mandag den 15. august 2016

I dag bliver jeg 37 år!

Jeg ved det godt! Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det :) Men jeg bliver altså 37 år i dag! Jeg nærmer mig 40 men har ikke det mindste krise. Jeg synes, at livet bliver federe og federe, jo ældre jeg bliver. Et år ældre og et år klogere på livet og på mig selv. Og nu tager jeg hul på en ny rejse som formand for LFS (Landsforeningen For Spiseforstyrrede & pårørende). Nogle har spurgt, om jeg bare reklamerer for LFS, men nej - det er mig selv, der står bag, og mig selv der er formand. Det bliver et spændende år, og jeg vil knokle for en god forening, der skaber forandring for spiseforstyrrede og deres pårørende - i en positiv retning. Tak til alle jer der har fulgt mig igennem spiseforstyrrelsen, grint af mine tossestreger med fest & ballade og helt til nu med "mand", barn og virksomhed. Havde fanme ikke set alt dette komme - turde slet ikke tro på, at jeg kunne "falde til ro" (eller er jeg det?!), slet ikke at jeg ville blive mor, og slet ikke at jeg kunne komme ud af spiseforstyrrelsen.

"For at rykke sig skal man gøre det, man ikke tror, man kan" ❤️

Tak for jer, tak for livet, tak for kærligheden, tak for Julia ❤️ I dag gælder det arbejde men nok også lidt ekstra hygge med Julia og min kæreste ❤️
 
Her er lidt billeder fra i lørdags, hvor jeg holdt fødselsdagen for familien:
 





 

mandag den 8. august 2016

LFS (Landsforeningen For Spiseforstyrrede & pårørende)

Det er jo helt vildt! Jeg har endnu ikke fortalt meget om den nye forening for spiseforstyrrede og deres pårørende - men der er godt nok interesse! I skrivende stund har 204 tilmeldt sig at modtage mere info, når LFS åbner rigtigt :)

Hjælp mig meget gerne med at sprede budskabet om den nye forening ved dele et af disse to link:

www.dlfs.dk

eller

www.dlfs.dk/start (til pårørende).

Af hjertet TAK! <3

Jeg glæder mig SÅ meget til at byde rigtigt velkommen i LFS og til at få sat gang i en masse gode ting, der skal hjælpe både de spiseforstyrrede og deres pårørende. Der er i høj grad brug for, at der sker noget på området. Og det skal vi skabe SAMMEN!

Jeg ser os spiseforstyrrede og alle de pårørende som EKSPERTERNE. Derfor bygges LFS op af netop os, der har erfaringer på egen krop.

onsdag den 3. august 2016

Jeg kan ikke alt, hvad jeg vil...

Det er godt nok længe siden, at jeg har blogget (men jeg har jeg jo skrevet på Facebook og Instagram, så jeg håber, at I følger med der). Hjernerystelsen slog mig sgu ud - det var vildt at opleve, hvordan min hjerne bare slet ikke fungerede. De første 14 dage sov jeg stort set væk. Jeg kunne stå op om morgenen sammen med Julia og min kæreste, men når de var taget på arbejde/i vuggestue, gik jeg i seng igen og sov, til de kom hjem. Min hjerne var helt "lukket ned". Derefter begyndte jeg at kunne sove mindre, og jeg kunne gå og ordne praktiske ting derhjemme, som ikke krævede, at jeg skulle tænke. Næste step blev at tage på mit kontor nogle få timer. Jeg måtte svare en mail/skrive andet på computer i max. 10 min. ad gangen og så straks gå væk fra skærmen og holde pause, for ellers koksede det helt i hovedet. Virkelig svært at forklare, men det var altså som om, at hjernen "lukkede ned", når jeg koncentrerede mig, og når jeg sad foran en skærm. Men ingen kunne SE det på mig! Jeg så helt normal ud (på nær nogle skrammer i ansigtet, men de gik jo væk lidt efter lidt). SÅ mange flash backs til min tid som spiseforstyrret, for i alle de år jeg har været normalvægtig, kunne man jo ikke SE på det mig. Anoreksien var kun tydelig, da jeg var tyndest. Men skal jeg være helt ærlig, synes jeg faktisk, at det var værst/hårdest at være normalvægtig og VILDT spiseforstyrret. Den daglige kamp for at behandle mig selv godt - men som ingen kunne se - gjorde mig ensom, fortvivlet og fik mig til at føle mig som den "klammeste lort" på denne jord. Hvorfor kunne jeg ikke bare tage mig sammen og spise normalt?! Og her med hjernerystelsen har jeg mange gange tænkt: "hvorfor kan du ikke bare tage dig sammen og sidde foran den computer og arbejde?!" Men nogle gange kan man altså ikke BARE, hvad man vil. Jeg synes faktisk, at sætningen - som mange siger - "MAN KAN, HVAD MAN VIL" er helt forkert. Tænk hvis alle sagde, at de gerne ville være præsident i USA.... jamen hallo!, det kan jo ikke lade sig gøre! Og nogle gange HAR vi altså bare nogle begrænsninger, som vi først skal turde kigge ærligt på, før vi overhovedet kan rykke os blot en lille smule. Hvis alt var så let, var der vel ikke nogen, som havde spiseforstyrrelser, var alkoholikere osv.? Så jeg vil hellere bruge udtrykket:

JEG KAN IKKE ALT, HVAD JEG VIL –
MEN JEG KAN MERE, END JEG TROR!
Det skrev jeg til mig selv her i ferien, hvor jeg havde tid til at komme ned i gear og reflektere over tingene :)

Nå, men for lige at slutte det af med hjernerystelsen, så "ender det godt" :) Jeg er - næsten - mig selv igen. Jeg kan sidde og skrive på computer 2-3 timer nu, men så kan jeg også mærke det i hovedet.

Mht. min spiseforstyrrelse, så er det jo også "endt godt" :) Jeg ser ikke længere mig selv som anorektiker/spiseforstyrret - men jeg har stadig spiseforstyrrelsen i mig. På ferien var jeg HELT ærlig over for mig selv, og det synes jeg også, at jeg skal være over for jer. Ærlighed, tror jeg, er en meget vigtig parameter for at kunne udvikle sig. For hvordan vil du ændre tingene, hvis du er i benægtelse? ("jeg har da ikke et problem! Så slemt er det da ikke! Mange andre har det meget værre end mig").

Så her er min ærlighed til jer: jeg synes indimellem, at det er SKIDESVÆRT at være i den rolle, jeg har fået/sat mig selv i. At være blevet "hende der kom ud af spiseforstyrrelsen efter så mange år", er ekstremt ensomt på bagsiden af medaljen. Jeg føler hele tiden, at jeg da skal kunne sige det helt rigtige, komme med kloge ord osv. Og når jeg har svære perioder (for jeps, det har jeg - præcis som alle andre mennesker. Der er ikke - kun - lyserøde skyer "på den anden side"), føler jeg ikke, at jeg har nogen at snakke med det om. Det kan jeg da ikke tillade mig, når jeg nu er hende, der hjælper andre! Så kan jeg jo ikke tillade mig at sige: "lige nu er maden sgu lidt svær". Altså uden at jeg handler på det. Jeg sulter ikke mere, kaster ikke op, overmotionerer ikke. Men TANKERNE kan kværne. Når jeg er stresset/presset, er det første jeg tænker på... maden. Så skal jeg bruge krudt (og nogle gange meget krudt) på at vende tankerne. Det kan folk ikke se. De kan kun se en normalvægtig kvinde, der udadtil har "tjek på tingene". Men indeni sidder stadig en - til tider - lille og usikker pige, der egentlig bare har brug for et kram og for at få at vide: "du er god nok, præcis som du er. Og du gør tingene godt nok".

Flere andre tanker blev vendt og drejet på ferien (min hjerne holder aldrig ferie, hehe), og dem vil jeg dele lidt hen ad vejen.

Lige nu vil jeg slutte af med at løfte sløret lidt, for hvad det er, jeg har puslet med på sidste (som hele tiden er blevet forsinket pga. hjernerystelsen). Jeg er ved at starte en ny forening for spiseforstyrrede og deres pårørende, og den kommer til at hedde LFS. Landsforeningen For Spiseforstyrrede. MEGET mere om det snart! Hvis I er interesserede i at høre mere om det, kan I skrive jer op her: www.dlfs.dk (lfs.dk var ikke ledigt, så "d" står for dansk).

fredag den 13. maj 2016

Hjernerystelse

I søndags var vi på stranden hele dagen (mors dag). Jeg var ikke frisk: havde det underligt og havde vildt ondt i halsen (ikke normalt "ondt i halsen". Det skar, og jeg kunne ikke synke. Goddag til yoghurt og masser af is).
Natten til mandag vågnede jeg og var VILDT dårlig. Gik op for at tage vand. Kan intet huske udover at jeg blev endnu mere dårlig, og så blev alt sort.
Jeg besvimede på stengulvet på badeværelset. Min kæreste hørte heldigvis bumpet/larmen. Jeg havde blod i hele hovedet. Havde slået hul i panden, næseblod og andre skrammer. Jeg kom på hospitalet. Er blevet gennemundersøgt. Intet galt med hjerte og lign. Men fik konstateret slem halsbetændelse (ikke bare virus, men bakterier, som kræver penicillin) og 40 i feber. Lægen forklarede, at man kan blive ret skidt at sådan en halsbetændelse, så han tror, at jeg er faldet om pga. en kombination af infektion, høj feber, varmen og måske drukket for lidt på stranden.
Jeg har fået hjernerystelse og kan intet. Bare det at skrive denne blog kræver at jeg ligger mig igen bagefter med lukkede øjne.


tirsdag den 3. maj 2016

Vi tager sgu en omgang #majformig# igen!

Måske kan I huske, at jeg sidste år brugte hashtagget #majformig#? Efter at ha' været gravid samt ammet næsten et helt år, var babserne kun madpakker, og jeg var ikke så meget i kontakt med min krop. Jeg havde brugt alt mit krudt på lille Julia (sådan er det at blive mor), så jeg havde "glemt" mig selv lidt. Jeg skrev følgende på min blog:
----
"Jeg har tænkt mig at gøre maj måned til MIN måned. Efter både graviditet og amning kan jeg mærke, at jeg har fjernet mig lidt fra min krop igen. Har sværere ved at mærke mig selv og sværere ved at mærke, hvad jeg har lyst til. Så derfor skal maj være MIN måned. Altså, hvor jeg virkelig har fokus på at gøre gode ting for mig selv. Majformig, vil jeg kalde "projektet". På instagram vil jeg bruge hashtaget #majformig# når jeg viser noget godt, jeg gør for mig selv/min egen udvikling. Og jeg kan så håbe på, at I er mange, der vil følge trop! Lad os gøre maj til mig-måned! Er du f.eks. på vej ud af en spiseforstyrrelse, kan du give den en ekstra skalle her i maj. Hvis vi nu er flere, der ved, at vi gør det sammen, føles man stærkere. Lad os gøre det til en sej ting at gøre noget godt for os selv, i stedet for at det er "sejt" at vise, hvor meget man har trænet, hvor sundt man har spist osv., hvis man i virkeligheden drømmer om at kunne slappe af med en god bog og spise en stor is. Det ene udelukker ikke hinanden - det kan være vildt dejligt at træne og at spise sundt (så det kan sagtens være en majformig-ting), men hvis man konstant gør det mod sin LYST, og man aldrig giver plads til slappe af og nyde, ja så er det jo lidt surt. Så altså: en opfordring til at mærke lidt mere efter og gøre gode ting for sig selv her i maj, som både kan være at lave sund mad til sig selv (hvis man f.eks. plejer at ende i overspisning i usundt hver aften) eller at nyde én flødebolle i stedet for at kværne en hel pakke. Osv. :) Giver det mening? Fokus på det som gør dig GODT, gør dig GLAD, det du virkelig har LYST til. I stedet for at lade spiseforstyrrelsen styre showet. Og har du ikke en spiseforstyrrelse, må du meget gerne være med alligevel! Tror der er mange, der kan have glæde af at øve sig i at mærke mere efter og gøre det, som man drømmer om/har lyst til."
-----

Hvorfor har jeg brug for at lave en #majformig# igen? For nej, jeg har ikke været gravid igen (og er det heller ikke - endnu...) og Julia bruger ikke længere mine babser som madpakker. Hun kan bare godt li' at sige "dut dut" på dem, når jeg står nøgen om morgenen efter badet :)

Det gik op for mig i går aftes, at jeg har brug for det, fordi jeg brugte hele aftenen på at græde. Var fuldstændig smadret indeni og tankerne kørte kun i mad. Jeg begyndte at lægge planer for, hvad jeg må og ikke må spise, og jeg havde på én gang trang til både at lade være med at spise og at æde en masse klamt og kaste det op igen. Fokus røg totalt over på MAD!

