mandag den 14. september 2015

Drop nu den vægt!!

I sidste uge postede jeg et billede af en vægt på Instagram, og det gav reaktioner, så nu vil jeg også lige skrive en blog om det.

Jeg hører rigtig mange spiseforstyrrede sige: "jeg er ikke/har ikke været lige så tynd som X, så jeg kan ikke have et problem... jeg er nok ikke syg nok.... Jeg har heller aldrig været indlagt, så jeg digter nok bare det hele og skal bare tage mig sammen....".

SAMMENLIGNING ER RODEN TIL ALT ONDT!!

Det er SKIDE LIGE MEGET, hvad du vejer og har vejet - det siger INTET om, hvordan du har det. En spiseforstyrrelse kan ikke vejes på en vægt. LANGT de fleste spiseforstyrrede er normalvægtige = man kan slet ikke se det på dem, og det er derfor nemt at holde skjult. Facadeliv hurra! (not).

Så hvis du lige nu sidder og føler dig forkert, ikke berettiget til hjælp, ikke tynd nok, ikke syg nok...så stop op lige nu. En spiseforstyrrelse sidder "mellem ørerne", altså udspringer af noget psykisk (men går så også hen og bliver fysisk på nogle måder, da kroppen jo lider under misbruget). Så du skal ikke veje noget bestemt for at "have det slemt nok". Du skal ikke helt ned for at være berettiget til hjælp.

Er min mening. Desværre er det ofte vægten en spiseforstyrret bliver vurderet ud fra! Går man til lægen og beder om hjælp, når man er normalvægtig, får man ofte elevatorblikket, som siger mere end ord. "Hvorfor har du brug for hjælp? Du ser da helt normal ud". Jeg har selv været der og ved, hvor ydmygende og nedværdigende, det er. Og PINLIGT. Skam over at have et problem med mad og skam over at bede om hjælp, når problemet nok ikke er slemt nok. Skam med skam på! Føj da, gå hjem og gem dig væk (og sult lidt mere/overspis lidt mere/dyrk mere motion/kast mere op....).

Jeg tror, at det ville hjælpe mange spiseforstyrrede, hvis det store vægtfokus fra "systemets" side blev droppet. Alene det at vi bliver vurderet ud fra "om vi er 15 % under normalområdet = så har vi anoreksi", er ødelæggende/misforstået. Man har sgu stadig anoreksi, når man er/bliver normalvægtig! (og man har det også langt tidligere, end før vægten er så lav. Det starter i hovedet meget før). Det er først, når man har lært at vende TANKERNE, og man lever med nydelse, glæde og kærlighed til sig selv, at man ikke er styret af anoreksien mere. Og det samme med bulimi og overspisning: der kan man heller ikke måle "raskheds-graden" på tallet på vægten. Ændringen ligger i dit mindset.

Inden nogen rakker det ned, så må jeg lige tilføje, at vægten og maden selvfølgelig HAR betydning for ens velbefindende. Det kommer man ikke udenom. Det er nemmere at være psykisk i balance, når kroppen får, hvad den skal og ikke lider overlast på nogen måde. Men man kan SAGTENS være normalvægtig og TOTALT ude af balance (langt de fleste spiseforstyrrede er som sagt normalvægtige), så det er derfor, jeg siger, at man ikke kan bruge selve tallet til noget.

At vægten har så stort et fokus i behandlingen gør også, at mange spiseforstyrrede (bevidst eller ubevidst) taber sig op til, at de skal i behandling. "Jeg skal jo se syg nok ud". Og mange har ekstrem modstand mod at komme op på den såkaldte målvægt (I kan nok godt gætte, hvad jeg mener om målvægt...), fordi man ved, at meget forståelse og behandling stopper der. Så er man jo RASK!!

Hvilket man så bare absolut ikke er...

Og jeg vil heller ikke kalde det at blive RASK. Jeg kalder det at blive FRI. Det har jeg skrevet om før (i hvert fald i min bog "Resten skal nydes").

Jeg kan skrive en roman om det her, kan I nok fornemme :) Det gør mig SÅ ondt, at så mange spiseforstyrrede ikke bliver taget seriøst, ikke får den hjælp de skal bruge, og at det hele er så misforstået (det er min mening). Derfor er jeg nu gået i gang med et større projekt, der skal skabe fokus på behandlingen til spiseforstyrrede. Jeg er gået i gang med en bog og en tilhørende hjemmeside, så jeg får opsamlet en masse materiale at "gå ud med". Det er jo ikke nok, at lille mig siger, at behandlingen ikke er optimal. Jeg bliver nødt til at have flere bag mig. Læs om mit projekt her og her.
Jeg skulle ha' haft mit første interview med en anden spiseforstyrret i dag, men Julia er syg, så jeg er hjemme med hende og har måtte aflyse interviewet :(

Men jeg når det nok! Det er et stort projekt, jeg har kastet mig ud i, og det må tage den tid, det tager. Bare der kommer det ønskede resultat ud af det (og det skal der nok) - så er jeg glad! Og det er andre spiseforstyrrede forhåbentlig også så :)

2 kommentarer:

  1. Hej Mille
    Jeg har kigget med på din blog i et stykke tid og har også læst dine bøger. Er selv på alder med dig og er lidt udenfor "normen" da jeg først har debuteret med min spiseforstyrrelse her i 30'erne. Jeg vil bare fortælle dig at det er SÅ rart at læse med og få lov at læse dine tanker. Specielt det her indlæg ramte mig - det er så svært at forklare folk hvad det er der sker i hovedet på en. De fleste omkring mig har svært ved at forstå hvordan man kan have disse problemer med mad og jeg selv tænker også tit tanken at det bare må være noget pjat og at jeg ikke er rigtig syg fordi min vægt ikke er faretruende lav. Som du selv skriver: "tag dig dog sammen!" Men så simpelt er det jo ikke. Når mad fylder så meget i ens bevidsthed og man ikke under sig selv noget, overspiser for bagefter at kaste op og så lige motionerer et par timer om dagen også og fx aldrig nyder en is eller fx kage med ens barn, men altid er tilskuer, er der jo noget grundlæggende galt. Nå, det blev lidt længere end beregnet. Jeg ville bare rose dig for din ærlighed her på siden - den sætter jeg stor pris på!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for din kommentar, Helene! Jeg er meget glad for at høre, at du får noget ud af at læse med her :)
      Vægten er skide lige meget! Eller - selvfølgelig kan man ikke veje som en fjer og samtidig være ude af anoreksi. Vægten skal normaliseres. Men det jeg mener er, at vægten ikke siger noget om, hvordan man har det - det er kun én selv, der ved, hvad der foregår inde i knolden. Og LANGT de fleste spiseforstyrrede er normalvægtige, dvs. det er SÅ svært for andre at forstå (og måske også for én selv). Efter min mening skulle vejning af spiseforstyrrede droppes helt, for det fastholder dem i det forkerte fokus (og vægten siger som sagt intet om, hvad der foregår i hovedet).
      Jeg håber virkelig, at du får hjælp til at lære at styre tankerne, så maden ikke skal fortsætte med at fylde dit liv. Du er velkommen til at maile til mig (mille@ihdumille.dk), hvis du ønsker min hjælp.
      Endnu en gang TAK for din kommentar - det er dejligt at vide, at mine skriverier gør en forskel :)

      Slet