torsdag den 29. oktober 2015

Lyst...men også BEHOV!

Der er lige noget meeeeeeget vigtigt, jeg bliver nødt til at slå fast.

Jeg snakker jo en del om LYST. Ikke bare lidt... næ, temmelig meget må jeg nok indrømme! Jeg siger og skriver, at jeg følger min lyst, både mht. hvad jeg spiser, men også mht. hvad jeg laver.

Det er også rigtigt. Jeg har selv "opfundet" mit ønskejob - struktureret det, så dagene giver mening for mig, og jeg har LYST til det, jeg laver (hvis nogen tænker: "hvad laver hun egentlig, hende Mille?", så må jeg skrive det i en anden blog). For mig giver det ikke mening blot at have et job for at tjene penge. Penge skal der til, men hvis jeg ikke brænder for det jeg laver, brænder jeg ud, og så ville jeg jo alligevel ikke kunne bruge pengene til noget. Så hellere bo i en lille lejlighed, der ikke kræver den store indkomst, så der ikke skal så meget til, før det løber rundt. Vil lige indskyde at min kæreste også er selvstændig, så ingen af os har fast indkomst - derfor er det til tider liiiiidt shaky og skræmmende, hvordan vi klarer måneden. Men vi klarer det altid (og det fortsætter forhåbentlig, 7-9-13).

Jeg spiser også, hvad jeg har lyst til. Jeg har ingen regler. Har ikke noget, jeg ikke må spise. Jeg har haft regler nok i mit liv (i anoreksien), og det havde ingenting at gøre med AT LEVE, så det er jeg helt slut med.

MEN. Nu kommer det vigtige MEN. Jeg kan selvfølgelig ikke følge min lyst 100 %! Det kan simpelthen ikke lade sig gøre! Der er nemlig også noget, der hedder BEHOV.

Jeg blev klar over, at det, jeg siger, muligvis bliver misforstået af nogle spiseforstyrrede, da jeg havde en samtale med en pige, jeg hjælper. Det gik op for mig, at min lyst-snak kan bruges NEGATIVT, og det ønsker jeg under ingen omstændigheder!
Hun fik mig til at se, at hvis man mærker, at man fx ikke har lyst til aftensmad - ikke kan finde ud af, hvad man har lyst til - så betyder det jo så, at man skal lade være med at spise. For jeg har jo ikke lyst, og Mille siger, at man skal følge sin lyst!

Neeeeej, sådan mener jeg det ikke! Lyst kan ikke stå alene uden BEHOV. Især i startfasen ud af en spiseforstyrrelse, kan man jo ikke mærke en skid, for at sige det på knap så pænt dansk. Hvis nogen spurgte mig dengang, ville svaret i hvert fald være: "jeg kan ikke mærke, hvad jeg har lyst til på nogen måde overhovedet, og slet ikke hvad jeg har lyst til at spise. Jeg har slet ikke lyst til, at mad skal i min mave".

Altså, på vej ud af en spiseforstyrrelse skal man gøre rigtig meget, som man egentlig ikke føler, at man har lyst til.... alt stritter imod indeni (det er spiseforstyrrelsen, der kæmper for sin overlevelse), men der bliver man nødt til at fokusere rigtig meget på BEHOVET for at rykke sig og komme videre. BEHOVET for at spise, selv om alt stritter imod, men det er vejen hen mod en dag at blive god til at følge sin lyst.

Jeg må lige gentage for at være sikker på at blive forstået: på vej ud af en spiseforstyrrelse skal man (i starten i hvert fald) tænke mere hvad har jeg behov for at gøre, selv om det ikke er skide sjovt?, end tænke ren lyst. For man kan ikke mærke sin lyst (mange kan i hvert fald ikke). Man kan dog godt begynde at ØVE sig i at tænke over det med lyst. Har jeg lyst til en pære eller et æble? Prøve at mærke efter... Men fordi man ikke kan mærke lyst (endnu) må det ikke blive en grund til så slet ikke at gøre noget! Det var det, som - til min skræk - gik op for mig i forgårs. At min lyst-snak muligvis bliver misbrugt/misfortolket.

Selv i dag lever jeg som sagt heller ikke 100 % efter min lyst. Der er stadig en masse, der hedder behov :) Jeg skal betale regninger, gøre rent, ordne regnskab osv. Alt sammen noget hvor der ikke ligefrem er LYST bøjet i neon - det er noget, der bare skal gøres. Det er et behov for at tingene kan hænge sammen og så det er muligt at følge min lyst! På samme måde med maden. Jeg vælger langt hen ad vejen, hvad jeg har lyst til at spise, men det kan klart nok ikke lade sig gøre hele tiden. Hvis jeg en morgen har lyst til et kæmpe brunchbord med æg, skyr, pandekager, ost osv., kan jeg altså ikke lige lave det på sådan en helt almindelig hverdagsmorgen :) Og hvis jeg har lavet noget til aftensmad og så mærker, når jeg sidder med maden, at jeg egentlig ikke alligevel har vildt lyst til det, lader jeg jo ikke være med at spise det. At jeg spiser, hvad jeg har lyst til, betyder bare at jeg - så meget det kan lade sig gøre - mærker efter og spiser, hvad jeg vil. Altså uden at tænke over tidens sundhedsråd, hvad andre spiser, kalorieindhold osv. Hele vores forskruede måde at snakke sundhed på i dag (synes jeg den er), preller af på mig.

Jeg snakker bare så meget lyst, fordi jeg synes, det er så vigtigt!! Rigtig mange lever deres liv uden at tænke over, om det, de laver, egentlig giver mening for dem - om de har lyst til det. Og mad er blevet så kompliceret. Før var fedtet skurken, nu er kulhydrat nærmest lig med døden. Åh, jeg bliver træt! Vi glemmer helt at mærke efter vores egen krop. Hvad fungerer netop jeg bedst på at spise? Hvad har jeg lyst til, men som jeg (måske) bliver ved med at forbyde mig selv? Der er så mange regler og restriktioner. Hvad med at begynde at se på sundhed som en meget større helhed? Det tror jeg faktisk ville hjælpe rigtig mange mennesker.

Men pointen med denne blog er lige at få understreget:

LYST KAN IKKE STÅ UDEN BEHOV!

Især spiseforstyrrede der endnu ikke kan mærke deres lyst: I skal gøre en hulens masse i starten som er rent BEHOV for at få det bedre. Mere og mere kan I så lukke lysten ind. Og jo mere man så gør det, jo mere åbner livet sig for én :) Det er vildt at mærke, hvor meget man rent faktisk kan styre sin dag i en meget mere LYSTig retning (hehe).

Sidder du fx lige nu fanget i kun at kunne spise en bestemt ting til aftensmad (eller generelt udelukker en masse fødevarer) og tænker: "jamen jeg kan jo ikke mærke lysten til noget andet", så skal du altså huske, at du ikke kommer videre, før du husker BEHOVET. Behovet for at gøre noget andet, end spiseforstyrrelsen dikterer. Undervejs i din proces kan du så øve dig i at mærke mere og mere efter, hvad du rent faktisk har LYST til at spise, lave, bruge dit liv på osv.

onsdag den 21. oktober 2015

Foredrag i aften! :)

Du kan stadig nå det!

Mail til mig på mille@ihdumille.dk hvis du her i sidste øjeblik fortryder, at du ikke har fået meldt dig til :)


Her kan du også læse mere.

fredag den 9. oktober 2015

Det der med at gøre noget andet, end spiseforstyrrelsen dikterer....


Denne seddel hænger på min opslagstavle i køkkenet, og den har hjulpet mig på min vej ud af spiseforstyrrelsen. Det er jo logisk nok, at man skal gøre noget andet, end man plejer, for at ændre sine vaner og nå et nyt sted hen - men at praktisere det er straks sværere!

Mange spiseforstyrrede har (bevidst/ubevidst) tusind undskyldninger for, hvorfor de ikke kan gøre dit og dat (havde jeg også selv vil jeg lige sige!), og de kan ikke forstå, at de ikke rykker sig, fordi de bilder sig ind, at de gør noget... Men man kommer altså ikke ud af spiseforstyrrelsen, hvis man ikke HANDLER og gør noget ANDET, end spiseforstyrrelsen siger! Man kan ikke snakke eller tænke sig til forandring.

Jeg ville faktisk ønske, at min psykolog havde sagt det til mig. Jeg arbejdede med alt det psykiske (hvilket også er nødvendigt) og jeg ændrede langsomt min indstilling til mig selv (fik bedre selvværd, lærte at sige til og fra, tro på mig selv osv.) men i laaaaaang tid ændrede jeg ikke på mine HANDLINGER. Det var som om, at jeg troede, at det ville ske af sig selv, når nu jeg gik til psykolog.... Men det sker sgu ikke bare!

Jeg fandt ud af, at jeg måtte handle AKTIVT imod spiseforstyrrelsens regler og på den måde langsomt indføre NYE vaner og rutiner, som kunne afløse de destruktive. Det lyder måske mærkeligt, at jeg ikke selv kunne forstå, at jeg skulle gå aktivt imod spiseforstyrrelsen i handlingerne - men det kunne jeg ikke. Troede at det var nok at snakke (og skrive) om det. Så derfor siger jeg nu til jer, hvad jeg ville ønske, at jeg selv havde forstået meget tidligere!! Jeg lyder måske hård, men jeg er faktisk meget følsom og kærlig (ved jer der kender mig rigtigt), og jeg siger udelukkende alle disse råd og erfaringer videre, fordi jeg ønsker at hjælpe! Det I kan bruge, kan I tage til jer - og så op i røven med resten :)