...indtil jeg sagde STOOOOOOP til tankerne, og i stedet spurgte ærligt, hvordan jeg har det? Og hvordan jeg har haft det på det sidste?

Jeg er stresset/presset. Har en million bolde i luften og kan ikke holde dem alle oppe (læs indlægget her). Min kæreste og jeg har også en udfordring arbejdsmæssigt, da en person vi gav vores tillid til, ikke viste sig at være den, vi troede (det er fuldstændig ligegyldigt at forklare her, men det er en væsentlig presbold lige nu).

Så i går aftes gik det op for mig, at jeg i al stressen har glemt mig selv lidt, så jeg er ikke lige så glad, som jeg plejer. Og jeg måtte også indrømme over for mig selv, at maden er begyndt at fylde mere på en negativ måde. Ikke at jeg spiser for lidt, som jeg før har gjort mest - næ, jeg er begyndt at spise for meget. Ikke sådan rigtigt overspise, men "bare" spise ud over min mæthedsgrænse. Simpelthen for at lægge låg på stressen! Jeg har også på det sidste spist mere "usundt" på en "tvangsmåde" og ikke på min LYSTmåde. Og der er fanme stor forskel på, om man nyder noget af LYST, eller om man bruger det til at lægge låg på noget. Så f.eks. en is er i mine øjne sund, hvis man nyder den af lyst og evt. i godt selskab (også selv om næringsindholdet ikke er "perfekt"), men den er ikke sund, hvis man spiser den af tvang for at lægge låg på noget, man ikke vil mærke. Sundhed i mine øjne handler ikke om kalorier og næringsværdi, men mere om hvordan man spiser. Isoleret set er broccoli sundere end is, men jeg mener ikke, at man kan isolere sundhed og komme det i kasser (præcis som jeg heller ikke mener, at man skal komme personer i kasser. Det er en kæmpe fejl i behandlingen af spiseforstyrrede).

Hmm, man kan vel sige, at jeg æder det i mig nu, alt det vi har af udfordringer og arbejde. Er det det, man gør som overspiser? Æder problemerne i sig?

Hvad så med anoreksi? Når man ikke kan sige fra i verden, siger man fra over for det, man kan kontrollere: maden?

Og bulimi? Når man tager for meget på sig og ikke kan rumme det, må man kaste det op igen?

Bare tanker...

Nå, men nu vil jeg fanme trække vejret og tage én ting ad gangen. Og vigtigst af alt huske at prioritere det, som gør mig glad i låget! Jeg har én gang besluttet mig for at jeg vil nyde mens jeg yder. Ikke yde før jeg må nyde. Det skal jeg eddermanme holde mig selv fast på!!

Et af mine projekter er noget stooooort til spiseforstyrrede, som meget snart går i luften (og så skal jeg heller ikke holde alle boldene selv mere), så her i sidste forberedelsesfase må jeg ikke miste mig selv!

SÅ.... i dag er det d. 3. maj, og jeg starter igen #majformig# for at få fokus på at blive gladere igen, selv om jeg har travlt. Det ene udelukker ikke det andet!

I kan følge med i billeder på Instagram, hvor jeg bruger hashtagget #majformig#, og jeg håber, at I vil være med! Når I poster et billede, så forklar gerne, hvorfor det viser #majformig#.

Det kan godt være, at det har været/er lidt lort lige nu, men hey - se lige hvordan spiseforstyrrelsen IGEN guider mig. Den blusser op, og så har jeg lært, at det har en årsag. Når jeg tør kigge ærligt på det og erkende det - så kan jeg gøre noget ved det. Og når jeg gør noget ved den reelle udfordring (som ikke er maden), styrkes lysten til at behandle mig selv med respekt. Respekt for sig selv er hverken at sulte eller at overspise. Det løser ALDRIG nogen udfordringer!

Spiseforstyrrelsen er en kæmpe gave, når man forstår at bruge den konstruktivt. Så tak for dig, spiseforstyrrelse. Du får mig til at navigere i den retning, jeg gerne vil i mit liv.

onsdag den 20. april 2016

Hvorfor går det så langsomt?! Hvorfor svarer du ikke BARE?! Her er, hvad jeg laver...

Jeg vil lige fortælle jer lidt mere om, hvad jeg laver, så I kender til min hverdag (hvis I er interesseret i det selvfølgelig. Ellers spring indlægget over).

Som I ved, skriver jeg bøger. Jeg har skrevet 5 bøger selv (se dem her), og derudover har jeg været ghostwriter på et par stykker (dvs. skrevet bøger for andre, hvor det så er deres navn og ikke mit, der ender med at stå på bogen).

Min næste bog er en sundhedsbog, der nok kommer til at hedde "Lystkuren". Spørg ikke hvornår den udkommer, for jeg ved det ikke :)

Jeg holder foredrag (ja ja, det ved vi Mille!) og har gjort det i 7½ år nu.

Jeg hjælper spiseforstyrrede og pårørende via mails og personlige samtaler.

Jeg indsamler spiseforstyrrede historier, som skal være i en bog samt på en hjemmeside. Det er en kæmpe vidensindsamling for at få belyst især den offentlige behandling til spiseforstyrrede. Hvad fungerer, hvad fungerer knap så godt, hvad kan gøres bedre? Læs om det projekt her og her.

Og så er jeg i gang med noget endnu hemmeligt, men det er et større projekt, der skal hjælpe spiseforstyrrede og få skabt positive ændringer i behandlingen. Det får I meget snart mere at vide om :)

Det er jo i sig selv en del (synes jeg), men halvdelen af min arbejdsdag går faktisk med andre ting: min kæreste og jeg har sammen et firma, der hjælper iværksættere og jobsøgende. Her fungerer jeg som praktiske gris, er den der svarer mails, ordner regnskab og er koordinator på forskellige ting (bl.a. når vi har events mm.).

Min arbejdsdag er fra ca. 9.30-15, fordi jeg prioriterer rolige morgener med Julia og kvalitetstid med hende hver eftermiddag. Så på de timer skal jeg altså nå det hele, og det kan langt fra altid lade sig gøre. Derfor går det ikke superstærkt med mine spiseforstyrrede projekter, men jeg ER i fuld sving! Pt. holder jeg fokus på at få søsat det hemmelige projekt, og derfor svarer jeg ikke alle mails. Det er ikke fordi, jeg ikke vil, men hvis vi skal ha' skabt noget, som kan hjælpe FLERE, må jeg prioritere min tid, så jeg får skabt det, som når ud til alle, i stedet for at kun en enkelt får hjælp via mail. Det håber jeg, at I har forståelse for. JEG skal blive til VI. Hvordan kan vi SAMMEN få skabt de ændringer, vi ønsker for spiseforstyrrede?

Jeg er snart der, hvor jeg efterspørger hjælp til projektet (jeg har ikke spurgt indtil nu, fordi jeg synes, det er vigtigt at være helt klar i spyttet, inden jeg melder noget ud. Ellers risikerer jeg, at det ryger ud af en tangent, som jeg ikke ønsker, og som ikke gavner fællesskabet).

Nå, men indlægget her var altså bare for at fortælle, at jeg ikke kun sidder og hjælper spiseforstyrrede. Jeg hjælper også iværksættere og jobsøgende (sammen med min kæreste. Vi har vidst begge et stort hjælpe-gen), og jeg elsker det hele! Nogle gange er det super super hårdt (mest af alt økonomisk), men vi lever småt og er gode til at spare - og at se glæden vokse i de mennesker vi hjælper, er meget mere værd end en million på kontoen. Glæden ved at GIVE gør at man vokser som menneske. Og jeg tror på, at alt det vi skaber en dag bliver så bæredygtigt, at vi selv har råd til at flytte til noget større, rejse lidt mere, nyde lidt mere uden hele tiden at vende hver en krone.

Mens jeg er i gang med at fortælle om andet en spiseforstyrrelser, vil jeg lige dele vores næste event for jobsøgende med jer. Så har du ikke noget job, savner du fællesskab, kolleger, en arbejdsplads at møde op på (i stedet for at sidde derhjemme og snakke med væggen), at få et psykisk boost...så kan vores forløb "Jobbers" være noget for dig. Onsdag d. 27. april (dvs. onsdag i næste uge), kan du komme og høre om det her hos os på Laplandsgade (Amager). Se programmet her i "Jobbers"-gruppen på Facebook. Har du spørgsmål er du meget velkommen til at maile til mig på mille.andersen@jobbers.xyz.

PS. Julia har arvet evnen til at dele og hjælpe. I går, da jeg hentede hende i vuggestuen, gav jeg hende en figenstang - men der var en anden lille pige i garderoben, der også var på vej hjem, og hun kiggede misundeligt på Julias figenstang. Hvad gjorde Julia? Hun delte fanme sin figenstang med pigen!! Moderen her voksede lige et par centimeter :) Et lille menneske på kun 2 år der forstår at dele og række ud til andre!

mandag den 4. april 2016

Julia 2 år!

I går, d. 3. april, havde Julia fødselsdag. Hun blev 2 år.

2 år!!! Jeg fatter det helt seriøst ikke. Jeg føler det (næsten) som var det i går, at jeg fødte hende. Tiden flyver virkelig endnu hurtigere, når man har barn. Måske fordi tiden li'som bliver synligt i form af barnets udvikling? Jeg har ikke en baby mere - jeg har en tumling, en lille pige, et lille menneske med sin egen personlighed, der bliver mere og mere tydelig.

Hun er en lille Pippi, ikke en prinsesse :) Det siger hun selv (og jeg er enig!). Når nogen kalder hende "lille prinsesse", siger hun meget bestemt: " Nej, Julia er en PIPPI!".

Hendes fødselsdag fyldte alt i dagene op til. Selvfølgelig med indkøb af mad, gaver, balloner, flag osv., men mest af alt følelsesmæssigt. Jeg var følelsesmæssigt fuldstændig fyldt op af taknemmelighed og kærlighed til det lille menneske. Tænk at jeg er MOR til hende! Efter alt hvad jeg har budt mig selv og min krop... det er eddermanme utroligt. Hver dag giver hun dagene mening, glæde, liv og kærlighed. Der findes ikke noget større end at være mor!

Hver dag med hende er med til at skubbe min fortid som spiseforstyrret endnu længere væk. Tænk at jeg har brugt så mange år på at bekrige mig selv og min krop i stedet for at nyde livet. Jeg kan også tænke: "hvor er der egentlig MANGE, der spilder sit liv. Især mange kvinder, der bruger størstedelen af deres dag på at tænke over mad og krop. Det er jo vanvittigt!" Altså ikke fordi man ikke skal tænke over, hvad man spiser, og bare æde løs og være lige glad med sin krop. Det er heller ikke lykken. Men den der overdrevne fokusering på maden og de 2-5 kg. ekstra, som mange konstant prøver at smide.... hvorfor?! Måske er kroppen mest i balance med de "ekstra" 2-5 kg.? Man er konstant i krig med kroppen, og det fjerner fokus fra at nyde livet. Synes jeg.

Nå, i går inviterede vi familien til brunch på en restaurant kl. 10, for så passede det med, at vi kunne gå tur alle sammen bagefter, mens Julia sov til middag i barnevognen. Og da hun vågnede, havde vi så hele eftermiddagen sammen, hvor hun fik gaver, og vi spiste kage og frugt. Vi holdt det der, hvor jeg har kontorplads - i vores lille lejlighed er der ikke meget plads.

Her er lidt billeder fra dagen:


Lidt betuttet til en start :)
 

Mor og datter :)
 


Så skal der leges doktor!
 


Fødselsdagskagen var en overdrevet lækker chokolade-bombe. Lavet af mandler, raw kakao, dadler mm. Vi har to med sukkersyge i familien, så jeg ville have en kage, som vi alle kunne spise.

 

Af min kæreste og jeg fik hun en cykel. Først skulle Kylling prøve....men så turde hun selv :)




tirsdag den 29. marts 2016

Hvad mener jeg med FOKUS?!


Grinebideren Julia i går, da vi gik tur 😄 Hun er nogle gange så fjollet 😁 (hvem har hun det efter?).

Da jeg gik, tænkte jeg over, hvordan jeg forklarer det med at holde fokus - hvilken sindssyg betydning det har. Hvis du konstant tænker på alt det, du IKKE vil/det du vil væk fra (fx tænker "jeg vil ikke kaste op", "jeg vil ikke tælle kalorier mere" osv. osv.) så er det skide svært og NETOP det, som du kommer til! Fordi du ubevidst holder fokus på det! Når de der "jeg vil ikke"-tanker kommer, skal du stoppe dig selv (sig STOOOOP inde i hovedet) og så i stedet spørge dig selv: "hvad er det, jeg VIL?" (fx. "jeg vil spise det jeg har lyst til og have det godt"). Ubevidst sker der så langsomt en ændring i dig. Du vil blive bedre og bedre til at holde fokus på det, DU VIL, og så sker tingene! Det kræver, at du træner dig i at vende tankerne - præcis som hvis du skal lære matematik, badminton eller dans. Det sker ikke BARE.

Nå, tilbage til gåturen 😄 Der prøvede jeg nemlig at gå og tænke: "jeg vil IKKE kigge ned på Julia i barnevognen" (altså ikke fordi jeg ikke vil kigge på hende, men jeg lavede jo et forsøg😄). Jeg blev ved med at tænke det, og det gjorde det VILDT svært at lade være! Mine øjne ville kigge på Julia! Når jeg så i stedet hele tiden tænkte: "jeg vil kigge fremad" var det ikke svært at undgå at kigge på Julia. Giver det mening?! Prøv selv at eksperimentér med det og opdag hvor vild en forskel det gør, om du tænker på det, du IKKE vil, eller på det du VIL! Derfor er det så viiiiildt vigtigt, at du arbejder med dit FOKUS, hvis du vil ud af en spiseforstyrrelse!

fredag den 18. marts 2016

FLØDEBOLLER GIVER STÆRKE KNOGLER!!

Ja sgu! Den er god nok :) Spis flødeboller og få stærkere knogler!

Hvis du vil vide, hvad jeg har gjort for at vende en nedbrydning af mine knogler til at være OPbygning, så læs dette indlæg.

For at alle lige er med (hvis der er nye læsere), så vil jeg kort lige ridse min "knogle-historie op".

Jeg har jo haft spiseforstyrrelse i MANGE år, og det er årsagen til, at jeg i dag har knogleskørhed. Underernæring, for lav vægt, for lidt mad, opkast, masser af Pepsi Max og kaffe, ingen sunde fedtsyrer, alt for meget motion, dårlig søvn og ikke mindst ingen menstruation nedbryder langsomt knoglerne. At menstruationen forsvinder, er et tydeligt tegn på, at din krop er i alarm. Den sparer, hvor den kan, og den sørger for, at du ikke kan blive mor, når du ikke engang kan passe på dig selv... Hvilket jo faktisk er ret smart.

Så det var min situation: for lidt byggeklodser (i form af mad) til knoglerne, en psyke i stress og et lavt østrogenniveau (altså ingen menstruation). Når østrogenniveauet er lavt, afkalker man knoglerne, fordi østrogen er det hormon, der passer på knoglerne. Det er derfor, at kvinder i overgangsalderen har større risiko for knogleskørhed, for her forsvinder menstruationen jo naturligt.

Hvordan fandt jeg så ud af, at mine knogler havde taget skade af spiseforstyrrelsen?, tænker nogen nok. Jo, i 2007 blev jeg kørt ned af en bil og fik ødelagt mit venstre ben. Jeg røg på Rigshospitalet og blev opereret i benet - og lægen, der opererede mig syntes, at jeg havde "bløde knogler" (spørg mig ikke hvordan har kunne mærke/se det. Men det var det, han sagde til mig, efter operationen). Så jeg blev fluks sendt til en knoglescanning og ganske rigtigt... jeg havde skøre knogler. Siden er jeg blevet fulgt af en læge på Hvidovre Hospital, som scanner mig, for at holde øje med, hvordan det går.

Sidste år var mine knogler blevet endnu dårligere pga. graviditet og amning. Både når man er gravid, og når man ammer, har man jo ikke menstruation = lavt østrogenniveau = ikke godt for knoglerne. Og når man som mig i forvejen har skøre knogler, er det nærmest umuligt at forbedre knoglerne under graviditet og amning. Så det gav "god mening", at knoglerne var blevet dårligere sidste år.

Da jeg skulle til scanning i forgårs, tænkte jeg, at jeg umuligt kunne ha' fået bedre knogler på bare 1 år. Det BEDSTE resultat kunne være, at jeg ville få samme resultat som sidste år. Altså, at jeg trods alt ikke havde fået dårligere knogler igen. Lige frem bedring turde jeg ikke håbe og tro på. Men fanme så!

Min ryg er forbedret med 11,4 %, og min hofte er forbedret med 9,9 %! Hvad siger I så?! PÅ 1 ÅR!! Lægen var også temmelig overrasket. Knogler tager tid at bygge op, så selv om 11,4 % og 9,9 % i andre sammenhænge ikke er vildt meget, så er det det altså ift. knogler!!

Kender I det, at I havde regnet med én ting, og når noget andet så sker, bliver man fuldstændig rundt på gulvet? Jeg var helt forvirret, da lægen sagde det, og jeg fattede ingenting. Jeg skulle først virkelig tage hans besked ind og forstå den!! Og SÅ blev jeg glad! Men i går skulle jeg endda også lige bruge dagen på "fordøje det" og så tillade mig at være skide stolt!

Hvad har jeg gjort på dette år for at få så gode resultater? (mine knogler er stadig ikke normale, men det er da klart et skridt i den rigtige retning. Nedbrydning er vendt til OPbygning!).

Jeg har ikke fulgt en speciel kostplan, der skulle sikre opbygning af knogler. Jeg har spist sund mad, men jeg har spist is, flødeboller, kage, chokolade osv. (tjek min Instagram!), når jeg har haft lyst, jeg har trænet meget moderat (i perioder slet ikke), og jeg har hele tiden tænkt meget på at gøre de ting, der gør mig glad (det psykiske aspekt skal ikke undervurderes, tror jeg!).

Man kan sige, at jeg har spist NOK, jeg holder en normal vægt, og jeg er i psykisk balance.

Jeg tænker, at andre med samme diagnose som mig, måske ville følge en bestemt kostplan for at bygge sine knogler op. Så man gjorde "alt det rigtige". Få så og så mange gram, mikrogram osv. af det og det fordi det i teorien er godt for knoglerne. Man ville måske undgå sukker helt (fordi det jo er tomme kalorier og ikke godt for knoglerne).

Det har jeg som sagt ikke. I min verden bliver sundhed "farligt", når man sætter det op på en plan ud fra nogle teorier. Altså, selvfølgelig ved man, at der skal calcium, D-vitamin og magnesium til for at bygge knogler op, men jeg tror ikke, at det er så simpelt.

Lad os sige, at du følger en plan, hvor du får PRÆCIS de mængder calcium, D-vitamin og magnesium, du skal have. Men samlet får du får lidt energi i forhold til det DU har brug for. Du er måske også stresset, sover dårligt om natten, har det skidt psykisk osv. Så tror jeg ikke på, at kroppen går i opbygningsproces, selv om du efter teorien får, hvad du skal. Du kan heller ikke bare tage vitaminerne og mineralerne i pilleform og så samtidig stresse din krop mega meget med for lidt mad og/eller for meget motion. Så går du ikke i knogleOPbygning (selv om du altså får "hvad du skal" i pilleform).

Det er derfor, at jeg grundlæggende er imod kostplaner. Altså jo, man kan have gavn af at følge en kostplan i en periode for i det hele taget at få spist eller for at få regelmæssighed i sin spisning. Det giver god mening. Men jeg tror ikke på, at sundhed kan skabes ud fra en plan, så en kostplan er ikke en langsigtet løsning. Tænk hvis du på papiret skulle have det godt nu, fordi du følger denne plan, men i virkeligheden kræver DIN krop mere mad eller noget andet. Jeg tror ikke på, at vi alle skal spise det samme. Nogen fungerer godt på meget kulhydrat og lavt med fedt og protein. Andre skal omvendt have mindre kulhydrat og mere fedt og protein for at have det godt. Så hvis du følger en "forkert" plan til netop DIG, opnår du jo ikke balance- og glædesfølelse i din krop/i dit liv.

Sundhed er en HELHED.

Jeg tror, at mange ville få det bedre psykisk og fysisk, hvis man gad gøre sig den anstrengelse at lære sin egen krop at kende. Følger du f.eks. en kostplan men kan mærke, at du er mere sulten, ikke har det godt osv., skal du måske øge kalorieindtaget eller spise anderledes mad. I stedet for slavisk at følge planen, skal du altså lytte efter. I starten er det svært, men man bliver bedre og bedre med tiden. I starten tror jeg heller ikke, at man TØR lytte... Man mærker måske sulten men spiser ikke mere alligevel... Så er du stadig i krig med din krop.

Og det er altså dumt! Kroppen er genial! Den er din helt personlige ernæringsekspert!

Så tilbage til hvad jeg har gjort. Jeg har lyttet til min krop:

- jeg holder den vægt, hvor jeg fungerer fysisk og psykisk (nogle eks-spiseforstyrrede ligger måske i den lave ende for stadig at føle en vis kontrol. Men hvis din krop ikke fungerer her, er det altså lige meget, om du spiser de rette vitaminer og mineraler. Vægten har også betydning).

- jeg spiser den kost, som JEG har det bedst på (ud fra hvad jeg på hele min "rejse" hertil har mærket efter, at jeg fungerer bedst på. Jeg har ikke læst det i en bog).

- jeg har ikke levet sukkerfrit. Jeg spiser, hvad jeg har lyst til, når jeg har lyst. Også selv om det er en flødebolle, is, chokolade eller lign.

- jeg er glad, sover om natten, har det godt psykisk, siger til og fra ud fra mine grænser. Sådan noget tror jeg som sagt også har stor betydning for den samlede SUNDHED.

- jeg stresser ikke min krop med overtræning. Jeg løber eller sjipper indimellem (nogle uger 3-4 gange. Andre uger slet ikke), og jeg laver nogle mave- og rygøvelser.

- jeg tager også kosttilskud: calcium, D-vitamin og magnesium (plus almindelig vitaminpille). Men som sagt tror jeg, at det ville være "lige meget", hvis jeg samtidig ikke spiste nok, ikke sov, havde det psykisk dårligt osv. For at kroppen skal gå i OPbygning, bliver du nødt til at tage et ærligt kig på HELHEDEN.

Så min overskrift FLØDEBOLLER GIVER STÆRKE KNOGLER er faktisk lige så rigtigt som at sige at OST GIVER STÆRKE KNOGLER. I mit sundhedssyn kan man ikke adskille tingene og bare sige: spis ost - så får du stærke knogler. Nej, ikke hvis du så kun spiser én skive ost om dagen og samtidig er i totalt kalorieunderskud, ikke sover ordentligt eller lign.

Der er sukker i flødeboller, så isolereret set er flødeboller ikke knogleopbyggende. Men i sammenhæng med en ellers sund livsstil i balance med din krop, kan flødebollerne være en del af grunden til, at du bygger knogler op.

Giver det mening, det jeg skriver?

Så hvis du lige som mig har ødelagt dine knogler som følge af en spiseforstyrrelse er mine bedste råd:

- kig ÆRLIGT på hvordan du lever nu.

- spiser du nok?

- har du den vægt, som DIN krop fungerer optimalt på? Eller holder du vægten liiiige lavt nok?

- spiser du varieret? Lytter til hvad din krop fungerer godt på?

- lav styrketræning (uden overdrivelse) og løb, hop eller sjip. Det skal være stødmotion for at det hjælper på knoglerne.

- få nok søvn.

- gør de ting, der gør dig glad. Meget vigtigt punkt!

Hvis noget af det halter, ved du, hvad du skal arbejde med...

Jeg ved godt, at dette er en speciel måde at give råd på - du havde måske regnet med, at jeg ville skrive, hvad og hvor meget du skal spise for at bygge dine knogler op, men det tror jeg som sagt ikke på er løsningen :) Det er fint at få råd af en diætist, men HUSK at lytte til din egen krop samt at se på HELHEDEN.

PS. Diætisten vil nok sige noget med, at du skal spise ost, mælkeprodukter, laks, makrel, sild, æg, mandler, grønkål, spinat og broccoli. Se, der sparede jeg dig lige for en diætist-tid ;) Ej, nu er jeg streng. Selvfølgelig kan du bruge råd til kosten. Men der er bare så mange, der så glemmer at lytte til deres egen krop, samt at turde se ærligt på hvordan de ellers har det med andre ting i deres liv.

F for fredag og F for.... FLØDEBOLLE!! Måske er det i aften, at du skal hoppe med på flødebolle-kuren?! ;) Min såkaldte LYSTKUR! Som simpelthen bare er at gøre og spise mere af det, du har lyst til! Og jo, du kan sagtens være sund samtidig!

Rigtig god weekend!

onsdag den 9. marts 2016

Pepsi Max, proteinbarer og nu alt prutmave-mad!

At komme ud af en spiseforstyrrelse er godt nok en lang proces!! En spiseforstyrrelse er en snu satan!

Bedst som man tror, at man NU "har man styr på det", opdager man, at man bare har erstattet én destruktiv ting med en anden... Et eksempel fra mig selv: jeg har bl.a. forbudt mig at sove (ja, en spiseforstyrrelse griber ind i mere end blot maden), og da jeg li'som gjorde op med det og ville tillade mig at sove mere, fandt jeg sjovt nok på, at jeg så skulle bælle ca. 4 liter Pepsi Max, inden jeg gik i seng... Flot Mille! Ja, du tillader dig at gå ordentlig tid i seng men sove?! Du skal op og tisse 10 gange om natten pga. alt det Pepsi, så hvor meget sover du reelt?!

You see? Jeg troede, at NU gjorde jeg det godt for mig selv... Men ja - hurra! Not. Det kan også være, at man nu tillader sig at spise noget bestemt - men uden man tænker over det, skærer man så andre steder... Frygten for at tage kontrollen over sit liv (i stedet for at spiseforstyrrelsen har kontrollen...) er VILDT skræmmende.

En spiseforstyrrelse ødelægger dit liv, ja, men samtidig redder den dig faktisk. Den hjælper dig jo med det, du har svært ved! Får dig til at lukke af for følelser og behov. Giver dig noget at bruge din dag på.... Så en spiseforstyrrelse er en tryg ven at have - samtidig med at det er det største mareridt at være fanget i :(

Min proces har været lang. Jeg har i små skridt rykket mig mere og mere. Men det er som om, at jeg startede med en ÆGTE BESLUTNING om, at jeg ville ud af det lort, koste hvad det ville. Altså som om hele mig committede mig til AT GØRE DET. Og siden har jeg aldrig set mig tilbage. Ikke at jeg ikke er "faldet i". Men jeg røg aldrig ind i den onde spiral, som man ikke kan se sig ud af. Jeg fandt ud af at vende det om: i stedet for at sige til mig selv Nu faldt du i IGEN, din klamme tøs (eller andre knap så pæne ord om mig selv) så begyndte jeg at LÆRE af det. Altså i stedet spørge mig selv: hvorfor skete det her? Hvad kan jeg lære af det? Og ikke bruge hammeren i hovedet. Se det som en mulighed for LÆRING og UDVIKLING i stedet for en som en mulighed for at tage hammeren frem og hamre løs.

Har du tænkt over, at det faktisk er, når vi føler, at vi "fejler", at vi kan udvikle os? Hvis alt konstant kører på skinner, gentager vi bare igen og igen det vi ved virker for os. Mennesker er vanedyr. Men så udvikler vi os faktisk ikke! Derimod er det, når du "falder i", "fejler", tager en "forkert" beslutning osv., at du har mulighed for at stoppe op og sige til dig selv: "ok, det her var sgu ikke så fedt. Men hvad lærte jeg? Hvad kan jeg gøre anderledes fremover?".

Udviklingen kommer så selvfølgelig kun HVIS du handler anderledes næste gang ;)

Hvis du lige nu tænker: "jamen jeg kan ikke gøre noget andet...". Så er mit spørgsmål blot: hvordan ved du det? Har du prøvet? Sådan VIRKELIG prøvet at gøre noget andet?

Nå, nu til min egen proces igen. Jeg har - som I nok ved - følt mig FRI af spiseforstyrrelsen de sidste ca. 3 år (ja, selv om jeg har holdt foredrag i længere tid. Men jeg har jo selv været i en proces samtidig med, at jeg har holdt foredrag). Siden har jeg brugt spiseforstyrrelsen som en guide, kalder jeg det. Hver gang den har "larmet", har jeg vidst, at der er NOGET galt. Noget jeg skal turde kigge på og tage hånd om. Det er jo en kæmpe gave og hjælp at have!! Én der råber vagt i gevær, når jeg er på vildspor!

Men. For der er et MEN. Jeg har stadig indimellem drukket Pepsi Max, spist proteinbarer i stedet for rigtig mad samt givet mig selv prutmave af en overdosis sødestoffer. Dvs. når spiseforstyrrelsen har "larmet" for at gøre mig opmærksom på noget, har jeg godt nok stoppet op og lyttet (og handlet på det virkelige problem) men alligevel indimellem haft "brug for" alligevel liiiige at gøre lidt destruktivt (uden det jo smadrede mit liv igen).

Pepsi Max tog jeg så en endelig beslutning om, da vi var i Dubai: læs her.

Og kort efter fulgte farvellet til proteinbarer: læs her.

I går var det Kvindernes Internationale Kampdag (og det var desuden præcis 6 år siden, at min bog "Lyster" udkom. 6 år siden!! WHAT?! Der er mange, der efterspørger den, og den er desværre totalt udsolgt. Eller desværre og desværre... det er jo godt! Den skal trykkes i 2. oplag, når jeg bliver rig og berømt, haha), og det blev også dagen, hvor jeg tog en beslutning omkring prutmave-mad (dejligt ord!).

Indimellem har jeg nemlig som sagt STADIG givet mig selv prutmave ved at spise for mange sødestoffer: sukkerfri slik, sukkerfri chokolade, pastiller osv. Det gider jeg ikke mere!

Så det bliver et nej fra mig til mere af det :) Det er tid til at lukke endnu en dør og turde leve endnu mere!

Som jeg skrev med proteinbarer (og egentlig også med Pepsi Max), er der jo INTET forkert i at spise/drikke det. Det gør mange ikke-spiseforstyrrede også. Men FOR MIG (husk, der står ikke automatisk FOR DIG også) er både proteinbarer, Pepsi Max og sukkerfri slik/chokolade noget jeg har brugt på en destruktiv måde. Det har intet med nydelse at gøre.

Så derfor vælger jeg de ting FRA i mit liv. Jeg vil hellere have RIGTIG MAD hele tiden. Jeg tror på, at ved at spise rigtig mad, får du også bedre kommunikation til din krop. Og mit mål er altså at komme endnu tættere på min krop (mærkeligt at skrive - man er jo konstant i sin krop, men hvor mange tør lige mærke den?!) og blive bedre og bedre ven med den (slyngveninde til sidst måske!).

Måske kan jeg finde ud af at nyde LIDT sukkerfrit, en proteinbar eller Pepsi indimellem, når jeg har lyst, om nogle år. Lige nu fungerer det bare ikke for mig, og så vil jeg hellere lukke døren til det helt, end at gå med den på klem og indimellem liiiiige give mig selv prutmave, bælle Pepsi eller erstatte mad med proteinbar.

Jeg fungerer bedst, når jeg får meget fedt i kosten (uden at jeg følger LCHF slavisk. Jeg vil ikke følge nogen kostretning. Jeg vil ingen regler have), og jeg vil faktisk hellere have rigtig sukker i flødeboller og chokolade, end de erstatninger der gør mig "gravid". Dog kan jeg godt bruge Sukrin Gold (kender I nok?) uden det smadrer min mave.

D. 8. marts: Kvindernes Internationale Kampdag. Men også Milles personlige kampdag! :) Vil du være med? Er der noget, som du vil lukke døren til? Lad i går blive DAGEN! Hop med på min vogn. Du er i hvert fald velkommen!

Husk: Resten skal nydes.... ikke sandt?! ;)

onsdag den 2. marts 2016

Jeg rakker ikke bare behandlingen ned...

Vi nåede otte dage i Dubai og en uge i vuggestue/på arbejde, før vi igen er ramt af sygdom. Det første år i vuggestue er godt nok = bekendtskab med diverse vira :( Jeg har heldigvis hørt fra andre, at det første år er værst - og det er snart gået (Julia startede i vuggestue d. 7. april 2015), så det lysner. Synes godt nok det er synd for sådan et lille pus at blive ramt af så meget. Men det styrker vel immunforsvaret :) Det er svært for mig at nå mit arbejde, når jeg har så mange hjemmedage (og nej, med en syg datter når man ikke meget arbejde, selv om hun også sover på et tidspunkt. Før jeg blev mor, tænkte jeg: "jamen, man kan da godt nå X, selv om man er hjemme med sygt barn". Jeg er blevet klogere! Generelt vil jeg sige, at det at blive mor sætter alting i perspektiv. Og jeg tænker også: hvad fanden klagede jeg over, når jeg før i tiden syntes, at jeg havde travlt! Jeg kunne trods alt slappe af om aftenen. Med et barn er man på 24-7).

Nå, indlægget her fik jeg færdiggjort tidligt i morges, hvor jeg stod op for at få arbejdet lidt:

Jeg er i gang med et større projekt, der skal sætte fokus på spiseforstyrrelser. Jeg samler en masse historier ind, som skal være dels i en bog og dels på en hjemmeside. Så kan:

1) spiseforstyrrede læse om andre spiseforstyrrede og se, at de ikke er alene. Og man kan læse om, hvad andre har gjort for at komme ud af spiseforstyrrelsen.

2) pårørende læse en masse historier og dermed få et større indblik i, hvad det vil sige/hvordan det er at have en spiseforstyrrelse.

3) især den offentlige behandling blive belyst. Hvordan foregår den? Hvad er godt ved den? Hvad er skidt? Hvad kan vi gøre for at flest muligt får den hjælp, som de har brug for?

Læs mere om mit projekt her.

Det er et KÆMPE projekt, da jeg også har mere i tankerne.... (I skal nok få mere at vide snarest). Jeg gør dette totalt ulønnet - kun fordi jeg brænder for det. Men jeg hverken kan eller skal gøre det hele alene. Jeg har i høj grad brug for sparring og hjælpende hænder! Skal nok række ud... :)

Jeg har modtaget nogle mails, hvor jeg bliver "beskyldt" for bare at rakke behandlingen ned. Jeg er ked af, hvis jeg bliver sådan misforstået. Jeg vil IKKE bare rakke behandlingen ned. Jeg ønsker blot at BELYSE, hvordan den foregår samt ud fra det komme med FORSLAG til forbedringer. Fordi mit ønske er at flere får den hjælp, som de har brug for.

Allerede nu (altså inden jeg har alt materialet i form af alle jeres historier og oplevelser) har jeg MINE klare holdninger til, hvordan behandlingen kunne forbedres.

Jeg mener, at der er FOR meget fokus på mad og ikke mindst vægt.

Jeg fatter virkelig ikke, hvorfor spiseforstyrrede skal vejes!! Jeg mener, at det fastholder dem i et forkert fokus. Man skal jo VÆK fra at have fokus på det skide tal! Men selv normalvægtige spiseforstyrrede skal vejes... og gerne som det første, lige inden man går ind til terapi. Jamen hurra! Så kan man da VIRKELIG koncentrere sig om det!

Det eneste tidspunkt hvor jeg kan se "det smarte" i at veje, er hvis man har ekstrem anoreksi, hvor man er meget langt nede. Der kan det være et spørgsmål om liv og død. Alligevel har jeg det lidt sådan: man kan jo SE tydeligt, at han/hun er for tynd, så hvorfor er tallet så vigtigt? Måske er det for at være sikker på, at man langsomt stiger i vægt... og det kan jeg jo godt forstå. Men jeg synes, det er vigtigt at droppe tal-fokusset, så snart det er muligt.

Jeg forstår godt, at behandlingen har fokus på mad/at man får spist. Mad ER ekstremt vigtigt, og ved at spise mekanisk (som behandlingen kalder det) er man mere klar i hovedet. Sult giver angst og uro, så en del af de spiseforstyrrede tanker/symptomer ER rent fysisk. Man kan altså spise noget af det væk.

Men at man ofte først vil snakke rigtigt med en spiseforstyrret, når man når sin såkaldte målvægt, er sort snak for mig. Altså, selv om man er mega tynd og hjernen måske er lidt "i stå"/påvirket af sult, er der altså stadig et menneske indeni. Et menneske som har brug for at blive set, lyttet til, anerkendt. I stedet for at der kun bliver set på tallet på vægten. Desuden får spiseforstyrrelsen mere magt, når man prøver at fjerne den uden at give hjælp til at få fyldt tomrummet op. Jo mere man føler, at man kun bliver set gennem sin mad og vægt, jo mere kæmper man bevidst/ubevidst imod behandlingen.

Hvordan man får strikket "den optimale" behandling sammen, ved jeg (endnu) ikke. Det skal mit projekt gerne give idéer til :) Jo flere spiseforstyrrede jeg snakker med, jo klogere bliver jeg. Og jo mere finder jeg også ud af alt det, som jeg ikke ved!

Med mit projekt vil jeg også få spiseforstyrrede til at forstå deres eget ansvar i det hele. Selv om vi skulle få VERDENS BEDSTE BEHANDLING, ville det ikke hjælpe en skid, hvis du ikke selv vil...

Du kommer ikke ud af en spiseforstyrrelse, hvis du ikke vil det. Og hvis du ikke selv HANDLER. Altså gør noget AKTIVT imod spiseforstyrrelsen. Bliver du ved med at spise et æble til aftensmad (blot et tilfældigt eksempel) og bilder dig ind, at du kæmper.... ja, så rykker du dig altså ikke. Just saying. Du ved først, hvad det vil sige at kæmpe, når du hver dag.... H V E R   D A G ... spiser regelmæssigt og nok, og du samtidig bliver i dine følelser og regerer dit liv i stedet for at reagere i det... Hvis du bliver ved med at lytte lidt til spiseforstyrrelsen, kompensere, være lidt destruktiv osv. - så ved du altså endnu ikke, hvordan det er at virkelig at arbejde imod. Være i livet i stedet for.

Nogle gange er man kommet så langt ud, at man fuldstændig har mistet grebet... man kan ikke selv komme i gang med at spise (i hvert fald ikke nok). Så kan det være nødvendigt at lade andre (behandlingen) overtage. Så skal man ikke tage stilling - bare spise. Det er at tage ansvar. "Jeg kan ikke selv. Jeg ved godt, at det ikke er LØSNINGEN bare at få spist. Men jeg har brug for hjælp til at få spist for at komme videre".

Så kan behandlingen blive kickstarten til at komme i gang med sin "helbredelsesproces", og så kan man finde noget mere optimal hjælp, når man fysisk er stærkere. Altså, man kan tage det fra den offentlige behandling, som man kan bruge, og derefter finde sin egen vej.

Så husk hvis du lige nu er indlagt for anoreksi og modarbejder behandlingen: hvis du virkelig VIL ud af anoreksien, så se det som blot en del af din vej. Hvis du ikke selv - lige nu - er i stand til at få spist derhjemme, er det godt, at du er, hvor du er. Godt at nogen sørger for at du får spist.

Jeg håber indlægget her giver mening. Altså at jeg gerne vil sætte behandlingen under lup og se på, hvad der kan forbedres. MEN jeg vil også huske spiseforstyrrede på deres eget ansvar i at tage imod hjælpen. Måske er den ikke optimal - men så brug den som et springbræt videre.

onsdag den 24. februar 2016

Proteinbarer

Jeg kan mærke, at der er endnu en "ting", jeg skal gøre op med for at føle mig endnu mere FRI efter spiseforstyrrelsen. Det er PROTEINBARER.

Jeg har spist rigtig mange proteinbarer (og brugt proteinpulver) både som spiseforstyrret og her i tiden "efter". For mig har RIGTIG MAD og RIGTIGE PORTIONER altid været det farligste. Det er forskelligt fra spiseforstyrret til spiseforstyrret, hvordan spiseforstyrrelsen kommer til udtryk. For mig har omdrejningspunktet været, at jeg har følt mig som en BUNKE LORT, der intet måtte nyde. Hellere leve af smagsprøver i butikker, spise af skraldespand (!) eller leve af slik end at sidde med et rigtigt måltid mad - for det var der noget i mig, der bildte mig ind, at jeg ikke havde fortjent... For andre spiseforstyrrede kan det være omvendt: at de aldrig ville spise, som jeg gjorde i spiseforstyrrelsen, men at det derimod skulle være så perfekt/så rigtig mad som muligt.

Der er ingen "rigtig måde" at være spiseforstyrret på, vil jeg lige understrege kraftigt. Men ens for alle måder at være spiseforstyrret på, er, at det er enormt livshæmmende.

Rigtig mad er for mig = nydelse. LIVET. Og det fylder i maven, mætter = jeg kan mærke mig selv (skræmmende) meget. Følelsen af mæthed har altid skræmt mig. Jeg følte mig ulækker, når jeg var mæt. Følte mig svag ved at give efter for mad. Hvorimod en sulten mave gav mig en (FALSK!!) følelse af kontrol. I virkeligheden stjal sulten al min energi til at kunne mærke mig selv, sige til og fra ud fra mine grænser, og den tillod mig at være ansvarsløs i mit liv.

En spiseforstyrrelse er en falsk kontrol. Du føler og tror, at du har kontrol, fordi du kan styre maden, som du gør.

I virkeligheden har du ikke EN SKID kontrol. Det er spiseforstyrrelsen, der har kontrollen. Det er den, der sidder ved rattet i din "livs-bil". Den bestemmer suverænt, hvor du skal køre hen. Når du skal ud af en spiseforstyrrelse, tænker mange, at de skal turde slippe kontrollen. Prøv i stedet at sige til dig selv, at du ikke skal slippe kontrollen (for den har du jo ikke. Det bilder du dig bare ind, at du har). Du skal derimod TAGE KONTROLLEN. Kontrollen over dit eget liv! Hvad er det, du vil med dit liv? Hvad gør dig glad? Hvordan kan livet få mening FOR DIG? (ikke for Peter, Susanne eller Frederik. Nej FOR DIG!). Det er livet, der skal styre maden. Ikke omvendt.

Og nu tilbage til min egen udfordring, for jeg kan sgu ikke bare pudse glorien! Selv om jeg har fået kontrollen over mit liv, og jeg har omvendt spiseforstyrrelsen til at være min ven og guide, så er der en lille rest, som nager mig.

Jeg spiser "normal mad" nu og "normale portioner". Men indimellem bruger jeg stadig proteinbarer som erstatning for et måltid. Det er nemmere, men mest af alt tror jeg, at det sker, når noget i mig tager afstand til den rigtige mad, fordi jeg er følelsesmæssigt udfordret. Ved at vælge proteinbar i stedet for det rigtige måltid, føler jeg ubevidst en kontrol (men som jo er falsk) som min krop husker fra tiden i spiseforstyrrelsen. Det giver en (falsk) tryghed.

Men det irriterer mig hver gang!! Lige som da jeg i Dubai opdagede, hvordan Pepsi Max stadig lynhurtigt får sit klamme tag i mig (læs indlægget her), og jeg gjorde noget ved det, kan jeg mærke, at tiden nu er kommet til proteinbarer.

Måske tænker du: "Mille, proteinbarer er da ikke så slemt. Du spiser jo også rigtig mad, og du er normalvægtig, så hvad gør det at spise en proteinbar i ny og næ?".

Overordnet set: det gør intet. Det er jo ikke fordi proteinbarerne hæmmer mit liv.

Men for mig kan jeg mærke, at det ER et "opgør", jeg også skal tage. For mig er proteinbarer ikke rigtig mad. Jeg vil gerne derhen, hvor jeg føler, at jeg har kontrollen HELT. At jeg lige meget hvad der sker i mit liv, aldrig bruger maden til at regulere mine følelser og situation med. Og vælger jeg proteinbar som måltid, er det for mig, fordi jeg vælger livet fra (okay, det lyder lidt overdrevet. Men jeg kan jo mærke, at jeg vælger dem af forkerte årsager).

Så fra i dag er det slut med proteinbarer. Nu har jeg sagt det højt for mig selv - og for alle jer!

Noget i mig bliver en smule bange... for det er farvel til et "fix". Det er det, der er så fandens med en spiseforstyrrelse: man vil rigtig gerne slippe den, men samtidig er det det, man frygter allermest!!! Hvorfor?: fordi du har spiseforstyrrelsen af en årsag. Den giver dig det, du har brug for. Det er en overlevelsesstrategi. Og før du er klar til at leve i stedet, holder du fast. Jeg husker tydeligt nogle af de sidste ædeflip, jeg havde: midt i det tænkte jeg på, at jeg mere end noget andet ønskede og bad til at få hjælp og blive stoppet i det - samtidig med at jeg frygtede det mere end noget andet her i verden! (jeg ville næsten hellere æde en lort, end at nogen skulle hjælpe mig!!). Det er så mærkeligt og totalt splittende indeni én, så man kun forstår den "kamp", hvis man selv har været spiseforstyrret.

Hvorfor mon jeg lige nu siger farvel til proteinbarer? Det må være fordi, jeg er klar til at turde leve endnu mere :) Sådan ser jeg det!

Jeg vil lige understrege, at du ikke straks skal gøre det samme som mig. Følg din egen vej og tag dine egne skridt, når du er klar til det (når du bliver bevidst om, at de skridt skal til på din vej). Måske skal du aldrig sige helt stop til proteinbarer. Rigtig mange ikke-spiseforstyrrede bruger dem jo også i vores samfund i dag, og det er der (vel?) ikke noget galt i. Det er deres valg. For mig bliver proteinbarer blot et FRAVALG, fordi jeg har brugt - og bruger - dem i stedet for rigtig mad, når det bliver for svært. Og så er det hæmmende for mig.

Jeg vil også kraftigt understrege, at hvis du lige nu er der, hvor alternativet er ingen eller mindre mad, hvis du skal vælge proteinbarer fra, så gør det for Guds skyld ikke! (nej ikke for Guds. For din egen skyld). Det er KLART bedre end ingenting!! De hjalp mig meget i svære perioder til trods alt at få næring! Så husk husk husk at tænke på, hvor DU er din proces! Vi er ikke samme sted. Og måske er det, jeg gør, slet ikke løsningen for dig på noget tidspunkt. Jeg er gået - og går fortsat - min egen vej. Du skal gå din. Men lad dig gerne inspirere af mig og andre til at få dig til at tænke over, hvad du eventuelt skal turde kigge ærligt på, når du er klar til det <3

Kig ærligt på de valg og handlinger du gør. Hvem styrer? Dig eller spiseforstyrrelsen? Og hvad kan du gøre for at ændre det?
- og hvis du lige nu tænker: "jamen, jeg har jo ikke et valg til at ændre det!!" Så lyver du for dig selv. En tanke fører til en følelse som fører til en handling. Så hvis du lærer at ændre dine tanker, kan du også ændre dine handlinger.

Nemt? Nej.
Umuligt? Nej.
Men det kræver nosser, så vi kvinder må lege at vi har nogen :) (haha, hvor er jeg sjov hva'?!).

Ej men min pointe er, at du KAN ændre din situation. Stop op og prøv i det små at stille spørgsmål til dine tanker og prøv at gøre noget andet, end du plejer. Opdag at du kan! Og langsomt kan du mere og mere!

Farvel nu gamle "venner"!:




mandag den 22. februar 2016

Ferien i Dubai

Så er vi hjemme fra Dubai. Sikke en dejlig uge, vi har haft! Det var SÅ tiltrængt at "trække stikket" og glemme arbejde, regninger osv. for en stund. Hvis du har fuldt med på Instagram, ved du, at vi ikke har lavet en skid andet end at sole os, bade i hotellets pool og på stranden og spise en masse lækker mad samt is, kage og chokolade hver dag. Fuld skrue på nydelses-kontoen!

Vi boede på 21. etage (der er syyyygt høje bygninger i Dubai!), og dette var udsigten fra vores altan, hhv. aften og tidlig morgen:

Hver morgen var der KÆMPE morgenmadsbuffet på hotellet, og vi spiste helt seriøst ca. 10 gange så meget til morgenmad, som vi plejer! Vi skulle jo smage alt det, vi havde lyst til :) Der var laks, æg, omelet, forskellige oste, grøntsager, frugter i massevis, yoghurt, brød, wienerbrød, pandekager, diverse varme retter (falaffel, kødretter, grøntsagsretter, kartofler, æggeretter, mini-burgers mm.) og en masse forskellige kager. For mig var det vigtigt at nyde lige det, jeg havde lyst til, uden at tænke på, at jeg spiste meget mere, end jeg plejer til morgen. Jeg tager sgu ikke på ferie og sidder med det samme morgenæg, skyr, smoothie osv. som derhjemme! Ferie er ferie, og det skal nydes. 
 
 
Til venstre: en Nutella-kage. Til højre: den bedste chokoladekage, jeg nogensinde har smagt!
 

 Og iiiiiiis :)
 
 

Det var Julias første rejse og første flyvetur. Vi var meget spændte på, hvordan hun ville klare den lange flyvetur.... hun er jo ikke ligefrem en pige, der sidder stille! Men det gik over al forventning. Hun opførte sig SÅ eksemplarisk og syntes, at det hele var så spændende. Hun syntes, at det var sjovt at være oppe på himmelen lige som pip-pip :) Hun græd kun, da vi skulle lande, fordi det gjorde ondt i ørerne (det gjorde det også på mig).

Hver formiddag badede vi i hotellets pool. Her et billede fra morgendisen:


Julia gik på charmetur hos de andre gæster :) :
 

Og hun hyggede sig rigtigt både med at tegne, bade og "sole sig": 


 
Hver eftermiddag, når Julia havde sovet til middag, var vi på stranden, men her badede Julia ikke, for bølgerne var for høje. Men hun legede i sandet, og hun klappede dromedarer! 
 
 
Inden jeg rejste, var jeg VILDT nervøs for, at jeg skulle i bikini. Hvis jeg skal være ærlig, så er jeg ikke fan af det. Jeg kan ikke lide følelsen af at være så nøgen, så blottet...og så lider jeg vel under det, som mange kvinder gør: "er jeg smuk nok til bikini?" Jeg har født, så jeg har en lille "Julia-top", som jeg kalder den, og jeg har tre små ar (det er nok kun mig selv, der ligger mærke til dem nu...) på maven efter en brokoperation. Jeg er ikke i form (jo i kageform), sååååå... hvordan ville jeg føle det i bikini, tænkte jeg, inden jeg rejste. Faktisk havde jeg alle mulige skræktanker i hovedet på vej i flyet og overvejede, om jeg skulle bade i T-shirt. Men fanme nej! Jeg er smuk, som jeg er, og min mave har en historie. Jeg er ikke 16 år mere. Jeg nærmer mig 37 år! Min krop er fantastisk; selv med "småfejl" (som ikke er fejl), og den har båret mig igennem livet indtil nu - og den skal også gøre det resten af mit liv. Til hverdag, når jeg har tøj på, har jeg det godt i min krop og føler mig i balance. Så hvorfor ikke også i bikini? Det svarer jo "bare" til at gå i undertøj for lidt flere end min kæreste :) Så jo - jeg gjorde det! Og det var helt klart alle tankerne INDEN, der var værst. Da jeg først var i vandet, samt så alle de andre forskellige kvindekroppe i bikini, følte jeg mig god nok, som jeg er. Som dagene gik, blev jeg endda mere og mere afslappet :) Jeg glemte helt at fokusere på min egen følelse af uperfekthed, når jeg så på Julia og hendes glæde ved det hele. DET er sgu livet!  
 
Jeg har tænkt meget over, om jeg skulle vise det følgende billede eller ej, og da jeg tog det, syntes jeg selv, at det var ret fjollet. Ego-Mille! Skal lige se mig selv! Jeg har det lidt mærkeligt med selfies, hvis jeg skal være ærlig. Men det gjorde faktisk noget ved mit fordrejede hoved at se billedet. Jeg ser og opfatter mig selv som meget større, end jeg er. Jeg vil lige skynde mig at sige, at jeg HAR en top-mave ("Julia-toppen"), når jeg står op, mine ribben stikker IKKE ud, jeg HAR brede hofter, og jeg er fuldstændig normalvægtig. Det ser bare "bedre ud", når man ligger ned.
 
 
Det var 25-30 grader hver dag, og hvad er så bedre end en kold Pepsi Max?! Så jeg tænkte: "det vil jeg sgu drikke i denne uge!" Men det var VILDT for mig at mærke, hvordan det lynhurtigt gik fra at være nydelse til at blive AFHÆNGIGHED (i spiseforstyrrelsen var jeg DYBT afhængig af Pepsi Max og drak 4-6 liter hver dag... Jeg tog en kold tyrker for at slippe ud af misbruget).
Allerede efter to dage kunne jeg mærke, at jeg ville have mere, mere, MERE, og jeg begyndte at drikke det morgen, middag og aften og i stedet for vand. Jeg følte, at det begyndte at styre mig... og det gider jeg simpelthen ikke finde mig i mere! Hverken mad eller Pepsi Max skal styre mig og mit liv mere. Det er livet, der skal styre maden! Så jeg stoppede igen fra den ene dag til den anden (og havde lyst til at kaste den ud fra 21. etage men gjorde det ikke af hensyn til folk på gaden). Det var virkelig en øv-oplevelse for mig at opdage, at jeg lynhurtigt bliver afhængig igen. Til gengæld var det fedt at mærke, at jeg var i stand til at stoppe, så snart jeg opdagede afhængigheden! Så nu er jeg tilbage til ingen light-sodavand, og det holder jeg fast i.
 

 

Jeg havde også andre aha-opdagelser i Dubai omkring overbevisninger, som jeg har i mit hoved - men som kun er OVERBEVISNINGER og ikke sandheden! Mere om det i et andet blogindlæg :) Skal lige have det formuleret for mig selv i første omgang, før jeg deler.
 
En sidste ting for nu: da vi kom hjem, krammede Julia mig pludselig og sagde: "du er min bedste ven, mor". Er du vimmer mand, hvor det gik rent ind i hjertekulen! Sikke en uge og sikke en afslutning. Nu gælder det hverdag med arbejde og vuggestue igen.

lørdag den 23. januar 2016

Lidt om kost til spiseforstyrrede

Selv om jeg mener, at maden til spiseforstyrrede fylder for meget i behandlingen (og især vejning), så kommer man ikke uden om, at maden har en STOR betydning for at få det godt! Krop, kost, psyke - hænger sammen. Så jo, der er en mening med, at behandlingen går op i, at man skal spise

Dette indlæg handler om, hvordan maden har hjulpet mig til at få det godt fysisk og psykisk. Jeg snakker mest om at vende tanker, mærke sin krop og lyst, holde fokus, gøre noget AKTIVT imod spiseforstyrrelsen osv. Men maden har selvfølgelig også haft en stor betydning for min frihed i dag og ikke mindst en stor andel i, at Julia er her (får en klump i halsen af taknemmelighed blot ved at skrive det).

Da jeg blev normalvægtig, var jeg det i LANG tid, uden at jeg alligevel fik menstruation (sammenlagt var jeg uden menstruation i 16 år). Og det fattede jeg ikke! Nu spiser jeg jo, og min vægt er ikke for lav!! Hvorfor kommer den så ikke?!

Det var dybt frustrerende.

Den kom ikke, fordi jeg ikke havde bearbejdet tankerne nok. Heller ikke fordi jeg ikke spiste (var som sagt også normalvægtig).

Men hvad spiste jeg?: brød, hvedeklid, rosiner, æbler, sukkerfrit slik osv. i den dur. Mad uden fedt men med masser af fibre (sig goddag til at skide 5 gange om dagen og at have ballonmave!!). Kaloriemæssigt fik jeg, hvad jeg skulle. Men jeg manglede: FEDT. I den grad!! For i alle årene i anoreksien, havde jeg været ekstremt fedtforskrækket. Selv æggeblommen pillede jeg ud af æg!

Da jeg satte mig lidt i fedtstoffers betydning for vores hormoner, hjerne, energi, glæde, koncentration og velvære generelt, erkendte jeg, at jeg måtte se min frygt for fedtet i øjnene. Hvis jeg ville have menstruation - og sådan helt generelt bare få det godt! - så måtte jeg indføre det i min kost.

Så det gjorde jeg. Om jeg var angst? Ja. Jeg var ved at dø af skræk. Om jeg syntes, det var nemt? Nej. Jeg er jo vokset op i en tid, hvor sukker har været ok, men FEDT... uha, det er farligt!! Man bliver tyk af det!

Men jeg gjorde det. Jeg indførte, til at starte med, 2 spsk. koldpresset økologisk hørfrøolie hver morgen. HVER MORGEN. Det var den eneste forskel til en start. Jeg er bedst til små skridt :)

Jeg mærkede, hvilken forskel det gjorde i mit hoved først og fremmest. Mere ro! Mindre angst! Bedre koncentration! (havde ikke kunne læse en bog i maaaange år pga. flakkende tanker og uro). Og gladere humør! Wow, tænkte jeg. Tænk at jeg kunne have det sådan!

Hvad nu hvis jeg turde være endnu mere modig? Kunne jeg så få det endnu bedre?

Jeg begyndte at indføre endnu mere fedt. Ikke kun om morgenen men gennem hele dagen. Om jeg var angst? Ja. Jeg var ved at dø af skræk. Om jeg syntes, det var nemt? Nej.

Jeg spiste nødder (især mandler, paranødder, cashewnødder), avokado, oliven, laks, makrel, æg med blomme (!), smør.... alt det jeg havde været SÅ bange for. Jeg var seriøst bange for at tage 100 kg. på (på en uge). Samtidig skar jeg ned på mit kæmpe forbrug af frugt, tørret frugt og brød. Og ud med det sukkerfri og "light".

Hvad oplevede jeg?

AT JEG FIK DET FANTASTISK!!! Mit humør steg, min uro blev meget meget mindre, jeg kunne koncentrere mig og de spiseforstyrrede tanker blev mindre. What?! Det var seriøst SÅ vildt at opleve den ro i min krop og min psyke.

Tog jeg på? Nej! På trods af at jeg nu spiste VILDT meget fedt! (men til gengæld meget mindre "ballonmave"-mad).

Og den ekstra bonus var: jeg fik menstruation efter 16 års tørke i underlivet! Jeg kan ikke sætte ord på, hvor taknemmelig jeg var. Lægerne dømte mig dog stadig "ude" - de troede ikke på, at jeg ville kunne få børn, selv om menstruationen nu var kommet tilbage. Det var for usandsynligt, at min krop ville være i stand til at blive gravid, bære et barn, føde.

Men der gik ca. 1 år. Så kom der to streger frem på tissepinden :) Jeg var gravid!! Jeg må indrømme, at jeg hele graviditeten igennem havde meget svært ved at tro på det... det ville nok gå galt. Men måned efter måned gik - og i dag har jeg altså Julia, som bliver 2 år d. 3. april!!

At indføre fedtet i min kost har været det mest skelsættende for mig. Jeg vil nærmest sige, at "mit liv startede med fedtet".

Jeg har fundet ud af, at det er den kost, som JEG fungerer allerbedst på. Stadig. Jeg holder fast i at spise sådan, for så har jeg det ALLERBEDST.

Men nu er jeg i stand til at "bøje" det lidt. Altså spise lidt frugt og indimellem sukker også. I starten - da jeg omlagde kosten - fungerede det ikke for mig. Jeg blev hurtigt påvirket af for meget sukker. Nu føler jeg, at der er ro i min krop - og så kan jeg godt spise flødeboller, is, æbler osv. indimellem. Bare jeg fortsat holder fast i min hørfrøolie om morgenen og generelt fedt til alle måltider. Jeg fungerer ikke på "et skud rent kulhydrat-måltid". Mig som i SÅ mange år nærmest levede af kulhydrat!! (eller...levede og levede....).

Her på det sidste har jeg spist lidt for meget guf (tjek min instagram!), og det kan jeg faktisk mærke. Jeg har skåret lidt for meget ned i fedtet. Og det er ikke godt for mig! Jeg kan mærke, at jeg er lidt mere urolig igen, lidt mere ukoncentreret, lidt mere angst over fremtiden... Og det irriterer mig sgu! Så nu vil jeg være lidt mere obs på min kost (fedtindtag) det næste stykke tid. Jeg har brug for at komme mere i balance igen.

Hvordan harmonerer al denne mad/fedt-snak med min kommende bog "Lystkuren", tænker du måske? (jeg er ved at skrive på en sundhedsbog, der - måske - skal hedde "Lystkuren". Er stadig på tegnebrættet). Jeg snakker og skriver så meget om, at man skal følge sin lyst - også madmæssigt. Men hvordan passer det med, at jeg fungerer bedst på meget fedt, og at jeg nu vil følge den "retning" lidt mere??

At være på LYSTKUREN tolker jeg, som at man MÆRKER sig selv og sin krop. Hvad har JEG lyst til at lave/bruge mit liv på? Hvem/hvilke typer mennesker har JEG lyst til at være sammen med? Hvad er vigtigt at prioritere i MIT liv, for at jeg har det bedst muligt? (jeg er som eks. introvert og særlig sensitiv = jeg har brug for ro, struktur, fordybelse, mig-tid. Jeg tanker op, når jeg er alene). Hvad har jeg lyst til at spise, så jeg får det bedst muligt?

Nogle tror, at hvis man spiser efter sin lyst, så vælter man sig i junk, slik og lign. Men nej. Jeg tror simpelthen ikke på, at kroppens naturlige lyst vil vælge det. Hvis man lærer at mærke efter i sin krop, vil man vælge det, som man får det bedst af at spise. Indimellem vælger man noget mindre godt, men så er man bevidst om det og vælger dermed også "konsekvenserne" af det.

Så når jeg siger/skriver, at jeg lever efter INGEN REGLER, så er det også rigtigt. Jeg må spise ALT, siger jeg til mig selv. Det er en KÆMPE frihed at føle!! Men jeg VÆLGER langt det meste af tiden det mad, som får mig til at stråle og leve mere :) Og når jeg som nu mærker, at jeg er kommet lidt ud af balance, vælger jeg at vælge det mindre gode for mig fra i en periode.

På denne måde føler jeg en frihed, og jeg føler, at jeg følger min lyst. Jeg har haft lyst til en del guf på det sidste (tror faktisk det har været af trods over for januars slankehysteri!), men nu mærker jeg i min krop, at jeg skal tilbage på "fedt-sporet". Jeg vil gerne have mere ro i mig igen.

Det, som jeg "angriber", når jeg "gør grin med" diverse kostretninger er, at SÅ mange mennesker vælger mad med hovedet!! De hører om fx LCHF og tænker: "det må jeg også følge". De glemmer at mærke efter i DERES krop. Jeg tror ikke på, at vi alle skal spise ens. Vores fortid, gener, psyke, aktivitetsniveau spiller ind. Fx kan min søster spise meget frugt og brød uden at blive "skør i hovedet". Jeg kan ikke.

Jeg ville ønske, at folk gad bruge tid på at lære deres egen krop at kende. Lære at mærke og lytte. Hvad får jeg det BEDST af at spise? Hvad kan jeg spise indimellem, uden det fucker mig op? Hvad skal jeg helst holde mig helt fra? Så man altså lærer at spise ud fra SIN KROP OG PSYKE i stedet for slavisk at følge en bestemt kostretning.

Derfor siger jeg ikke, at jeg spiser LCHF (det gør jeg jo heller ikke teknisk set, i og med at jeg spiser flødeboller mm.) - jeg spiser meget fedt og mange dage er det LCHF. Men jeg spiser også et æble eller lign., hvis jeg har lyst. Kommer jeg lidt ud af balance (som nu), er jeg mere obs på at holde mig til det, jeg får det BEDST af at spise.

Her til sidst vil jeg lige understrege: jeg siger ikke, at alle spiseforstyrrede skal spise så meget fedt. Men et FORSLAG til dig, som har været meget fedtforskrækket og/eller underernæret i flere år, er at skæve lidt til at få mere fedt i kosten. Hvis du har meget angst, er urolig, ukoncentreret osv. er det måske en idé at prøve, om fedtet kan være din "redning", som det var for mig? Jeg ved godt, at det er angstprovokerende, hvis du nærmest lever af frugt. Men hvis det ikke har hjulpet dig ud af din spiseforstyrrelse kunne det jo være, at du skulle kigge lidt på det fedt ;)

tirsdag den 19. januar 2016

Espresso Macchiato og taknemmelighed

 
 
I søndags havde jeg en kaffedate med en veninde kl. 9. Jeg vågnede tidligt og tog ind på Hovedbanegården for at observere folk (kan jeg godt li') samt skrive.
 
Jeg bestilte en Espresso Macchiato i Lagkagehuset, for det har jeg ikke smagt før. Det lød bare lækkert :) Men jeg blev dødskuffet! Det var bare sådan en mini-kop med et mini-tår kaffe i! Jeg begyndte at bruge krudt på at være irriteret over det. Hvorfor havde jeg ikke bare bestilt en latte?!
 
Men så vendte jeg fokus til folk omkring mig. Lige ved siden af mig sad en hjemløs og sov (altså inde i Lagkagehuset). Ude i kulden lå hans labrador og frøs kunne jeg se ud af vinduet. Der begyndte at vokse en "jeg-skal-græde-klump" i min hals. Med et blev jeg ramt af EKSTREM dårlig samvittighed. Hvad fanden har jeg egentlig at brokke mig over? (når jeg gør det). Jeg har et hjem, en fantastisk datter og kæreste, en dejlig familie, et arbejde jeg selv har valgt, og jeg er rask. Jeg glemmer tit at være taknemmelig! Kommer til at "brokke" mig over det "grimme" ved min krop og mig selv, fokusere på vores lille økonomi og stresser over alt det jeg ikke når... Hvad fanden skal jeg egentlig nå?!
 
Jeg kiggede på hunden og blev meget overrasket over folks reaktion. Der var SÅ mange, der gik forbi hunden, stoppede op, kiggede ind på den hjemløse, klappede hunden og lagde penge. Jeg var målløs! Troede faktisk ikke at folk var så søde. Så vågnede den hjemløse. Jeg spurgte ham, om jeg måtte købe noget mad til ham? Men det kunne han ikke tage imod... Jeg sagde, at jeg virkelig gerne ville give ham det, men nej.. Han ville ikke. Men to sodavand ville han godt have 😄 Så det købte jeg til ham.
 
Da jeg gik derfra, var jeg stadig lige ved at tude. Virkelig vanvittigt så meget den lille episode røg ind under huden på mig. Jeg gik derfra og tænkte: "det her vil jeg gøre noget oftere. Sætte mig et sted og observere folk. Sætte tingene i perspektiv og tænke på alt det som jeg har at være taknemmelig for. Det gør, at jeg vokser indeni. Bliver bedre til at fokusere på alt det, der faktisk er GODT i mit liv. I stedet for at fokusere på de småting som er "galt". Håber det kan inspirere jer til at stoppe op indimellem ❤️
 
PS. Husk at jeg holder foredrag i morgen aften på Amager og d. 2. feb. i Horsens :) Se info her.

tirsdag den 5. januar 2016

Milles nytårstanker

Så er 2016 skudt i gang!

Og det kan man sgu godt se alle steder... januar = ekstrem sundhedsfokus, indmelding i træningscentre, slankekure i dameblade osv.

Jeg forstår sagtens, at man gerne vil være sund, passe på sin krop og tabe sig hvis man virkelig har brug for det. Og et nyt år lægger li'som op til, at NU skal man "tage sig sammen" og gøre noget ved det... Man kan lægge det gamle år bag sig og tænke: "nyt år, nye vaner. Det er NU, jeg skal få den krop, jeg drømmer om!"

Super godt, man kommer i gang. Januar kører på skinner. Man spiser sundt, synder ikke (som det så "dejligt" hedder...), man får trænet mindst fire gange om ugen osv. Yes, man er endelig på rette spor! Indtil... man kommer liiiige til at spise det, som man jo egentlig ikke må....og så kan man lige så godt fortsætte for nu er det alligevel ødelagt. Så bliver det oftere og oftere igen, at man "ryger i" - og man kan lige så godt gøre det "ordentligt" hver gang, det sker. Alt-eller-intet- tankegangen er igen i fuld flor. De ellers så gode nytårsforsætter ryger i vasken, og man er tilbage til samme status som i det gamle år. Shit, nu er der et år til, at man igen kan lave nytårsforsætter!

Måske lidt provokerende sat op (men jeg er jo god til at provokere...).

Hvorfor ikke gribe det anderledes an? Prøve en ny strategi i stedet for gang på gang at lade sig styre af en kur, af at man skal træne i et træningscenter, af regler og forbud...

Tænk hvis alt er tilladt at spise! Virkelig ALT. Men at du lærer at mærke efter og træffe bedre og sundere valg for dig selv. Hver dag. Ikke kun i januar. Så kan du faktisk være sund året rundt. Uden at være styret af regler. Uden at have en hammer over hovedet, for det er ikke muligt at "synde". Alt er jo tilladt! Dvs. lige meget hvad du spiser, har du ikke gjort noget "forkert". Du har ikke "syndet". Men du mærker, at du faktisk ikke får det særlig godt af at kværne sukker og junk. Og langsomt begynder du at forstå, at du hver dag har VALG. Og FRAVALG.

Hvis du følger mig/har læst hvad jeg skriver, så ved du, at jeg lever efter INGEN REGLER. Året rundt. Januar er for mig ikke anderledes end f.eks. august. Men det betyder ikke, at jeg spiser ALT. Det, som jeg ikke kan li', spiser jeg ikke. Det, som jeg ved, jeg ikke får det super af at spise (selv om jeg kan li' det), spiser jeg kun, når lysten til det er større end de konsekvenser, det har.

Eks.: jeg spiser sjældent slik, for mit blodsukker fucker totalt af det, og jeg føler, at sukker i form af slik, får min krop til at skrige på mere, mere, mere! Men jeg spiser sukker på andre måder. Flødeboller, is, chokolade, lækre kager osv. Når jeg spiser det, får jeg ikke den craving, jeg får, når jeg spiser slik, og jeg kan stoppe efter en lille/normal mængde. Men er lysten til noget slik stor, spiser jeg det, og så ved jeg bare, at jeg efterfølgende skal være opmærksom på at få mit blodsukker i balance igen.

Hvis jeg gjorde sukker forbudt, ville jeg føle, at jeg "syndede", hvis jeg f.eks. spiste en flødebolle. Jeg ville føle dårlig samvittighed. I stedet for at nyde den! Ved at det ikke er forbudt, tager jeg ansvaret tilbage til mig selv - ansvaret for at mærke efter, hvor meget jeg egentlig har lyst til. Er det nydelse at kværne en pakke flødeboller? Nej. Men jeg kan nyde én eller to. Hvis det var forbudt, ville min hjerne fucke med mig og få mig til at tænke: "nu har du alligevel brudt din regel, så fortsæt. Nu har du alligevel ødelagt det, så spis så meget du kan. I morgen er det jo forbudt igen". Så ville jeg overspise for igen at blive restriktiv dagen efter. Ond cirkel som ikke fungerer. For mig i hvert fald.

På den måde jeg lever nu, sker der intet ved at nyde f.eks. en flødebolle, når jeg har lyst. Jeg tager ikke på. Jeg fucker ikke mit blodsukker. Jeg fucker ikke min psyke. Jeg tror endda min krop er mere sund og i balance, end dem som lever på en streng diæt. Sundhed er SÅ MEGET MERE end kalorier ind, kalorier ud, og SÅ MEGET MERE end næringsindhold!

For at jeg ikke bliver misforstået, vil jeg lige understrege, at jeg IKKE mener, at sundhed så er at voldæde sukker, hvidt brød, junk osv. Det er nok de færreste, der får det godt af at leve af det. Og jeg vil - som de fleste andre kvinder nok - også gerne være slank og se "godt ud". Jeg prøver bare at vende sundhed på hovedet - smide det op i luften, give slip, lade det lande uden regler og forbud og i stedet lære at lytte til min krop i stedet for det satans kloge hoved. Og min påstand er, at hvis flere gad tage sig den tålmodighed at lære sin krops signaler at kende og lære at lytte til den, ville alle - især januars - kure prelle af. Man har jo "kuren" til sin egen sundhed i sin egen krop!!

Nå, så er der træning :) Jeg har selv været fanget i, at man skal træne i fitnessscenter, for at man træner rigtigt. Så jeg meldte mig ind i Fitnessdk sidst på foråret 2015, efter min barsel hvor jeg ville i gang igen.

Men jeg har kun været der fire gange... Så nu melder jeg mig ud! Stik imod mange andre, som melder sig ind her i januar :)

Jeg synes bestemt, at det kan være godt at træne i fitnesscenter, så jeg rakker det ikke ned! Men prøv at mærke efter, hvad der er rigtigt for dig. Jeg hører mange spiseforstyrrede sige, at de føler, at de skal træne i fitnesscenter... hvis ikke de gør det, føler de sig forkerte. Men hvad nu hvis du har mere lyst til noget andet træning?

Jeg har gennem efteråret spurgt mig selv, hvad der er mig, og hvad der var spiseforstyrrelsen. I spiseforstyrrelsen stod jeg i Fitnessdk hver dag kl. 6 for at træne. Uden at mærke. Skulle bare derhen. Jeg nedbrød min krop - og stressede den totalt! - mere end jeg blev glad, fik energi og fik opbygget en sund krop af træningen. Før spiseforstyrrelsen var jeg en "badmintonpige". Jeg spillede badminton på et rimelig højt niveau (var bl.a. til Danmarksmesterskaberne for unge under 18 år). Jeg elskede det og dyrkede det 3-4 gange om ugen AF LYST. Og jeg spiste samtidig lige, hvad jeg havde lyst til, uden nogensinde at skænke mad en tanke. Jeg var helt normalvægtig og sund som barn.

Så her i foråret 2015 meldte jeg mig nok ind i Fitnessdk, fordi jeg følte, at jeg "skulle". Hvordan skulle jeg dog ellers få motion?! Men som sagt har jeg stort set ikke været der...

- fordi det dybest set ikke er mig.
- fordi jeg ikke går op i "at se ud" (selv om jeg gerne vil holde mig sund). Man kan selvfølgelig godt træne i fitnesscenter, uden det er det, der er ens fokus - jeg vil ikke skære alle over én kam. Synes bare der hersker meget "se ud" i fitnesscentre.
- fordi jeg bliver mindet om min tid i spiseforstyrrelsen, hvor jeg trænede der uden lyst og tilstedeværelse.

I stedet for at træne i Fitnessdk, har jeg gået tur med barnevognen, og jeg har trænet maven op efter fysioterapeut Elin Solheims onlineprogram. Dvs. hjemme på stuegulvet. Så hvorfor jeg overhovedet skulle melde mig ind i Fitnessdk, ved jeg sgu ikke - som sagt nok mest fordi jeg følte, at jeg burde/det skal man jo...

Det, som jeg har savnet, er at få sved på panden. Føle endorfinerne i min krop. Jeg elsker at bruge min krop! Har altid været en aktiv pige. Og der er det altså ikke nok at gå med barnevognen... Så her i juleferien er jeg kommet i gang med at løbe en tur hver anden dag. DET gør mig godt. Og det kan passes ind i min hverdag, arbejdsdag og mit familieliv.

Så mine nytårstanker kredser også om at komme i bedre form. Det skal bare være på min glædes-måde, og det handler om at føle mig stærkere og sundere. Det kan jeg sagtens, selv om jeg melder mig ud af Fitnessdk.

Mht. maden så er min januar ikke anderledes end de andre måneder. Jeg kan mærke en mindre lyst til sukker, fordi jeg fik rigeligt i november og december. Hold op jeg fik spist mange flødeboller! (det ved jer, der følger mig på Instagram). Men det betyder som sagt ikke, at jeg så har lavet en regel, der hedder ingen sukker. Jeg VÆLGER det nok bare lidt mindre her i januar, indtil min flødebolle-lyst igen er der ;)

Noget som har slået mig her ved "nytårsforsæt-tid" er, hvor meget de ofte handler om ÉN SELV. Hvorfor ikke også tænke over, hvad man vil blive bedre til at gøre for andre?! Hvis du ikke kun skulle fokusere på din vægt og din krops udseende - hvad ville du så gerne hjælpe andre med/gøre for andre?

Egenomsorg er ekstremt vigtigt - men verden bliver større af at gøre en forskel for andre. Nogle gange kan det være ekstremt sundt at droppe navlepilleriet (uden at egenomsorgen ryger i vasken).

Spørg dig selv: HVAD VIL JEG GERNE HJÆLPE ANDRE MED I DET NYE ÅR? HVORDAN VIL JEG GERNE VÆRE OVER FOR ANDRE? Og gør det som en del af dine nytårsforsætter (eller hvad vi nu skal kalde dem. Mål, ønsker, det du vil arbejde med...)

Håber I fik noget ud af alle disse tanker :) Til sidst tre billeder fra jul og nytår. Julia blev 21 måneder her d. 3. januar (hvis I tænker hvor gammel er hun egentlig nu?).

Julia juleaften inden vi kørte hjem til mine forældre og holdt jul (min mor har strikket kjolen):

 
Det er ikke de dyreste gaver, der er det bedste. En lille pixibog er et hit!:

En sjælden selfie af mig selv:
 

 
GODT NYTÅR OG TAK FORDI I HÆNGER PÅ!