fredag den 20. november 2015

For tyk til anoreksi - for lidt bræk til bulimi

I dag, fredag d. 20. november 2015, var jeg gæsteblogger hos Psykiatrifonden. Mit indlæg kan læses her på Psykiatrifondens blog - eller herunder (hvis linket på et tidspunkt ikke virker mere):

”Du er for tyk til at have anoreksi, og du spiser for lidt til at være overspiser eller have bulimi, så vi ved ikke helt, hvad vi skal stille op med dig…”
Den sætning kender jeg – desværre – mange spiseforstyrrede, der har fået. Hvis ikke direkte, så sagt mellem linjerne samt ved at blive kastet rundt i systemet for at blive puttet i den ”rigtige kasse”. Jeg har selv prøvet at gå til lægen på et tidspunkt, hvor jeg var meget slank men ikke skræmmende tynd – og fået elevatorblikket, der sagde alt: ”hvorfor har du brug for hjælp? Du ser da ikke specielt syg ud”. Og så fortsætter man altså ikke med at prøve at bede om det, man har brug for, for det er ydmygende, nedværdigende og PINLIGT. Man skammer sig nok i forvejen ved at have det svært med noget så simpelt som at spise, og så er det ekstra skam, når det åbenbart ikke er slemt nok. Skam med skam på! Føj da, gå hjem og gem dig væk (og sult lidt mere/overspis lidt mere/dyrk mere motion/kast mere op….).
Nå, inden jeg fortsætter, vil jeg lige præsentere mig selv ordentligt, så I ved, hvem gæstebloggeren her er. Jeg hedder Mille Eigard Andersen, og jeg har haft en spiseforstyrrelse i ca. 16 år ud af mit 36 årige liv. Eller rettere: jeg har stadig spiseforstyrrelsen i mig, men jeg bruger den udelukkende positivt – som ven og guide i livet. På min vej ud af spiseforstyrrelsen sagde mange til mig, at jeg ikke ville være ude af spiseforstyrrelsen, før jeg slet ikke mærker noget til den mere. Det prøvede jeg at kæmpe for, men det var frustrerende, for tankerne blev ved med at være der og blev faktisk værre, jo mere jeg prøvede at fornægte, at de var der! Det var først, da jeg indså, at det rigtige for mig er at beholde spiseforstyrrelsen i mig, at jeg kunne blive fri. Den spiseforstyrrede side af mig har nemlig en helt sindssyg styrke, og hvis jeg fjerner den, mister jeg også den styrke. Så da jeg indså, at løsningen for mig ikke var at fornægte og fjerne spiseforstyrrelsen men i stedet acceptere og integrere den i mig blot på en positiv måde, fandt jeg vejen til min frihed. Jeg ved, at når de spiseforstyrrede destruktive tanker blusser op, er der noget i mit liv, jeg skal kigge på. Noget jeg er ked af, noget der stresser mig, noget jeg ikke kan tackle osv. Så ved jeg, at jeg skal tage hånd om det i stedet for at reagere på maden – på den måde guider spiseforstyrrelsen mig til at passe mere på mig selv og vælge bedre beslutninger for mig selv. Spiseforstyrrelsen har også lært mig, at jeg ikke skal lave mig selv om. Jeg er særlig sensitiv, er følsom, er stille, er introvert og jeg har brug for struktur og ro i min hverdag. Når jeg accepterer det og indretter min hverdag efter, hvad jeg har brug for for at have det godt og bruger mine følsomme sider på en god måde, er livet faktisk ret dejligt! Jeg skal ikke prøve at være noget/nogen, jeg ikke er.
Så i dag er jeg selvstændig for at kunne strukturere min egen tid, og jeg laver det, som jeg brænder for og har lyst til: jeg er forfatter, foredragsholder og jeg hjælper spiseforstyrrede ud i livet. Jeg har skrevet en trilogi om mit spiseforstyrrede liv, der hedder ”En anoreksipiges dagbog”, ”Hvor ser du godt ud” og ”Ih, du Mille”, og jeg har skrevet en bog, der hedder ”Lyster” om krop og lyst. Min nyeste bog hedder ”Resten skal nydes”, og den handler om min vej ud af spiseforstyrrelsen – alle de ting jeg har arbejdet med for at jeg i dag kan leve med spiseforstyrrelsen på en positiv måde.

Pt. er jeg i gang med et større projekt, der skal hjælpe spiseforstyrrede på flere planer. Jeg indsamler en masse spiseforstyrrede historier, hvoraf nogen af dem skal med i en bog og resten skal på en hjemmeside jeg bygger op. Dvs. andre spiseforstyrrede kan læse dem og genkende sig selv i historierne og finde håb i, at det er muligt at blive fri, pårørende kan få en indsigt i hvordan det er at være spiseforstyrret, og sidst men ikke mindst vil jeg bruge historierne til at få ændret behandlingen til spiseforstyrrede. Efter min mening trænger især den offentlige behandling til en gennemgribende fornyelse – alt for mange spiseforstyrrede får ikke den hjælp, de har brug for, og mange er en boomerang i behandlingssystemet: bliver indlagt, fedet op, udskrevet når målvægten er nået, taber sig igen og bliver atter indlagt. Alt for meget symptombehandling i stedet for at se på det enkelte menneske bag spiseforstyrrelsen. Selv om mad og vægt selvfølgelig også skal på plads, er det ikke det, der gør, at man bliver fri. Hvis man blot lærer at følge en kostplan, er man efter min mening ikke fri til at leve sit liv. Det bliver bare en ny kontrol, at man nu skal følge den plan for at fungere. Og når noget i ens liv igen bliver svært, ryger man i spiseforstyrrelsens destruktivitet igen, fordi man ikke har lært at tackle udfordringer uden at bruge maden.

Jeg tror, at det ville gøre en kæmpe forskel, hvis man stoppede med at veje spiseforstyrrede i behandlingen. Hvorfor skal vi vurderes ud fra et tal? Langt de fleste spiseforstyrrede er normalvægtige, dvs. man kan ikke se på dem, at de har en spiseforstyrrelse. Hele deres verden drejer sig om mad og tallet på vægten, og behandlingen bekræfter dem sørme i, at ja – tallet er vildt vigtigt! I meget af den offentlige behandling, bliver den spiseforstyrrede vejet inden selve terapien eller gruppeforløbet starter. Jamen så kan man da også koncentrere sig! Hvorfor er det så vigtigt at vide, om man vejer 50 kg, 55 kg. eller 65 kg.? Og om man har taget 200 g. på eller tabt sig 200 g.? Det er ikke det, det handler om! For at blive fri af en spiseforstyrrelse skal man lære at flytte fokus væk fra vægten, men behandlingen sørger flot for, at fokus på vægten bibeholdes. Hvorfor ikke se den enkelte person og finde ud af, hvorfor hun bruger maden til at flygte fra livet med? Give redskaber til at tackle følelser og oplevelser på uden brug af maden. Det kan godt være, at behandlingen også giver det, men problemet er bare, at den spiseforstyrrede ikke kan lytte og tage det til sig, når fokus samtidig er så meget på vægten. Det stjæler simpelthen koncentration og det fastholder den spiseforstyrrede. Er min mening. Jeg kan godt se, at hvis en pige er meget tynd og er indlagt, har lægerne et ansvar for at redde liv. Der bliver der nødt til at være opsyn med mad og til dels også vægt – man er ikke i stand til selv at tage det ansvar på det tidspunkt (men det skal man lære at tage selv senere). Alligevel tænker jeg, om det er nødvendigt at have SÅ voldsomt et vægtfokus og veje den spiseforstyrrede hele tiden? Man kan jo sagtens se, at hun skal tage på! I hvert fald synes jeg, at vejning helt skal droppes, når man kommer bare lidt længere op i vægt. Se personen, ikke tallet.
Selve definitionerne på anoreksi og bulimi, synes jeg også trænger til en fornyelse. Man har altså anoreksi langt inden, at vægten bliver for lav – det hele starter i hovedet! Og man har også anoreksi, selv når man bliver normalvægtig. Det er kun én selv, der kan mærke, hvor fri man føler sig. Det kan ikke måles på en vægt. Det samme med bulimi: hvorfor skal der et vidst antal opkastninger til, før man har bulimi? Om man kaster op én gang om dagen eller 10 er i princippet underordnet. Der er noget galt. Og man skal have hjælp til at komme ud af det, uanset om man ikke passer ind i en kasse. Man siger ikke til en kræftpatient: ”kom tilbage, når kræften har spredt sig lidt mere. Det er stadig ikke slemt nok”. Men det siger man indirekte til en spiseforstyrret, der er ”for tyk til at have anoreksi og kaster for lidt op til at have bulimi”.
Inden jul holder jeg fire foredrag, hvis du har lyst til at høre mere om min historie og ikke mindst om vejen hertil i dag, hvor jeg lever med spiseforstyrrelsen som en guide. Jeg holder i København, Odense, Aarhus og i Aalborg, og alle er hjertelig velkommen. Nærmere info om tid og sted kan ses på min blog www.restenskalnydes.dk.

mandag den 16. november 2015

Mit "projekt fokus på spiseforstyrrede og behandlingen"

Jeg er i gang med et større projekt, der skal sætte fokus på spiseforstyrrelser og "råbe op" omkring, hvordan behandlingen foregår.

Til at starte med ville jeg "bare" skrive en bog, hvor jeg samlede ca. 15 spiseforstyrrede historier, så jeg efterlyste nogen, der ville bidrage med deres historie (læs indlægget her). Men.... det væltede ind med mails fra piger, som ville bidrage til bogen!! Og der bliver ved med at komme mails! Det havde jeg ikke lige set komme. Og hvad gør jeg så? Lige nu er det omkring 100 piger, der vil bidrage med deres historie... og det er jo fantastisk! Men det er der ikke plads til i en bog.

Det ville være decideret DUMT kun at vælge 15-20 ud, som jeg "kan bruge". Tænk på al den viden som ville gå tabt! Så nu har jeg udvidet projektet til at blive langt større end først antaget (hvilket er fedt!). Jeg skriver fortsat en bog, hvor jeg har max. 20 historier med (har ikke fastsat det helt endnu), men resten af historierne kommer på en hjemmeside, hvor der jo kan ligge tusindvis af historier. Det bliver et mekka af spiseforstyrret viden, hehe :)

Og hvad kan det så bruges til? Hvad tænker jeg?:

1) Spiseforstyrrede kan læse andre spiseforstyrredes historier og se, at de ikke er alene om at have det sådan.
2) Pårørende kan få et indblik i, hvordan det er at være spiseforstyrret - og forhåbentlig forstå det lidt bedre, når de kan læse så mange historier og se fællestræk (og forskelle).
3) Og sidst men bestemt ikke mindst, vil jeg bruge alt materialet til at få sat fokus på behandlingen til spiseforstyrrede. Er den god nok? Hvorfor er der så mange, der bliver genindlagt? Hvad kan der forbedres?

Jeg har mine egne klare holdninger omkring, hvordan behandlingen kunne forbedres, men jeg vil gerne høre andres historier. Jeg ved jo kun, hvad jeg har oplevet på egen krop.

Jeg er ikke ude på at rakke behandlingen totalt ned. Jeg ved godt, at spiseforstyrrelser er "noget komplekst noget", og når det både påvirker psyken og fysikken, er det sgu ikke helt nemt! Og hvad skal man gribe fat i?: hønen eller ægget? Skal man f.eks. med anoreksipatienter først fede dem op, før man gider snakke med dem om det bagvedliggende?

Hvad jeg tror kunne hjælpe spiseforstyrrede rigtig meget, er at droppe vægten helt i behandlingen (har bl.a. skrevet om det her). Hvad gavner det? Det store vægtfokus bekræfter blot de spiseforstyrrede i, at ja - vægten er skide vigtig! Det er TALLET, der bestemmer, "hvor god du har været". Inden terapi skal man først op på vægten. Så vurderer vi lige ud fra det, hvordan det er gået siden sidst... Åh bræk! Det fucker mere end det gavner! Vægtfokus gør også, at vi spiseforstyrrede skal "passe ind i en kasse" for at få hjælp. Man har først anoreksi, når man vejer "tilstrækkelig lidt". Hvilket er en kæmpe løgn. Man har anoreksi LANGT før vægten kommer derned!! Og man har også stadig anoreksi, selv om vægten bliver normal. Det er alt det bagvedliggende, det psykiske, der skal "på plads/falde til ro", før man er fri. Hvis man blot lærer at følge en kostplan og holde en normal vægt, er man i mine øjne ikke fri. Når der sker noget svært i livet igen (og det vil ske. That's life), vil man atter reagere i maden, fordi man ikke har lært anderledes. Det lærer man ikke blot ved at være på en normalvægt!

Og hvorfor overhovedet veje spiseforstyrrede, der er normalvægtige?! Det er LANGT de fleste spiseforstyrrede (dvs. man kan slet ikke se, at de har en spiseforstyrrelse, hvilket gør, at mange lever et facadeliv, som er syyyygt hårdt). Inden gruppeterapi (fx) skal alle lige på vægten.... Hurra hvor det gavner. Forestil dig - hvis du ikke er spiseforstyrret - at skulle vurderes ud fra et TAL. Hvis du skulle vejes inden en jobsamtale eller lign. Vi skal lige se, hvor god du er.... Øh ja, det siger også helt vildt meget....

Det store vægtfokus gør også, at man som spiseforstyrret "bliver nødt til" at holde vægten nede (hvis vi snakker anoreksi). For når man tager på, bliver der set anderledes på én. Så har man det jo godt! Og meget hjælp stopper. Det frygter man. Derfor fastholder man sig selv. Frygten for (igen) at stå alene med lorten skræmmer. Så hellere holde fast i anoreksien og modarbejde behandlingen. Hvis behandlingen derimod ikke fokuserede på vægten, men i stedet på personen bag - så ville der være en helt anden ro på for den spiseforstyrrede. Jeg bliver stadig forstået og hjulpet, selv om jeg tager på/bliver brækfri/bliver overspisningsfri. De vil hjælpe mig med tankerne bag uanset min vægt eller mine symptomer.

Det, tror jeg, kunne gøre en kæmpe forskel.

Når det så er sagt - og det som jeg også vil have med i bogen/på hjemmesiden - så vil jeg også få spiseforstyrrede til at forstå deres EGET ansvar i at komme ud af spiseforstyrrelsen. Rigtig mange er i en offerrolle (oh yes, det var jeg i høj grad også selv, så jeg kan ikke pudse glorien!!) og tror, at nogen skal redde dem, fixe dem, gøre forandringerne for dem. Det sker aldrig.

DET SKER ALDRIG.

Spørg hvem som helst, der er kommet ud af en spiseforstyrrelse (eller som er godt på vej ud) om, hvad hovedessensen er, for at de rykker sig, og de vil med garanti svare: jeg begyndte at handle. Jeg gjorde noget aktivt imod spiseforstyrrelsen. Forstod mit eget ansvar og min egen styrke. Ingen kan nogensinde spise for mig, ingen kan nogensinde stoppe med at føre hånden op til munden, ingen kan stoppe min finger i at komme ned i halsen.

Mange spiseforstyrrede bilder sig nemlig ind, at de kæmper. Og jo, det gør de nok også i tankerne. Men i handlingerne kniber det lidt. Og ingen er nogensinde kommet ud af en spiseforstyrrelse ved at tænke sig til det. Sorry to say!

Du ved først, hvad det vil sige at kæmpe, når du dag efter dag spiser på trods af angst (og ondt i maven, hvis maven er fucked, samt andre fysiske og psykiske ubehag), og lader være med at kaste op uanset hvilken følelsesmæssig udfordring du er i. Den dag du forholder dig til maden, som det det er: MAD. Det skal til for at leve. Lige meget hvad der sker i livet, skal maden ikke være løsningen. Det løser altid kun problemerne kortvarigt (giver ro f.eks. at kaste op) - men det er som at tisse i bukserne, for det varmer sgu kun et øjeblik! Og bagefter føles det endnu koldere.

Så. Jeg vil gerne have ændret behandlingen til at forstå og rumme spiseforstyrrede bedre, så de har mulighed for at rykke sig. Som den er nu, synes jeg mere, at den fastholder (eller forværre de spiseforstyrrede symptomer. En af de piger, jeg allerede har interviewet, lærte både at tælle kalorier, blive vægtfokuseret og blive selvskadende af at være i behandlingen).

Jeg vil lige slutte af med at sige, at jeg gør dette kæmpe stykke arbejde, fordi jeg brænder for det. Jeg ønsker at hjælpe andre spiseforstyrrede. Jeg får ikke løn for det, jeg får ikke støtte af nogen. Måske kan jeg få støtte? - for det bliver jo et mindre "forskningsprojekt", men jeg ved ikke lige, hvor jeg skal søge (og har ærlig talt ikke tid til at sætte mig ind i det. Eller tager ikke tiden til det).
Jeg efterlyser nok nogen på et tidspunkt, som vil hjælpe mig... jeg kan ikke være alene om det her, hvis det skal blive så stort, som jeg ønsker (og så det ikke først bliver færdigt om 100 år). Jeg skal bare lige sluge den der med, at jeg ikke kan alt selv :) Og at det er ok at bede om hjælp. Hehe æd din egen medicin, Mille!

PS. Jeg fik skrevet denne blog sent i aftes - Julia er syg, så al arbejde foregår sent om aftenen, og når hun sover. Mails er jeg lidt bagud med at få svaret :(

tirsdag den 3. november 2015

Jeg holder fire foredrag inden jul!

Vil du høre mit foredrag "Resten skal nydes"? Så har du mulighed for det inden jul :)

Jeg holder foredrag i

København d. 18. nov. 2015
Odense d. 25. nov. 2015
Aarhus d. 1. december 2015
Aalborg d. 9. december 2015

Adresse, tid, pris og tilmelding kan du læse her på kalenderen.

Hvad vil jeg bl.a. fortælle om til foredraget?

- hvordan startede min spiseforstyrrelse? Hvad ligger til grund for en spiseforstyrrelse?
- hvad vil det sige at have en spiseforstyrrelse? Hvordan "lever" og tænker man?
- hvad er forskellen på at have en spiseforstyrrelse og at forstyrre sin spisning?
- hvordan kommer man ud af en spiseforstyrrelse?
- er det muligt at blive helt fri, eller vil spiseforstyrrelsen altid ligge og lure?
- hvordan hjælper man bedst en spiseforstyrret som forældre/søskende/ven/lærer osv.?
- min mening om behandlingen som den (ofte) er i dag.
- hvorfor mener jeg, at LYST er så vigtigt at lære? Og hvordan lærer man at mærke og følge lysten?
- og en masse mere....

Alle spørgsmål er velkomne!

PS. Hvis du vil hjælpe mig med at hænge opslag op som reklame for foredraget, må du meget gerne det! På din skole, i Netto, i træningscentre, andre steder du kommer... Mail til mig på mille@ihdumille.dk og skriv, at du gerne vil hænge nogle opslag op, samt din adresse. Så sender jeg opslagene med posten til dig :)