onsdag den 13. maj 2015

Træning - på en ny måde for mig

I alle mine spiseforstyrrede år har jeg trænet uden egentlig at mærke mig selv og kroppen. Hver dag skulle jeg i Fitnessdk... ja selv hvis jeg var syg eller havde tømmermænd. Til hverdag skulle jeg være der kl. 6, når de åbnede. Det var ikke fordi, jeg havde et mål med træningen. Det var bare blevet noget, jeg skulle. Holde mig i gang, ikke slappe af, forbrænde. Det var bestemt ikke opbygning af muskler og styrke. Næ, jeg stressede kroppen, nedbrød den langsomt, satte kroppens hormoner ud af spil...

...indtil jeg sagde STOP. På min vej ud af spiseforstyrrelsen gik det op for mig, at træningen faktisk fastholdt mig i den destruktive måde at "leve" på. For selv om jeg begyndte at spise bedre og bedre, gjorde den tvangsprægede træning, at min krop (og psyke) stadig var mega stresset. Jeg kunne ikke sove om natten, og jeg havde stadig ikke fået min menstruation tilbage (selv om jeg var normalvægtig). Min krop havde simpelthen brug for RO. Komme heeeeelt ned i gear. Så jeg tog en kold tyrker med træning. Meldte mig ud af Fitnessdk (meget angstprovokerende!) og nøjedes med at gå og cykle. At komme ned i gear plus de sunde fedtstoffer, som jeg begyndte at tage (det har jeg skrevet om i flere indlæg her på bloggen. F.eks. i dette indlæg), gjorde at jeg fik min menstruation tilbage efter 16 års tørke.

Mindre end 1 år efter at jeg havde fået menstruationen tilbage, blev jeg gravid (det var et ønske men havde ikke turde håbe på, at det kunne lade sig gøre. Lægerne sagde nemlig: "selv om du får din menstruation tilbage, skal du ikke regne med, at du kan blive gravid. Det er ikke sikkert, at din krop kan klare det, efter alt det du har budt den"). Under graviditeten meldte jeg mig ind i Fitnessdk igen, men jeg nåede kun at være der ca. 5 gange. Jeg kunne simpelthen mærke, at det ikke var mig mere at være sådan et sted. Så jeg meldte mig i stedet til noget "Gravidgymnastik", som bare bestod af rolige øvelser. Og jeg gik og cyklede ture.

Efter jeg har født Julia, har jeg kun gået ture med barnevognen. Og så begyndte jeg på at sjippe en lille smule her for nylig, men det er jeg stoppet med igen. For jeg føler ikke, at min krop "kan". Jeg har ondt i min ryg (over lænden), og det trækker også om fortil. Når jeg forsøger at lave mavebøjninger og rygøvelser herhjemme (fordi jeg tænker, at det vil styrke min krop, så jeg kan få færre smerter), får jeg bare endnu mere ondt. Så jeg synes li'som ikke rigtig jeg ved, hvordan jeg skal komme videre. Jeg vil gerne i gang med at træne - på en fornuftig måde. Ikke fordi jeg vil se ud på en bestemt måde, eller fordi jeg vil tabe mig. Nej, fordi jeg:

- skal have bygget mine knogler op igen, og de styrkes ved stød-træning som løb og sjipning.  Det er ikke rart lige nu, fordi jeg har ondt i mave og ryg.
- vil have en stærk ryg og mave, så jeg bedre kan løfte Julia og lege med hende. Jeg skulle gerne holde maaaaaange år endnu!
- vil have bedre kontakt til min mave igen. Jeg arbejdede en del med det, da jeg læste til sexolog, men nu er jeg kommet væk fra det igen. Men det er vigtigt (for mig i hvert fald) at have den kontakt til maven, fordi det er der, alle følelserne sidder, og det betyder bare rigtig meget for mit psykiske velbefindende at have kontakten til maven.

Og nu har jeg jo projekt #majformig# kørende (læs evt. dette indlæg, hvis du ikke ved, hvad jeg snakker om), så jeg besluttede, at det er tid til at gøre noget rigtig godt for mig selv: gribe træning an på en helt ny måde! I stedet for at tvinge mig til at lave mave- og rygøvelser herhjemme og tro på, at smerterne så går væk af det, kontaktede jeg en fysioterapeut, der hedder Elin Solheim. Jeg ville have hende til at se på mig og få hendes råd til, hvordan jeg kan få smerterne væk og begynde at træne fornuftigt for min sundheds og velværes skyld.

Så i går havde jeg en tid hos hende! Jeg måtte have Julia med, da hun nu har fået øjenbetændelse og må være hjemme fra vuggestuen...

Det var noget af en øjenåbner!

Vi havde først en god snak, og så undersøgte hun min mave. Hun fandt ud af, at jeg har en rectus diastase, som det så flot hedder. Det er en afstand mellem muskelbugene (læs her - så er det nemmere at forstå). Dvs. når jeg forsøger at lave almindelige mavebøjninger, bliver det værre! Og så kommer jeg heller ikke videre med anden træning som løb og sjipning, fordi jeg fastholder mig i smerterne.

Så det, som Elin skal hjælpe mig med, er, at træne min kerne op - med de rette øvelser. Så kan jeg komme smerterne til livs. Hun viste mig to øvelser, som jeg skal starte stille op med, og så kan jeg følge hendes onlineprogram, hvor jeg  får øvelser der langsomt bliver mere og mere "krævende", efterhånden som min mave bliver stærk igen, samt har kontakt med hende - hjemmefra! Det er sgu da smart :)

Og så handler det også meget om at arbejde med..... tadaaaaaa.... mit åndedræt! Da jeg var i spiseforstyrrelsen, trak jeg næsten ikke vejret (jo selvfølgelig, men det var meget overfladisk. Nærmest helt oppe i munden nogle gange). Jeg er stadig ikke en haj til at trække vejret ordentligt ned i maven (og jeg glemmer det meget hurtigt, hvis jeg ikke husker mig på det), men det siger Elin også er vigtigt for at træne maven korrekt op. Så det skal jeg arbejde med :)

Jeg tænker, at jeg vil skrive en del om dette, for det må være relevant for både andre spiseforstyrrede og for andre kvinder, der har født. Det kan være, at I også føler, at I ikke kommer videre med de almindelige maveøvelser (og måske har I også ondt), og så kan det nok meget vel være, at I heller ikke trækker vejret ordentligt.... ;) Jeg tror ikke, at jeg har mødt én spiseforstyrret, som glædeligt trækker vejret korrekt. For når man trækker vejret ordentligt, er man bedre i kontakt med sig selv og kan mærke følelser..... så behøver jeg ikke forklare mere, vel?!

Så  jeg håber, at I vil få noget ud af at læse om mit forløb hos Elin!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar