fredag den 28. august 2015

Jeg be'r om hjælp

Jeg lige lagt følgende på Instagram, og nu ryger det også her på bloggen :)


Dette er min morgenmad (fra i morges) med et strejf af solskin. Grøntsagsrester fra aftensmaden i går, æg, mandler og hørfrøolie - nemt, mætter, sundt, ikke så mange dikkedarer :)

Det er fortsat med at vælte ind med spiseforstyrrede, der vil bidrage til min bog, og jeg er vildt overrasket, imponeret, taknemmelig og glad. Min udfordring er - som jeg skrev i går - at vælge. For hver eneste historie er vigtig og går lige ind under huden på mig. Så hvordan skal jeg kunne vælge nogen fra?!

Så: jeg har bedt om hjælp udefra. Jeg får én til at hjælpe mig med at vælge ud - én som ikke kender til spiseforstyrrelse på egen krop eller i sit netværk. Som kan se på det rent fagligt, professionelt, så bogen bliver så dækkende og rammende som muligt og uden følelser involveret. Jeg blander følelserne for meget ind, kan jeg mærke.

Måske vil nogen synes, at det er fesent, at jeg ikke selv vælger ud - men jeg ser det som at tage ansvar. Det er præcis som min pointe i vejen ud af en spiseforstyrrelse. Jeg snakker jo meget om at tage ansvar og handle selv, men det kan NETOP betyde at bede om hjælp til det, man har brug for!! Man kan og skal ikke bare klare alt selv. Tit bliver resultaterne også bedre, når man tør "dele arbejdsopgaverne ud". Håber det giver mening.

Husk for resten også at dem som ikke kommer med i denne bog, kan "bruges" på anden vis: på min kommende nye hjemmeside eller måske i en bog nr. 2? Jo mere materiale vi kan skabe, jo mere har vi "at gå ud med", så der kan ske de ændringer, vi ønsker.

PS. Jeg mener ikke, at der ikke skal kunne mærkes følelser i bogen - det kommer der i høj grad til!! Det er bare lige nu, at jeg vil adskille følelser og proffesionalisme, hvis man kan beskrive det sådan.

torsdag den 27. august 2015

I'm in trouble!

Positivt. Men alligevel udfordrende for mig.

I går efterlyste jeg spiseforstyrrede, der vil bidrage til min bog, som skal være med til at rokke behandlingssystemet (er min hensigt. Jeg håber, at bogen vil gøre, at der bliver lyttet mere til os, der HAR været møllen igennem, så behandlingen kan forbedres fremover).

Det er væltet ind med piger, der gerne vil bidrage med deres historie, og det gør mig edderhyleme glad!! At så mange ønsker at hjælpe - det er fantastisk.

Min udfordring ligger i at udvælge dem til bogen.... jeg forestiller mig at have 10-15 med i bogen (tænker jeg på nuværende tidspunkt), men det betyder så, at jeg skal vælge en masse FRA! På 2 timer skrev 51 til mig.... så I kan godt se, hvor det bærer hen, ik?! (og husk, at jeg synes, det er fantastisk!). Men at skulle sige nej til nogen, gør virkelig ondt på mig :(

Derfor bliver jeg nødt til at slå noget fast (og læs det igen og igen hvis du er én af dem, der ikke kommer med i bogen):

INGEN HISTORIE ER FORKERT, IKKE GOD NOK, IKKE SPÆNDENDE NOK, LIGEGYLDIG ELLER IKKE-BRUGBAR.


HVER OG ÉN ER EN UNIK HISTORIE, DER KAN BIDRAGE, HJÆLPE OG INSPIRERE ANDRE. VI HAR HVER VORES VINKEL OG OPLEVELSE, OG INGEN HISTORIE ER "BEDRE" END ANDRE.

Okay??! Husk husk husk det!!

Jeg skriver det, fordi jeg ved, hvor følsom og sårbar mange af os spiseforstyrrede er (undskyld jeg generaliserer). Mange tager et nej eller en afvisning meget personligt. Men du er GOD NOK, RIGTIG NOK, NEJ RETTERE: FANTASTISK I DIG SELV!!!

Hvordan vil jeg udvælge?

Jeg vil sørge for at "dække bredt" i bogen - altså både have anorektikere, bulimikere og overspisere med (hvor jeg dog hader at sætte det sådan i kasser...), og inden for de "kategorier" vil jeg også sørge for at dække forskellige typer af behandling. Så det er altså "et puslespil", der skal gå op, så vi får en så god bog som muligt!

VI ER ET HOLD. Se sådan på det. Vi kan SAMMEN gøre forståelsen for spiseforstyrrede bedre og langsomt forbedre behandlingen.

Derfor er min plan - som opstod fordi I er så mange, der bakker op! - at alle de historier, der ikke er plads til i bogen, skal bruges bare på en anden måde. Fordi alle som sagt er vigtige og ikke kan undværes.

Så I vil blive brugt (positivt ment) på min nye hjemmeside, som er under opbygning. Den skal nemlig ikke kun handle om mig (jeg er træt af navlepilleri i min egen historie. Den er efterhånden fortalt nok), så der får jeg brug for en masse andre :)

Jeg knokler alt, hvad jeg kan, men det tager altså den tid, det tager.... jeg kan kun lille mig i det her :)

Senest fredag i næste uge får I besked, om I skal bidrage til bogen (og husk nu at læse det jeg har skrevet ovenover, hvis du ikke bliver valgt. OG husk at jeg så senere sagtens kan "bruge" dig!).

onsdag den 26. august 2015

Hjælp mig så vi kan hjælpe andre!

Det er jo ingen hemmelighed, at jeg rigtig gerne vil sparke måden, som behandlingen til spiseforstyrrede (ofte) foregår på i en anden retning, end den der dominerer i dag (jeg siger ikke, at al behandling, der tilbydes er dårlig).

