mandag den 28. september 2015

"Øv, så behøvede jeg ikke at ha' spist....!"

Det er VANVITTIGT, hvordan gamle tanker kan blive ved med at være der.... Derfor er det alfa omega, at man lærer at tackle og vende de tanker. Og det er - tadaaaaa - kun dig selv, der kan gøre det (du kan få hjælp til at lære det, men det er DIG, der skal øve, øve, øve dig, og blive ved med at vende dem inde i dit hoved).

Et eksempel: jeg spiser jo helt "normalt" nu (hader ordet normalt... jeg vil hellere sige, at jeg spiser, så jeg er i balance både fysisk og psykisk) men alligevel dukker der tit gamle destruktive tanker op. Altså selv om det bliver længere og længere tid siden, at jeg har HANDLET på dem. Men de kommer sgu alligevel! De er åbenbart lidt tungnemme, de destruktive tanker. De er længe om at fatte, at de ikke behøver bruge krudt på at komme, for de får jo alligevel ikke deres vilje.

Nå, nu glemte jeg eksemplet :) Nu kommer det. Når jeg om aftenen har lavet aftensmad til min kæreste, Julia og mig, må Julia og jeg nogle gange gå i gang med at spise alene, fordi han ikke når hjem alligevel. Og hvis jeg når at blive helt færdig med min mad, inden han kommer hjem, kommer denne tanke hver gang:

"Øv, nu behøvede jeg ikke at ha' spist!"

Altså, jeg kunne jo bare ha' sagt til ham "jeg har spist" men i virkeligheden ikke ha' gjort det, for han ville jo ikke kunne opdage det, når han ikke var hjemme!

Hvor åndssvagt er det lige?! Det er en tanke, der slet ikke passer på mit liv nu, men den kommer alligevel.

Men sådan var det før i tiden. Kunne jeg slippe uden om, så gjorde jeg det. Så kunne jeg sagtens finde på at sige: "ooooork, jeg har skam spist!" Og så straks fyre en løgn af. Man bliver en KÆMPE løgner i spiseforstyrrelsen og en genial skuespiller. Det er helt vildt! Nogle gange blev jeg sgu overrasket over mig selv, når jeg lynhurtigt remsede noget mad af "som jeg havde spist....".

Det åndssvage var også, at jeg tit reagerede på følelser gennem maden. Hvis f.eks. jeg var sur på én, kunne jeg lade være med at spise. "HA!, nu lader jeg bare være med at spise, fordi du er dum!".

Jaaaaaa Mille. Hvem var det lige, at det gik ud over?! DIG SELV.

Spiseforstyrrede blander tit følelser, problemer og mad sammen. Lader være med at spise i trods/som straf eller overspiser og kaster op. "Se nu hvad du fik mig til!"

Men hey - husk lige, at ingen fik dig til noget. DU handlede på det. På en destruktiv måde. I stedet skulle du ha' åbnet munden, sagt fra, sagt til, hvad ved jeg. I hvert fald reageret. I stedet kommer reaktionen i mad/ikke mad.

Giver det mening?

Det er DET, man skal lære for at komme ud af spiseforstyrrelsen.

Der er INGEN - og jeg gentager - INGEN undskyldning der er god nok til at man "har lov til" at behandle sig selv som lort. "Jamen jeg kastede op, fordi han var en spade....". Nope, duer ikke. Skal det gå ud over dig?! Du skal lære at behandle dig selv med respekt og kærlighed uanset, hvad der sker.

"Det er da ikke BARE LIGE, Mille", tænker du nok.

Nej gu er det ej!!! Det er SKIDE SVÆRT at lære!! Jeg har jo heller ikke selv ligefrem været den hurtigste knallert på havnen til at lære det, vel? Men derfor bliver jeg jo nødt til at sige nu, at det er det, der skal til.

Og alligevel kan de lor** fuck*** tanker som sagt alligevel komme på den ene eller anden måde nu, som jeg startede med at sige. Bare et lille eksempel som at tænke, at jeg kunne ha' undgået at spise, fordi min kæreste ikke nåede hjem.

Jeg mærker det også stadig, hvis jeg er gal på nogen, skuffet, såret, ked af det, over-glad osv. (faktisk alle følelser der er lidt "oppe i gear" enten godt eller skidt) - så ryger tankerne straks over på mad. Hvad jeg skal spise, ikke spise... Men så er det, at jeg jo nu har lært at stoppe de tanker og i stedet blive i situationen og følelserne, der hører med. Løsningen er ALDRIG at sulte eller spise følelserne væk. NEVER EVER. Så de tanker får lige et karatespark ud af min knold igen, så der er plads til de positive og konstruktive følelser og tanker i stedet.

Håber dette indlæg giver mening på to måder: både hvad det er, man skal lære, for at komme ud af spiseforstyrrelsen, og at det fortsat kræver arbejde "efter" spiseforstyrrelsen. I hvert fald hvis man har haft den i mange år. Altså, at jeg stadig kan tænke "skørt" (spiseforstyrret) i dag, men forskellen ligger i, at jeg ikke handler på de tanker. Jeg accepterer, at de kommer, vender dem og bruger dem positivt til at lære mere og mere om livet/det at leve. Griner lidt af dem. Slår en prut. Kommer videre. Og kigger på Julia og mærker kærligheden - essensen af LIVET.

PS. Vil du vide mere om, hvordan jeg har vendt tankerne, og hvordan jeg holder fast i at have det godt i dag? Vil du stille mig en masse andre spørgsmål? Så kan du komme til foredrag d. 21. oktober på Amager! Læs her :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar