torsdag den 30. juli 2015

Skal man kunne spise ALT, før man er ude af spiseforstyrrelsen?

I går lagde jeg følgende billede på Instagram:

 
 
En kanelstang - som jeg ikke kan li'. Men skal jeg så spise den alligevel, fordi "det skal man kunne for at være fri af spiseforstyrrelsen"?
 
NEJ! Man skal ikke kunne spise alt, før man kan sige, at man er fri af spiseforstyrrelsen. Dem som aldrig har haft en spiseforstyrrelse spiser heller ikke alt. Der er altid noget, man ikke kan li', og det er ok at sige nej tak til det!
 
Det, der er svært, når man er på vej ud af en spiseforstyrrelse, er:
 
- hvad kan JEG li'?
 
- hvad BILDER JEG MIG IND, at jeg ikke kan li' (i virkeligheden er det spiseforstyrrelsen, der "siger", at man ikke kan li' det...)
 
- hvordan lærer jeg at mærke, hvad JEG har lyst til?
 
Og her "på den anden side", ude af spiseforstyrrelsen, synes jeg, at det kan være svært at lade være med at tænke over, hvad andre tænker (ja, totalt åndssvagt og spild af energi!). Altså, hvis jeg sidder sammen med nogen, som f.eks. spiser kanelstang, og jeg så siger "nej tak" til den. Så kommer jeg til at tænke på, om de nu tror, at det er spiseforstyrrelsen, der påvirker mig til at sige nej. Selv om jeg godt ved, at jeg virkelig ikke har LYST til den, fordi jeg ikke kan li' kanelstang!! Jeg sidder altså og bruger krudt på at ryge over i andre - i stedet for at blive hjemme hos mig selv. Jeg er så langt nu, så jeg sagtens kan mærke, hvad jeg har lyst til at spise, og hvad jeg kan li' og ikke li'.
 
Hvordan lærte jeg så at mærke, hvad jeg har lyst til, og hvad jeg godt kan li' (og ikke spiseforstyrrelsen...)? Det har været en LANG LANG LANG proces at lære. Det har taget ÅR! I spiseforstyrrelsen bildte jeg mig f.eks. ind, at jeg ikke kunne li' smør og flødeskum. Men det kan jeg godt li'! Jeg fandt ud af det ved at spørge ind til mine regler og begrænsninger. Er det rigtigt, at jeg ikke kan li' det, eller er det spiseforstyrrelsen, der får mig til at sige nej? Selvfølgelig kunne jeg i LANG tid ikke svare på de spørgsmål, jeg stillede mig selv, men ved at BLIVE VED, fandt jeg ud af mere og mere. Og ikke mindst ved at være MODIG. Det kræver voldsomt mod at slippe en spiseforstyrrelse! For hver gang jeg gik mod det, som spiseforstyrrelsen sagde, skulle jeg mærke efter. KAN jeg li' det her? Og hvad har jeg LYST til? Spiser jeg denne mad, fordi spiseforstyrrelsen siger det, eller har jeg i virkeligheden lyst til noget andet?
 
Man skal altså blive mere og mere bevidst om sine krops signaler og sin lyst. Og blive klar over, at man har VALG og FRAVALG. Man er selv herre over det!!
 
Altså: for at være ude af spiseforstyrrelsen, skal jeg ikke vælte mig i pizza, burger, kage, slik osv. for at vise at jeg er ude af den. Det er helt ok at ville leve sundt og passe på sig selv. Og at sige til og fra ud fra ens egen lyst og behov! Bare man er opmærksom på, at der pludselig ikke sniger sig en dum regel ind igen (spiseforstyrrelsen er nemlig meget snu. Uden man opdager det, kan den finde på numre igen. Men man bliver hurtigere og hurtigere til at opdage det).
 
Så i dag spiser jeg som sagt ikke kanelstang, fordi jeg ikke kan li' det. Og jeg er ikke den store kage-spiser generelt. Det er aldrig (og har aldrig været) svært for mig at gå forbi en bager, fordi det ALDRIG har sagt mig noget. Men jeg er vild med flødeboller, god chokolade og is. Og det spiser jeg, når jeg har lyst til det. Resten af tiden spiser jeg sundt - for jeg vil gerne passe på min krop og bygge mine knogler op. For mig er sundhed både noget psykisk og fysisk, så derfor kan en flødebolle altså være sige så sundt i mine øjne som broccoli. Det handler om nydelse og balance. Intet behøver at være forbudt - hvad har DU lyst til?
 
Er du lige nu i processen med at lære at mærke lyst, så hav TÅLMODIGHED. Du lærer det ikke på 14 dage. Bare hold fast i at mærke efter og blive bevidst om dine valg (og fravalg) og tænk over, hvorfor du spiser, som du gør. Hvem sidder og styrer "bilen"? Dig eller spiseforstyrrelsen? Og begynd så i DET SMÅ at gå imod spiseforstyrrelsen og overtag styringen mere og mere. Du er ved at få et kørekort til dit eget liv. Men selv når du HAR fået kørekortet, skal du faktisk først HER til at lære at køre rigtigt. 

2 kommentarer:

  1. Hvor er det som altid bare godt skrevet Mille og ja jeg skal også mærke efter, hvad jeg egentlig KAN lide og ikke kan lide i forhold til min anoreksi.

    SvarSlet
  2. Nu er jeg jo i en helt anden verden for jeg overspiser tit.. For mig handler det om at lære hvornår jeg er mæt og samtidig vil jeg gerne leve med en sund fornuft. plejer siger at der ikke er noget jeg ikke må få, det handler bare om mængden og måden det er lavet på.. Jeg prøver hele tiden at være bedre til at lytte til min krop og se dens signaler.

    Knus <3

    SvarSlet