig selv, og det er SÅ fedt at følge jer, der er med på legen!

I dag da jeg havde afleveret Julia i vuggestuen, tog jeg hele vejen til Brønshøj til "min" frisør. Jeg er blevet klippet af hende, siden jeg som 18 årig flyttede hjemmefra (til Vanløse). Og lige siden er jeg kun blevet klippet af hende! Selv nu hvor jeg bor på Amager, tager jeg til Brønshøj for at blive klippet af hende :) Hun er så sød.

Jeg glædede mig til denne forkælelsesdag og til endelig at få ordnet garnet :) Men den tog så en drejning, som jeg ikke lige havde regnet med.

Mens jeg sad hos frisøren, ringede de fra vuggestuen. Julia havde fået høj feber, så jeg ville selvfølgelig tage direkte til vuggestuen efter frisøren. Hun skulle ikke være i vuggestuen med feber. Mens jeg sidder i bussen på vej mod Amager, ringer de igen fra vuggestuen. Julia har nu fået feberkramper, de har ringet 112 og lige nu er hun på vej ud i ambulancen.

Og her sidder jeg så - moderen - i en skide bus, der kun er nået til Nørrebros Runddel! Jeg skulle være ved min datter i ambulancen! Jeg brød fuldstændig sammen i bussen (og kan faktisk ikke huske, hvad jeg sagde og gjorde. Folk må ha' tænkt "hvad sker der lige for hende?!"). Jeg hoppede af bussen ved næste stop, for jeg ville fange en taxa NU, så jeg kunne komme til Hvidovre Hospital, hvor hun ville blive kørt hen. Men der var selvfølgelig sygt mange biler og ingen taxaer ved Runddelen, og jeg var fuldstændig rundt på gulvet. Endelig får jeg fat på en taxa, og taxamanden fik så en masse gråd og frustrationer på turen. Hvorfor skulle jeg også lige til frisør i dag?! Jeg plejer aldrig at være mere end max. 15 min. fra vuggestuen. Lige i dag skulle jeg absolut helt til Brønshøj og klippes! Jeg følte mig VIRKELIG som en dårlig mor - jeg var der ikke for min datter, da hun havde brug for mig!

Jeg kom til Hvidovre Hospital, og her sidder jeg nu ved Julias side. Hun er helt færdig og sover dybt. Venter på at en læge skal komme og tilse hende. Og jeg skriver denne blog for at aflede mig selv og få tankerne på plads. Det var virkelig en grim oplevelse sådan at være væk fra sit barn og ikke kunne komme, når hun havde brug for mig! Stå der på gaden og ikke kunne komme frem og være skide lige glad med alting - bare at komme hen til Julia. Føle sig meget meget sårbar og skrøbelig.

Det skulle simpelthen lige ned på skrift (det er jo sådan, jeg får tingene "på plads"). Jeg ved godt med min fornuft, at jeg ikke er en dårlig mor. Jeg kunne jo ikke vide, at hun ville få feberkramper. Men jeg følte mig nu alligevel som en dårlig mor (følelser og sandhed hænger ikke altid sammen)

Nu kommer lægen snart, sagde en sygeplejerske. Håber virkelig alt er ok med hende, og at vi kommer hjem i dag.

mandag den 4. maj 2015

Er #majformig# at være egoistisk?

Måske tænker nogen af jer: "er det ikke at være lidt ego-agtig at gøre maj til MIG-måned? Man skal sgu da ikke bare tænke på sig selv!".

Enig. Selvfølgelig skal man tænke på andre. Men det gør man faktisk også, hvis man tænker på sig selv!

Lad os nu sige, at jeg fuldstændig slipper taget igen og lader spiseforstyrrelse overtage med alle dens regler og pis og papirer. Hvordan bliver jeg så? Hvordan får jeg det? Jeg bliver en ligegyldig tom skal, der absolut ikke kan være nærværende. Energien, glæden, gejsten, koncentrationen, roen - alting ryger. Vil jeg så kunne være der for Julia, som jeg gerne vil? Nej. Vil jeg kunne være sådan en kæreste, som jeg gerne vil være? Nej. Osv. Jeg vil forsvinde igen, og det ønsker jeg absolut ikke.

Nu er det ikke fordi valget lige nu står mellem at ryge tilbage i spiseforstyrrelsen eller tage en MIG-måned. Det var bare for at sætte det voldsomt op (overdrivelse fremmer forståelsen).

Jeg ønsker jo blot at mærke min krop og mig selv lidt bedre igen efter graviditet og amning. Jeg trænger til tydeligt at mærke, at jeg vælger mig selv TIL. Også selv om jeg nu er mor. Jeg ønsker at være et godt kvindeligt forbillede for Julia <3

Så hvis du lige nu tænker: "jeg vil være egoistisk, hvis jeg hopper med på idéen #majformig#, og det kan jeg ikke li'", så tænk over om du faktisk ikke bliver en bedre veninde, kæreste, datter, mor osv. hvis du vælger dig selv TIL og øver dig i at følge din virkelige lyst? Det tror jeg, du bliver. Og livet bliver altså også lidt sjovere, hvis du fjerner hammeren, der konstant brager ned i din knold.

Husk, det er ikke store ting, du behøver gøre (som at sige din lejlighed op og rejse til New Zealand). Det kan være små ting som f.eks. at jeg vælger at drikke koffeinfri kaffe her i maj, for at gøre det tydeligt for mig selv at jeg er i en proces med at bygge mine knogler op (det kunne du læse om på min profil på Instagram i går). Når maj er gået, vil jeg finde en balance, hvor jeg drikker rigtig kaffe indimellem men ikke dagligt. Jeg vil nemlig ikke have nogen regler. Jeg vil have lov til ALT! Jeg vil blot mærke efter, hvad jeg virkelig har lyst til - plus selvfølgelig tænke på min krops behov.

En #majformig#-ting er blot, at du mærker noget, du har lyst til og så gør det! Ingen dumme regler skal spænde ben. Og mærk så friheden. Hvis du virkelig trænger til at slappe af på sofaen, så gør det! Tag i bio med en veninde. Løb en tur hvis du længe har udskudt det. Begynd at tage olie hvis du ikke har menstruation. Ud over stepperne, ladies!

For resten: jeg kalder det at tænke på sig selv, så man kan være der bedre for andre, at være en sympatisk egoist. Måske det også hjælper dig at kalde det det?

PS. Hvis du gør det med New Zealand.... så tag mig med! ;)

lørdag den 2. maj 2015

#majformig#

Advarsel: dette er mit længste indlæg til dato. Så lav en kop kaffe eller noget, inden du går i gang med at læse :) Det er skrevet i torsdags, mens Julia var i vuggestue. Og jeg har været meget i tvivl, om jeg skulle offentliggøre det eller ej....Derfor fik jeg det ikke gjort i går... Nå, men here it comes:

Jeg sidder og ryster indeni. Ja fanme! Kender I den følelse? Jeg kan mærke den "gamle" trang til at gøre noget ved denne ubehagelige følelse...sulte den væk, overspise den væk, brække den op...Men det ved jeg jo i allerhøjeste grad ikke er løsningen! (selv om det føles sådan i det øjeblik, fordi man så slipper for at mærke den ubehagelige følelse...). Øjeblik, skal lige på toilettet - nu reagerer min mave..

Tilbage til tasterne. Og tankerne ryger hen på, om jeg skal gå ud i køkkenet og se, hvad der er i køleskabet. Nej, jeg vil ikke spise et eller andet tilfældigt bare for at "lukke munden" på mig selv! Men det er ikke det, jeg skal fokusere på. Jeg skal ikke fokusere på det, som jeg IKKE vil (= at gå ud i køkkenet). Jeg skal fokusere på, hvordan jeg gerne vil have det, og på hvor jeg gerne vil hen. Godt, så flytter jeg tankerne over på det. Hvordan vil jeg gerne have det?: jeg vil gerne sidde her stille og roligt og skrive. Jeg vil mærke roen indeni. Jeg vil have det godt med lige præcis de følelser, der måtte dukke op.

Jeg opdager, at jeg faktisk næsten ikke trækker vejret (i hvert fald ikke helt ned i maven. Vejrtrækningen er rykket helt op i halsen). Tager et par meget dybe vejrtrækninger heeeeelt ned i maven, mens jeg rejser mig op og stamper hårdt i gulvet (for bedre at mærke mig selv. Få kontakt til mine fødder). Og jeg fokuserer på, hvor jeg vil hen, og på hvordan jeg vil have det. Bliver ved med at messe det indeni i mit hoved.

Langsomt falder jeg til ro, og det giver ikke mere mening at skulle gå ud i køkkenet. Nu kan jeg skrive det, som jeg havde tænkt mig.

Det var et ærligt indblik i, hvordan jeg nogle gange stadig må gøre en indsats for at holde fast i mig selv, hvor jeg er kommet til, i stedet for at ryge tilbage i at lade spiseforstyrrelsen styre. Jeg vil gerne pille mig selv ned fra den piedelstal, som jeg føler, at jeg ofte bliver sat på. Det virker i hvert fald som om, at nogen tror, at jeg går evig happy rundt og har det skide nemt, fordi jeg jo er "hende som er kommet ud af spiseforstyrrelsen". Jo, jeg føler, at jeg har "vundet" over spiseforstyrrelsen, og jeg vil ikke kategorisere mig selv som spiseforstyrret mere (jeg hverken sulter, overspiser, kaster op eller overtræner mere, og jeg er normalvægtig. Så jeg er såkaldt symptomfri). Jeg har det godt, føler at jeg lever mit liv, elsker min datter, kæreste og familie og jeg er meget taknemmelig for, at jeg har fået "mit liv tilbage" (sådan føles det. Det er jo ikke at leve, når spiseforstyrrelsen styrer ens dag). Men jeg kan sagtens have perioder, hvor det er sværere for mig - altså hvor jeg skal bruge mere krudt på at holde spiseforstyrrelsen for døren end ellers. Den kan stikke sit grimme fjæs frem på forskellige måder (som f.eks. ved at få mig til at smølfe, som jeg skrev om i sidste indlæg), men det er så et tegn til mig selv om, at der er noget, jeg skal kigge på. Er jeg stresset? Bange for noget? Har jeg ikke fået sagt fra over for en person? Er jeg ked af det? På den måde guider spiseforstyrrelsen mig til at tage aktivt stilling til mig selv og mit liv, så jeg hele tiden holder mig på MIN vej (husk, vi leve vores eget liv. Det der giver mening for os selv. Ikke kopiere det der giver mening for Peter og Pernille). Det er jo det, jeg mener med, at jeg bruger spiseforstyrrelsen positivt i dag - men derfor kan det altså godt være vildt, vildt svært! Jeg kan have dage, hvor jeg har lyst til at sige fuck til det hele. Og jeg kan tænke, hvorfor det skal være så svært at leve og at være sig selv. Burde det ikke bare være naturligt? Men det er det altså ikke for mig. Jeg skal sgu konstant arbejde med mine tanker. Det kunne være rart at have en stopknap til sin hjerne :)

Nå, helt tilbage til det, som jeg startede dette indlæg med. At jeg rystede indeni. Så var det, at spiseforstyrrelsen prøvede at få mig til at "løse" det ved at gå ud i køkkenet, så jeg kunne spise et eller andet - som jeg bagefter kunne bruge krudt på at fortryde, fordi jeg jo har spist frokost, og derfor ikke ville spise af sult men for at lægge låg på... Det fik jeg afværget. Og så er det, at jeg skal spørge
mig selv:

Hvorfor ryster jeg indeni? Hvad vil spiseforstyrrelsen sige mig? (den har altid et budskab, når dens tanker begynder at invadere min knold):

Jeg er bange.

Bange for hvad?: for det, som jeg sidder og overvejer, om jeg skal sætte i gang eller ej.

Bange for succes.
Bange for at committe mig.
Bange for at folk skal tænke "hun skal sgu da ikke tro, at hun er noget".

Jeg uddyber lige tingene, men først vil jeg fortælle, hvad jeg overvejer at sætte i gang:

Jeg har tænkt mig at gøre maj måned til MIN måned. Efter både graviditet og amning kan jeg mærke, at jeg har fjernet mig lidt fra min krop igen. Har sværere ved at mærke mig selv og sværere ved at mærke, hvad jeg har lyst til. Så derfor skal maj være MIN måned. Altså, hvor jeg virkelig har fokus på at gøre gode ting for mig selv. Majformig, vil jeg kalde "projektet". På instagram vil jeg bruge hashtaget #majformig# når jeg viser noget godt, jeg gør, for mig selv/min egen udvikling. Og jeg kan så håbe på, at I er mange, der vil følge trop! Lad os gøre maj til mig-måned! Er du f.eks. på vej ud af en spiseforstyrrelse, kan du give den en ekstra skalle her i maj. Hvis vi nu er flere, der ved, at vi gør det sammen, føles man stærkere. Lad os gøre det til en sej ting at gøre noget godt for os selv, i stedet for at det er "sejt" at vise, hvor meget man har trænet, hvor sundt man har spist osv., hvis man i virkeligheden drømmer om at kunne slappe af med en god bog og spise en stor is. Det ene udelukker ikke hinanden - det kan være vildt dejligt at træne og at spise sundt (så det kan sagtens være en majformig-ting), men hvis man konstant gør det mod sin LYST, og man aldrig giver plads til slappe af og nyde, ja så er det jo lidt surt. Så altså: en opfordring til at mærke lidt mere efter og gøre gode ting for sig selv her i maj, som både kan være at lave sund mad til sig selv (hvis man f.eks. plejer at ende i overspisning i usundt hver aften) eller at nyde én flødebolle i stedet for at kværne en hel pakke. Osv. :) Giver det mening? Fokus på det som gør dig GODT, gør dig GLAD, det du virkelig har LYST til. I stedet for at lade spiseforstyrrelsen styre showet. Og har du ikke en spiseforstyrrelse, må du meget gerne være med alligevel! Tror der er mange, der kan have glæde af at øve sig i at mærke mere efter og gøre det, som man drømmer om/har lyst til.

Og jeg er altså bange for at få den kontakt til mig selv/kroppen igen (selv om jeg jo HAR oplevet, hvor fantastisk det er!). Bange for at føle succes. Bange for at dele det med jer. Bange for at blive endnu bedre til at mærke efter og følge det, jeg mærker! Er det ikke åndssvagt?! At være bange for noget positivt!! Det var faktisk også den frygt, som hæmmede mig i første omgang med i det hele taget at turde starte vejen ud af spiseforstyrrelsen...

Hvorfor er succes så "farligt"? Fordi det medfører mere... tadaaaaa..... ANSVAR!! Jeg tror, at jeg har det svært med ansvar, fordi én af grundene til min udvikling af anoreksi bunder i en overansvarlighed som barn (jeg var for "pæn", for "sød", for "perfekt"). I spiseforstyrrelsen slap jeg så al ansvar (jo man er ansvarsløs, når man har en spiseforstyrrelse....). Og nu er jeg nok så bange for at komme til at blive for ansvarsfuld igen, da det heller ikke er livet. Livet er på et balancepunkt mellem de to poler. Jeg tror, at det, jeg skal finde, er et område at bevæge mig i - hvor jeg tager ansvar for mit liv og tør stå ved min succes og tage ansvar for den, og hvor der samtidig er plads til ikke at være perfekt... at kunne have svære dage selv om man er den, der guider/inspirerer andre. Perfekt ved at være uperfekt, kan jeg kalde det :)

Jeg er også bange for at committe mig til noget sådan rigtigt. F.eks. det projekt jeg har i tankerne nu: projekt majformig. Selv om det egentlig bare er at vise, hvad jeg gør hver dag for at følge min lyst og gøre gode ting for mig selv/min krop/min udvikling!.... men det er jo noget, jeg så committer mig til... Det føles bare, ja farligt, på én eller anden måde. Og så lige det der med om folk så synes jeg er for meget...

Åh, klap nu karry, Mille! Hold nu kæ** en masse uro og tankemylder bare for at skulle tage mig en maj med fokus på MIG - og at dele det med jer! Kan I se, hvordan min hjerne er på overarbejde hele tiden?! :) Jeg kunne ha' nøjes med at fortælle jer, at vi nu laver majformig, men nu fik I altså et ærligt indblik i alle de tanker, der går forud for en beslutning! Så kom ikke og påstå, at jeg ikke tænker over tingene ;)

SÅ.... i dag er det d. 2. maj, og jeg starter dette projekt. Jeg vil skrive blogs om det (ikke så lange som dette og ikke dagligt) men I kan følge med i billeder på Instagram, hvor jeg bruger hashtagget #majformig#. Vil du være med? Det håber jeg! Kunne være fedt at se hvordan andre gør noget GODT for sig selv! Når I poster et billede, så forklar gerne, hvorfor det viser #majformig#.

Og jo, jeg ved godt, at det er i dag, det er 2. maj, så nu kan du jo ikke "forberede dig på det". Hjælp ingen kontrol! Jeg skulle ha' vidst det MINDST for en uge siden! Men det er netop godt for os spiseforstyrrede at lære. Tag kontrol over dit liv ved at slippe kontrollen! Alt skal ikke planlægges og struktureres i hoved og røv. Livet er her og nu, så lev det lige nu. GØR noget i stedet for at tænke. Og hashtag så #majformig# på Instagram så vi kan gøre det sammen!

Roger over and out!

Pyh for en gang tankemylderbæ.