Hvis du har været/er spiseforstyrret, vil du så hjælpe mig? Det gør ikke noget, at du stadig er i proces, men det er vigtigt, at du er så langt, at du li'som kan "se det udefra". Altså se og forstå, hvad du har været igennem, hvordan du blev "grebet an" i behandlingssystemet, hvad der var godt og skidt, hvordan din udvikling har været osv. Men du behøver altså ikke være helt "fri" endnu.

Min idé startede faktisk før, jeg blev gravid med Julia, og jeg fik også sat gang i processen med at efterlyse andre spiseforstyrrede. Men så blev jeg først syg (med blæren. Kunne ikke tisse, var indlagt og fik kateter, som nogle af jer måske kan huske), så blev jeg overraskende nok (men ønsket) gravid, fokus blev på andre ting, Julia blev født, og jeg var over et år på barsel. Nu har jeg haft lidt tid til at "samle stumperne op" - få styr på alle mine idéer og bogprojekter.

Det betyder, at jeg nu går i gang med bogen, hvor andre spiseforstyrrede skal være med og bidrage med deres historie og erfaringer med behandlingen. Hvis vi ønsker en ændring på området, så flere får bedre hjælp, end der tilbydes nu, må vi være flere, der fortæller om vores oplevelser.

Idéen med bogen er, at jeg interviewer jer, der vil bidrage, og så skriver jeg bogen (som I selvfølgelig godkender, inden den bliver trykt). Til sidst i bogen vil jeg samle op på det hele og skrive om, hvordan behandlingen er i dag, og ikke mindst hvordan vi som spiseforstyrrede, der har "været i lorten", kan se, at den kan gøres bedre.

Det bliver materiale, som kan bruges til at råbe politikerne op - jeg har i hvert fald tænkt mig at prøve :)

Så. Vil du bidrage til bogen og mødes med mig til et interview? Så skriv en mail til mig (mille@ihdumille.dk) og fortæl bare lidt om dig selv. Så tager vi den derfra og aftaler, hvornår vi kan mødes. Jeg bor på Amager, men det betyder ikke, at jeg ikke vil snakke med jer fra Jylland, Fyn osv. Vi må se, hvordan det kan løses - enten at jeg tager en tur rundt i DK, eller at noget måske kan klares via mail og telefon. Det skal vi nok finde ud af!

Jeg efterlyser både spiseforstyrrede med anoreksi, bulimi og overspisning. Det er vigtigt at dække hele "markedet".

Husk at hvis jeg ikke vælger dig til at være med i bogen, er det ikke fordi, "du ikke er god nok". Jeg bliver bare nødt til at vælge ud, for ellers kan det jo blive en bog på tykkelse med Biblen ;)

PS. Er der nogle drenge, der vil bidrage, vil jeg blive rigtig glad. Der mangler i den grad også fokus på drenge med spiseforstyrrelser!

PPS. Du kan sagtens være anonym i bogen. Så er det kun mig, der ved, hvem du er, hehe ;)

mandag den 24. august 2015

Lidt om irrationelle tanker - og flødebollekursus!!

I sidste uge var jeg hos frisøren, og der mærkede jeg, hvor meget en oplevelse kan sidde i én og føre til irrationelle tanker og følelser (det ved jeg selvfølgelig godt, men når det sker, er det altid vildt at mærke - og tankevækkende, for det forklarer jo, hvorfor det ikke altid bare er så nemt at komme videre fra ting, man har oplevet. Det sidder i kroppen). Sidste gang jeg var hos frisøren, fik Julia feberkramper i vuggestuen og blev kørt i ambulance på hospitalet - og jeg følte mig som verdens dårligste mor, fordi jeg ikke var hos hende, da det skete (læs evt. indlægget her). Da jeg cyklede til frisøren i sidste uge, kunne jeg mærke angsten for, at det ville ske igen... at der ville ske Julia noget, mens jeg sad i frisørstolen... Mens jeg blev klippet, sad jeg konstant med mobilen, hvis nu vuggestuen skulle ringe... Men det gjorde de selvfølgelig ikke, og der skete ikke Julia noget :)

Tosset, ik? Der var jo INGEN sammenhæng mellem frisør og feberkramper! Men fordi jeg oplevede det sidste gang, jeg sad hos frisøren, husker min krop det, og derfor mærkede jeg angsten, da jeg sad der igen.

Jeg fortæller det bare for at minde jer om at huske at adskille tingene (så godt I kan). Altså, fordi I har én dårlig oplevelse med noget (kan f.eks. være en dårlig kæreste), betyder det jo ikke, at alle mænd er idioter, og du aldrig vil finde kærligheden igen. Så man skal huske at bruge den sunde fornuft, så en dårlig oplevelse ikke kommer til at ødelægge en mulig glæde fremover.

Samtidig synes jeg, at det er vigtigt at anerkende, at frygten er der. Hvis man lukker øjnene for noget og ikke vil vedkende sig, at frygten er der, styrer det én på en negativ måde. Som jeg skriver i min bog "Resten skal nydes", begynder friheden i accepten. Du kan ikke komme videre, før du accepterer her og nu.

Så jeg tog til frisøren, selv om jeg mærkede angsten for, at der ville ske Julia noget - og fik så punkteret den irrationelle sammenhæng. Næste gang tror jeg ikke, at jeg vil føle en angst for at blive klippet :)

Mit nyklippede hår:

 
Noget helt andet: i lørdags holdt vi både min og min kærestes fødselsdag samlet (fordi vi har fødselsdag tæt op ad hinanden). Vi var ude og spise brunch med familien, og Julia havde en fest - med papiret fra vores gaver!: 
 

En af vores gaver var... at vi skal på FLØDEBOLLEKURSUS hos Social Foodies på Frederiksberg! (som laver de BEDSTE flødeboller, synes jeg! Læs evt. her og her). Suuuuuper gave, og jeg glæder mig vildt til d. 6. sep., hvor kurset er. Med i gaven er pasning af Julia, så vi får altså en hel kærestedag samtidig med kurset.

