tirsdag den 30. juni 2015

Tak for kommentarer ang. kostplan!

FEDT med alle jeres kommentarer i går (rigtig mange på Facebook). TAK <3 Jeg ved jo egentlig godt, hvad der er rigtigt FOR MIG (som flere af jer ganske rigtigt skriver). Nogle gange bliver jeg bare skrupforvirret af al den snak om sundhed, sundt og usundt, kostplaner, se-ud-tendensen osv. - og så bilder jeg mig ind, at det jeg gør er forkert. Bliver usikker på om min LYST-tankegang er "forkert", når jeg sidder med en flødebolle, mens en anden sidder med en gulerod... Men det... virker jo for mig! Ved at slippe alle regler og tillade mig ALT, giver jeg mig muligheden for AT VÆLGE. Og det gør faktisk, at jeg spiser sundt 80-90 % af tiden, fordi jeg vil passe på mig selv og have det godt. Men når lysten til flødebolle, en drink, chokolade, is eller lignende kommer, så tilfredsstiller jeg den lyst. Det gør, at jeg ikke ender i overspisning. Og på den måde holder jeg vægten uden at skulle kæmpe for det. Ja, jeg synes sgu selv, at jeg har fundet MIN måde at leve på efter spiseforstyrrelsen, og det skal jeg holde fast i! Det fik jeg lige slået fast ved at poste mine tanker i går og få jeres feedback (det hjælper at åbne munden og turde sige, hvad man tænker. Kan anbefales!). Og så er jeg jo faktisk i gang med en sundhedsbog, som ikke kommer med LØSNINGEN, men som netop lægger op til, at man skal finde sin egen vej. Jeg glemte så liiiiige at sluge min egen medicin ;)

mandag den 29. juni 2015

Kostplan?!

Jeg snakkede i går med en ung smuk pige om at følge en kostplan vs. at spise, hvad man har lyst til, og når man har lyst.

Hun spiser efter en kostplan for at være sund og for at bygge muskler op og ved at følge en plan, ved hun, at hun får, hvad hun skal. Jeg må lige nævne, at hun ikke har en spiseforstyrrelse.

Vores snak fik mig til at tænke over, hvorfor alt stritter på mig, bare jeg hører ordet KOSTPLAN! 

Jeg spiser ikke efter en plan. Jeg spiser, når jeg er sulten, og jeg spiser, hvad jeg har lyst til. Nogle dage får jeg 6 måltider, andre dage kun 2. Der er altså ikke rigtig "styr" på/struktur på min mad - den er meget både behovspræget (efter hvor aktiv jeg er/hvad jeg skal have energi til) og ikke mindst LYST-præget. Det er sundt meget af tiden, men jeg kan i høj grad også spise chokolade, is, slik, skumfiduser, irish coffee med masser af flødeskum, kaffe med Bailey og.... flødeboller. Dem ryger der en del ned af. I går spiste jeg denne frækkert af en flødebolle fra Lagkagehuset:


Karamel i midten du!!

Men jeg burde egentlig spise sundere og måske endda følge en kostplan, fordi jeg skal bygge mine knogler op (har jo skøre knogler pga. de mange spiseforstyrrede år uden menstruation). Og egentlig vil jeg gerne have en lidt "strammere" mave igen (har stadig lidt mor-mave efter fødslen. Måske kun mig der kan se det... men det kan jeg altså). Jeg træner pt. efter Elin Solheims onlineprogram (læs om det her, her og her), og jeg kan allerede se, at min mave er blevet pænere og - vigtigst - mit åndedræt er kommet ned i maven igen. Men hvis jeg virkelig vil have effekt af træningen, burde jeg også kigge på kosten og måske skære lidt ned i de søde ting... Sukker er desuden skidt for knoglerne.

Men altså: jeg bliver som et  trodsigt barn bare ved tanken om at skulle følge en plan! Jeg vil sgu da ikke været styret af at skulle spise 100 g. af det, og 150 g. af det osv.

Samtidig kan jeg mærke, at jeg blev lidt "jaloux" på hende, jeg snakkede med i går, over at hun KAN følge en kostplan. For vil jeg overhovedet KUNNE det?! De gange i mine spiseforstyrrede år, hvor jeg forsøgte det, trickede det mig altid sindssygt negativt. Det gav mig ENDNU mere overdrevet negativt fokus på mad, og hvis jeg skulle have 100 g. af noget, skulle det IKKE være 100 g. men MAX. 99 g. Jeg blev endnu mere fucked i hovedet, end jeg var i forvejen! Jeg ved ikke, om det er det, der stadig ligger i mig? Jeg forbinder det simpelthen med SÅ meget negativt, og jeg vil sgu have lov til at leve livet nu og spise, hvad jeg har lyst til! Jeg har haft nok forbud, begrænsninger, straf og regler i mit liv. Ingen følelse af FRIHED. Og den vil jeg måske føle, at jeg mister igen, hvis jeg skal følge en kostplan nu??

Men... hvis jeg ikke passer godt nok på min krop nu, kan jeg jo heller ikke nyde livet? Hvis jeg ikke får bygget mine knogler op. Måske skal jeg spise sundere og efter en form for plan i hverdagene, og så spise hvad jeg har lyst til til særlige lejligheder? Måske vil det være godt for mig at opleve, at en kostplan kan være POSITIV?

Ja, jeg ved det sgu ikke! Lige nu er jeg lidt forvirret :) Og jeg vil egentlig gerne høre fra jer: hvad tænker I om det, jeg skriver? Hvad gør I selv? Følger en plan for at være sikker på at spise sundt nok og få nok? Har en kostplan hjulpet jer ud af en spiseforstyrrelse, eller har det (som med mig) fucket jer mere op? Jer der er ude af en spiseforstyrrelse - hvordan spiser I nu?


Jeg har stort set ingen billeder af mig selv og slet ikke i helfigur (tager kun billeder af Julia, hehe), men jeg fandt lige dette (det er ikke taget hjemme hos os). Bare lige for at vise, at jeg er helt normalvægtig og hverken skal tabe mig eller tage på. Så det handler altså udelukkende om et sundhedsspørgsmål.

mandag den 15. juni 2015

Hvad render jeg og laver?!

Hvad render jeg og laver, tænker I måske? :) Min barsel er jo slut, og Julia er startet i vuggestue (hun startede d. 7. april). Men selv om hun nu officielt har været i vuggestue i lidt over to måneder, har hun ikke været der mere end ca. halvdelen af tiden! Den anden halvdel af tiden har hun været syg. Det ene efter det andet... De sidste 14 dage har hun fx haft mellemørebetændelse (men nu er hun rask, 7-9-13). Jeg har stort set også været snottet og haft ondt i halsen, siden hun startede i vuggestue. Velkommen til institutionslivet!

Så selv om jeg ikke har barsel mere, har jeg ikke haft mange arbejdsdage. Så har jeg til gengæld måtte arbejde om aftenen, når hun var puttet.

For jeg har de sidste to måneder været i gang med en roman - det har jeg slet ikke fortalt jer om. En kvinde hyrede mig til at skrive en roman ud fra hendes liv. Hun afleverede alle sine dagbøger til mig, og så skulle jeg sætte mig ind i alt det, hun har været igennem og skrive en roman ud fra det. Jeg var enormt beæret over hendes tillid til mig. Tænk at aflevere hele sit liv - totalt ucensureret! - til mig. Plus have tiltro til at jeg er god/dygtig nok til at formidle hendes historie.

Efterhånden som jeg kom igennem alle hendes dagbøger, blev jeg i tvivl om det var "rigtigt", at jeg skulle skrive hendes historie. Mange gange skriver hun nemlig, at hendes drøm er at blive forfatter en dag... og til sidst i dagbøgerne skriver hun, at hun selv en dag vil læse dagbøgerne igennem for at få sin historie "på plads", så hun kan blive "fri", og skrive en bog om det. Det gjorde jeg hende opmærksom på, da vi snakkede i sidste uge. Og så mærkede hun efter... og er nu kommet frem til, at det er rigtigt, at hun selv skal skrive bogen, når hun er klar. Det er hun ikke nu. Og hun er heller ikke klar til at få udgivet den ved, at jeg skriver den.

Det er vigtigt at mærke efter og at følge det, som er rigtigt for dig! Det er det her endnu et eksempel på. Og det er rart, hvis nogen udefra kan huske dig på det indimellem, hvis du selv glemmer det... Jeg spurgte jo ærligt kvinden, om hun var helt sikker. I princippet kunne jeg være lige glad. Bare være glad for at være blevet hyret til at skrive en bog og dermed tjene nogle (nødvendige) penge. Men jeg kan ikke gøre noget bare for pengenes skyld og af ren egoisme. Hjertet skal være med i det, jeg laver - også for de involverede personer i mine projekter. Så derfor var jeg ærlig over for kvinden, og det viste sig jo at være godt. Hun har sagt, at hun gerne vil bruge mig som "mentor" på hendes bog, redigering og udgivelse, når tiden er til det - nu er jeg jo helt inde i hendes historie.

Jeg har ikke spildt disse to måneder. Jeg har lært SÅ meget! At læse hendes dagbøger har gjort mig endnu klogere på mig selv, og jeg har forstået (endnu mere) vigtigheden af at mærke sig selv, sætte grænser, sige fra osv. Vi har ansvaret for vores eget liv, og selv om det nogle gange er voldsomt op ad bakke, er der kun én vej: fremad. Lyt lyt lyt til dig selv.

Hvad skal jeg så nu, hvor jeg ikke skal skrive roman? Allerede inden min barsel sluttede, skrev jeg et indlæg om det. Det kan du læse her. Der er altså nok at tage fat på!

Den bog, jeg vil i gang med nu, er min sundhedsbog. Jeg har skrevet en masse noter til den gennem min barsel, og jeg har skrevet et blogindlæg om den, her