Varme ord

TUSIND TAK til jer alle, der sendte beskeder til mig i går, da jeg havde postet mit indlæg om at vise billeder af Julia. De varmede MEGET! Jeg fortsætter med at skrive og dele det, som jeg har lyst til, og jeg gør mit bedste for at hjælpe. Dem der ikke gider følge med i mit liv mere, eller som ikke gider høre mere om spiseforstyrrelser kan bare lade være med at læse med. Og jeg poster de billeder og film af Julia, som jeg har lyst til at vise jer. End of story!

Denne mail bliver jeg nødt til lige at vise jer (jeg har fået lov af afsender). Jeg kom til at græde, da jeg læste den. Så TAK endnu engang til dig!:

”Hej Mille J Du kender mig ikke, men jeg håber, at det er okay, at jeg skriver til dig. Jeg er en syttenårig pige, som lider af anoreksi, og som holder meget af at følge dig. Derfor kan jeg heller ikke lade være med at skrive til dig nu og sige, hvor meget jeg sætter pris på din blog og din instagram og generelt det arbejde, du gør. Det, der har fået mig til at skrive til dig, var dit seneste indlæg omkring dine overvejelser om billeder af Julia. Jeg vil gerne fortælle dig, at jeg synes, at det er enormt livsbekræftende at se dig og billeder af Julia og se, at du rent faktisk er kommet videre! Jeg har selv lidt af anoreksi i 5 år nu. Jeg vejer det jeg skal nu men kæmper stadigvæk meget med tankerne. Engang imellem kan det være svært at tro på, at det nogensinde kan blive bedre, men netop DU er en kæmpe bekræftelse i, at det rent faktisk kan lade sig gøre. Det at vide at du har været så langt nede, men at du har kæmpet dig op er fantastisk. At se dig nyde livet og at se dig være så glad for Julia og er en kæmpe motivation. Der findes så mange blogs og recoveryprofiler, hvor du næsten ikke finder andet end madbilleder (og hos nogle træning). Jeg har stor respekt for, at det kan hjælpe nogle, men personligt får jeg meget mere ud af at følge dig. De profiler der kun viser billeder af mad er med til at fastholde mig i det negative mønster med, at det netop er mad, der er det vigtigste i verden. Og ja, det er vigtigt, men det er det fordi, at maden er det, der giver dig energi og overskud til de ting, der virkelig er noget værd. Jeg synes, at du har så fin en balance på din blog. Du viser, at maden er en del af din hverdag, og at det rent faktisk kan være en nydelse ( her tænker jeg specielt på flødebollerne ;-) ). Du har dog ikke et overdrevent fokus på mad, men viser i stedet også alle de ting i livet, som er mindst lige så vigtige som mad. Du viser at det, trods mange år i spiseforstyrrelsens helvede, er muligt at få det godt. At blive rask og få en familie er en af mine største drømme ( der må dog gerne gå nogle år før jeg får børn ;-) ), og det er så rørende at se det lykkedes for dig. Jeg kan også, til trods for at jeg ikke kender dig, blive så glad indeni af at se dig så glad ( selv om jeg også godt er klar over, at der er nogle bædage, men herregud, sådan er livet). Jeg nyder altså at følge din profil, og jeg nyder også at se billeder af din smukke datter, som har det herligste smil :-)
Når en mor skriver sådan en mail til dig, er det formentlig blot i frustration, men det er altså ikke rimeligt. Jeg håber ikke, at du tager det alt for nært. Når hun skriver, at du burde bruge din tid på at hjælpe i stedet for at lægge billeder op af Julia, så synes jeg, det er forkert. Dels fordi at det netop hjælper, at du gør dette, og dels fordi det er så vigtigt også at gøre noget godt for sig selv. Man kan ikke være noget for andre, hvis man ikke er noget for sig selv! Og ja, jeg ville sgu også lægge billeder op, hvis jeg havde så skøn en pige.
Du hjælper så mange så mange, og det er så beundringsværdigt. Du må endelig ikke lade dig påvirke af folk, der siger andet. Du er et kæmpe forbillede, og jeg håber, at du bliver ved med at være præcis, som du er!!!
Jeg kunne forestille mig, at du bliver bombarderet af mails, så jeg forventer ikke, at du svarer denne, men jeg følte blot for at fortælle dig disse ting. Jeg håber, at du og din familie får nogle skønne feriedage sammen. Kh…. ”