I kommer til at høre om det, når vi har været på kurset, kan jeg love jer!

torsdag den 20. august 2015

D. 20. aug. er en særlig dag...

I dag er det d. 20. august, og det er for mig en særlig dag af to årsager.

D. 20. august 2007 var jeg ude for en (u)lykke. I krydset inde ved Søpølsen/Klamydiaslottet (kært barn har mange navne. Det hedder rigtigt Søpavillionen, og det er et dansested her i København) blev jeg kørt ned af en bil. Jeg slap heldigt med en hjernerystelse, trykkede ribben, diverse skrammer - og et venstre ben, der sad helt skævt, så det efterfølgende blev opereret. Det kostede mig 5 måneder med genoptræning på Rigshospitalet, før jeg kunne gå igen. De 5 måneder på krykker lærte mig SÅ meget, og jeg er lykkelig for, at jeg blev kørt ned. Ja, du læste rigtigt! Jeg har næsten lyst til at takke den mand, som torpederede mig (og efterfølgende stak af fra gerningsstedet og efterlod mig på kørebanen...). Så derfor skriver jeg (u)lykke, hvor u er i parentes.

Inden (u)lykken var jeg fanget i en ond spiral af overdreven destruktiv motion og restriktiv spisning (anoreksi med bræk indimellem), så min krop og psyke var vanvittig stresset. Jeg havde "levet" sådan i 11 år, og jeg troede næsten ikke mere på, at det nogensinde ville blive anderledes. Det var nok bare min skæbne, at jeg skulle have sådan et "liv". Men jeg ønskede brændende, at nogen skulle få mig til at stoppe, tage ansvar og vende skuden. Få det liv som jeg inderst inde drømte om! I dagene op til (u)lykken kan jeg tydeligt huske, at jeg mange gange tænkte: "én eller anden - stop mig please!!!" Og om natten drømte jeg om, at jeg blev kørt ned. Så da jeg den morgen, d. 20. aug., blev kørt ned var det vanvittig syret! (og jeg vil lige indskyde, at det absolut ikke var min egen skyld). Jeg kan huske, at jeg tænkte, da jeg vågnede op på en båre med (lækre) ambulancemænd omkring mig: "holy shit - jeg ER blevet kørt ned!". Og derefter synes jeg selvfølgelig ikke, at det var skide sjovt at være bundet til en seng og krykker de næste 5 måneder....

Men det blev faktisk startskuddet ud af spiseforstyrrelsen. Da jeg lå der, blev jeg tvunget til at være i min krop, i mig selv, mærke mig selv... jeg kunne pludselig ikke flygte mere. Jeg kunne ikke motionere uroen væk. Og jeg blev nødt til at konfrontere mig med angsten for maden - for tanken om, at jeg aldrig ville komme til at gå igen, hvis jeg ikke gav min krop ordentlig næring til at bygge sig selv op igen, var for sindssyg.... jeg ville gå igen! Så i de 5 måneder spiste jeg mere fornuftigt, end jeg havde gjort i de foregående 11 år, og jeg dyrkede ingen motion. Jeg fik ro til at læse alle mine dagbøger igennem, jeg samlede dem til min første bog "Lad mig bare forsvinde" (som hedder "En anoreksipiges dagbog" i 2. oplag), og sendte bogen til PeoplesPress. Jeg fik helt ærligt et kæmpe chok, da de promte sagde ja til at udgive den! Og det blev så startskuddet til alt det, jeg siden har lavet...

Det er altså ikke noget, jeg planlagde. Jeg udgav mine dagbøger i håb om, at min historie kunne hjælpe andre - men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, hvilken "rolle" jeg ville få, eller at jeg ville få min forfatterdrøm opfyldt og udgive mange flere bøger, så jeg i dag lever af det!

Kort efter "Lad mig bare forsvinde" udkom begyndte en kæmpe efterspørgsel på foredrag. Mig som altid har været ved at skide grønne grise af at åbne munden over for andre, skulle pludselig ud og holde foredrag for mange mennesker! Lille forsigtige mig! Helt ærligt, så aner jeg ikke, hvordan jeg turde sige ja. Men det gjorde jeg. Jeg sprang simpelthen ud i det, og det føltes som et frit fald, hvor jeg overskred mine egne grænser og begrænsede forestillinger om, hvad jeg duede til. Det viste sig, at faldskærmen foldede sig ud, jeg rent faktisk var skide god til at holde foredrag - og kunne li' det!

Mit første foredrag holdt jeg d. 20. aug. 2008 - dvs. præcis et år efter (u)lykken :) Så i dag har mit firma "Ih, du Mille" 7 års jubilæum :)

Folk begyndte at efterspørge, hvad der videre skete mig efter (u)lykken - om jeg ikke kunne udgive mine videre dagbøger? Øhh, jo da! Så derfor er "Hvor ser du godt ud!" og "Ih, du Mille" blevet hhv. bog nr. 2 og nr. 3, og dermed har jeg skrevet en trilogi om mit liv (der er sgu da ikke mange, der som 36 årig allerede har skrevet 3 bøger om sit liv, hva'?! Lidt stolt må jeg nok gerne være). Og jeg har jo så også skrevet "Lyster" og "Resten skal nydes", så man må sige, at min forfatterdrøm er blevet opfyldt! For resten har jeg også skrevet bøger for andre (som ghostwriter hedder det), men på de bøger står jeg ikke som forfatter. Det er kun den, som har hyret mig til at skrive bogen, som ved, at det er mig, der står bag.

I dag, 7 år efter, sidder jeg så og tænker tilbage. Ville jeg ha' gjort noget anderledes? Ja. Jeg skulle ikke ha' udgivet min dagbog allerede i 2008. På det tidspunkt var jeg kun lige påbegyndt den lange rejse ud af spiseforstyrrelsen, så jeg stod altså absolut ikke på mine egne ben endnu. Hverken fysisk - fordi mit venstre ben var ødelagt - eller psykisk. Men mange begyndte at se mig som hende den stærke, der var kommet ud af anoreksien.... jeg fik den "rolle". Og jeg kom til at bilde mig selv ind, at jeg var nået længere, end jeg reelt var, for at opretholde en (ny) facade. Jeg holdt altså foredrag om at have anoreksi, og jeg hjalp MANGE over mail - samtidig med at jeg selv stadig kæmpede!! Det var SYYYYYGT hårdt! Og jeg husker tydeligt, hvordan jeg efter hvert foredrag var fuldstændig drænet, ked af det og alene.... Savnede kram og at nogen spurgte til mig. Nu var jeg jo bare blevet hende den stærke....

Så jo, jeg ville faktisk ønske, at jeg havde ventet med at udgive mine dagbøger til nu, hvor jeg er "ude på den anden side" og udelukkende bruger spiseforstyrrelsen som en gave og en guide. På den anden side tænker jeg, at jeg har lært voldsomt meget af at være ude i offentligheden, og måske har den "rolle" jeg blev sat i/satte mig selv i, været med til at jeg har fortsat, fortsat og fortsat vejen ud til LIVET? Jeg blev jo pludselig noget for en masse mennesker, som jeg ikke ville svigte! Så..... der er sgu nok en mening med det hele :)

Rigtig mange der er på vej ud af en spiseforstyrrelse mailer til mig og fortæller, at de vil udgive deres historie lige som mig. Hvilket jeg selvfølgelig synes er fantastisk, for så er vi flere om at gøre en forskel på området. Men alligevel er mit råd helt klart: vent med at hjælpe andre og/eller udgive din historie, hvis det er det, du vil, til du selv står fast på dine egne ben. Du kan slet ikke forestille dig, hvor vanvittigt det er at være i medierne, blive genkendt, skulle hjælpe andre, være "på".... samtidig med at du arbejder for at få dit eget liv i balance. Det kan godt være, at det lyder rosenrødt, men det er det altså ikke (kun). Husk på at bagsiden af medaljen er lige så stor som forsiden....

Det allerallervigste er, at DU lærer at leve dit liv. Være i din krop og i dine følelser. Lærer at bruge spiseforstyrrelsen som en ven, guide og en gave. Derefter kan du meget bedre være noget for andre! I dag kan jeg hjælpe andre en million gange bedre, end jeg kunne i 2008, fordi jeg selv er i balance og kender mig selv så godt.

Så no stress. Du når det nok. Lige nu gælder det DIG SELV og DIT LIV.

For husk: resten skal nydes. Ikke sandt?! ;)

PS. Husk at mine bøger er på tilbud - det gælder til og med på lørdag! Læs her.

tirsdag den 18. august 2015

Mig og bollerne :) And the winner is....

Se lige hvad en sød pige har sendt til mig!!! Summerbird-flødeboller!! Sikke en overraskelse og jeg siger TUSIND TAK!

Jeg har aldrig smagt Summerbird-flødeboller før, så jeg hoppede af glæde, da jeg fik pakken i går!! Den ene æske er almindelige flødeboller, og den anden er med jordbærskum. Oooooog jeg har selvfølgelig allerede smagt dem :) Luksus-flødeboller skal spises med det samme. Det er en lov! :)



 
 
Nu kan jeg så lave en flødebolle-vurdering :) Jeg har nemlig på det sidste også smagt Lagkagehusets karamelflødebolle, og flødeboller fra Social Foodies på Gl. Kongevej på Frederiksberg. 
 
Denne er fra Lagkagehuset:
 

Og disse to er fra Social Foodies:


 
Min dom lyder:
 
Lagkagehusets karamelflødebolle er helt speciel pga. karamellen i midten. Den er topdollar lækker!! Karamelovertrækket med nødder på bliver lidt voldsomt (den mætter MEGET. Selv jeg kan kun spise én). Bunden er møgkedelig - det er en "papbund", der næsten er lige så dårlig som Nettos de billige. Så bunden gider jeg simpelthen ikke spise, og det trækker meget ned i det samlede indtryk.
 
Summerbirds flødeboller er siiiiindssygt lækre! Skum, chokolade og marcinpanbund - lige i øjet!
 
Men 1. pladsen går til Social Foodies. Det er svært at beskrive præcis, hvad der gør det.... det er bare helheden, der er HELT perfekt. Bunden tilpas tykkelse (hverken for tynd eller for tyk), dejlig konsistens og smag af marcipan. Skummet specielt godt, og chokoladen der overtrækker flødebollen er også perfekt. Jeg kan ikke sætte en finger på noget, der kunne være bedre!
Summerbird er som sagt også FANTASTISKE, men alligevel får de en 2. plads, hvis jeg skal rangere flødebollerne fra disse tre steder.
 
Hehe, så ved I det!
 
Flødebollepigen har slået til igen ;)
 
Er der flødeboller, jeg endnu ikke har smagt, men som jeg SKAL smage, må I endelig sige til. Jeg kan ikke have på mig, at der er nogle, jeg ikke har smagt!


lørdag den 15. august 2015

Jeg har fødselsdag!

Jeg kan ikke komme udenom det.... jeg bliver sørme 36 år i dag. Seksogtredive! Men jeg ligner én sidst i 20'erne ;) Siger nogen i hvert fald.... Men de har nok ikke været tæt nok på og har opdaget mine rynker i panden, hængerøven og hængebabserne (ej, så slemt er det ikke. Men nogle rynker har jeg nu fået).

Jeg vil gerne give jer gave - eller rettere; nogle gode tilbud på mine bøger. Alle som mailer til mig og bestiller én eller flere af mine bøger fra i dag, d. 15. august, og til og med næste lørdag, d. 22. august, får bøgerne til følgende priser OG fragten betaler jeg. Dvs. porto = 0 kr.

Lad mig bare forsvinde / En anoreksipiges dagbog (det er samme bog): 50 kr.

Hvor ser du godt ud: 80 kr.

Ih, du Mille: 140 kr.

Resten skal nydes: 199 kr.

Og et særtilbud: køb min første og min nyeste bog - dvs. "En anoreksipiges dagbog" og "Resten skal nydes" -  for kun 210 kr., og porto 0 kr.!

Du kan læse lidt om bøgerne på min hjemmeside www.ihdumille.dk - tryk på blomsterbladet "Mine bøger".

Og nu vil jeg nyyyyyyyyyde min fødselsdag!!

PS. Husk at skrive din adresse plus om bøgerne skal signeres. Min mail er mille@ihdumille.dk.

torsdag den 13. august 2015

"Resten skal nydes" kommer nu i 2. oplag!

Så er der godt nyt til alle, der ikke har kunne købe min bog "Resten skal nydes", fordi den har været udsolgt i boghandlere og hos mig: den kommer nu i 2. oplag og kan købes igen fra i næste uge!

Rigtig mange spiseforstyrrede har fået vendt op og ned på deres tanker omkring deres spiseforstyrrelse ved at læse bogen og har fået sat gang i en positiv proces. Vil du også det? Så er det måske nu, du skal til at TURDE - og første step er min bog :)

Den nyeste kommentar, jeg har fået på mail, om "Resten skal nydes" er denne:

"Jeg har lånt din bog på biblioteket, men jeg er simpelthen bare nødt til at eje den! Den har virkelig vendt op og ned på mig og mit syn på min spiseforstyrrelse. Jeg troede egentlig, jeg var ved en skillevej, idet jeg begyndte at ØNSKE at blive rask... Men jeg HANDLEDE jo ikke på det, jeg forventede bare at tingene kom til mig, nu hvor jeg ønskede det.... Men INGEN REDDER MIG! Ååh, hvor har det bare været en øjenåbner at læser din bog! Jeg føler mig et helt andet sted rent mentalt "bare" ved at læse en bog, som jeg ellers aldrig ville kunne koncentrere mig om.... Så mange MANGE gange tak, jeg kan virkelig mærke optimismen og handlekraften helt ind i mine knogler! TAK fordi du har delt ud af det."

Det er så dejligt at modtage sådanne kommentarer. Mit ønske er nemlig at "sparke" så mange som muligt ud i livet i stedet for at blive i overlevelse!

PS. Et tip: vent et par dage med at bestille den.... der er en kvinde, der har fødselsdag på lørdag (hun starter med M), så der kommer muuuuuuuligvis nogle tilbud ;)

onsdag den 12. august 2015

Billeder af mad på Instagram

Der bliver postet rigtig mange billeder af mad på Instagram - og det kan bestemt bruges positivt! Jeg får masser af inspiration og nye idéer. "Guuuuud, hvor ser det lækkert ud. Det vil jeg også prøve at lave!".

MEN. Jeg synes bestemt også, at det kan bruges negativt, alle de madbilleder. Især for spiseforstyrrede "på vej ud".

Personligt ville jeg blive skingrende sindssyg, hvis jeg skulle poste alt, hvad jeg spiser. Jeg ville komme til at tænke ALT for meget over det. "Ser det pænt nok ud?". "Ligner det, at jeg er en grovæder?". "Synes folk jeg spiser for lidt/for mærkeligt/for sundt/for usundt/osv.?" Jeg ville fjerne fokus fra min egen lyst og nydelse, og mad ville blive for projekt-agtigt/noget som der skal gøres meget ud af. Jeg vil altså bare gerne spise - og så have fokus på alt andet end mad. Jeg vil gerne være i LIVET.

Sådan har jeg det. Men derfor kan det helt sikkert godt hjælpe nogen at poste alt, hvad de spiser. Jeg vil bare komme med en lille opfordring til at mærke efter, om det egentlig gavner eller ej. Altså om det fastholder dig i dit overdrevne madfokus, eller om du synes, det hjælper dig. Måske skal du nøjes med at poste billeder af mad engang imellem (f.eks. når du tør bryde en regel, spiser noget nyt eller lign.) i stedet for hvert måltid? Du ved bedst :) Jeg stiller bare spørgsmålet.

Det kan måske godt hjælpe nogen at se portionsstørrelser, fordi man tit ikke ANER, hvad en "rigtig" portion er mere, hvis man har været spiseforstyrret i mange år.

Men til det er der også et MEN. Husk når du ser et madbillede/et måltid postet af en anden person:

- du ved ikke, om hun spiste op.

- du ved ikke, om hun skulle spise to portioner mere, før hun var mæt.

- du ved ikke, om hun er i stand til at mærke sult og mæthed, så måske "passer" portionen slet ikke til, hvad hun "burde" spise, hvis hun kunne mærke sin krops signaler.

- du ved ikke, hvad hun ellers spiser/har spist i løbet af dagen (hvis alt ikke bliver postet på Instagram)

- du kender ikke hendes aktivitetsniveau.

Altså, et billede af et måltid skal du aldrig tage som SANDHEDEN. Sådan skal du også spise. Vi er alle forskellige, skal ikke spise det samme eller lige meget mad, er forskellige steder i vores liv, har forskellige psykiske og fysiske behov osv. osv.

Inspirationen fra andre er genialt - men husk at lade være med at sammenligne dig/dine måltider direkte. Der er så meget, du ikke ser og ved. Bliv på egen banehalvdel og find ud af, hvad der virker FOR DIG at spise, hvor meget og hvornår - så du kan få det bedst muligt. For det er jo det, det handler om, ikke?: at komme ud og leve i stedet for at overleve livet. Hvis du vil opnå det, skal du lære at stoppe sammenligningen.

Giver det mening?!

mandag den 10. august 2015

Ferien er slut

Så er ferien slut - i dag skal Julia i vuggestue igen, og vi skal arbejde. De tre ugers ferie er godt nok fløjet af sted!

I dag vil jeg bruge på at planlægge efteråret. Foredrag, bogskrivning, videoblog mm.

Her er nogle billeder fra vores sidste ferieuge, hvor vi endelig kom på stranden, fordi vejret blev SOMMERferievejr :)



De fire næste billeder er hjemme fra Julias mormor og morfar - hun er totalt i sit es, når hun er der!



 
 

Ooooooog..... ingen uge uden.... FLØDEBOLLER!


fredag den 7. august 2015

Varme ord

TUSIND TAK til jer alle, der sendte beskeder til mig i går, da jeg havde postet mit indlæg om at vise billeder af Julia. De varmede MEGET! Jeg fortsætter med at skrive og dele det, som jeg har lyst til, og jeg gør mit bedste for at hjælpe. Dem der ikke gider følge med i mit liv mere, eller som ikke gider høre mere om spiseforstyrrelser kan bare lade være med at læse med. Og jeg poster de billeder og film af Julia, som jeg har lyst til at vise jer. End of story!

Denne mail bliver jeg nødt til lige at vise jer (jeg har fået lov af afsender). Jeg kom til at græde, da jeg læste den. Så TAK endnu engang til dig!:

”Hej Mille J Du kender mig ikke, men jeg håber, at det er okay, at jeg skriver til dig. Jeg er en syttenårig pige, som lider af anoreksi, og som holder meget af at følge dig. Derfor kan jeg heller ikke lade være med at skrive til dig nu og sige, hvor meget jeg sætter pris på din blog og din instagram og generelt det arbejde, du gør. Det, der har fået mig til at skrive til dig, var dit seneste indlæg omkring dine overvejelser om billeder af Julia. Jeg vil gerne fortælle dig, at jeg synes, at det er enormt livsbekræftende at se dig og billeder af Julia og se, at du rent faktisk er kommet videre! Jeg har selv lidt af anoreksi i 5 år nu. Jeg vejer det jeg skal nu men kæmper stadigvæk meget med tankerne. Engang imellem kan det være svært at tro på, at det nogensinde kan blive bedre, men netop DU er en kæmpe bekræftelse i, at det rent faktisk kan lade sig gøre. Det at vide at du har været så langt nede, men at du har kæmpet dig op er fantastisk. At se dig nyde livet og at se dig være så glad for Julia og er en kæmpe motivation. Der findes så mange blogs og recoveryprofiler, hvor du næsten ikke finder andet end madbilleder (og hos nogle træning). Jeg har stor respekt for, at det kan hjælpe nogle, men personligt får jeg meget mere ud af at følge dig. De profiler der kun viser billeder af mad er med til at fastholde mig i det negative mønster med, at det netop er mad, der er det vigtigste i verden. Og ja, det er vigtigt, men det er det fordi, at maden er det, der giver dig energi og overskud til de ting, der virkelig er noget værd. Jeg synes, at du har så fin en balance på din blog. Du viser, at maden er en del af din hverdag, og at det rent faktisk kan være en nydelse ( her tænker jeg specielt på flødebollerne ;-) ). Du har dog ikke et overdrevent fokus på mad, men viser i stedet også alle de ting i livet, som er mindst lige så vigtige som mad. Du viser at det, trods mange år i spiseforstyrrelsens helvede, er muligt at få det godt. At blive rask og få en familie er en af mine største drømme ( der må dog gerne gå nogle år før jeg får børn ;-) ), og det er så rørende at se det lykkedes for dig. Jeg kan også, til trods for at jeg ikke kender dig, blive så glad indeni af at se dig så glad ( selv om jeg også godt er klar over, at der er nogle bædage, men herregud, sådan er livet). Jeg nyder altså at følge din profil, og jeg nyder også at se billeder af din smukke datter, som har det herligste smil :-)
Når en mor skriver sådan en mail til dig, er det formentlig blot i frustration, men det er altså ikke rimeligt. Jeg håber ikke, at du tager det alt for nært. Når hun skriver, at du burde bruge din tid på at hjælpe i stedet for at lægge billeder op af Julia, så synes jeg, det er forkert. Dels fordi at det netop hjælper, at du gør dette, og dels fordi det er så vigtigt også at gøre noget godt for sig selv. Man kan ikke være noget for andre, hvis man ikke er noget for sig selv! Og ja, jeg ville sgu også lægge billeder op, hvis jeg havde så skøn en pige.
Du hjælper så mange så mange, og det er så beundringsværdigt. Du må endelig ikke lade dig påvirke af folk, der siger andet. Du er et kæmpe forbillede, og jeg håber, at du bliver ved med at være præcis, som du er!!!
Jeg kunne forestille mig, at du bliver bombarderet af mails, så jeg forventer ikke, at du svarer denne, men jeg følte blot for at fortælle dig disse ting. Jeg håber, at du og din familie får nogle skønne feriedage sammen. Kh…. ”

torsdag den 6. august 2015

Julia eller ej?

Jeg poster en del billeder og film af Julia på Instagram (og også lidt her på bloggen og på Facebook), men jeg tænker meget over det. Jeg viser hende ikke frem for at få søde kommentarer (men de er dejlige at få, tak, og bliv endelig ved hvis I har lyst!) - jeg viser hende og skriver om hende, fordi hun jo er en KÆMPE del af mit liv nu. Før hun kom, handlede mit liv om andre ting, og det delte jeg også. Jeg har for fa'en delt min dagbog med jer i tre bind!! Hvis jeg nu slet ikke viste Julia, kunne jeg på en måde lige så godt hoppe helt ud af offentligheden. Lukke min blog, Facebook og Instagram. Det ville i hvert fald ikke være MIT LIV, jeg viste mere, hvis jeg skar Julia fra.

Hvis jeg kun postede madbilleder, ville det give et fuldstændig forkert indtryk af, hvordan jeg er kommet ud af spiseforstyrrelsen og fortsat holder den udelukkende som en ven/guide. For mad i dag fylder mindre end alt andet for mig. Jeg spiser regelmæssigt og sundt (med plads til det guf, jeg har lyst til), men det fylder ikke. Altså, jeg tænker over, hvad jeg spiser, men valgene er hurtigt taget, så jeg ikke bruger en hel dag på at tænke over, hvad jeg skal spise og ikke spise. Jeg ved nu, hvad jeg skal spise for at have det godt. Før i tiden fyldte mad mit hoved 24 timer i døgnet. Giver det mening? Det er altså ikke fordi, jeg ikke går op i mad og sundhed i dag. Jeg spiser for at leve og for at passe på min krop og mig selv, fordi jeg vil have det bedst muligt, og kosten har en betydning for vores velbefindende.

Så altså, det er sjovt at poste nogle madbilleder og skrive lidt om, hvad jeg spiser, fordi det selvfølgelig også er en del af mit liv og en del af det at holde fast i at være ude af spiseforstyrrelsen. Men hovedessensen af mit liv er blevet Julia, samt at gøre de ting der gør mig glad og nyde mit liv, så meget det er muligt (der er jo altid gode og mindre gode perioder).

Det har været vejen ud FOR MIG. Altså at maden ikke længere er omdrejningspunktet for dagen. Jeg har lært at flytte fokus, så fokus i stedet er på at opleve og være til stede - og ikke mindst mærke KÆRLIGHED. Selvfølgelig til dem jeg elsker men også til livet generelt. At ville livet.

Hvorfor er det så alligevel svært for mig at poste billeder af Julia? Fordi jeg ved hvor ondt, det gør, når man er der, hvor alt er en gang hundeprut, man ikke kan få børn og fremtiden virker uoverskuelig. Jeg var ved at tude, hver gang jeg så en barnevogn, og jeg var misundelig på dem, som kunne finde ud af at leve sit liv. Så jeg får selv et sug i maven nu, hver gang jeg viser Julia frem, fordi jeg har været "på den anden side". Jeg ved, at jeg måske gør nogen kede af det (men jeg tænker, at det også kan give håb at se Julia? At det lykkedes mig at få hende, selv om jeg ikke havde menstruation i 16 år).
Så jeg siger til mig selv, at jeg bliver nødt til at blive på min egen halvdel - i mine følelser. Jeg kan ikke håndtere alle de følelser, der kommer ude på den anden side af skærmen. Jeg håber, at alle ved, at jeg ikke er ude på at sige: "haha, se mig, hvor god jeg er, og nu har jeg en datter, haha". Jeg ønsker inderligt at hjælpe ALLE, hvis det var muligt.

Derfor gør det mig vildt ked af det, når jeg modtager en mail fra en mor til en spiseforstyrret, om "hvor træt hun er af at se på min datter, og om jeg dog ikke kan tænke på at hjælpe flere spiseforstyrrede i stedet for?".

Jeg ved, at jeg gør/har gjort en stor forskel for mange, og jeg kæmper stadig for at hjælpe så godt, jeg kan. Men jeg har også mit eget liv, som skal leves, og ikke mindst Julia som jeg skal opleve verden sammen med.

Nå, slut prut - nu ved I, hvorfor jeg viser Julia, og at jeg ikke gør det for at "prale". Jeg er stadig Mille, der ønsker at hjælpe.
Dem, der ikke ønsker at følge med i mit liv mere eller ønske at høre mine råd, erfaringer og kærlige spark kan jo bare stoppe med at følge mig.

tirsdag den 4. august 2015

Julia 16 måneder

Vi nyder stadig ferien! Nu er det vores sidste uge. Vi er ikke rejst - er blevet hjemme i vores lejlighed og har bare taget på ture og haft besøg af forskellige. Dejligt afslappende og nærværende. Og vi nyder at se Julia udvikle sig.

Her d. 3. aug. er Julia 16 måneder, og jeg fatter det ikke! Hun forstår stort set alt, hvad vi siger, og hun snakker KONSTANT. Fra hun slår øjnene op, til hun går i seng, står hendes mund ikke stille. Hun fører lange samtaler med os, men vi forstår ikke helt, hvad hun siger :) Det er en masse volapyk men med en masse rigtige ord indimellem. Hun kan sige "far", "mor", "Julia", "hej", "hva' det?", "op", "prut" (måske hendes mor har sagt det liiiiidt for mange gange...), "krammer" og andre ord der lyder næsten rigtigt.

Hehe, jeg er stolt af hende, kan I nok fornemme :) Så jeg blev altså nødt til lige at fortælle lidt... ved godt at det ikke er relevant for jer/er ingen gode råd eller noget. Men nu får I altså også lige et par billeder!:

Jeg viste numse til bilerne, da jeg kørte i studentervogn... Julia gør det allerede....!
(hun har sele på, bare rolig, så hun kan ikke komme længere ud end det her)
 


Klar til at cykle :)
 

 
Close up billede. Er hun ikke køn?! Såret på hagen er fordi hun faldt, da hun løb for stærkt.


På besøg hos oldebolle :) Alle æsker skulle undersøges og tømmes...
 


Og hønsene på plejehjemmet skulle fodres.
 



søndag den 2. august 2015

Elsker / er vild med

Lena spurgte i en kommentar til mit indlæg om Flødebolle-pigen, om jeg ikke vil skrive mere om, hvad jeg elsker - og jo, det vil jeg gerne!

Så nu vil jeg skrive om, hvad jeg elsker. Eller rettere: hvad jeg er vild med/rigtig godt kan li'. Før jeg mødte min kæreste, sagde jeg selv: "jeg elsker flødeboller", "jeg elsker kylling" osv., men hver gang jeg sagde det, sagde han (og siger han stadig, når jeg kommer til at sige det): "du ELSKER ikke flødeboller og kylling - du kan rigtig godt li' det!". Ordkløveri? Det vil nogen måske sige. Men jeg giver ham sgu ret. Hvis vi går og siger, at vi elsker flødeboller og samtidig siger, at vi elsker vores kæreste.... så er der et eller andet galt, ik? Altså, ordet ELSKER mister lidt af sin kraft. Så skulle en flødebolle altså være på højde med ens kæreste! Så i hans øjne (og også i mine nu) elsker man (forhåbentlig!) sin kæreste, mor, far, børn osv., men alt andet kan man rigtig godt li' eller er vild med.

Nå, så er det lige på plads :) Her er, hvad jeg er vild med, og som gør mig glad:

- at spise flødeboller (ja, det skal altså med)

- at skrive. Det er min passion. Kan simpelthen ikke leve uden. Jeg skriver stort set hver dag.

- at læse. Desværre røg al koncentration til at læse i spiseforstyrrelsen, men den er langsomt kommet tilbage. I dag kan jeg dog stadig mærke, at jeg af og til har svært ved at koncentrere mig og huske, hvad jeg læser. Som om min hjerne "flakker", og det gør mig møg-ked af det.

- at være udenfor. Jeg har meget svært ved at være inde en hel dag. Har virkelig brug for frisk luft!

- bygge huler. Så det er jeg allerede ved at lære Julia - så har jeg en undskyldning for det!

- lege. Jeg kan tydeligt huske, da mine veninder begyndte at sige "skal vi være sammen?" i stedet for "skal vi lege?". Jeg havde lyst til at skrige: "jeg vil lege, ikke være sammen!". Jeg glemte legen i spiseforstyrrelsen, men nu har jeg fundet tilbage til den legende side af mig og husker hvor vigtigt, det er at lege, selv om jeg er blevet voksen. Som barn var favorit-legetøjet Barbie, Skovens Dyr, dukker og My Little Pony.

- at være i naturen. Især havet er der noget magisk over. At gå på en strand er ren terapi for sjælen.

- sten! Jeg har altid været vild med sten, og da jeg var barn, kaldte min far min halvdel af værelset (jeg delte værelse med min lillesøster) for "Jyllinge grusgrav". Det siger vidst det hele...

- at tegne og male. Desværre har jeg ikke holdt det helt ved lige, men jeg kan da stadig tegne Nuser og Woodstock :)

- at lave flotte fødselsdagskort til folk. Da jeg var barn, kunne jeg bruge TIMER på at lave et personligt og meget flot kort. I dag kan jeg stadig virkelig godt li' det, men jeg tager mig ikke tiden til det.

- at klatre. Min mor har været ved at skide grønne grise MANGE gange...!

- generelt at bruge min krop. Jeg har altid været meget aktiv - en drenge-pige - så det er ikke noget, spiseforstyrrelsen har fået mig til at være (den fik mig bare til at kamme lidt voldsomt over, så der kom tvang ind over).

- badminton og andet sport. Jeg har aldrig gidet se det i fjernsynet - jeg vil dyrke det selv. Jeg har faktisk været Jyllinge-mester og Gundsø-mester i badminton mange gange som barn, og jeg har også været til Danmarksmesterskab (men vandt ikke). Desværre kan mit venstre ben ikke holde til så meget efter min trafikulykke i 2007. Så i dag er min træning gåture, cykelture, lidt sjipning og øvelser.

- at danse. Jeg er ikke specielt god til det (jo, når jeg er fuld, for så tør jeg slippe hæmningerne og følge min krop).

- musik. Magisk. Det kan sgu noget med følelser!

- dyr. Da jeg var barn, havde jeg hamstre, marsvin, kaniner, undulater, en papegøje, ænder, høns og katte, og jeg SAVNER at have det. Så snart Julia er stor nok, får hun et marsvin :)

Det var noget af alt det, som jeg er vild med. I kan jo selv prøve at lave en liste - det giver faktisk varme indeni. Jeg sidder og smiler og er glad, fordi jeg tænker på alle disse ting, som gør noget godt for mig. Og det er jo alle de ting, der gør os glade, som vi skal huske at fylde os op med! Det er faktisk meget vigtigt at blive bevidst om for at komme ud af en spiseforstyrrelse, for jo mere man slipper den, jo større TOMRUM føler man. Hvad fa'en skal man bruge alle de timer på i døgnet, når man ikke skal tælle kalorier, planlægge mad, motionere, skade sig selv osv.?! Det tomrum skal i stedet fyldes ud af din passion og alt det, som giver livet mening FOR DIG. Det skriver jeg med fed, fordi det IKKE skal være det, som giver mening for Karl Børge, Hans og Ole. Nej, det som gør DIG glad!

Hvis jeg ikke var blevet forfatter, ville jeg ha' blevet enten bjergbestiger, dyrepasser eller kunstner af en art.