PS. Og hvis du vil have flere kærlige klaps i måsen, så kan du jo komme til mit foredrag d. 21. oktober. Læs mere lige heeeeer!

mandag den 5. oktober 2015

En spiseforstyrrelse handler ikke kun om følelser

Man hører tit: "en spiseforstyrrelse handler ikke om mad, men om følelser". Det er også rigtigt. Der ligger altid noget bag en spiseforstyrrelse - der er en grund (eller ofte flere grunde) til, at man begynder at reagere på og med maden. Ofte vil man flygte fra noget kaos, noget uhåndterbart, og så finder man ro og kontrol i maden - det har man sgu styr på, og så fuck at alt andet sejler! Det bliver en falsk kontrol over livet. I virkeligheden har man ikke en skid kontrol. Det har spiseforstyrrelsen derimod.

For at komme ud af spiseforstyrrelsen skal der både kigges på de bagvedliggende årsager, der skal arbejdes med at ændre tanker og vaner, man skal lære at være i sine følelser i stedet for at enten sulte eller spise dem væk - og så skal mad og vægt altså også "på plads". Hele kroppens biokemi skal i balance igen. Tænk på hvis du i maaaange år har hældt saftevand på din bil og så ikke kan forstå, hvorfor fan... den ikke kører! Der skal nok noget benzin på....

På samme måde skal din krop have det rigtige brændstof. Og at spise kan faktisk hjælpe dig ud af en spiseforstyrrelse samtidig med, at du får hjælp til de andre ting. Hvis du f.eks. overspiser hver eftermiddag, og du springer morgenmad og frokost over den efterfølgende dag for at "kompensere".... for så igen at ryge i overspisning næste eftermiddag osv. osv.... den onde spiral kører - det kan du ikke bryde, før du begynder at spise både morgenmad og frokost, selv om du har overspist dagen før! Din krop er - for at sige det på godt dansk - SKIDE SULTEN! Så du kan bruge din viljestyrke nok så meget hver eftermiddag... kroppen vil altså have mad. Overlevelsesinstinktet går i gang. Og så kan det være svært at stoppe, når man først tillader sig at spise. Du kan altså fjerne de fysiske abstinenser, der også er i en spiseforstyrrelse, ved at få dit blodsukker stabilt, og din krop i balance. Mange med anoreksi oplever også at ryge ud i overspisninger på et tidspunkt, fordi kroppen simpelthen fysisk skriiiiiiger efter mad.

Så er der også alle de psykiske årsager til at spise/ikke spise, og det skal man selvfølgelig også arbejde med. Men det fysiske aspekt er altså også vigtigt.

Onsdag d. 21. oktober holder jeg foredrag med ernæringsterapeut Tine Grandjean, som har forstand på al det med biokemi, hormoner, balance, krop osv. Hun kan meget bedre end mig forklare om det. Læs om foredraget her.

Og i artiklen her fortæller Tine om, at det ikke kun er følelser, der bestemmer, hvad du spiser.

lørdag den 3. oktober 2015

Julia 1½ år!

I dag er det d. 3. oktober, og det betyder, at det er halvandet år siden, at jeg fødte Julia!

Det er virkelig fuldstændig uforståeligt, at hun nu er 1½ år. Jeg troede egentlig, at det var noget fis, at tiden går hurtigere, når man får børn... men det må jeg sgu indrømme, at den gør. Eller måske er det fordi, det bliver mere tydeligt, når man ser et barn vokse op og udvikle sig fra en lille baby til et barn med personlighed og charme.
At gå igennem en graviditet, en fødsel og efterfølgende være mor i foreløbig 1½ år har gjort, at verden har åbnet sig for mig på en helt ny måde. Den kærlighed jeg oplever med Julia (fra hende til mig og fra mig til hende).... det kan ingen ord beskrive. Før jeg fik hende, troede jeg, at jeg vidste, hvordan det måtte være at have børn - men nej, det gjorde jeg absolut ikke, kan jeg sige nu. Man ved det ikke, før man selv bliver mor (eller far). Og sådan er det jo med mange ting: jeg kan ikke helt sætte mig ind i, hvordan det er at have kræft, at miste sin mor eller far, at blive lam, at være narkoman osv. Man skal prøve noget på egen krop, før man rigtigt forstår det (men man kan godt være god til at sætte sig ind i, hvordan det kan være). En spiseforstyrrelse skal også prøves på egen krop, før man forstår dens finurligheder og destruktive væsen.

Billederne her er fra et besøg hos mine forældre i søndags:





Og så er vi begyndt pottetræningen i tirsdags! Hun kan ikke helt finde ud af det endnu - men lysten er der, og hun siger tisse-lyden med munden :)