torsdag den 6. august 2015

Julia eller ej?

Jeg poster en del billeder og film af Julia på Instagram (og også lidt her på bloggen og på Facebook), men jeg tænker meget over det. Jeg viser hende ikke frem for at få søde kommentarer (men de er dejlige at få, tak, og bliv endelig ved hvis I har lyst!) - jeg viser hende og skriver om hende, fordi hun jo er en KÆMPE del af mit liv nu. Før hun kom, handlede mit liv om andre ting, og det delte jeg også. Jeg har for fa'en delt min dagbog med jer i tre bind!! Hvis jeg nu slet ikke viste Julia, kunne jeg på en måde lige så godt hoppe helt ud af offentligheden. Lukke min blog, Facebook og Instagram. Det ville i hvert fald ikke være MIT LIV, jeg viste mere, hvis jeg skar Julia fra.

Hvis jeg kun postede madbilleder, ville det give et fuldstændig forkert indtryk af, hvordan jeg er kommet ud af spiseforstyrrelsen og fortsat holder den udelukkende som en ven/guide. For mad i dag fylder mindre end alt andet for mig. Jeg spiser regelmæssigt og sundt (med plads til det guf, jeg har lyst til), men det fylder ikke. Altså, jeg tænker over, hvad jeg spiser, men valgene er hurtigt taget, så jeg ikke bruger en hel dag på at tænke over, hvad jeg skal spise og ikke spise. Jeg ved nu, hvad jeg skal spise for at have det godt. Før i tiden fyldte mad mit hoved 24 timer i døgnet. Giver det mening? Det er altså ikke fordi, jeg ikke går op i mad og sundhed i dag. Jeg spiser for at leve og for at passe på min krop og mig selv, fordi jeg vil have det bedst muligt, og kosten har en betydning for vores velbefindende.

Så altså, det er sjovt at poste nogle madbilleder og skrive lidt om, hvad jeg spiser, fordi det selvfølgelig også er en del af mit liv og en del af det at holde fast i at være ude af spiseforstyrrelsen. Men hovedessensen af mit liv er blevet Julia, samt at gøre de ting der gør mig glad og nyde mit liv, så meget det er muligt (der er jo altid gode og mindre gode perioder).

Det har været vejen ud FOR MIG. Altså at maden ikke længere er omdrejningspunktet for dagen. Jeg har lært at flytte fokus, så fokus i stedet er på at opleve og være til stede - og ikke mindst mærke KÆRLIGHED. Selvfølgelig til dem jeg elsker men også til livet generelt. At ville livet.

Hvorfor er det så alligevel svært for mig at poste billeder af Julia? Fordi jeg ved hvor ondt, det gør, når man er der, hvor alt er en gang hundeprut, man ikke kan få børn og fremtiden virker uoverskuelig. Jeg var ved at tude, hver gang jeg så en barnevogn, og jeg var misundelig på dem, som kunne finde ud af at leve sit liv. Så jeg får selv et sug i maven nu, hver gang jeg viser Julia frem, fordi jeg har været "på den anden side". Jeg ved, at jeg måske gør nogen kede af det (men jeg tænker, at det også kan give håb at se Julia? At det lykkedes mig at få hende, selv om jeg ikke havde menstruation i 16 år).
Så jeg siger til mig selv, at jeg bliver nødt til at blive på min egen halvdel - i mine følelser. Jeg kan ikke håndtere alle de følelser, der kommer ude på den anden side af skærmen. Jeg håber, at alle ved, at jeg ikke er ude på at sige: "haha, se mig, hvor god jeg er, og nu har jeg en datter, haha". Jeg ønsker inderligt at hjælpe ALLE, hvis det var muligt.

Derfor gør det mig vildt ked af det, når jeg modtager en mail fra en mor til en spiseforstyrret, om "hvor træt hun er af at se på min datter, og om jeg dog ikke kan tænke på at hjælpe flere spiseforstyrrede i stedet for?".

Jeg ved, at jeg gør/har gjort en stor forskel for mange, og jeg kæmper stadig for at hjælpe så godt, jeg kan. Men jeg har også mit eget liv, som skal leves, og ikke mindst Julia som jeg skal opleve verden sammen med.

Nå, slut prut - nu ved I, hvorfor jeg viser Julia, og at jeg ikke gør det for at "prale". Jeg er stadig Mille, der ønsker at hjælpe.
Dem, der ikke ønsker at følge med i mit liv mere eller ønske at høre mine råd, erfaringer og kærlige spark kan jo bare stoppe med at følge mig.

7 kommentarer:

  1. Sikke dog en træls mail at få kære Mille, men synes du skal vide, at vi er mange som netop nyder at se billeder af Julia, i hvertfald for mig giver det glæde og mod på at fortsætte kampen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, kære Helena <3 Det er jeg glad for at høre!

      Slet
  2. Jeg tror det vigtigste med de sociale medier er at man slev kommer frem til sin egen grænse og så holder sig til det. VI er alle forskellige, nogen deler mere en anden og intet er rigtig eller forkert. Man skal respektere hinandens valg og gøre de ting man selv føler for.. Jeg har en nevø på 2 som feks aldrig har været på internettet, de går meget op i at der ikke må komme billeder af ham på internettet og selv om det ind imellem er svært for en skruk forelsket faster, så må jeg respektere at det er noget de har valgt.. Som sagt: vi er alle forskellige og vi skal forholde os til vores egne grænser og respektere andres.. det er en hårfin balance. Jeg elsker at se din lille prinsesse <3

    Knus <3

    SvarSlet
  3. Sikke dog en tarvelig kommentar du fik. Lad den ikke få plads, for den er jo slet ikke konstruktiv. Men det er du også selv kommet frem til.
    Vi er jo også (eks)spiseforstyrrede som selv har børn, og vi ved at de hører med til det hele liv - virkeligheden. Og HURRA for det!
    Jeg følger det i dit liv, som du deler med mig. Og TAK for det! :-) R

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej nemlig - den kommentar skal ikke have plads og ødelægge det for mig. Den ramte hårdt, men nu gider jeg ikke bruge krudt på den mere!

      Dejligt du følger med - tak!

      Slet
  4. Kære Mille....
    Jeg helt igennem elsker dine indlæg om Julia....netop fordi det er livsglæde (det er jo nu engang det børn er) Og jeg ville faktisk ønske at du ville skrive lidt indlæg om hvordan du håndterer hverdagen med et barn, når du f.eks. har dine urolige dage. Jeg har også tænkt meget på hvordan du som eks spiseforstyrret håndterer situationen omkring mad til både dig og hende. Min dreng er stædigheden selv og hvis han kunne bestemme ville han kun spise rugbrød med leverpostej eller pølse. Det synes jeg er rigtigt svært, fordi jeg selv har en del angst omkring mad og er rigtigt bange for at komme til at give den videre. Men jeg skal jo også lære at stå fast og sætte grænser (uden at føle mig som en dårlig mor), så han lærer at spise hvad der bliver serveret.
    Jeg tænker at den eller de kommentarer du har fået fra mor til spiseforstyrret sikkert har stået i en situation hvor hun er frustreret over ikke at kunne hjælpe sin egen datter. Og der er det jo hendes opgave at blive i hendes egne sko, og IKKE give ansvaret videre til dig. Jeg synes det er enormt dejligt at du deler og giver så meget af dig selv, men det er på ingen måde din opgave at redde andre. Og du skal heller ikke altid være et godt forbillede. Vi vil altid være præget af det vi har været igennem....og så er der det med at være perfekt igen. For det er der ingen der er.....og gud ske tak og lov for det. Som jeg plejer at sige til min kæreste; "Jeg har ikke et så godt liv eller så nemt og veltilpas barn, som alle andre på facebook"....hader det medie til tider:0). Og for resten så elskede jeg dine morgenmadsindlæg og jeg synes ikke det gør noget med lidt madbilleder engang imellem. Det inspirerer og er dejligt livsbekræftende på alle måder:0)
    Nyd det gode vejr og resten af ferien fortsat.......her står den på legeplads, friske kirsebær og rawfood brownies...så kan det umuligt blive en dårlig dag:0)
    Kram

    SvarSlet