onsdag den 24. februar 2016

Proteinbarer

Jeg kan mærke, at der er endnu en "ting", jeg skal gøre op med for at føle mig endnu mere FRI efter spiseforstyrrelsen. Det er PROTEINBARER.

Jeg har spist rigtig mange proteinbarer (og brugt proteinpulver) både som spiseforstyrret og her i tiden "efter". For mig har RIGTIG MAD og RIGTIGE PORTIONER altid været det farligste. Det er forskelligt fra spiseforstyrret til spiseforstyrret, hvordan spiseforstyrrelsen kommer til udtryk. For mig har omdrejningspunktet været, at jeg har følt mig som en BUNKE LORT, der intet måtte nyde. Hellere leve af smagsprøver i butikker, spise af skraldespand (!) eller leve af slik end at sidde med et rigtigt måltid mad - for det var der noget i mig, der bildte mig ind, at jeg ikke havde fortjent... For andre spiseforstyrrede kan det være omvendt: at de aldrig ville spise, som jeg gjorde i spiseforstyrrelsen, men at det derimod skulle være så perfekt/så rigtig mad som muligt.

Der er ingen "rigtig måde" at være spiseforstyrret på, vil jeg lige understrege kraftigt. Men ens for alle måder at være spiseforstyrret på, er, at det er enormt livshæmmende.

Rigtig mad er for mig = nydelse. LIVET. Og det fylder i maven, mætter = jeg kan mærke mig selv (skræmmende) meget. Følelsen af mæthed har altid skræmt mig. Jeg følte mig ulækker, når jeg var mæt. Følte mig svag ved at give efter for mad. Hvorimod en sulten mave gav mig en (FALSK!!) følelse af kontrol. I virkeligheden stjal sulten al min energi til at kunne mærke mig selv, sige til og fra ud fra mine grænser, og den tillod mig at være ansvarsløs i mit liv.

En spiseforstyrrelse er en falsk kontrol. Du føler og tror, at du har kontrol, fordi du kan styre maden, som du gør.

I virkeligheden har du ikke EN SKID kontrol. Det er spiseforstyrrelsen, der har kontrollen. Det er den, der sidder ved rattet i din "livs-bil". Den bestemmer suverænt, hvor du skal køre hen. Når du skal ud af en spiseforstyrrelse, tænker mange, at de skal turde slippe kontrollen. Prøv i stedet at sige til dig selv, at du ikke skal slippe kontrollen (for den har du jo ikke. Det bilder du dig bare ind, at du har). Du skal derimod TAGE KONTROLLEN. Kontrollen over dit eget liv! Hvad er det, du vil med dit liv? Hvad gør dig glad? Hvordan kan livet få mening FOR DIG? (ikke for Peter, Susanne eller Frederik. Nej FOR DIG!). Det er livet, der skal styre maden. Ikke omvendt.

Og nu tilbage til min egen udfordring, for jeg kan sgu ikke bare pudse glorien! Selv om jeg har fået kontrollen over mit liv, og jeg har omvendt spiseforstyrrelsen til at være min ven og guide, så er der en lille rest, som nager mig.

Jeg spiser "normal mad" nu og "normale portioner". Men indimellem bruger jeg stadig proteinbarer som erstatning for et måltid. Det er nemmere, men mest af alt tror jeg, at det sker, når noget i mig tager afstand til den rigtige mad, fordi jeg er følelsesmæssigt udfordret. Ved at vælge proteinbar i stedet for det rigtige måltid, føler jeg ubevidst en kontrol (men som jo er falsk) som min krop husker fra tiden i spiseforstyrrelsen. Det giver en (falsk) tryghed.

Men det irriterer mig hver gang!! Lige som da jeg i Dubai opdagede, hvordan Pepsi Max stadig lynhurtigt får sit klamme tag i mig (læs indlægget her), og jeg gjorde noget ved det, kan jeg mærke, at tiden nu er kommet til proteinbarer.

Måske tænker du: "Mille, proteinbarer er da ikke så slemt. Du spiser jo også rigtig mad, og du er normalvægtig, så hvad gør det at spise en proteinbar i ny og næ?".

Overordnet set: det gør intet. Det er jo ikke fordi proteinbarerne hæmmer mit liv.

Men for mig kan jeg mærke, at det ER et "opgør", jeg også skal tage. For mig er proteinbarer ikke rigtig mad. Jeg vil gerne derhen, hvor jeg føler, at jeg har kontrollen HELT. At jeg lige meget hvad der sker i mit liv, aldrig bruger maden til at regulere mine følelser og situation med. Og vælger jeg proteinbar som måltid, er det for mig, fordi jeg vælger livet fra (okay, det lyder lidt overdrevet. Men jeg kan jo mærke, at jeg vælger dem af forkerte årsager).

Så fra i dag er det slut med proteinbarer. Nu har jeg sagt det højt for mig selv - og for alle jer!

Noget i mig bliver en smule bange... for det er farvel til et "fix". Det er det, der er så fandens med en spiseforstyrrelse: man vil rigtig gerne slippe den, men samtidig er det det, man frygter allermest!!! Hvorfor?: fordi du har spiseforstyrrelsen af en årsag. Den giver dig det, du har brug for. Det er en overlevelsesstrategi. Og før du er klar til at leve i stedet, holder du fast. Jeg husker tydeligt nogle af de sidste ædeflip, jeg havde: midt i det tænkte jeg på, at jeg mere end noget andet ønskede og bad til at få hjælp og blive stoppet i det - samtidig med at jeg frygtede det mere end noget andet her i verden! (jeg ville næsten hellere æde en lort, end at nogen skulle hjælpe mig!!). Det er så mærkeligt og totalt splittende indeni én, så man kun forstår den "kamp", hvis man selv har været spiseforstyrret.

Hvorfor mon jeg lige nu siger farvel til proteinbarer? Det må være fordi, jeg er klar til at turde leve endnu mere :) Sådan ser jeg det!

Jeg vil lige understrege, at du ikke straks skal gøre det samme som mig. Følg din egen vej og tag dine egne skridt, når du er klar til det (når du bliver bevidst om, at de skridt skal til på din vej). Måske skal du aldrig sige helt stop til proteinbarer. Rigtig mange ikke-spiseforstyrrede bruger dem jo også i vores samfund i dag, og det er der (vel?) ikke noget galt i. Det er deres valg. For mig bliver proteinbarer blot et FRAVALG, fordi jeg har brugt - og bruger - dem i stedet for rigtig mad, når det bliver for svært. Og så er det hæmmende for mig.

Jeg vil også kraftigt understrege, at hvis du lige nu er der, hvor alternativet er ingen eller mindre mad, hvis du skal vælge proteinbarer fra, så gør det for Guds skyld ikke! (nej ikke for Guds. For din egen skyld). Det er KLART bedre end ingenting!! De hjalp mig meget i svære perioder til trods alt at få næring! Så husk husk husk at tænke på, hvor DU er din proces! Vi er ikke samme sted. Og måske er det, jeg gør, slet ikke løsningen for dig på noget tidspunkt. Jeg er gået - og går fortsat - min egen vej. Du skal gå din. Men lad dig gerne inspirere af mig og andre til at få dig til at tænke over, hvad du eventuelt skal turde kigge ærligt på, når du er klar til det <3

Kig ærligt på de valg og handlinger du gør. Hvem styrer? Dig eller spiseforstyrrelsen? Og hvad kan du gøre for at ændre det?
- og hvis du lige nu tænker: "jamen, jeg har jo ikke et valg til at ændre det!!" Så lyver du for dig selv. En tanke fører til en følelse som fører til en handling. Så hvis du lærer at ændre dine tanker, kan du også ændre dine handlinger.

Nemt? Nej.
Umuligt? Nej.
Men det kræver nosser, så vi kvinder må lege at vi har nogen :) (haha, hvor er jeg sjov hva'?!).

Ej men min pointe er, at du KAN ændre din situation. Stop op og prøv i det små at stille spørgsmål til dine tanker og prøv at gøre noget andet, end du plejer. Opdag at du kan! Og langsomt kan du mere og mere!

Farvel nu gamle "venner"!:




mandag den 22. februar 2016

Ferien i Dubai

Så er vi hjemme fra Dubai. Sikke en dejlig uge, vi har haft! Det var SÅ tiltrængt at "trække stikket" og glemme arbejde, regninger osv. for en stund. Hvis du har fuldt med på Instagram, ved du, at vi ikke har lavet en skid andet end at sole os, bade i hotellets pool og på stranden og spise en masse lækker mad samt is, kage og chokolade hver dag. Fuld skrue på nydelses-kontoen!

Vi boede på 21. etage (der er syyyygt høje bygninger i Dubai!), og dette var udsigten fra vores altan, hhv. aften og tidlig morgen:

Hver morgen var der KÆMPE morgenmadsbuffet på hotellet, og vi spiste helt seriøst ca. 10 gange så meget til morgenmad, som vi plejer! Vi skulle jo smage alt det, vi havde lyst til :) Der var laks, æg, omelet, forskellige oste, grøntsager, frugter i massevis, yoghurt, brød, wienerbrød, pandekager, diverse varme retter (falaffel, kødretter, grøntsagsretter, kartofler, æggeretter, mini-burgers mm.) og en masse forskellige kager. For mig var det vigtigt at nyde lige det, jeg havde lyst til, uden at tænke på, at jeg spiste meget mere, end jeg plejer til morgen. Jeg tager sgu ikke på ferie og sidder med det samme morgenæg, skyr, smoothie osv. som derhjemme! Ferie er ferie, og det skal nydes. 
 
 
Til venstre: en Nutella-kage. Til højre: den bedste chokoladekage, jeg nogensinde har smagt!
 

 Og iiiiiiis :)
 
 

Det var Julias første rejse og første flyvetur. Vi var meget spændte på, hvordan hun ville klare den lange flyvetur.... hun er jo ikke ligefrem en pige, der sidder stille! Men det gik over al forventning. Hun opførte sig SÅ eksemplarisk og syntes, at det hele var så spændende. Hun syntes, at det var sjovt at være oppe på himmelen lige som pip-pip :) Hun græd kun, da vi skulle lande, fordi det gjorde ondt i ørerne (det gjorde det også på mig).

Hver formiddag badede vi i hotellets pool. Her et billede fra morgendisen:


Julia gik på charmetur hos de andre gæster :) :
 

Og hun hyggede sig rigtigt både med at tegne, bade og "sole sig": 


 
Hver eftermiddag, når Julia havde sovet til middag, var vi på stranden, men her badede Julia ikke, for bølgerne var for høje. Men hun legede i sandet, og hun klappede dromedarer! 
 
 
Inden jeg rejste, var jeg VILDT nervøs for, at jeg skulle i bikini. Hvis jeg skal være ærlig, så er jeg ikke fan af det. Jeg kan ikke lide følelsen af at være så nøgen, så blottet...og så lider jeg vel under det, som mange kvinder gør: "er jeg smuk nok til bikini?" Jeg har født, så jeg har en lille "Julia-top", som jeg kalder den, og jeg har tre små ar (det er nok kun mig selv, der ligger mærke til dem nu...) på maven efter en brokoperation. Jeg er ikke i form (jo i kageform), sååååå... hvordan ville jeg føle det i bikini, tænkte jeg, inden jeg rejste. Faktisk havde jeg alle mulige skræktanker i hovedet på vej i flyet og overvejede, om jeg skulle bade i T-shirt. Men fanme nej! Jeg er smuk, som jeg er, og min mave har en historie. Jeg er ikke 16 år mere. Jeg nærmer mig 37 år! Min krop er fantastisk; selv med "småfejl" (som ikke er fejl), og den har båret mig igennem livet indtil nu - og den skal også gøre det resten af mit liv. Til hverdag, når jeg har tøj på, har jeg det godt i min krop og føler mig i balance. Så hvorfor ikke også i bikini? Det svarer jo "bare" til at gå i undertøj for lidt flere end min kæreste :) Så jo - jeg gjorde det! Og det var helt klart alle tankerne INDEN, der var værst. Da jeg først var i vandet, samt så alle de andre forskellige kvindekroppe i bikini, følte jeg mig god nok, som jeg er. Som dagene gik, blev jeg endda mere og mere afslappet :) Jeg glemte helt at fokusere på min egen følelse af uperfekthed, når jeg så på Julia og hendes glæde ved det hele. DET er sgu livet!  
 
Jeg har tænkt meget over, om jeg skulle vise det følgende billede eller ej, og da jeg tog det, syntes jeg selv, at det var ret fjollet. Ego-Mille! Skal lige se mig selv! Jeg har det lidt mærkeligt med selfies, hvis jeg skal være ærlig. Men det gjorde faktisk noget ved mit fordrejede hoved at se billedet. Jeg ser og opfatter mig selv som meget større, end jeg er. Jeg vil lige skynde mig at sige, at jeg HAR en top-mave ("Julia-toppen"), når jeg står op, mine ribben stikker IKKE ud, jeg HAR brede hofter, og jeg er fuldstændig normalvægtig. Det ser bare "bedre ud", når man ligger ned.
 
 
Det var 25-30 grader hver dag, og hvad er så bedre end en kold Pepsi Max?! Så jeg tænkte: "det vil jeg sgu drikke i denne uge!" Men det var VILDT for mig at mærke, hvordan det lynhurtigt gik fra at være nydelse til at blive AFHÆNGIGHED (i spiseforstyrrelsen var jeg DYBT afhængig af Pepsi Max og drak 4-6 liter hver dag... Jeg tog en kold tyrker for at slippe ud af misbruget).
Allerede efter to dage kunne jeg mærke, at jeg ville have mere, mere, MERE, og jeg begyndte at drikke det morgen, middag og aften og i stedet for vand. Jeg følte, at det begyndte at styre mig... og det gider jeg simpelthen ikke finde mig i mere! Hverken mad eller Pepsi Max skal styre mig og mit liv mere. Det er livet, der skal styre maden! Så jeg stoppede igen fra den ene dag til den anden (og havde lyst til at kaste den ud fra 21. etage men gjorde det ikke af hensyn til folk på gaden). Det var virkelig en øv-oplevelse for mig at opdage, at jeg lynhurtigt bliver afhængig igen. Til gengæld var det fedt at mærke, at jeg var i stand til at stoppe, så snart jeg opdagede afhængigheden! Så nu er jeg tilbage til ingen light-sodavand, og det holder jeg fast i.
 

 

Jeg havde også andre aha-opdagelser i Dubai omkring overbevisninger, som jeg har i mit hoved - men som kun er OVERBEVISNINGER og ikke sandheden! Mere om det i et andet blogindlæg :) Skal lige have det formuleret for mig selv i første omgang, før jeg deler.
 
En sidste ting for nu: da vi kom hjem, krammede Julia mig pludselig og sagde: "du er min bedste ven, mor". Er du vimmer mand, hvor det gik rent ind i hjertekulen! Sikke en uge og sikke en afslutning. Nu gælder det hverdag med arbejde og vuggestue igen.