lørdag den 2. maj 2015

#majformig#

Advarsel: dette er mit længste indlæg til dato. Så lav en kop kaffe eller noget, inden du går i gang med at læse :) Det er skrevet i torsdags, mens Julia var i vuggestue. Og jeg har været meget i tvivl, om jeg skulle offentliggøre det eller ej....Derfor fik jeg det ikke gjort i går... Nå, men here it comes:

Jeg sidder og ryster indeni. Ja fanme! Kender I den følelse? Jeg kan mærke den "gamle" trang til at gøre noget ved denne ubehagelige følelse...sulte den væk, overspise den væk, brække den op...Men det ved jeg jo i allerhøjeste grad ikke er løsningen! (selv om det føles sådan i det øjeblik, fordi man så slipper for at mærke den ubehagelige følelse...). Øjeblik, skal lige på toilettet - nu reagerer min mave..

Tilbage til tasterne. Og tankerne ryger hen på, om jeg skal gå ud i køkkenet og se, hvad der er i køleskabet. Nej, jeg vil ikke spise et eller andet tilfældigt bare for at "lukke munden" på mig selv! Men det er ikke det, jeg skal fokusere på. Jeg skal ikke fokusere på det, som jeg IKKE vil (= at gå ud i køkkenet). Jeg skal fokusere på, hvordan jeg gerne vil have det, og på hvor jeg gerne vil hen. Godt, så flytter jeg tankerne over på det. Hvordan vil jeg gerne have det?: jeg vil gerne sidde her stille og roligt og skrive. Jeg vil mærke roen indeni. Jeg vil have det godt med lige præcis de følelser, der måtte dukke op.

Jeg opdager, at jeg faktisk næsten ikke trækker vejret (i hvert fald ikke helt ned i maven. Vejrtrækningen er rykket helt op i halsen). Tager et par meget dybe vejrtrækninger heeeeelt ned i maven, mens jeg rejser mig op og stamper hårdt i gulvet (for bedre at mærke mig selv. Få kontakt til mine fødder). Og jeg fokuserer på, hvor jeg vil hen, og på hvordan jeg vil have det. Bliver ved med at messe det indeni i mit hoved.

Langsomt falder jeg til ro, og det giver ikke mere mening at skulle gå ud i køkkenet. Nu kan jeg skrive det, som jeg havde tænkt mig.

Det var et ærligt indblik i, hvordan jeg nogle gange stadig må gøre en indsats for at holde fast i mig selv, hvor jeg er kommet til, i stedet for at ryge tilbage i at lade spiseforstyrrelsen styre. Jeg vil gerne pille mig selv ned fra den piedelstal, som jeg føler, at jeg ofte bliver sat på. Det virker i hvert fald som om, at nogen tror, at jeg går evig happy rundt og har det skide nemt, fordi jeg jo er "hende som er kommet ud af spiseforstyrrelsen". Jo, jeg føler, at jeg har "vundet" over spiseforstyrrelsen, og jeg vil ikke kategorisere mig selv som spiseforstyrret mere (jeg hverken sulter, overspiser, kaster op eller overtræner mere, og jeg er normalvægtig. Så jeg er såkaldt symptomfri). Jeg har det godt, føler at jeg lever mit liv, elsker min datter, kæreste og familie og jeg er meget taknemmelig for, at jeg har fået "mit liv tilbage" (sådan føles det. Det er jo ikke at leve, når spiseforstyrrelsen styrer ens dag). Men jeg kan sagtens have perioder, hvor det er sværere for mig - altså hvor jeg skal bruge mere krudt på at holde spiseforstyrrelsen for døren end ellers. Den kan stikke sit grimme fjæs frem på forskellige måder (som f.eks. ved at få mig til at smølfe, som jeg skrev om i sidste indlæg), men det er så et tegn til mig selv om, at der er noget, jeg skal kigge på. Er jeg stresset? Bange for noget? Har jeg ikke fået sagt fra over for en person? Er jeg ked af det? På den måde guider spiseforstyrrelsen mig til at tage aktivt stilling til mig selv og mit liv, så jeg hele tiden holder mig på MIN vej (husk, vi leve vores eget liv. Det der giver mening for os selv. Ikke kopiere det der giver mening for Peter og Pernille). Det er jo det, jeg mener med, at jeg bruger spiseforstyrrelsen positivt i dag - men derfor kan det altså godt være vildt, vildt svært! Jeg kan have dage, hvor jeg har lyst til at sige fuck til det hele. Og jeg kan tænke, hvorfor det skal være så svært at leve og at være sig selv. Burde det ikke bare være naturligt? Men det er det altså ikke for mig. Jeg skal sgu konstant arbejde med mine tanker. Det kunne være rart at have en stopknap til sin hjerne :)

Nå, helt tilbage til det, som jeg startede dette indlæg med. At jeg rystede indeni. Så var det, at spiseforstyrrelsen prøvede at få mig til at "løse" det ved at gå ud i køkkenet, så jeg kunne spise et eller andet - som jeg bagefter kunne bruge krudt på at fortryde, fordi jeg jo har spist frokost, og derfor ikke ville spise af sult men for at lægge låg på... Det fik jeg afværget. Og så er det, at jeg skal spørge
mig selv:

Hvorfor ryster jeg indeni? Hvad vil spiseforstyrrelsen sige mig? (den har altid et budskab, når dens tanker begynder at invadere min knold):

Jeg er bange.

Bange for hvad?: for det, som jeg sidder og overvejer, om jeg skal sætte i gang eller ej.

Bange for succes.
Bange for at committe mig.
Bange for at folk skal tænke "hun skal sgu da ikke tro, at hun er noget".

Jeg uddyber lige tingene, men først vil jeg fortælle, hvad jeg overvejer at sætte i gang:

Jeg har tænkt mig at gøre maj måned til MIN måned. Efter både graviditet og amning kan jeg mærke, at jeg har fjernet mig lidt fra min krop igen. Har sværere ved at mærke mig selv og sværere ved at mærke, hvad jeg har lyst til. Så derfor skal maj være MIN måned. Altså, hvor jeg virkelig har fokus på at gøre gode ting for mig selv. Majformig, vil jeg kalde "projektet". På instagram vil jeg bruge hashtaget #majformig# når jeg viser noget godt, jeg gør, for mig selv/min egen udvikling. Og jeg kan så håbe på, at I er mange, der vil følge trop! Lad os gøre maj til mig-måned! Er du f.eks. på vej ud af en spiseforstyrrelse, kan du give den en ekstra skalle her i maj. Hvis vi nu er flere, der ved, at vi gør det sammen, føles man stærkere. Lad os gøre det til en sej ting at gøre noget godt for os selv, i stedet for at det er "sejt" at vise, hvor meget man har trænet, hvor sundt man har spist osv., hvis man i virkeligheden drømmer om at kunne slappe af med en god bog og spise en stor is. Det ene udelukker ikke hinanden - det kan være vildt dejligt at træne og at spise sundt (så det kan sagtens være en majformig-ting), men hvis man konstant gør det mod sin LYST, og man aldrig giver plads til slappe af og nyde, ja så er det jo lidt surt. Så altså: en opfordring til at mærke lidt mere efter og gøre gode ting for sig selv her i maj, som både kan være at lave sund mad til sig selv (hvis man f.eks. plejer at ende i overspisning i usundt hver aften) eller at nyde én flødebolle i stedet for at kværne en hel pakke. Osv. :) Giver det mening? Fokus på det som gør dig GODT, gør dig GLAD, det du virkelig har LYST til. I stedet for at lade spiseforstyrrelsen styre showet. Og har du ikke en spiseforstyrrelse, må du meget gerne være med alligevel! Tror der er mange, der kan have glæde af at øve sig i at mærke mere efter og gøre det, som man drømmer om/har lyst til.

Og jeg er altså bange for at få den kontakt til mig selv/kroppen igen (selv om jeg jo HAR oplevet, hvor fantastisk det er!). Bange for at føle succes. Bange for at dele det med jer. Bange for at blive endnu bedre til at mærke efter og følge det, jeg mærker! Er det ikke åndssvagt?! At være bange for noget positivt!! Det var faktisk også den frygt, som hæmmede mig i første omgang med i det hele taget at turde starte vejen ud af spiseforstyrrelsen...

Hvorfor er succes så "farligt"? Fordi det medfører mere... tadaaaaa..... ANSVAR!! Jeg tror, at jeg har det svært med ansvar, fordi én af grundene til min udvikling af anoreksi bunder i en overansvarlighed som barn (jeg var for "pæn", for "sød", for "perfekt"). I spiseforstyrrelsen slap jeg så al ansvar (jo man er ansvarsløs, når man har en spiseforstyrrelse....). Og nu er jeg nok så bange for at komme til at blive for ansvarsfuld igen, da det heller ikke er livet. Livet er på et balancepunkt mellem de to poler. Jeg tror, at det, jeg skal finde, er et område at bevæge mig i - hvor jeg tager ansvar for mit liv og tør stå ved min succes og tage ansvar for den, og hvor der samtidig er plads til ikke at være perfekt... at kunne have svære dage selv om man er den, der guider/inspirerer andre. Perfekt ved at være uperfekt, kan jeg kalde det :)

Jeg er også bange for at committe mig til noget sådan rigtigt. F.eks. det projekt jeg har i tankerne nu: projekt majformig. Selv om det egentlig bare er at vise, hvad jeg gør hver dag for at følge min lyst og gøre gode ting for mig selv/min krop/min udvikling!.... men det er jo noget, jeg så committer mig til... Det føles bare, ja farligt, på én eller anden måde. Og så lige det der med om folk så synes jeg er for meget...

Åh, klap nu karry, Mille! Hold nu kæ** en masse uro og tankemylder bare for at skulle tage mig en maj med fokus på MIG - og at dele det med jer! Kan I se, hvordan min hjerne er på overarbejde hele tiden?! :) Jeg kunne ha' nøjes med at fortælle jer, at vi nu laver majformig, men nu fik I altså et ærligt indblik i alle de tanker, der går forud for en beslutning! Så kom ikke og påstå, at jeg ikke tænker over tingene ;)

SÅ.... i dag er det d. 2. maj, og jeg starter dette projekt. Jeg vil skrive blogs om det (ikke så lange som dette og ikke dagligt) men I kan følge med i billeder på Instagram, hvor jeg bruger hashtagget #majformig#. Vil du være med? Det håber jeg! Kunne være fedt at se hvordan andre gør noget GODT for sig selv! Når I poster et billede, så forklar gerne, hvorfor det viser #majformig#.

Og jo, jeg ved godt, at det er i dag, det er 2. maj, så nu kan du jo ikke "forberede dig på det". Hjælp ingen kontrol! Jeg skulle ha' vidst det MINDST for en uge siden! Men det er netop godt for os spiseforstyrrede at lære. Tag kontrol over dit liv ved at slippe kontrollen! Alt skal ikke planlægges og struktureres i hoved og røv. Livet er her og nu, så lev det lige nu. GØR noget i stedet for at tænke. Og hashtag så #majformig# på Instagram så vi kan gøre det sammen!

Roger over and out!

Pyh for en gang tankemylderbæ.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar