mandag den 28. september 2015

"Øv, så behøvede jeg ikke at ha' spist....!"

Det er VANVITTIGT, hvordan gamle tanker kan blive ved med at være der.... Derfor er det alfa omega, at man lærer at tackle og vende de tanker. Og det er - tadaaaaa - kun dig selv, der kan gøre det (du kan få hjælp til at lære det, men det er DIG, der skal øve, øve, øve dig, og blive ved med at vende dem inde i dit hoved).

Et eksempel: jeg spiser jo helt "normalt" nu (hader ordet normalt... jeg vil hellere sige, at jeg spiser, så jeg er i balance både fysisk og psykisk) men alligevel dukker der tit gamle destruktive tanker op. Altså selv om det bliver længere og længere tid siden, at jeg har HANDLET på dem. Men de kommer sgu alligevel! De er åbenbart lidt tungnemme, de destruktive tanker. De er længe om at fatte, at de ikke behøver bruge krudt på at komme, for de får jo alligevel ikke deres vilje.

Nå, nu glemte jeg eksemplet :) Nu kommer det. Når jeg om aftenen har lavet aftensmad til min kæreste, Julia og mig, må Julia og jeg nogle gange gå i gang med at spise alene, fordi han ikke når hjem alligevel. Og hvis jeg når at blive helt færdig med min mad, inden han kommer hjem, kommer denne tanke hver gang:

"Øv, nu behøvede jeg ikke at ha' spist!"

Altså, jeg kunne jo bare ha' sagt til ham "jeg har spist" men i virkeligheden ikke ha' gjort det, for han ville jo ikke kunne opdage det, når han ikke var hjemme!

Hvor åndssvagt er det lige?! Det er en tanke, der slet ikke passer på mit liv nu, men den kommer alligevel.

Men sådan var det før i tiden. Kunne jeg slippe uden om, så gjorde jeg det. Så kunne jeg sagtens finde på at sige: "ooooork, jeg har skam spist!" Og så straks fyre en løgn af. Man bliver en KÆMPE løgner i spiseforstyrrelsen og en genial skuespiller. Det er helt vildt! Nogle gange blev jeg sgu overrasket over mig selv, når jeg lynhurtigt remsede noget mad af "som jeg havde spist....".

Det åndssvage var også, at jeg tit reagerede på følelser gennem maden. Hvis f.eks. jeg var sur på én, kunne jeg lade være med at spise. "HA!, nu lader jeg bare være med at spise, fordi du er dum!".

Jaaaaaa Mille. Hvem var det lige, at det gik ud over?! DIG SELV.

Spiseforstyrrede blander tit følelser, problemer og mad sammen. Lader være med at spise i trods/som straf eller overspiser og kaster op. "Se nu hvad du fik mig til!"

Men hey - husk lige, at ingen fik dig til noget. DU handlede på det. På en destruktiv måde. I stedet skulle du ha' åbnet munden, sagt fra, sagt til, hvad ved jeg. I hvert fald reageret. I stedet kommer reaktionen i mad/ikke mad.

Giver det mening?

Det er DET, man skal lære for at komme ud af spiseforstyrrelsen.

Der er INGEN - og jeg gentager - INGEN undskyldning der er god nok til at man "har lov til" at behandle sig selv som lort. "Jamen jeg kastede op, fordi han var en spade....". Nope, duer ikke. Skal det gå ud over dig?! Du skal lære at behandle dig selv med respekt og kærlighed uanset, hvad der sker.

"Det er da ikke BARE LIGE, Mille", tænker du nok.

Nej gu er det ej!!! Det er SKIDE SVÆRT at lære!! Jeg har jo heller ikke selv ligefrem været den hurtigste knallert på havnen til at lære det, vel? Men derfor bliver jeg jo nødt til at sige nu, at det er det, der skal til.

Og alligevel kan de lor** fuck*** tanker som sagt alligevel komme på den ene eller anden måde nu, som jeg startede med at sige. Bare et lille eksempel som at tænke, at jeg kunne ha' undgået at spise, fordi min kæreste ikke nåede hjem.

Jeg mærker det også stadig, hvis jeg er gal på nogen, skuffet, såret, ked af det, over-glad osv. (faktisk alle følelser der er lidt "oppe i gear" enten godt eller skidt) - så ryger tankerne straks over på mad. Hvad jeg skal spise, ikke spise... Men så er det, at jeg jo nu har lært at stoppe de tanker og i stedet blive i situationen og følelserne, der hører med. Løsningen er ALDRIG at sulte eller spise følelserne væk. NEVER EVER. Så de tanker får lige et karatespark ud af min knold igen, så der er plads til de positive og konstruktive følelser og tanker i stedet.

Håber dette indlæg giver mening på to måder: både hvad det er, man skal lære, for at komme ud af spiseforstyrrelsen, og at det fortsat kræver arbejde "efter" spiseforstyrrelsen. I hvert fald hvis man har haft den i mange år. Altså, at jeg stadig kan tænke "skørt" (spiseforstyrret) i dag, men forskellen ligger i, at jeg ikke handler på de tanker. Jeg accepterer, at de kommer, vender dem og bruger dem positivt til at lære mere og mere om livet/det at leve. Griner lidt af dem. Slår en prut. Kommer videre. Og kigger på Julia og mærker kærligheden - essensen af LIVET.

PS. Vil du vide mere om, hvordan jeg har vendt tankerne, og hvordan jeg holder fast i at have det godt i dag? Vil du stille mig en masse andre spørgsmål? Så kan du komme til foredrag d. 21. oktober på Amager! Læs her :)

onsdag den 23. september 2015

To dream in colors do not change anything if you stay in the dark

Jeg sidder i toget på vej til Odense for at mødes med en skøn kvinde :)  Jeg føler mig SÅ priviligeret, at jeg får lov til at høre så mange historier - tænk at I vil dele med mig! Jeg har indtil nu interviewet to kvinder til mit store projekt (om at få fokus på spiseforstyrrelser på en ny og anderledes måde og for at få forbedret behandlingen). Og jeg må sige: jeg er fuld af beundring over jer to! I viser præcis, at det KAN lade sig gøre at vende skuden og lære at leve livet - uanset hvor mange år spiseforstyrrelsen har forpestet livet. Og I to viser netop, hvad jeg påstår: at komme ud af en spiseforstyrrelse kræver, at man stopper al den tænkning og sammenligning og i stedet begynder AT HANDLE. UANSET hvad! Når man forstår, at ingen undskyldning retfærdiggør, at man behandler sig selv som bæ. Når man forstår betydningen af ansvar og fokus. Når man lærer at mærke lyst. Og når man tør blive på en normal vægt (hvis man har været undervægtig). Jeg er sikker på, at alle de historier jeg indsamler og formidler videre i en bog og på en hjemmeside kommer til at gøre en forskel. Andre spiseforstyrrede får håb ved at læse om andre, der er kommet "ud på den anden side", andre vil bedre forstå hvad en spiseforstyrrelse vil sige, og der er materiale til at kunne specificere hvordan behandlingen kan forbedres. Det er mine mål!

Dagens ord står skrevet i min notesbog og i overskriften på dette indlæg. Drømmer du mere end du handler? Og kan så ikke forstå, at der ikke sker en skid? Det er min kloge kæreste, der har formuleret ordene på denne måde for mig :)

Gentager dem lige:

TO DREAM IN COLORS DO NOT CHANGE ANYTHING IF YOU STAY IN THE DARK.

Tag en dejlig dag!

tirsdag den 22. september 2015

Foredrag d. 21. okt. 2015 på Amager

Vind din frihed tilbage!
Foredrag ved Mille Eigard Andersen og Tine Grandjean

Har du, eller kender du nogle som bruger maden til at tackle svære følelser eller oplevelser så stærkt, at de er fanget i en spiseforstyrrelse?

En spiseforstyrrelse kommer ikke af én grund. Det er altid sammenfaldet af følelser, oplevelser, biologi og kroppens tilstand. Vi har forskellige personligheder og forskellige overlevelsesstrategier i de udfordringer, livet byder os.

Der skal altid arbejdes både med det følelsesmæssige, med ritualer, med kroppens symptomer og næring og med din livskraft for at komme i balance igen.

Til foredraget får du vinkler på kontrol, handling, angst, årsagernes betydning og de første skridt til at vinde dig selv og din livsglæde tilbage.
Du får bud på handleveje og værktøjer når det bliver svært.
Vi ser på faldgruberne og mulighederne når det lykkes.
Du får indsigt i, hvordan kroppen er din medspiller frem for din modspiller.
Vi snakker om kroppen som et sted at arbejde fra.

Fordi krop og psyke er meget stærkt forbundet får vi ikke den fulde recovery hvis vi tænker os til systemer der skal holde os på ”sundhedens tynde line”.

Dette kan blive foredraget som gør en helt ny og livgivende forandring for dig!

Om foredragsholderne:

Mille Eigard Andersen: er 36 år, lever i parforhold og er mor til en pige på 1½ år. Milles speciale er processen omkring den personlige vej ud af en spiseforstyrrelse. Hun har selv gennemlevet 16 år med sult, overspisning, opkast, overtræning og afføringspiller, så hun ved fra egne erfaringer, hvordan det er at være fanget i en spiseforstyrrelses spind af destruktive regler, ritualer og løgne samt en forskruet krops- og selvopfattelse. Siden 2008 har Mille udgivet fem bøger samt holdt foredrag for at fremme forståelsen af forholdene og behandlingen af spiseforstyrrede, og hun er endvidere uddannet sexolog med speciale i spiseforstyrrelser. Med sin ærlige og ligefremme stil, formår hun at ramme ind til kernen af problemerne og tage del i de enkeltes udfordringer på vejen. Se Milles blog www.restenskalnydes.dk og hjemmeside www.ihdumille.dk.

Tine Grandjean: Gennem ernæring og krop er det muligt at skabe langt større balance og mindre angst og uro, da det langt fra kun er tankerne og følelserne der skaber sygdom. Tine arbejder terapeutisk, respektfuld og anerkendende med mennesker der har brug for at bevæge sig mod nye og sundhedsfremmende vaner.
Tine har ti års erfaring i arbejdet med mennesker med spiseforstyrrelser. Angst og depression er beslægtede emner som har været (er) en hovedinteresse i Tines arbejde med krop kost og sundhed. Derfor har psykoterapeutisk uddannelse været naturligt gennem alle årene.
Tine er Ernæringsterapeut, Professionsbachelor og forfatter. www.sundmedmad.dk.

Praktisk information:

Hvornår?: onsdag d. 21. oktober 2015 kl. 19-21.30.

Hvor?: Hos Company Care Incubator, Laplandsgade 4, st., 2300 København S. Der er gratis parkering.

Hvad koster det?: 150 kr.
 
Hvad får du for pengene?:

  • Foredraget med mulighed for at stille alle de spørgsmål du vil til både Tine og Mille
  • Worksheets af Tine
  • Milles første bog ”En anoreksipiges dagbog”
  • Muligheden for at købe Tines og Milles andre bøger til særpris.
Tilmelding: mail til Mille på mille@ihdumille.dk og skriv det antal personer, du ønsker at tilmelde.
Tilmelding er først gældende, når vi har modtaget betalingen.
Deltagerprisen indsættes på konto:
Reg.: 5032
Kontonr.: 0001265824


VI GLÆDER OS TIL AT SE DIG!

mandag den 14. september 2015

Drop nu den vægt!!

I sidste uge postede jeg et billede af en vægt på Instagram, og det gav reaktioner, så nu vil jeg også lige skrive en blog om det.

Jeg hører rigtig mange spiseforstyrrede sige: "jeg er ikke/har ikke været lige så tynd som X, så jeg kan ikke have et problem... jeg er nok ikke syg nok.... Jeg har heller aldrig været indlagt, så jeg digter nok bare det hele og skal bare tage mig sammen....".

SAMMENLIGNING ER RODEN TIL ALT ONDT!!

Det er SKIDE LIGE MEGET, hvad du vejer og har vejet - det siger INTET om, hvordan du har det. En spiseforstyrrelse kan ikke vejes på en vægt. LANGT de fleste spiseforstyrrede er normalvægtige = man kan slet ikke se det på dem, og det er derfor nemt at holde skjult. Facadeliv hurra! (not).

Så hvis du lige nu sidder og føler dig forkert, ikke berettiget til hjælp, ikke tynd nok, ikke syg nok...så stop op lige nu. En spiseforstyrrelse sidder "mellem ørerne", altså udspringer af noget psykisk (men går så også hen og bliver fysisk på nogle måder, da kroppen jo lider under misbruget). Så du skal ikke veje noget bestemt for at "have det slemt nok". Du skal ikke helt ned for at være berettiget til hjælp.

Er min mening. Desværre er det ofte vægten en spiseforstyrret bliver vurderet ud fra! Går man til lægen og beder om hjælp, når man er normalvægtig, får man ofte elevatorblikket, som siger mere end ord. "Hvorfor har du brug for hjælp? Du ser da helt normal ud". Jeg har selv været der og ved, hvor ydmygende og nedværdigende, det er. Og PINLIGT. Skam over at have et problem med mad og skam over at bede om hjælp, når problemet nok ikke er slemt nok. Skam med skam på! Føj da, gå hjem og gem dig væk (og sult lidt mere/overspis lidt mere/dyrk mere motion/kast mere op....).

Jeg tror, at det ville hjælpe mange spiseforstyrrede, hvis det store vægtfokus fra "systemets" side blev droppet. Alene det at vi bliver vurderet ud fra "om vi er 15 % under normalområdet = så har vi anoreksi", er ødelæggende/misforstået. Man har sgu stadig anoreksi, når man er/bliver normalvægtig! (og man har det også langt tidligere, end før vægten er så lav. Det starter i hovedet meget før). Det er først, når man har lært at vende TANKERNE, og man lever med nydelse, glæde og kærlighed til sig selv, at man ikke er styret af anoreksien mere. Og det samme med bulimi og overspisning: der kan man heller ikke måle "raskheds-graden" på tallet på vægten. Ændringen ligger i dit mindset.

Inden nogen rakker det ned, så må jeg lige tilføje, at vægten og maden selvfølgelig HAR betydning for ens velbefindende. Det kommer man ikke udenom. Det er nemmere at være psykisk i balance, når kroppen får, hvad den skal og ikke lider overlast på nogen måde. Men man kan SAGTENS være normalvægtig og TOTALT ude af balance (langt de fleste spiseforstyrrede er som sagt normalvægtige), så det er derfor, jeg siger, at man ikke kan bruge selve tallet til noget.

At vægten har så stort et fokus i behandlingen gør også, at mange spiseforstyrrede (bevidst eller ubevidst) taber sig op til, at de skal i behandling. "Jeg skal jo se syg nok ud". Og mange har ekstrem modstand mod at komme op på den såkaldte målvægt (I kan nok godt gætte, hvad jeg mener om målvægt...), fordi man ved, at meget forståelse og behandling stopper der. Så er man jo RASK!!

Hvilket man så bare absolut ikke er...

Og jeg vil heller ikke kalde det at blive RASK. Jeg kalder det at blive FRI. Det har jeg skrevet om før (i hvert fald i min bog "Resten skal nydes").

Jeg kan skrive en roman om det her, kan I nok fornemme :) Det gør mig SÅ ondt, at så mange spiseforstyrrede ikke bliver taget seriøst, ikke får den hjælp de skal bruge, og at det hele er så misforstået (det er min mening). Derfor er jeg nu gået i gang med et større projekt, der skal skabe fokus på behandlingen til spiseforstyrrede. Jeg er gået i gang med en bog og en tilhørende hjemmeside, så jeg får opsamlet en masse materiale at "gå ud med". Det er jo ikke nok, at lille mig siger, at behandlingen ikke er optimal. Jeg bliver nødt til at have flere bag mig. Læs om mit projekt her og her.
Jeg skulle ha' haft mit første interview med en anden spiseforstyrret i dag, men Julia er syg, så jeg er hjemme med hende og har måtte aflyse interviewet :(

Men jeg når det nok! Det er et stort projekt, jeg har kastet mig ud i, og det må tage den tid, det tager. Bare der kommer det ønskede resultat ud af det (og det skal der nok) - så er jeg glad! Og det er andre spiseforstyrrede forhåbentlig også så :)

mandag den 7. september 2015

Flødebollekursus!!

I går var vi på flødebollekursus hos Social Foodies på Frederiksberg. Det var en fødselsdagsgave (læs her), og der var pasning af Julia med i gaven :) Nu har jeg efterhånden smagt en del flødeboller, og ingen har indtil nu slået dem fra Social Foodies. De er nummer ét ifølge min smag (og nej, jeg får ikke penge eller noget for at skrive det). Så det var jo helt fantastisk at få lov til at prøve at lave dem selv!

Det var sørme ikke så nemt, som jeg lige havde troet. Skummet skulle sprøjtes på med sådan en bollesprøjtepose-agtig-ting, og jeg skulle lige finde fidusen med det. Kommer man for meget skum på (fordi man jeg er grådig og tænker: "jo mere skum, jo bedre"), så vælter flødebollen helt, når chokoladen kommer på, eller også bliver de blot lidt skæve.

Her har jeg kommet skum på nogle af marcipanbundene:


 Så kommer jeg chokolade på (det er sværere, end det ser ud):

Man er vel koncentreret...:


Jeg holder lige en pause og studerer mine boller, der langsomt tager form :)

Men se - jeg havde været for grådig og lavet nogle af dem for høje... Tjek lige den store hvide "tingest" ud... kan ikke helt finde ud af, hvad den ligner...! :


 Meeeen, lidt stolt er man vel alligevel! Det er jo også det indre, der tæller:


 Hov, der var én, der hoppede ind i min mund!:


Og sådan så min dessert ud til aftensmaden, da vi kom hjem: hjemmelavede pandekager med is OG én af mine egne flødeboller! Det var noget helt specielt.



Her er den grimmeste, jeg lavede (vælte-peter):


Og den flotteste (den er jeg faktisk ret stolt af!):


Super kursus, super oplevelse, og nu må jeg i gang herhjemme og lave "ih, du Mille"-flødeboller ;)

torsdag den 3. september 2015

Få det gjort!!

Jeg er ved at skrive en bog, som ikke skal udgives. Det er en bog til Julia.

Hver eneste torsdag lige siden hun blev født, har jeg skrevet til hende om ugen, der er gået samt gemt billeder fra ugens løb. Jeg har skrevet, hvad vi har lavet, og hvad hun nu har lært at gøre/sige. Hvis nogen spørger mig nu, hvornår hun gjorde hvad første gang, vil jeg ikke kunne svare - men jeg kan slå det op! Jeg har hele hendes udvikling på skrift.

Jeg havde først tænkt mig kun at skrive om hendes første år, men da hun blev 1 år, kunne jeg ikke få mig selv til at stoppe. Der sker jo SYYYYYGT meget efter det første år, og det bliver sjovere og sjovere! Alle de ting vi oplever med hende, skal da ikke glemmes! Så jeg er fortsat med at skrive hver eneste torsdag.

Min idé er på et tidspunkt at trykke det til en rigtig bog og give den til hende, når hun er stor nok til at læse og forstå det. Det må da være vildt sjovt som voksen at kunne læse om sine første leveår!! Hvem har lige en bog om det!

Jeg havde ALDRIG fået skrevet, hvis jeg ikke havde besluttet mig for, at jeg SKAL skrive hver torsdag. Ingen undskyldning for at lade være. Lige meget hvor gennemsyrende træt jeg har været, har jeg sat mig og skrevet, når der har været ro om aftenen. Torsdag aften er sat af til det og intet andet! Hvis jeg bare havde sagt: "jeg skriver til Julia én gang om ugen på et eller andet tidspunkt", var bogen ikke blevet til noget (jeg havde i hvert fald ikke fået skrevet hver uge og ikke så detaljeret).

Hermed et tip givet videre, hvis du VIL gøre noget: beslut dig for hvornår du gør det uanset hvad. Og der er ingen undskyldning for ikke at gøre det. Den aften du sætter af til det (eller eftermiddag, morgen, formiddag - alt efter hvad der nu passer bedst) er DIN tid til lige netop DET. Der er altid så meget, vi kan og skal gøre. Så det er med at prioritere at sætte tid af til det, som gør dig glad, og det som du gerne vil opnå.

Hvad vil du rigtig gerne opnå, skabe, gøre, hvad gør dig glad - men som du aldrig "har tid til"? Måske har du tiden og overskuddet, hvis du virkelig beslutter dig og sætter tid af til det, som jeg har gjort??

PS. I dag er Julia 17 måneder, så jeg har altså skrevet på hendes bog HVER torsdag (dvs. det skal jeg også i aften) i 17 måneder nu :)

tirsdag den 1. september 2015

Så er flødebolle-mommy i gang med at træne :)

Flødebolle-mommy fordi jeg er viiiiiiild med flødeboller, og fordi jeg er mor :)

Jeg har ikke trænet i ca. 2½ år sådan rigtigt. Jeg stoppede med at træne i Fitnessdk ca. ½ år inden jeg blev gravid med Julia (eller er det længere tid siden??!), og mens jeg var gravid, trænede jeg ganske få gange men måtte stoppe pga. hovedpine, kvalme og utilpashed.

Så i lang tid har jeg kun gået tur med barnevognen samt cyklet små ture. That's it. Det er den "hårde" træning, jeg har fået. Derudover har jeg de sidste par måneder fulgt fysioterapeut Elin Solheims onlineprogram hjemme på mit stuegulv for at få rettet op på en skade efter graviditeten. Det har været/er en hel ny måde for mig at træne på. Jeg har altid skulle have sved på panden, før jeg syntes, at det var træning. Men at lære at få åndedrættet og hele kroppen med har været en øjenåbner for mig og har gjort, at jeg "er i min krop" på en ny måde. Svært at forklare.... Læs bl.a. her, herher og her.

Men jeg kan godt mærke, at jeg savner at svede...at føle at jeg er "brugt", mærke endorfinerne i kroppen... Så nu er jeg startet i Fitnessdk igen. I morges kl. 6-7 var første gang.

Og det var feeeeeedt! Jeg kunne mærke TYDELIG forskel på at træne nu, og da jeg trænede i spiseforstyrrelsen. I morges havde jeg ENERGI, var til stede, trak vejret mens jeg trænede, mærkede min krop, nød det sådan rigtigt! Og så at tage hjem og vække prutten (Julia) og spise lækker morgenmad.... uuuuh, jeg mærkede den der lille finurlige lykke. Tænk at jeg nu har en krop i balance, er til stede i den, mærker den, lytter til den, spiser, træner, lever, er mor. Jeg kan ikke ønske mig mere.

Før i tiden SKULLE jeg træne hver dag kl. 6-7, og det var fanme dødogpine HVER dag om jeg så havde feber, var syg, havde tømmermænd eller lign. Jeg mærkede ikke en skid, om jeg egentlig havde lyst - det var bare blevet en vane, en destruktiv ting, noget jeg ikke havde et valg omkring. Fik jeg noget ud af træningen? Næ. Nogle gange kunne jeg ikke engang huske, at jeg havde været i træningscentret senere på dagen... virkelig uhyggeligt. Og jeg nedbrød kroppen i stedet for at bygge den op/passe på den. Ordene nydelse og lyst  eksisterede simpelthen ikke. Ville næsten ønske, at én eller anden havde spændt ben for mig, givet mig en flad og sagt: "hvad har du gang i?!".

Når jeg kom hjem fra træning, turde jeg ikke spise morgenmad, så jeg trak elastikken.... og trak elastikken.... og angsten for at spise blev større og større... og jeg blev mere og mere bims i bøtten og kunne endnu mindre finde ud af, hvad jeg skulle spise... Det blev til flugt fra mig selv og ingen energi til noget som helst konstruktivt. Når jeg endelig fik spist, blev jeg angst over det, og så skulle jeg jo røre mig for at brænde det af. Og spiste jeg "noget forkert" eller for meget, blev jeg jo "nødt til" at kaste det op.

Sikke en meningsfuld dag! Fantastisk liv at leve!! (I fanger nok ironien).

Så at mærke mig selv og min krop til træning i morges, var fantastisk, og at give mig selv næring lige bagefter: følelsen kan ikke beskrives med ord. Tror kun andre, der har været i samme spiseforstyrrede båd, forstår hvor stort det føles, når man har lært at passe på sig selv!

Jeg er overhovedet ikke bange for, om træningen kan tage overhånd - det ved jeg, at den ikke gør. Jeg er kommet for langt og er blevet "for klog". Mit liv har nu omdrejningspunkt i Julia, min kæreste, min familie og mine veninder, min passion (at skrive) og ganske enkelt at være til stede og leve mit liv. At bruge tid hver dag i et træningscenter, gider jeg simpelthen ikke. Jeg vil gætte på, at det realistisk set bliver til 2 gange om ugen.

Det "negative", jeg mærkede i morges, var, at jeg stadig "kryber langs væggene". Jeg HADER HADER HADER at gå gennem træningslokalet, hvor alle kan kigge på mig. Og i morges kom tanken lige: "shit mand, se alle de trænede kvinder og mænd.... og så kommer totalt utrænede mig her, der æder flere flødeboller hver uge, end de sikkert gør på et helt år...." Men så hankede jeg op i mig selv, kiggede mig selv i spejlet og kunne godt se, at jeg ikke ligner en flødebolle. Ja, jeg har en lille mor-top nederst på maven, men ellers ligner jeg mig selv, fra før jeg blev gravid - og hey, jeg er sund og slank, i balance og jeg spiser med lyst og nydelse, som også inkluderer flødeboller, is, chokolade mm. Det vil jeg ikke bytte for en sixpack! Så rankede jeg sgu lige ryggen lidt og smilede til de veltrænede mænd og kvinder.

Jeg har faktisk tænkt på, om jeg skal vise et billede af mig selv uden så meget tøj, men jeg er sgu for blufærdig... Jeg tænkte på det, fordi jeg ville vise, at man altså sagtens kan være sund og slank, selv om man ikke træner "rigtigt" (jeg har som sagt kun gået tur med barnevogn, cyklet lidt og laver øvelser derhjemme). Kroppen er en finurlig ting, der sagtens kan finde ud af at regulere mad ind og ud, hvis man tør lytte til den!

Jeg kunne også godt skrive min højde og min vægt, men hvad skulle I bruge det til? Vi er jo alle forskellige, så selv dem på samme højde som mig, skal ikke nødvendigvis veje det samme som mig for at være i balance. Jeg ved nu, at jeg skal have denne vægt, for at jeg har menstruation, har energi, er til stede og i balance. Den vægt skal vi hver især finde og så stoppe sammenligningen af hinanden! Bliv hjemme hos dig selv og vær glad, når du er i balance. Også selv om det betyder, at du måske ikke er "fit" (som det så populært hedder).

LIVET ER IKKE ET TAL PÅ EN VÆGT.

Mit bedste tip?: kyl den lortevægt ud.