torsdag den 20. august 2015

D. 20. aug. er en særlig dag...

I dag er det d. 20. august, og det er for mig en særlig dag af to årsager.

D. 20. august 2007 var jeg ude for en (u)lykke. I krydset inde ved Søpølsen/Klamydiaslottet (kært barn har mange navne. Det hedder rigtigt Søpavillionen, og det er et dansested her i København) blev jeg kørt ned af en bil. Jeg slap heldigt med en hjernerystelse, trykkede ribben, diverse skrammer - og et venstre ben, der sad helt skævt, så det efterfølgende blev opereret. Det kostede mig 5 måneder med genoptræning på Rigshospitalet, før jeg kunne gå igen. De 5 måneder på krykker lærte mig SÅ meget, og jeg er lykkelig for, at jeg blev kørt ned. Ja, du læste rigtigt! Jeg har næsten lyst til at takke den mand, som torpederede mig (og efterfølgende stak af fra gerningsstedet og efterlod mig på kørebanen...). Så derfor skriver jeg (u)lykke, hvor u er i parentes.

Inden (u)lykken var jeg fanget i en ond spiral af overdreven destruktiv motion og restriktiv spisning (anoreksi med bræk indimellem), så min krop og psyke var vanvittig stresset. Jeg havde "levet" sådan i 11 år, og jeg troede næsten ikke mere på, at det nogensinde ville blive anderledes. Det var nok bare min skæbne, at jeg skulle have sådan et "liv". Men jeg ønskede brændende, at nogen skulle få mig til at stoppe, tage ansvar og vende skuden. Få det liv som jeg inderst inde drømte om! I dagene op til (u)lykken kan jeg tydeligt huske, at jeg mange gange tænkte: "én eller anden - stop mig please!!!" Og om natten drømte jeg om, at jeg blev kørt ned. Så da jeg den morgen, d. 20. aug., blev kørt ned var det vanvittig syret! (og jeg vil lige indskyde, at det absolut ikke var min egen skyld). Jeg kan huske, at jeg tænkte, da jeg vågnede op på en båre med (lækre) ambulancemænd omkring mig: "holy shit - jeg ER blevet kørt ned!". Og derefter synes jeg selvfølgelig ikke, at det var skide sjovt at være bundet til en seng og krykker de næste 5 måneder....

Men det blev faktisk startskuddet ud af spiseforstyrrelsen. Da jeg lå der, blev jeg tvunget til at være i min krop, i mig selv, mærke mig selv... jeg kunne pludselig ikke flygte mere. Jeg kunne ikke motionere uroen væk. Og jeg blev nødt til at konfrontere mig med angsten for maden - for tanken om, at jeg aldrig ville komme til at gå igen, hvis jeg ikke gav min krop ordentlig næring til at bygge sig selv op igen, var for sindssyg.... jeg ville gå igen! Så i de 5 måneder spiste jeg mere fornuftigt, end jeg havde gjort i de foregående 11 år, og jeg dyrkede ingen motion. Jeg fik ro til at læse alle mine dagbøger igennem, jeg samlede dem til min første bog "Lad mig bare forsvinde" (som hedder "En anoreksipiges dagbog" i 2. oplag), og sendte bogen til PeoplesPress. Jeg fik helt ærligt et kæmpe chok, da de promte sagde ja til at udgive den! Og det blev så startskuddet til alt det, jeg siden har lavet...

Det er altså ikke noget, jeg planlagde. Jeg udgav mine dagbøger i håb om, at min historie kunne hjælpe andre - men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, hvilken "rolle" jeg ville få, eller at jeg ville få min forfatterdrøm opfyldt og udgive mange flere bøger, så jeg i dag lever af det!

Kort efter "Lad mig bare forsvinde" udkom begyndte en kæmpe efterspørgsel på foredrag. Mig som altid har været ved at skide grønne grise af at åbne munden over for andre, skulle pludselig ud og holde foredrag for mange mennesker! Lille forsigtige mig! Helt ærligt, så aner jeg ikke, hvordan jeg turde sige ja. Men det gjorde jeg. Jeg sprang simpelthen ud i det, og det føltes som et frit fald, hvor jeg overskred mine egne grænser og begrænsede forestillinger om, hvad jeg duede til. Det viste sig, at faldskærmen foldede sig ud, jeg rent faktisk var skide god til at holde foredrag - og kunne li' det!

