fredag den 20. november 2015

For tyk til anoreksi - for lidt bræk til bulimi

I dag, fredag d. 20. november 2015, var jeg gæsteblogger hos Psykiatrifonden. Mit indlæg kan læses her på Psykiatrifondens blog - eller herunder (hvis linket på et tidspunkt ikke virker mere):

”Du er for tyk til at have anoreksi, og du spiser for lidt til at være overspiser eller have bulimi, så vi ved ikke helt, hvad vi skal stille op med dig…”
Den sætning kender jeg – desværre – mange spiseforstyrrede, der har fået. Hvis ikke direkte, så sagt mellem linjerne samt ved at blive kastet rundt i systemet for at blive puttet i den ”rigtige kasse”. Jeg har selv prøvet at gå til lægen på et tidspunkt, hvor jeg var meget slank men ikke skræmmende tynd – og fået elevatorblikket, der sagde alt: ”hvorfor har du brug for hjælp? Du ser da ikke specielt syg ud”. Og så fortsætter man altså ikke med at prøve at bede om det, man har brug for, for det er ydmygende, nedværdigende og PINLIGT. Man skammer sig nok i forvejen ved at have det svært med noget så simpelt som at spise, og så er det ekstra skam, når det åbenbart ikke er slemt nok. Skam med skam på! Føj da, gå hjem og gem dig væk (og sult lidt mere/overspis lidt mere/dyrk mere motion/kast mere op….).
Nå, inden jeg fortsætter, vil jeg lige præsentere mig selv ordentligt, så I ved, hvem gæstebloggeren her er. Jeg hedder Mille Eigard Andersen, og jeg har haft en spiseforstyrrelse i ca. 16 år ud af mit 36 årige liv. Eller rettere: jeg har stadig spiseforstyrrelsen i mig, men jeg bruger den udelukkende positivt – som ven og guide i livet. På min vej ud af spiseforstyrrelsen sagde mange til mig, at jeg ikke ville være ude af spiseforstyrrelsen, før jeg slet ikke mærker noget til den mere. Det prøvede jeg at kæmpe for, men det var frustrerende, for tankerne blev ved med at være der og blev faktisk værre, jo mere jeg prøvede at fornægte, at de var der! Det var først, da jeg indså, at det rigtige for mig er at beholde spiseforstyrrelsen i mig, at jeg kunne blive fri. Den spiseforstyrrede side af mig har nemlig en helt sindssyg styrke, og hvis jeg fjerner den, mister jeg også den styrke. Så da jeg indså, at løsningen for mig ikke var at fornægte og fjerne spiseforstyrrelsen men i stedet acceptere og integrere den i mig blot på en positiv måde, fandt jeg vejen til min frihed. Jeg ved, at når de spiseforstyrrede destruktive tanker blusser op, er der noget i mit liv, jeg skal kigge på. Noget jeg er ked af, noget der stresser mig, noget jeg ikke kan tackle osv. Så ved jeg, at jeg skal tage hånd om det i stedet for at reagere på maden – på den måde guider spiseforstyrrelsen mig til at passe mere på mig selv og vælge bedre beslutninger for mig selv. Spiseforstyrrelsen har også lært mig, at jeg ikke skal lave mig selv om. Jeg er særlig sensitiv, er følsom, er stille, er introvert og jeg har brug for struktur og ro i min hverdag. Når jeg accepterer det og indretter min hverdag efter, hvad jeg har brug for for at have det godt og bruger mine følsomme sider på en god måde, er livet faktisk ret dejligt! Jeg skal ikke prøve at være noget/nogen, jeg ikke er.
Så i dag er jeg selvstændig for at kunne strukturere min egen tid, og jeg laver det, som jeg brænder for og har lyst til: jeg er forfatter, foredragsholder og jeg hjælper spiseforstyrrede ud i livet. Jeg har skrevet en trilogi om mit spiseforstyrrede liv, der hedder ”En anoreksipiges dagbog”, ”Hvor ser du godt ud” og ”Ih, du Mille”, og jeg har skrevet en bog, der hedder ”Lyster” om krop og lyst. Min nyeste bog hedder ”Resten skal nydes”, og den handler om min vej ud af spiseforstyrrelsen – alle de ting jeg har arbejdet med for at jeg i dag kan leve med spiseforstyrrelsen på en positiv måde.

Pt. er jeg i gang med et større projekt, der skal hjælpe spiseforstyrrede på flere planer. Jeg indsamler en masse spiseforstyrrede historier, hvoraf nogen af dem skal med i en bog og resten skal på en hjemmeside jeg bygger op. Dvs. andre spiseforstyrrede kan læse dem og genkende sig selv i historierne og finde håb i, at det er muligt at blive fri, pårørende kan få en indsigt i hvordan det er at være spiseforstyrret, og sidst men ikke mindst vil jeg bruge historierne til at få ændret behandlingen til spiseforstyrrede. Efter min mening trænger især den offentlige behandling til en gennemgribende fornyelse – alt for mange spiseforstyrrede får ikke den hjælp, de har brug for, og mange er en boomerang i behandlingssystemet: bliver indlagt, fedet op, udskrevet når målvægten er nået, taber sig igen og bliver atter indlagt. Alt for meget symptombehandling i stedet for at se på det enkelte menneske bag spiseforstyrrelsen. Selv om mad og vægt selvfølgelig også skal på plads, er det ikke det, der gør, at man bliver fri. Hvis man blot lærer at følge en kostplan, er man efter min mening ikke fri til at leve sit liv. Det bliver bare en ny kontrol, at man nu skal følge den plan for at fungere. Og når noget i ens liv igen bliver svært, ryger man i spiseforstyrrelsens destruktivitet igen, fordi man ikke har lært at tackle udfordringer uden at bruge maden.

Jeg tror, at det ville gøre en kæmpe forskel, hvis man stoppede med at veje spiseforstyrrede i behandlingen. Hvorfor skal vi vurderes ud fra et tal? Langt de fleste spiseforstyrrede er normalvægtige, dvs. man kan ikke se på dem, at de har en spiseforstyrrelse. Hele deres verden drejer sig om mad og tallet på vægten, og behandlingen bekræfter dem sørme i, at ja – tallet er vildt vigtigt! I meget af den offentlige behandling, bliver den spiseforstyrrede vejet inden selve terapien eller gruppeforløbet starter. Jamen så kan man da også koncentrere sig! Hvorfor er det så vigtigt at vide, om man vejer 50 kg, 55 kg. eller 65 kg.? Og om man har taget 200 g. på eller tabt sig 200 g.? Det er ikke det, det handler om! For at blive fri af en spiseforstyrrelse skal man lære at flytte fokus væk fra vægten, men behandlingen sørger flot for, at fokus på vægten bibeholdes. Hvorfor ikke se den enkelte person og finde ud af, hvorfor hun bruger maden til at flygte fra livet med? Give redskaber til at tackle følelser og oplevelser på uden brug af maden. Det kan godt være, at behandlingen også giver det, men problemet er bare, at den spiseforstyrrede ikke kan lytte og tage det til sig, når fokus samtidig er så meget på vægten. Det stjæler simpelthen koncentration og det fastholder den spiseforstyrrede. Er min mening. Jeg kan godt se, at hvis en pige er meget tynd og er indlagt, har lægerne et ansvar for at redde liv. Der bliver der nødt til at være opsyn med mad og til dels også vægt – man er ikke i stand til selv at tage det ansvar på det tidspunkt (men det skal man lære at tage selv senere). Alligevel tænker jeg, om det er nødvendigt at have SÅ voldsomt et vægtfokus og veje den spiseforstyrrede hele tiden? Man kan jo sagtens se, at hun skal tage på! I hvert fald synes jeg, at vejning helt skal droppes, når man kommer bare lidt længere op i vægt. Se personen, ikke tallet.
Selve definitionerne på anoreksi og bulimi, synes jeg også trænger til en fornyelse. Man har altså anoreksi langt inden, at vægten bliver for lav – det hele starter i hovedet! Og man har også anoreksi, selv når man bliver normalvægtig. Det er kun én selv, der kan mærke, hvor fri man føler sig. Det kan ikke måles på en vægt. Det samme med bulimi: hvorfor skal der et vidst antal opkastninger til, før man har bulimi? Om man kaster op én gang om dagen eller 10 er i princippet underordnet. Der er noget galt. Og man skal have hjælp til at komme ud af det, uanset om man ikke passer ind i en kasse. Man siger ikke til en kræftpatient: ”kom tilbage, når kræften har spredt sig lidt mere. Det er stadig ikke slemt nok”. Men det siger man indirekte til en spiseforstyrret, der er ”for tyk til at have anoreksi og kaster for lidt op til at have bulimi”.
Inden jul holder jeg fire foredrag, hvis du har lyst til at høre mere om min historie og ikke mindst om vejen hertil i dag, hvor jeg lever med spiseforstyrrelsen som en guide. Jeg holder i København, Odense, Aarhus og i Aalborg, og alle er hjertelig velkommen. Nærmere info om tid og sted kan ses på min blog www.restenskalnydes.dk.

2 kommentarer:

  1. Endnu engang Mille, du rammer bare plet på det du skriver. Kan nikke genkendende til det hele. Spot on endnu engang.

    SvarSlet
  2. Jeg er selv i behandling pt. grundet min bulimi, og jeg er bare meget enig i der er et for stort fokus på tallet på vægten. Der hvor jeg selv er i behandling, der er det fast procedure at man vejes inden samtale terapien.

    SvarSlet