tirsdag den 1. september 2015

Så er flødebolle-mommy i gang med at træne :)

Flødebolle-mommy fordi jeg er viiiiiiild med flødeboller, og fordi jeg er mor :)

Jeg har ikke trænet i ca. 2½ år sådan rigtigt. Jeg stoppede med at træne i Fitnessdk ca. ½ år inden jeg blev gravid med Julia (eller er det længere tid siden??!), og mens jeg var gravid, trænede jeg ganske få gange men måtte stoppe pga. hovedpine, kvalme og utilpashed.

Så i lang tid har jeg kun gået tur med barnevognen samt cyklet små ture. That's it. Det er den "hårde" træning, jeg har fået. Derudover har jeg de sidste par måneder fulgt fysioterapeut Elin Solheims onlineprogram hjemme på mit stuegulv for at få rettet op på en skade efter graviditeten. Det har været/er en hel ny måde for mig at træne på. Jeg har altid skulle have sved på panden, før jeg syntes, at det var træning. Men at lære at få åndedrættet og hele kroppen med har været en øjenåbner for mig og har gjort, at jeg "er i min krop" på en ny måde. Svært at forklare.... Læs bl.a. her, herher og her.

Men jeg kan godt mærke, at jeg savner at svede...at føle at jeg er "brugt", mærke endorfinerne i kroppen... Så nu er jeg startet i Fitnessdk igen. I morges kl. 6-7 var første gang.

Og det var feeeeeedt! Jeg kunne mærke TYDELIG forskel på at træne nu, og da jeg trænede i spiseforstyrrelsen. I morges havde jeg ENERGI, var til stede, trak vejret mens jeg trænede, mærkede min krop, nød det sådan rigtigt! Og så at tage hjem og vække prutten (Julia) og spise lækker morgenmad.... uuuuh, jeg mærkede den der lille finurlige lykke. Tænk at jeg nu har en krop i balance, er til stede i den, mærker den, lytter til den, spiser, træner, lever, er mor. Jeg kan ikke ønske mig mere.

Før i tiden SKULLE jeg træne hver dag kl. 6-7, og det var fanme dødogpine HVER dag om jeg så havde feber, var syg, havde tømmermænd eller lign. Jeg mærkede ikke en skid, om jeg egentlig havde lyst - det var bare blevet en vane, en destruktiv ting, noget jeg ikke havde et valg omkring. Fik jeg noget ud af træningen? Næ. Nogle gange kunne jeg ikke engang huske, at jeg havde været i træningscentret senere på dagen... virkelig uhyggeligt. Og jeg nedbrød kroppen i stedet for at bygge den op/passe på den. Ordene nydelse og lyst  eksisterede simpelthen ikke. Ville næsten ønske, at én eller anden havde spændt ben for mig, givet mig en flad og sagt: "hvad har du gang i?!".

Når jeg kom hjem fra træning, turde jeg ikke spise morgenmad, så jeg trak elastikken.... og trak elastikken.... og angsten for at spise blev større og større... og jeg blev mere og mere bims i bøtten og kunne endnu mindre finde ud af, hvad jeg skulle spise... Det blev til flugt fra mig selv og ingen energi til noget som helst konstruktivt. Når jeg endelig fik spist, blev jeg angst over det, og så skulle jeg jo røre mig for at brænde det af. Og spiste jeg "noget forkert" eller for meget, blev jeg jo "nødt til" at kaste det op.

Sikke en meningsfuld dag! Fantastisk liv at leve!! (I fanger nok ironien).

Så at mærke mig selv og min krop til træning i morges, var fantastisk, og at give mig selv næring lige bagefter: følelsen kan ikke beskrives med ord. Tror kun andre, der har været i samme spiseforstyrrede båd, forstår hvor stort det føles, når man har lært at passe på sig selv!

Jeg er overhovedet ikke bange for, om træningen kan tage overhånd - det ved jeg, at den ikke gør. Jeg er kommet for langt og er blevet "for klog". Mit liv har nu omdrejningspunkt i Julia, min kæreste, min familie og mine veninder, min passion (at skrive) og ganske enkelt at være til stede og leve mit liv. At bruge tid hver dag i et træningscenter, gider jeg simpelthen ikke. Jeg vil gætte på, at det realistisk set bliver til 2 gange om ugen.

Det "negative", jeg mærkede i morges, var, at jeg stadig "kryber langs væggene". Jeg HADER HADER HADER at gå gennem træningslokalet, hvor alle kan kigge på mig. Og i morges kom tanken lige: "shit mand, se alle de trænede kvinder og mænd.... og så kommer totalt utrænede mig her, der æder flere flødeboller hver uge, end de sikkert gør på et helt år...." Men så hankede jeg op i mig selv, kiggede mig selv i spejlet og kunne godt se, at jeg ikke ligner en flødebolle. Ja, jeg har en lille mor-top nederst på maven, men ellers ligner jeg mig selv, fra før jeg blev gravid - og hey, jeg er sund og slank, i balance og jeg spiser med lyst og nydelse, som også inkluderer flødeboller, is, chokolade mm. Det vil jeg ikke bytte for en sixpack! Så rankede jeg sgu lige ryggen lidt og smilede til de veltrænede mænd og kvinder.

Jeg har faktisk tænkt på, om jeg skal vise et billede af mig selv uden så meget tøj, men jeg er sgu for blufærdig... Jeg tænkte på det, fordi jeg ville vise, at man altså sagtens kan være sund og slank, selv om man ikke træner "rigtigt" (jeg har som sagt kun gået tur med barnevogn, cyklet lidt og laver øvelser derhjemme). Kroppen er en finurlig ting, der sagtens kan finde ud af at regulere mad ind og ud, hvis man tør lytte til den!

Jeg kunne også godt skrive min højde og min vægt, men hvad skulle I bruge det til? Vi er jo alle forskellige, så selv dem på samme højde som mig, skal ikke nødvendigvis veje det samme som mig for at være i balance. Jeg ved nu, at jeg skal have denne vægt, for at jeg har menstruation, har energi, er til stede og i balance. Den vægt skal vi hver især finde og så stoppe sammenligningen af hinanden! Bliv hjemme hos dig selv og vær glad, når du er i balance. Også selv om det betyder, at du måske ikke er "fit" (som det så populært hedder).

LIVET ER IKKE ET TAL PÅ EN VÆGT.

Mit bedste tip?: kyl den lortevægt ud.

1 kommentar:

  1. Jeg har også planer om at komme igang med at træne igen.
    Lige nu er jeg tilbage med de gode kost og næste skridt bliver træning.
    Kan mærke at jeg lige skal ramme den rigtige dag for at det skal lykkedes..

    Fedt at du er igang igen.. <3
    Knus <3

    SvarSlet