Mit første foredrag holdt jeg d. 20. aug. 2008 - dvs. præcis et år efter (u)lykken :) Så i dag har mit firma "Ih, du Mille" 7 års jubilæum :)

Folk begyndte at efterspørge, hvad der videre skete mig efter (u)lykken - om jeg ikke kunne udgive mine videre dagbøger? Øhh, jo da! Så derfor er "Hvor ser du godt ud!" og "Ih, du Mille" blevet hhv. bog nr. 2 og nr. 3, og dermed har jeg skrevet en trilogi om mit liv (der er sgu da ikke mange, der som 36 årig allerede har skrevet 3 bøger om sit liv, hva'?! Lidt stolt må jeg nok gerne være). Og jeg har jo så også skrevet "Lyster" og "Resten skal nydes", så man må sige, at min forfatterdrøm er blevet opfyldt! For resten har jeg også skrevet bøger for andre (som ghostwriter hedder det), men på de bøger står jeg ikke som forfatter. Det er kun den, som har hyret mig til at skrive bogen, som ved, at det er mig, der står bag.

I dag, 7 år efter, sidder jeg så og tænker tilbage. Ville jeg ha' gjort noget anderledes? Ja. Jeg skulle ikke ha' udgivet min dagbog allerede i 2008. På det tidspunkt var jeg kun lige påbegyndt den lange rejse ud af spiseforstyrrelsen, så jeg stod altså absolut ikke på mine egne ben endnu. Hverken fysisk - fordi mit venstre ben var ødelagt - eller psykisk. Men mange begyndte at se mig som hende den stærke, der var kommet ud af anoreksien.... jeg fik den "rolle". Og jeg kom til at bilde mig selv ind, at jeg var nået længere, end jeg reelt var, for at opretholde en (ny) facade. Jeg holdt altså foredrag om at have anoreksi, og jeg hjalp MANGE over mail - samtidig med at jeg selv stadig kæmpede!! Det var SYYYYYGT hårdt! Og jeg husker tydeligt, hvordan jeg efter hvert foredrag var fuldstændig drænet, ked af det og alene.... Savnede kram og at nogen spurgte til mig. Nu var jeg jo bare blevet hende den stærke....

Så jo, jeg ville faktisk ønske, at jeg havde ventet med at udgive mine dagbøger til nu, hvor jeg er "ude på den anden side" og udelukkende bruger spiseforstyrrelsen som en gave og en guide. På den anden side tænker jeg, at jeg har lært voldsomt meget af at være ude i offentligheden, og måske har den "rolle" jeg blev sat i/satte mig selv i, været med til at jeg har fortsat, fortsat og fortsat vejen ud til LIVET? Jeg blev jo pludselig noget for en masse mennesker, som jeg ikke ville svigte! Så..... der er sgu nok en mening med det hele :)

Rigtig mange der er på vej ud af en spiseforstyrrelse mailer til mig og fortæller, at de vil udgive deres historie lige som mig. Hvilket jeg selvfølgelig synes er fantastisk, for så er vi flere om at gøre en forskel på området. Men alligevel er mit råd helt klart: vent med at hjælpe andre og/eller udgive din historie, hvis det er det, du vil, til du selv står fast på dine egne ben. Du kan slet ikke forestille dig, hvor vanvittigt det er at være i medierne, blive genkendt, skulle hjælpe andre, være "på".... samtidig med at du arbejder for at få dit eget liv i balance. Det kan godt være, at det lyder rosenrødt, men det er det altså ikke (kun). Husk på at bagsiden af medaljen er lige så stor som forsiden....

Det allerallervigste er, at DU lærer at leve dit liv. Være i din krop og i dine følelser. Lærer at bruge spiseforstyrrelsen som en ven, guide og en gave. Derefter kan du meget bedre være noget for andre! I dag kan jeg hjælpe andre en million gange bedre, end jeg kunne i 2008, fordi jeg selv er i balance og kender mig selv så godt.

Så no stress. Du når det nok. Lige nu gælder det DIG SELV og DIT LIV.

For husk: resten skal nydes. Ikke sandt?! ;)

PS. Husk at mine bøger er på tilbud - det gælder til og med på lørdag! Læs her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar