mandag den 24. august 2015

Lidt om irrationelle tanker - og flødebollekursus!!

I sidste uge var jeg hos frisøren, og der mærkede jeg, hvor meget en oplevelse kan sidde i én og føre til irrationelle tanker og følelser (det ved jeg selvfølgelig godt, men når det sker, er det altid vildt at mærke - og tankevækkende, for det forklarer jo, hvorfor det ikke altid bare er så nemt at komme videre fra ting, man har oplevet. Det sidder i kroppen). Sidste gang jeg var hos frisøren, fik Julia feberkramper i vuggestuen og blev kørt i ambulance på hospitalet - og jeg følte mig som verdens dårligste mor, fordi jeg ikke var hos hende, da det skete (læs evt. indlægget her). Da jeg cyklede til frisøren i sidste uge, kunne jeg mærke angsten for, at det ville ske igen... at der ville ske Julia noget, mens jeg sad i frisørstolen... Mens jeg blev klippet, sad jeg konstant med mobilen, hvis nu vuggestuen skulle ringe... Men det gjorde de selvfølgelig ikke, og der skete ikke Julia noget :)

Tosset, ik? Der var jo INGEN sammenhæng mellem frisør og feberkramper! Men fordi jeg oplevede det sidste gang, jeg sad hos frisøren, husker min krop det, og derfor mærkede jeg angsten, da jeg sad der igen.

Jeg fortæller det bare for at minde jer om at huske at adskille tingene (så godt I kan). Altså, fordi I har én dårlig oplevelse med noget (kan f.eks. være en dårlig kæreste), betyder det jo ikke, at alle mænd er idioter, og du aldrig vil finde kærligheden igen. Så man skal huske at bruge den sunde fornuft, så en dårlig oplevelse ikke kommer til at ødelægge en mulig glæde fremover.

Samtidig synes jeg, at det er vigtigt at anerkende, at frygten er der. Hvis man lukker øjnene for noget og ikke vil vedkende sig, at frygten er der, styrer det én på en negativ måde. Som jeg skriver i min bog "Resten skal nydes", begynder friheden i accepten. Du kan ikke komme videre, før du accepterer her og nu.

Så jeg tog til frisøren, selv om jeg mærkede angsten for, at der ville ske Julia noget - og fik så punkteret den irrationelle sammenhæng. Næste gang tror jeg ikke, at jeg vil føle en angst for at blive klippet :)

Mit nyklippede hår:

 
Noget helt andet: i lørdags holdt vi både min og min kærestes fødselsdag samlet (fordi vi har fødselsdag tæt op ad hinanden). Vi var ude og spise brunch med familien, og Julia havde en fest - med papiret fra vores gaver!: 
 

En af vores gaver var... at vi skal på FLØDEBOLLEKURSUS hos Social Foodies på Frederiksberg! (som laver de BEDSTE flødeboller, synes jeg! Læs evt. her og her). Suuuuuper gave, og jeg glæder mig vildt til d. 6. sep., hvor kurset er. Med i gaven er pasning af Julia, så vi får altså en hel kærestedag samtidig med kurset.

I kommer til at høre om det, når vi har været på kurset, kan jeg love jer!

2 kommentarer:

  1. Du får lige et forsinket tillykke herinde :-) Hvor er det fedt, at I skal på flødebolle-kursus! Min far er kok og bager, og han laver de bedste flødeboller med marcipanbund - synes jeg :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak!
      Glæder mig SÅ meget til kurset :) !

      Uhm, lyder lækkert!

      Slet