torsdag den 30. juli 2015

Skal man kunne spise ALT, før man er ude af spiseforstyrrelsen?

I går lagde jeg følgende billede på Instagram:

 
 
En kanelstang - som jeg ikke kan li'. Men skal jeg så spise den alligevel, fordi "det skal man kunne for at være fri af spiseforstyrrelsen"?
 
NEJ! Man skal ikke kunne spise alt, før man kan sige, at man er fri af spiseforstyrrelsen. Dem som aldrig har haft en spiseforstyrrelse spiser heller ikke alt. Der er altid noget, man ikke kan li', og det er ok at sige nej tak til det!
 
Det, der er svært, når man er på vej ud af en spiseforstyrrelse, er:
 
- hvad kan JEG li'?
 
- hvad BILDER JEG MIG IND, at jeg ikke kan li' (i virkeligheden er det spiseforstyrrelsen, der "siger", at man ikke kan li' det...)
 
- hvordan lærer jeg at mærke, hvad JEG har lyst til?
 
Og her "på den anden side", ude af spiseforstyrrelsen, synes jeg, at det kan være svært at lade være med at tænke over, hvad andre tænker (ja, totalt åndssvagt og spild af energi!). Altså, hvis jeg sidder sammen med nogen, som f.eks. spiser kanelstang, og jeg så siger "nej tak" til den. Så kommer jeg til at tænke på, om de nu tror, at det er spiseforstyrrelsen, der påvirker mig til at sige nej. Selv om jeg godt ved, at jeg virkelig ikke har LYST til den, fordi jeg ikke kan li' kanelstang!! Jeg sidder altså og bruger krudt på at ryge over i andre - i stedet for at blive hjemme hos mig selv. Jeg er så langt nu, så jeg sagtens kan mærke, hvad jeg har lyst til at spise, og hvad jeg kan li' og ikke li'.
 
Hvordan lærte jeg så at mærke, hvad jeg har lyst til, og hvad jeg godt kan li' (og ikke spiseforstyrrelsen...)? Det har været en LANG LANG LANG proces at lære. Det har taget ÅR! I spiseforstyrrelsen bildte jeg mig f.eks. ind, at jeg ikke kunne li' smør og flødeskum. Men det kan jeg godt li'! Jeg fandt ud af det ved at spørge ind til mine regler og begrænsninger. Er det rigtigt, at jeg ikke kan li' det, eller er det spiseforstyrrelsen, der får mig til at sige nej? Selvfølgelig kunne jeg i LANG tid ikke svare på de spørgsmål, jeg stillede mig selv, men ved at BLIVE VED, fandt jeg ud af mere og mere. Og ikke mindst ved at være MODIG. Det kræver voldsomt mod at slippe en spiseforstyrrelse! For hver gang jeg gik mod det, som spiseforstyrrelsen sagde, skulle jeg mærke efter. KAN jeg li' det her? Og hvad har jeg LYST til? Spiser jeg denne mad, fordi spiseforstyrrelsen siger det, eller har jeg i virkeligheden lyst til noget andet?
 
Man skal altså blive mere og mere bevidst om sine krops signaler og sin lyst. Og blive klar over, at man har VALG og FRAVALG. Man er selv herre over det!!
 
Altså: for at være ude af spiseforstyrrelsen, skal jeg ikke vælte mig i pizza, burger, kage, slik osv. for at vise at jeg er ude af den. Det er helt ok at ville leve sundt og passe på sig selv. Og at sige til og fra ud fra ens egen lyst og behov! Bare man er opmærksom på, at der pludselig ikke sniger sig en dum regel ind igen (spiseforstyrrelsen er nemlig meget snu. Uden man opdager det, kan den finde på numre igen. Men man bliver hurtigere og hurtigere til at opdage det).
 
Så i dag spiser jeg som sagt ikke kanelstang, fordi jeg ikke kan li' det. Og jeg er ikke den store kage-spiser generelt. Det er aldrig (og har aldrig været) svært for mig at gå forbi en bager, fordi det ALDRIG har sagt mig noget. Men jeg er vild med flødeboller, god chokolade og is. Og det spiser jeg, når jeg har lyst til det. Resten af tiden spiser jeg sundt - for jeg vil gerne passe på min krop og bygge mine knogler op. For mig er sundhed både noget psykisk og fysisk, så derfor kan en flødebolle altså være sige så sundt i mine øjne som broccoli. Det handler om nydelse og balance. Intet behøver at være forbudt - hvad har DU lyst til?
 
Er du lige nu i processen med at lære at mærke lyst, så hav TÅLMODIGHED. Du lærer det ikke på 14 dage. Bare hold fast i at mærke efter og blive bevidst om dine valg (og fravalg) og tænk over, hvorfor du spiser, som du gør. Hvem sidder og styrer "bilen"? Dig eller spiseforstyrrelsen? Og begynd så i DET SMÅ at gå imod spiseforstyrrelsen og overtag styringen mere og mere. Du er ved at få et kørekort til dit eget liv. Men selv når du HAR fået kørekortet, skal du faktisk først HER til at lære at køre rigtigt. 

mandag den 27. juli 2015

Fordøjelse

Jeg er blevet spurgt omkring fordøjelse - hvordan fungerer den efter så mange spiseforstyrrede år?

Det korte svar er: ikke skide godt (haha).

MEN bedre og bedre! Så helt skidt (haha igen) er det ikke nu.

Da jeg begyndte at spise mere og mere "normalt", havde jeg RIGTIG ondt i maven og enten forstoppelse eller diarre. Maven var jo ikke vant til så meget mad (og at det blev dernede). Jeg var næsten konstant oppustet, og det lignede, at jeg var gravid. Det er rigtig svært at fortsætte med at spise "normalt", når man har alle de gener og derfor - tror jeg - giver mange op.... Når man ikke straks får det godt af at begynde at behandle sig selv godt, vender man i stedet tilbage til de destruktive mønstre for: det kan jo være lige meget, når jeg skal have så ondt i maven.

Men vil man ud af spiseforstyrrelsen, er der kun én vej: fortsætte med at spise (og ikke mindst arbejde med alle de bagvedliggende ting) på trods af, at man føler, at kroppen ikke prompte samarbejder. Der er konsekvenser ved at ha' været spiseforstyrret i mange år, og nogle af dem bliver man måske nødt til at leve med. Det er den hårde sandhed. For nogen bliver fordøjelsen aldrig normal igen, knoglerne kan være ødelagte, menstruationen væk for altid osv. Sur røv og man kan desværre ikke spole tiden tilbage og gøre det hele om.

For mig blev fordøjelsen langsomt bedre og bedre, jo længere tid der gik på "normal mad", ingen opkast og ingen afføringspiller. Jeg gjorde ikke noget specielt for det - spiste bare (og som sagt også selv om det lignede, at jeg var gravid).

Det, jeg sagde til mig selv, var: "jeg må gå igennem kortvarig smerte for at opnå langvarig nydelse". Det er ikke smertefrit hverken psykisk eller fysisk at arbejde sig ud af en spiseforstyrrelse, og man skal være villig til at acceptere det (men tænk lige på hvad du ellers har kunne udstå i spiseforstyrrelsen!!).

Under min graviditet led jeg meget af forstoppelse (det gør mange gravide), og lægen anbefalede Magnesia til mig. Det er ikke sådan noget, man skider helt vanvittigt af (som andet afføringsmiddel). Efter jeg havde født, fik jeg indvendige hæmorider og brok, så der var det - for at sige det lige ud - heller ikke skide sjovt at skide!! Men igen: det var jo stadig ingen undskyldning for ikke at spise.

Nu er jeg opereret for brok og hæmoriderne er væk (tak!!), så nu er min fordøjelse, som den var før jeg blev gravid. Altså ikke helt tip-top men for det meste ok. Jeg har fundet ud af, hvad der er hhv. godt og skidt for mig at spise, hvis jeg skal have det bedst muligt i maven. Al slags brød får jeg forstoppelse af (man hører ellers, at rugbrød er godt for maven, men det er det ikke for min). Og hvis jeg tager Husk (fiber), går den helt i stå (og jo - jeg husker at drikke rigeligt). Min fordøjelse fungerer bedst, når jeg får rigeligt med sundt fedt til mine måltider (måske lorten så glider bedre. Aj, undskyld!).

Omkring ægløsningstidpunktet stopper min mave altid FULDSTÆNDIG. Det er som om, at min krop ikke kan koncentrere sig om at løsne æg og lort samtidig (undskyld igen). Jeg gør ikke noget ved det...venter bare på at der går hul på bylden.

Så jeg har altså ikke nogle gyldne råd for, hvordan man får fordøjelsen bedre. Sidder du derude med et godt råd, må du meget gerne dele!

Når maven er stor, og det ikke er sjovt at være i min krop, kan et grin fra hende her overskygge det hele. Alle gener bliver pludselig lige meget. Jeg er blevet mor til denne dejlige bandit!

torsdag den 23. juli 2015

Flødebolle-pigen!

Jeg har en svaghed for... flødeboller! (det er nok tydeligt for jer, der følger mig på Instagram...!).

Og i dag smagte jeg nogle siiiiindssygt gode nogen! Min kæreste, Julia og jeg tog til Frederiksberg Have og gik en tur, og vi gik også en tur ned ad Gl. Kongevej. Hvad skuede mine øjne?!:

 
Byens bedste flødeboller?! Dem blev jeg jo NØDT til at prøve ;) Så vi købte fire stk.: to med hindbærskum, en almindelig og en med hvid chokolade. Behøver jeg skrive, at alle fire blev spist på græsset i Frederiksberg Have?!
 



 

Chokoladen, skummet og bunden var perfekt afstemt. Bund af marcipan, der hverken var for tynd eller for tyk. Mums siger jeg bare! Byens bedste? Jo det vil jeg gerne skrive under på!
Man kan blive ambassadør for alt muligt. Gid jeg kunne blive flødebolle-ambassadør, hehe :)
 
Her er lidt flere billeder fra i dag:
 


 


 

søndag den 19. juli 2015

Sommerferie!!!

Yes! Så står den på tre ugers sommerferie :) Vi har endnu ikke planlagt, hvad vi skal - vi vil bare tage dagene, som de kommer, og nyde dem. Tage på ture rundt i DK: på stranden, i skoven, i Tivoli, måske Lalandia osv. og måske tager vi en afbudsrejse et sted hen. Vi får se! I hvert fald skal Julia ikke i vuggestue i de næste tre uger, så vi skal hygge og være sammen.

Faktisk begyndte vi allerede ferien i torsdags, hvor Julia og jeg var i ZOO sammen med mine forældre og Julias fætter og kusine på hhv. 6 og 9 år. Her er nogle billeder fra ZOO-turen. Rigtig god sommer til jer alle!

PS. Julia er nu 15 ½ måned, 73 cm. og 9,8 kg.








tirsdag den 14. juli 2015

Sikke et forbillede! ;)

I dag er sådan en dag, hvor jeg ikke helt kan finde ro i mig selv. Der er intet galt. Ikke sket noget dårligt eller noget. Det er bare svært at være i mig selv.

Da spiseforstyrrelsen styrede mig, ville denne uro føre til, at jeg enten

- ikke spiste (dvs. sultede mig blank i bøtten, så jeg slap for at forholde mig til uroen)
- overspiste og kastede op (same same. Flugt for at blive i mig selv og mærke mig selv)
- cyklede eller løb rundt (same story. Flugt)

Nu? Jeg er taget tidligt hjem for at have lidt alenetid, inden jeg henter Julia. Har besluttet at det er ok at hente hende lidt senere i dag. Hun leger fint med de andre børn, og jeg skal ikke have dårlig samvittighed.

Dvs. forskellen fra før og nu er, hvordan jeg håndterer uroen. Den kommer altså stadig. Tror det er en del af, hvordan det er at være mig. Når man er en person, der tager meget ind, er tænksom, reflekterende og temmelig følsom, ja så medfører det altså en masse "mylderbæ" indeni indimellem. Det sker også, hvis jeg har for mange tanker omkring, hvad jeg vil. Har så mange ting, jeg gerne vil skabe, men synes aldrig jeg når det (eller gør det godt nok. Bvaaaaaaa Mille, knyt bærret, du gør det godt nok!).

I dag tror jeg, at jeg stresser over alle de bøger, jeg vil skrive, og min hjemmeside www.ihdumille.dk som skal total-fornys, og indtil da ligner den prut.  Og så ved jeg ikke, hvor jeg skal starte, og så kager hele molevitten sammen i hovedet på mig. Nu må jeg lige trække vejret og tage én ting ad gangen.

Jeg har lige kigget min dagbogskasse igennem og fandt denne seddel skrevet i 2010:



Kunne ikke lade være med at smile, da jeg læste den :) Jeg er blevet mor, og det er det største, jeg kan opnå. Alt andet er i virkeligheden bare "glimmerværk". Men jeg vil nu stadig gerne opnå det.

Nu tænker jeg lige: "du sælger da rigtigt varen, hva' Mille?! Du er jo hende, der er kommet ud af spiseforstyrrelsen.... oh hvilket forbillede, når du stadig kan være totalt urolig i bøtten! Hvordan kan du så hjælpe andre?!"

Men... jeg vil sgu være hel, ikke perfekt. Jeg er kun et menneske. En læge bliver også syg. En psykolog kan selv have udfordringer. Og en eks-spiseforstyrret kan stadig have svære/udfordrende dage.

Jeg er generelt stolt af mig selv nu og har det godt i mig selv og med mig selv. Men nogle dage føler jeg mig som en kæmpe bunke lort. De dage giver jeg plads til. For jeg lærer noget. Og de er også en del af livet.


PS. Hvis du tænker: "hvad er hun taget hjem fra? Hvad arbejder hun egentlig med?", så er svaret: jeg har en kontorplads her på Amager, hvor jeg både sidder og skriver mine egne bøger, og hvor jeg er blæksprutten, der holder styr på sagerne i kontorfællesskabet. Nogle dage sidder jeg på café og skriver, hvis jeg vil have helt fred. Elsker at sidde i min skriveboble på café, hvor der er folk omkring mig, men som jeg ikke skal snakke med/forholde mig til. De er der bare som summende bier udenom min skriveboble.

fredag den 3. juli 2015

At holde fast i NOGET trygt

Når man er på vej ud af en spiseforstyrrelse, er alt fuldstændig uoverskueligt, nyt, skræmmende, angstprovokerende og utrygt. At blive i spiseforstyrrelsen er klart både det letteste OG det mest trygge. Da vi mennesker er vane- og tryghedsdyr, kan det alene af den grund være svært at slippe spiseforstyrrelsen. Selv om noget, vi gør, er destruktivt, holder vi fast af ren tryghed. Vi ved, hvad vi har men ikke, hvad vi får... Tænk at skulle begynde at gøre stort set ALT anderledes, end du plejer!! En spiseforstyrrelse griber nemlig ikke kun ind i maden. Den påvirker relationer og job/studie (hvordan du agerer/har det/er) og hele din dagligdag. At arbejde dig ud af en spiseforstyrrelse er faktisk at ændre hele dit liv (i hvert fald hvis du som mig har været spiseforstyrret i mange år. Det er mindre gennemgribende, hvis du "kun" har været spiseforstyrret i 1 år/få år).

Er det så ok at holde fast i noget trygt?

Hvis du spørger mig er svaret: JA. Det er næsten umuligt at ændre alt på én gang.

Jeg har f.eks. holdt fast i.... TYGGEGUMMI! :) Når jeg var urolig, spiste jeg en masse tyggegummi (3-6 pakker pr. gang...). Jeg sad og tyggede heftigt på et stykke, spyttede det så ud, tog et nyt, tyggede løs på det, spyttede det ud, tog endnu et osv. Og de tyggede stykker stablede jeg i en bunke, så jeg til sidst havde et tyggegummi-bjerg! Jeg kunne være helt øm i kæberne bagefter, og det var spild af penge - men er det ikke bedre, end at jeg f.eks. havde kastet op? Jeg synes, at det er ok at opveje situationen, og så gøre nogle lidt spiseforstyrrede ting, hvis det kan aflede én for at gøre noget værre. Selvfølgelig skal det ikke gå hen og blive en sovepude, og at man efterhånden bilder sig ind, at det er normalt. Men kan det hjælpe én til at bryde de mest destruktive ting, kan man altid arbejde med at fjerne "de sidste rester" senere.

I dag spiser jeg tyggegummi normalt. MEN hvis jeg f.eks. har stressede perioder, kan jeg godt finde mig selv i gang med at bygge tyggegummi-bjerg. Betyder det så, at jeg er spiseforstyrret igen? Måske i nogens øjne. Bare ikke i mine. Prøv at tage en spørgerunde hos ikke-spiseforstyrrede og hør, om de ikke også har nogle mærkelige ting, som de gør, når de er pressede, stressede, kede af det osv. Vi spiseforstyrrede skal passe på med ikke at gøre os selv mere underlige end vi er!

Hvad så med sult, bræk, overspisning osv., når man er på vej ud? Jeg ved, at nogle behandlere straks råber vagt i gevær, hvis den spiseforstyrrede igen f.eks. har kastet op efter en længere periode som brækfri. Det gør jeg ikke med dem, jeg hjælper. Det er ok! (altså, jeg klapper ikke i hænderne og råber high five). Men jeg ved, at det går op og ned. Vejen ud er ikke lige ud af landevejen. Der er MANGE bump og udfordringer på vejen. MANGE MANGE MANGE! Og når man "falder i" og f.eks. sulter en dag, kaster op eller overspiser, lærer man af det hver gang. Når først man lærer at kigge på sit mønster og sine årsager, er det faktisk ret interessant bagefter at kunne tænke: "nååååååh ja, det var DERFOR, jeg liiiiiige skulle gøre det igen... ". Dvs. man lærer faktisk af sine tilbageskridt. Og netop derfor kalder jeg det ikke hverken "at falde i" eller tilbageskridt, for de kan være med til at føre én hurtigere frem bagefter. Der var bare lige noget mere, man skulle lære, plejer jeg at sige. Det er en langt mere positiv måde at se det på, og det er vigtigt for den spiseforstyrrede. Ellers bliver det endnu en hammer, der brager løs oppe på hovedet.

Hvis du lige nu sidder i "orkanens øje" på vej ud af en spiseforstyrrelse, så stop op i 2 minutter efter du har læst dette og sig højt til dig selv:

"Jeg gør det godt nok. Det er ok, at jeg stadig gør X (indsæt selv), men for 1 år siden kunne jeg ikke engang X (indsæt selv). Jeg ER på rette vej, og det kan ikke gå hurtigere, end det gør!"

Rigtig god weekend til jer alle <3