fredag den 3. juli 2015

At holde fast i NOGET trygt

Når man er på vej ud af en spiseforstyrrelse, er alt fuldstændig uoverskueligt, nyt, skræmmende, angstprovokerende og utrygt. At blive i spiseforstyrrelsen er klart både det letteste OG det mest trygge. Da vi mennesker er vane- og tryghedsdyr, kan det alene af den grund være svært at slippe spiseforstyrrelsen. Selv om noget, vi gør, er destruktivt, holder vi fast af ren tryghed. Vi ved, hvad vi har men ikke, hvad vi får... Tænk at skulle begynde at gøre stort set ALT anderledes, end du plejer!! En spiseforstyrrelse griber nemlig ikke kun ind i maden. Den påvirker relationer og job/studie (hvordan du agerer/har det/er) og hele din dagligdag. At arbejde dig ud af en spiseforstyrrelse er faktisk at ændre hele dit liv (i hvert fald hvis du som mig har været spiseforstyrret i mange år. Det er mindre gennemgribende, hvis du "kun" har været spiseforstyrret i 1 år/få år).

Er det så ok at holde fast i noget trygt?

Hvis du spørger mig er svaret: JA. Det er næsten umuligt at ændre alt på én gang.

Jeg har f.eks. holdt fast i.... TYGGEGUMMI! :) Når jeg var urolig, spiste jeg en masse tyggegummi (3-6 pakker pr. gang...). Jeg sad og tyggede heftigt på et stykke, spyttede det så ud, tog et nyt, tyggede løs på det, spyttede det ud, tog endnu et osv. Og de tyggede stykker stablede jeg i en bunke, så jeg til sidst havde et tyggegummi-bjerg! Jeg kunne være helt øm i kæberne bagefter, og det var spild af penge - men er det ikke bedre, end at jeg f.eks. havde kastet op? Jeg synes, at det er ok at opveje situationen, og så gøre nogle lidt spiseforstyrrede ting, hvis det kan aflede én for at gøre noget værre. Selvfølgelig skal det ikke gå hen og blive en sovepude, og at man efterhånden bilder sig ind, at det er normalt. Men kan det hjælpe én til at bryde de mest destruktive ting, kan man altid arbejde med at fjerne "de sidste rester" senere.

I dag spiser jeg tyggegummi normalt. MEN hvis jeg f.eks. har stressede perioder, kan jeg godt finde mig selv i gang med at bygge tyggegummi-bjerg. Betyder det så, at jeg er spiseforstyrret igen? Måske i nogens øjne. Bare ikke i mine. Prøv at tage en spørgerunde hos ikke-spiseforstyrrede og hør, om de ikke også har nogle mærkelige ting, som de gør, når de er pressede, stressede, kede af det osv. Vi spiseforstyrrede skal passe på med ikke at gøre os selv mere underlige end vi er!

Hvad så med sult, bræk, overspisning osv., når man er på vej ud? Jeg ved, at nogle behandlere straks råber vagt i gevær, hvis den spiseforstyrrede igen f.eks. har kastet op efter en længere periode som brækfri. Det gør jeg ikke med dem, jeg hjælper. Det er ok! (altså, jeg klapper ikke i hænderne og råber high five). Men jeg ved, at det går op og ned. Vejen ud er ikke lige ud af landevejen. Der er MANGE bump og udfordringer på vejen. MANGE MANGE MANGE! Og når man "falder i" og f.eks. sulter en dag, kaster op eller overspiser, lærer man af det hver gang. Når først man lærer at kigge på sit mønster og sine årsager, er det faktisk ret interessant bagefter at kunne tænke: "nååååååh ja, det var DERFOR, jeg liiiiiige skulle gøre det igen... ". Dvs. man lærer faktisk af sine tilbageskridt. Og netop derfor kalder jeg det ikke hverken "at falde i" eller tilbageskridt, for de kan være med til at føre én hurtigere frem bagefter. Der var bare lige noget mere, man skulle lære, plejer jeg at sige. Det er en langt mere positiv måde at se det på, og det er vigtigt for den spiseforstyrrede. Ellers bliver det endnu en hammer, der brager løs oppe på hovedet.

Hvis du lige nu sidder i "orkanens øje" på vej ud af en spiseforstyrrelse, så stop op i 2 minutter efter du har læst dette og sig højt til dig selv:

"Jeg gør det godt nok. Det er ok, at jeg stadig gør X (indsæt selv), men for 1 år siden kunne jeg ikke engang X (indsæt selv). Jeg ER på rette vej, og det kan ikke gå hurtigere, end det gør!"

Rigtig god weekend til jer alle <3

Ingen kommentarer:

Send en kommentar