mandag den 15. juni 2015

Hvad render jeg og laver?!

Hvad render jeg og laver, tænker I måske? :) Min barsel er jo slut, og Julia er startet i vuggestue (hun startede d. 7. april). Men selv om hun nu officielt har været i vuggestue i lidt over to måneder, har hun ikke været der mere end ca. halvdelen af tiden! Den anden halvdel af tiden har hun været syg. Det ene efter det andet... De sidste 14 dage har hun fx haft mellemørebetændelse (men nu er hun rask, 7-9-13). Jeg har stort set også været snottet og haft ondt i halsen, siden hun startede i vuggestue. Velkommen til institutionslivet!

Så selv om jeg ikke har barsel mere, har jeg ikke haft mange arbejdsdage. Så har jeg til gengæld måtte arbejde om aftenen, når hun var puttet.

For jeg har de sidste to måneder været i gang med en roman - det har jeg slet ikke fortalt jer om. En kvinde hyrede mig til at skrive en roman ud fra hendes liv. Hun afleverede alle sine dagbøger til mig, og så skulle jeg sætte mig ind i alt det, hun har været igennem og skrive en roman ud fra det. Jeg var enormt beæret over hendes tillid til mig. Tænk at aflevere hele sit liv - totalt ucensureret! - til mig. Plus have tiltro til at jeg er god/dygtig nok til at formidle hendes historie.

Efterhånden som jeg kom igennem alle hendes dagbøger, blev jeg i tvivl om det var "rigtigt", at jeg skulle skrive hendes historie. Mange gange skriver hun nemlig, at hendes drøm er at blive forfatter en dag... og til sidst i dagbøgerne skriver hun, at hun selv en dag vil læse dagbøgerne igennem for at få sin historie "på plads", så hun kan blive "fri", og skrive en bog om det. Det gjorde jeg hende opmærksom på, da vi snakkede i sidste uge. Og så mærkede hun efter... og er nu kommet frem til, at det er rigtigt, at hun selv skal skrive bogen, når hun er klar. Det er hun ikke nu. Og hun er heller ikke klar til at få udgivet den ved, at jeg skriver den.

Det er vigtigt at mærke efter og at følge det, som er rigtigt for dig! Det er det her endnu et eksempel på. Og det er rart, hvis nogen udefra kan huske dig på det indimellem, hvis du selv glemmer det... Jeg spurgte jo ærligt kvinden, om hun var helt sikker. I princippet kunne jeg være lige glad. Bare være glad for at være blevet hyret til at skrive en bog og dermed tjene nogle (nødvendige) penge. Men jeg kan ikke gøre noget bare for pengenes skyld og af ren egoisme. Hjertet skal være med i det, jeg laver - også for de involverede personer i mine projekter. Så derfor var jeg ærlig over for kvinden, og det viste sig jo at være godt. Hun har sagt, at hun gerne vil bruge mig som "mentor" på hendes bog, redigering og udgivelse, når tiden er til det - nu er jeg jo helt inde i hendes historie.

Jeg har ikke spildt disse to måneder. Jeg har lært SÅ meget! At læse hendes dagbøger har gjort mig endnu klogere på mig selv, og jeg har forstået (endnu mere) vigtigheden af at mærke sig selv, sætte grænser, sige fra osv. Vi har ansvaret for vores eget liv, og selv om det nogle gange er voldsomt op ad bakke, er der kun én vej: fremad. Lyt lyt lyt til dig selv.

Hvad skal jeg så nu, hvor jeg ikke skal skrive roman? Allerede inden min barsel sluttede, skrev jeg et indlæg om det. Det kan du læse her. Der er altså nok at tage fat på!

Den bog, jeg vil i gang med nu, er min sundhedsbog. Jeg har skrevet en masse noter til den gennem min barsel, og jeg har skrevet et blogindlæg om den, her

3 kommentarer:

  1. Det var ret sjovt at læse dit blogindlæg denne gang Mille, for det vakte SÅ meget genklang i mig. Jeg har netop selv skrevet en bog om, hvordan jeg kom ud af min spiseforstyrrelse tvangsoverspisning, som udkommer her d. 8. juli (den hedder "En Fri Fugl", hvis du har lyst til at læse den).
    Derudover har jeg den seneste tid skrevet nogle artikler på Kvindetid.dk og i den forbindelse er jeg blevet kontaktet af en anden kvinde, der også er kommet ud på den anden side af hendes spiseforstyrrelse. Da hun hørte, at jeg havde skrevet en bog om mit forløb, skyndte hun sig at spørge, om jeg ikke havde lyst til at skrive en bog mere - nemlig hendes. Hendes store drøm var at fortælle hendes historie, men hun havde ingen anelse om, hvor hun skulle starte - og samtidig var hun også utålmodig og ville gerne have den ud med det samme.
    Jeg sagde til hende, at jeg troede, det ville være langt bedre, hvis hun selv fortalte historien. Både fordi læserne så for alvor ville kunne mærke hende, men også fordi noget af det vigtigste i mit arbejde med bogen var selve processen; det var ren selvterapi for mig! :)
    Så jeg opfordrede hende til at gå i gang på egen hånd og tilbød at jeg ville være hendes mentor på projektet, hvis hun havde lyst/brug for det.
    Jeg har endnu ikke hørt hendes beslutning, men jeg håber virkelig meget - både for hendes læseres skyld, men allermest for hendes egen skyld - at hun takker ja til tilbuddet om at få støtte fra mig, og begynder selv at skrive hendes historie. Jeg vil i hvert fald glæde mig til at læse hendes historie - lige som jeg også vil glæde mig til at læse din sundhedsbog, når det nu er den, du går i gang med i stedet for. :)
    Respekt for at lytte/mærke efter i dig selv, hvad der var rigtigt og få hjulpet kvinden til også at mærke efter i sig selv. Well done! :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ej, hvor pudsigt, Mette! Sejt at du også har været ærlig over for hende - jeg håber også, at hun vælger selv at skrive den men med dig som mentor :) At skrive sin egen historie er ren selvterapi, som du skriver - sådan havde jeg det også med mine bøger om mit liv.
      Jeg vil meget gerne læse din bog! Stort tillykke med den og godt gået!

      Kæmpe kram til dig, Mette - fra Mille <3

      Slet
  2. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet