torsdag den 28. maj 2015

Frygten kommer snigende

Frygten kommer snigende
Tager kvælertag på mig
Uroen raser i mig
Jeg er bange – hundeangst
Bange for hvad?
Bange for mad?
Bange for livet?
Bange for ikke at gøre alt rigtigt?
Bange for ikke at være god nok?
Bange for at være mig?
 
Ville ønske jeg kunne flygte
Flygte fra denne krop
Flygte fra alt hvad der har med mad at gøre
Flygte fra mig
Fede, grimme, uduelige mig
Men det kan og skal jeg ikke
Jeg skal være mig, her og nu
Elske mig selv
Acceptere mig selv
Og ikke flygte….
 
(5. februar 2002)
 
 
Puha, jeg får helt ondt i maven, når jeg læser dette, som jeg skrev d. 5. februar 2002. Selv om jeg er kommet så langt i dag, kan jeg stadig mærke den følelse/fornemmelse... trangen til bare at flygte fra det hele og slippe for at mærke sig selv og livet. Jeg ved bare i dag, at det er meget federe at blive i "stormen" og mærke livet på godt og ondt. At blive ved med at flygte er ikke løsningen.
 
Jeg har brug for at være ærlig over for jer: jeg er til tider mega træt af at være "hende den kloge/stærke, der giver andre gode råd" Jeg er træt af at lyde så hård. Jeg skriver jo meget om at tage ansvar, handle og at følge sin lyst, og jeg ved, at jeg provokerer en del. Hvis man er godt og grundigt fanget i spiseforstyrrelsen, er det skide irriterende at høre på (og jeg har modtaget mange mails om, at min bog "Resten skal nydes" har sat deres pis i kog, så den har fået flyveture gennem stuen). Nogle gange ville jeg ønske, at jeg var en helt almindelig mor, der bloggede om røde numser, bussemænd, lortebleer og søvnløse nætter i stedet for at være hende den "skrappe"
 
Men hvad skal jeg gøre? Skal jeg lyve og skrive/sige, at der kommer en magisk troldmand en dag, der svinger med sin tryllestav, og så er du vupti fixet og ude af spiseforstyrrelsen? Det sker jo helt ærligt ikke (måske i eventyr men sgu ikke i virkeligheden. Det er lige som prinsen på den hvide hest. Jeg har aldrig hørt, at han virkelig kom ridende. Min "prins" kom f.eks. bare gående ind på Baresso!).
 
Kan I følge mig? Jeg bliver nødt til at holde fast i virkeligheden. Lets face it. Du kommer aldrig ud af spiseforstyrrelsen ved at blive ved med at følge dens befalinger. ALDRIG. Du bliver nødt til at gøre noget andet. Du bliver nødt til at forstå, at ingen anden end dig kan tage det ansvar på dig, stramme balderne og handle. Når du forstår det, sker miraklerne lige så stille (altså, når du virkelig forstår det. For mig tog det i hvert fald lang tid sådan rigtigt at fatte, at jeg selv skulle gøre noget).
 
Men selv om man selv skal handle, så mener jeg jo ikke (og jeg understreger lige IKKE!), at "du bare skal tage dig sammen og spise normalt". Jeg hadede selv at få den sætning smidt i hovedet. Husk på at der er en årsag til, at du gør, som du gør. Du får altid noget ud af det, du gør. Også selv om det er destruktivt. Spiseforstyrrelsen er altså både et problem og løsningen på dine problemer. Derfor er det skide svært, for at sige det på godt dansk!
 
Så jeg forstår dig altså godt. Det er ikke bare at handle. Du skal have hjælp til at kunne se skoven for bare træer. Hvad bruger du spiseforstyrrelsen til? Hvorfor har du brug for den? Når du kommer til bunds i de ting, bliver du mere og mere i stand til at handle. Og så er det vigtigt at forstå, hvor meget du selv kan og skal gøre. Men som sagt: få hjælp til at nå dertil! Du skal ikke klare alt selv!!
 
Ud over at få kommet til bunds i, hvorfor man har brug for spiseforstyrrelsen, er meget af arbejdet også "bare" ren vanebrydning, man skal i gang med. Mange (hvis ikke alle) ting du gør, kører jo på autopilot. Du aner ikke mere, hvorfor du gør det. Spiseforstyrrelsen er blevet så indgroet i dig, at det for dig er normalt. Og det arbejde er "bare" som at ændre enhver anden vane: det kræver, at man aktivt gør noget andet. Konstant og hele tiden over en periode. Det svarer til at begynde at børste tænder med den modsatte hånd. Der skal du jo så - hver gang du skal børste tænder - huske at tage tandbørsten over i modsatte hånd, end du plejer. De første maaaaaaange gange vil du helt sikkert først gribe ud efter tandbørsten med den hånd, du plejer! Det vil jeg vædde med. Det er det samme med at ændre vaner ud af en spiseforstyrrelse. Din hjerne skal simpelthen omkodes.
 
Giver det mening?!
 
Til sidst vil jeg lige skrive:
 
Jeg er ikke perfekt. Mit liv er ikke perfekt.
 
Jeg er ganske almindelig. Røvsyg nogle gange. Skide sjov andre gange.
 
Tvivler nogle gange på hvad jeg vil med mit liv. Andre gange føles det som om, at jeg ved det 100%.
 
Nogle dage er jeg lykkelig. Andre dage er jeg ulykkelig.
 
Nogle gange føler jeg mig sej, og hele verden kan bare komme an. Andre gange føler jeg mig så lille som en tissemyre og har lyst til at kravle ned i et hul.
 
Jeg har dage, hvor maden er fuldstændig naturlig for mig, og jeg dårligt nok kan huske, hvordan det var i spiseforstyrrelsen. Og jeg har dage, hvor maden er en kæmpe udfordring, og det kræver fuld energi og fokus på den rette vej for at holde fast.
 
......
 
Så husk: jeg forstår dig godt. Jeg er gået hele vejen selv. Jeg ved godt, hvor sygt hårdt det er. At det ikke bare handler om at tage sig sammen. Men at forstå sit eget ansvar (og indse sin egen styrke!) er SÅ vigtig for at begynde at rykke! Jeg siger det ikke for at være hård. Jeg vil bare ikke lyve.
 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar